Afskaf den nye gymnasiereform
Af Lone Nørgaard

Den nye gymnasiereform holder ikke en meter ude i den gymnasiale virkelighed. Skal man bygge et hus, er det smartest at starte med at pilotere og anlægge kælder og gulv. Ulla Tørnæs er startet med skorsten og småsprossede vinduer. Det bliver der ikke et sundt og levedygtigt hus ud af, men til gengæld dynger af udbrændte lærere og ringere elever, skriver kronikøren

Hvad bilder jeg mig ind? At ville afskaffe den nye gymnasiereform, før den overhovedet er trådt i kraft? Svaret lyder i al sin enkelhed: Fordi den er en katastrofe. Fordi den er forhastet og dårligt forberedt. Fordi som jeg har hørt gymnasielærere udtrykke det: »Vi asfalterer, mens vi kører«. Forstået på den måde, at den enkelte skole stadig ikke klar over, hvordan arbejdsdagen helt basalt og helt konkret skal forløbe fra august - til trods for bunker af arbejdsdage, kursusdage og foredrag ved indbudte foredragsholdere vedrørende dyret.

Først lige en repetition (hentet på Gymnasieskolernes Lærerforenings hjemmeside):

»Gymnasiereformen går i korthed ud på at erstatte den matematiske og sproglige linjedeling med nogle fagpakker og samtidig bevare en valgfrihed. Samspilsmulighederne mellem fællesfagene og valgfagene skal øges markant. Dette skal ikke udtynde fagenes faglighed, men tværtimod styrke fagligheden via nye samarbejdsmuligheder. Faglighed kan således i tværfagligt samarbejde blive til mere end blot summen af de deltagende fag. Gymnasiet skal være studieforberedende og almendannende. Det skal synliggøres at almendannelsen sammensættes af en bred række fag fra det naturvidenskabelige-, humanistiske-, æstetisk-kreative og samfundsvidenskabelige fagområde. Arbejdet med almene og personlige kompetencer skal udbygges og understøtte den faglige udvikling. Kompetenceudviklingen skal tilrettelægges forskelligt i de tre gymnasieår. Progressionen over de tre år skal være tydeligere så elevernes udvikling til studerende styrkes. Der skal være et ½-årigt grundforløb i 1. G med et klart fagligt indhold (...) De faglige forløb tilrettelægges, så elever præsenteres for den studiemetodik, de metoder og de arbejdsformer, der anvendes i gymnasiet. Grundforløbet lægger op til, at eleverne skal vælge mellem et antal fagpakker. Skolerne forpligtes til at udbyde mindst tre fagpakker, der skal tones forskelligt mellem naturvidenskabelige, humanistiske og samfundsvidenskabelige fag, hvis præcise udformning fastlægges decentralt. Herudover kan gymnasierne vælge at tilbyde en eller flere fagpakker som den enkelte skole selv sammensætter. Når grundforløbet er afsluttet, dannes de endelige klasser baseret på valg af pakke (...) Der skal i grundforløbet arbejdes med at fremme elevernes engagement og læring ved at inddrage dem i planlægningen af undervisningen, og der skal gennemføres løbende evaluering. Gennem gymnasietiden skal der stilles stadig større krav til eleverne om aktiv deltagelse, og de skal være medansvarlige for undervisningens tilrettelæggelse og gennemførelse. (...) Projektorienteret undervisning med øget tværfagligt samarbejde opprioriteres og indgår i samspil med klassedialog, gruppearbejde, forelæsninger og individuelt arbejde mv. De nye arbejdsformer skal træne elevernes mundtlige og skriftlige færdigheder samt deres samarbejdsevne, analytiske færdigheder mv. (...) Der etableres lærerteams for alle klasser. For at sikre koordinering af kompetenceudviklingen skal der være et lærerteam, som har ansvaret for den enkelte klasse.«

Det var lyrikken. Her følger så en oversættelse af de mange fine ord anskuet i gulvhøjde:

De gamle bekendtgørelser opstillede nogle ret konkrete mål for, hvad eleverne skulle være klædt på til fagligt. I faget historie var der fx specifikke krav om så og så meget danmarkshistorie før og efter 1750 og 1945 og så og så meget verdenshistorie - for at sikre at eleverne fik en bred tilgang til faget i sin helhed. De kommende bekendtgørelser lader det stå åbent, hvor meget og hvad lærerne skal undervise i, hvilket gør det muligt at lade store faglige huller opstå. Talen drejer sig i bekendtgørelsen alene om gummibegrebet "kompetencer", og hvad "kompetencer" dækker over, er der næsten lige så mange fortolkninger af som pædagogiske forskere.

Grundforløbene er et meget ambitiøst foretagende, og ingen kan have noget imod ambitioner. Desværre er forløbene skudt så langt over målet i forhold til den faktiske viden, som eleverne transporterer med fra folkeskolen, så at det i udstrakt grad ikke er fagligt muligt at leve op til intentionerne. Rent praktisk er der afsat alt for få timer til sådanne grundforløb i forhold til det antal emner, der forventes behandlede. Fagenes videnskabsteori eller metode er sat i fokus, men hvordan forstår elever fx historisk videnskabelig metode, når de ikke kender noget som helst til faget historie?

Der er opstået et nyt "fag", der hedder Almen studieforberedelse. Det løber som en rød tråd gennem de tre gymnasieår, strækker sig over 1/5 af hele gymnasieforløbet, men det er upræcist, hvad der skal foregå. Fagene skal gå sammen og finde et fælles studieforberedende grundlag, men når fx fysik, dansk og musik skal finde fælles fodslag, må det gå galt for alle tre fag. De naturvidenskabelige fag anvender overordnet en induktiv metode, de humanistiske fag anvender hovedsageligt en deduktiv metode og musik vel nærmest en intuitiv metode. Kravet om samarbejde kan oversættes til: "Hug-en-hæl-og-klip-en-tå". Den lille operation betyder, at eleverne ikke opnår en forståelse af, at hvert fag har egne metoder - en mangel, lærerne på de videregående uddannelser så skal til at bruge tid på at udbedre.

Tanken var, at de naturvidenskabelige fag skulle styrkes på bekostning af de mere "bløde" muligheder, som eksisterer i dag. Men problemet er, at i den nye bekendtgørelse skal eleverne lægge sig fast på nogle fagpakker efter et halvt år. Og ja - det er muligt at vælge en hard core naturvidenskabelig studieretning med fagpakkerne: Matematik, fysik og kemi på højt niveau. Men hvor mange elever gør det? Tør det? Nej så hellere en blødere indgang, som det vil være umuligt for dem at fravælge senere, hvis de skulle opdage, at mat-fys alligevel lige var "dem". Det har de naturvidenskabelige videregående uddannelser for længst forudset og klager med rette over reformen, som svækker naturvidenskab betydeligt - stik imod hensigten. Så igen - universiteter og højere læreranstalter skal nu i kast med at give indslusningsundervisning i basale færdigheder for at kunne optage ansøgerne på selve studiet. Dyrt for skatteborgerne og dyrt for samfundet, der først har en færdiguddannet farmaceut, ingeniør eller datalog, når kandidaten har passeret de 30.

Til gengæld hævder tilhængerne af reformen, så har både elever og lærere virkeligt lært at samarbejde (vidensdeling, teams etc.). Måske. De dygtige vil skynde sig og danne teams, de middelgode vil følge efter - mens de svage kan rende og hoppe, selvom de med en fast hånd i ryggen kunne have klaret gymnasiet på et acceptabelt niveau. Så i stedet for at flere kommer igennem en uddannelse i dansk, engelsk, it og matematik, så vil maskerne i systemet nu blive så store, at flere ryger durk igennem. Med det resultat, at de pågældende skal forsørges, fordi der i fremtidens samfund ikke bliver brug for folk uden alment kendskab til bl.a. ovennævnte fag. Det er korrekt, at visse fag har naturlige forudsætninger for at samarbejde som fx de humanistiske fag med samme videnskabelige metode. Men at blande tværfaglighed i fag, der ikke har noget som helst til fælles, er galimatias.

Eleverne forventes at arbejde mere selvstændigt i studiecentre med deres pc og konferencesystem. Jamen det lyder da glimrende - altså for de 2 pct. i hver gymnasieklasse, der i Folkeskolen er blevet klædt på til at arbejde på egen hånd. Eller tilhører the happy few, der er modne nok til at arbejde seriøst med stoffet i de enkelte fag og tillige har interesse for at lære. For slet ikke at tale om tid til at studere frem for at koncentrere sig på kraft om erhvervsarbejde, kærester, tøj, fester m.m. De 98 pct., der desværre ikke besidder idealforudsætningerne, vil blive hjælpeløst fortabte i systemet - selvom de alligevel nok skal blive studenter med nogenlunde karakterer. Hvordan kan det nu gå til?

Fordi gymnasierne om føje tid overgår til "selveje" og derfor får bevilget ressourcer i forhold til gennemførelsesgrad. Det skal nok give nogle pæne, runde 7-taller på det endelige eksamensblad, for det er jo lærernes aflønning, det gælder. Sådan foregår det allerede på universiteterne i dag, og hvorfor i al verden skulle det gå anderledes på gymnasierne?

I fremtidens gymnasium kommer lærerne til at bruge oceaner af tid på teamsamarbejde og møder. Desuden vil de mange uspecificerede krav til undervisningen medføre en meget høj grad af læreradministration. Kerneydelsen "undervisning" vil blive en stadig mindre del af lærernes arbejde. Forberedelsen vil i store træk forsvinde, for ingen lærer vil arbejde mere end 40 timer om ugen - gratis. For at overleve må lærerne skære, hvor de kan, og det bliver i sagens natur på forberedelsen. Efter princippet: Jeg sætter mig ind i dagens lektie, samtidig med at jeg underviser i den.

De fleste gymnasielærere blev lærere, fordi de godt kan lide at undervise, og fordi de kan lide børn og unge. Men desværre kommer de kun i ringe grad til at undervise fremover, eftersom en stor del af arbejdsdagen som sagt vil gå med møder og administration. Det betyder så igen, at det vil komme til at stå skralt til med selve elevkontakten, der ellers er afgørende for indlæringen og stemningen i klassen.

Elever er ikke en stor lind grød, men mennesker, der for at lære, skal opleves og registreres som enkeltindivider. Den type relation kræver, at læreren har tid til at tale med og være opmærksom på den enkelte, hvis denne pludselig reagerer anderledes end normalt: Bliver indadvendt, uforberedt m.m.. Den slags menneskelige kontakt bliver der ikke tid til i fremtidens gymnasium. Så den stigende gruppe af elever, der i forvejen gennem hele deres barndom og opvækst har manglet voksenopmærksomhed og forældrekontakt, vil miste endnu en kilde til omsorg og interesse.

Gymnasiereformen er et kontorprojekt. Tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs ville åh-så-gerne være innovativ (et af yndlings-juhu-ordene), og til det formål må hun have rådført sig med folk fjernt fra Forhåbningsholms Gymnasium. Fornyelse og udvikling er to af tidens mantraer, selvom enhver psykolog kan stå på ét ben og holde foredrag om, at alt i naturen inklusiv mennesker ikke er indrettede til at lave sig selv om konstant. Naturligvis skal der ske ændringer - ikke mindst i undervisningssammenhænge - i takt med at kravene fra aftagerne ændrer sig. Desværre tager reformen ikke udgangspunkt i, hvad aftagerne af de unge reelt behøver, men i fancy fiktion.

Den nye gymnasiereform holder ikke en meter ude i den gymnasiale virkelighed. Skal man bygge et hus, er det smartest at starte med at pilotere og anlægge kælder og gulv. Ulla Tørnæs er startet med skorsten og småsprossede vinduer. Det bliver der ikke et sundt og levedygtigt hus ud af, men til gengæld dynger af udbrændte lærere og ringere elever.

Så New Deal med hensyn til gymnasiereform, tak.

(Trykt i Jyllands Posten den 25. maj 2005)