Hvad
koster indvandringen?
af Lone Nørgaard
I disse tider er der vældigt meget fokus på størrelsen
og fordelingen af de offentlige udgifter. Der har netop været
gang i en stor diskussion om, hvad monarkiet reelt koster, og i den
sammenhæng er tallet 400 mio. kr. blevet nævnt. Et pænt
beløb, men så absolut i småtingsafdelingen sammenlignet
med fx den gigasum på 37 mia. kr., som efterlønnen er
beregnet til.
Det er godt at få disse tal på bordet, fordi de giver
grundlag for at diskutere, hvad skattekronerne bliver brugt til. Jeg
har det fx fint med at finansiere et toptunet kongehus, så længe
de fleste af dets medlemmer udfører et nogenlunde rimeligt
stykke arbejde. Efterlønnen er langt mere problematisk –
i hvert fald for sådan nogle typer som mig: Midaldrende, ikke
nedslidt akademiker, der i princippet sagtens kunne blive ved, til
jeg var 67, men næppe gør det, når nu en fordelagtig
efterlønsordning byder sig til.
Med andre ord: I egen selvforståelse er jeg med åbent
sind parat til at drøfte hvad-som-helst på finansloven.
Derfor har jeg også svært ved at forstå, hvorfor
der ingen ben er i at diskutere udgifter til poster som kongehus og
efterløn, mens det er tæt på umuligt at få
klare svar på, hvad indvandringen koster det danske samfund.
Jeg er selvfølgelig på det rene med, at spørgsmålet
er vanskeligt. Statistikkerne oplyser kun i begrænset omfang
om etnisk oprindelse, og begrebsanvendelsen (indvandrere, flygtninge,
efterkommere) mudrer ofte slemt til.
Men hvem har egentligt ret? Dansk Industri, som mener, at havde det
ikke været for indvandrerne, ville Danmark have oplevet en markant
grænse for økonomisk vækst og velstand i det nye
årtusind? Eller Velfærdskommissionen, som nåede
frem til, at indvandrerne fra ikke-vestlige lande er godt tre gange
så dyre i forhold til den offentlige sektor i sammenligning
med danskerne, og at en total opbremsning i indvandringen fra mindre
udviklede lande vil spare statsfinanserne for 50 mia. kr. om året
i 2040 (refereret i Børsen den 1. dec. 2005).
Ifølge beregninger foretaget af den uafhængige institution
Dream for Cepos er indvandringens pris til Danmark, at indvandringen
fra mindre udviklede lande (Irak, Somalia, Tyrkiet, Marokko, Pakistan,
Libanon, Afghanistan osv.) har været en kæmpe underskudsforretning.
Dream når frem til, at der for fremtidige generationer af borgere
i Danmark må ventes negative nettobidrag til de offentlige finanser
for tre ud af fire indvandrergrupper. For indvandrere fra mindre udviklede
lande lyder det negative nettobidrag på 29.600 kroner pr. år.
For efterkommere fra mindre udviklede er tallet 29.000 kroner pr.
år.
I en artikel i Weekendavisen d. 26.9.08 med overskriften Nationalbanken
om indvandring: Sats på superindvandring kunne man bl.a. læse
følgende: Kun enlige mænd og kvinder, der kommer til
Danmark efter endt uddannelse, hele tiden er i arbejde og forlader
Danmark igen før pensionsalderen, hjælper på dansk
økonomi. Endvidere at ”i modsætning til superindvandrerne
fra Østeuropa er en stor del af den indvandring, der er sket
tidligere, personer fra mindre udviklede lande med lav erhvervsfrekvens
og et relativt stort træk på offentlige ydelser og offentlig
service.” Ergo: Indvandring fra 3. verdens-lande har medført
en forværring af de offentlige finanser..
Hvad er det så lige, der bliver brugt milliarder
af skattekroner på? Her følger en uprioriteret liste:
Statsforvaltningen, Familiestyrelsen, Udlændingestyrelsen,
Integrationsministeriet
Domstolene (separationer, skilsmisser, forældremyndighedssager,
faderskabssager)
Socialforvaltningen
Ordenspolitiet, Kriminalpolitiet, Fremmedpolitiet, PET
Hospitalsvæsenet, Alm.praktiserende læger (større
sygelighed, flere sindslidende bl.a. gr. fætter-kusineægteskaber,
D-vitminmangel, diabetestilfælde)
Fængselsvæsenet (overrepræsentation af flygtninge,
indvandrere og efterkommere, fængselspræster, fængselspsykologer)
Skoler (ekstraundervisning, specialundervisning, psykologhjælp,
modersmålsundervisning), SFO-pædagoger
Børnehaver, Vuggestuer
Asylsystemet (Flygtningenævnet, Asylcentre, Dansk Røde
Kors, Dansk Flygtningehjælp, kørsel fra/til grænse
til modtagecentret Center Sandholm)
Krisecentre (overrepræsentation af kvinder fra 3. verdenslande)
Advokatsalærer (fri proces-systemet)
Tolke, Integrationsbeløb, Sprogundervisning
Sociale ydelser og andre tilskud:
Dagpenge, Bistandshjælp, Sygedagpenge, Førtidspensioner,
Børnepenge, Børnetilskud, Huslejetilskud m.v.
Forsikringsbeløb (hærværk, ildspåsættelser
etc.)
Skadeserstatninger for vold
Udgifter i forbindelse med kidnappede børn
Polygami (huslejetilskud til to lejligheder, udlæg til børnepenge
til den "enlige" mor)
Tilskud til etniske foreninger
Særlige integrationstiltag, Ungdomsklubber, Gadeplansarbejdere,
Fædregrupper
På baggrund af ovenstående, er det så
ikke det rene vås at tale om "behov for indvandreres
arbejdskraft"? Taget i betragtning at indvandrere fra 3. verdenslande
som hovedtendens belaster systemet langt mere, end de giver igen?
Så vidt jeg husker, fik Dansk Folkeparti tilbage i sen-90’erne
i samarbejde med Danmarks Statistik lavet en undersøgelse
af udgifterne til indvandring, som på daværende tidspunkt
beløb sig til knapt 30 mia. kr. Slag på tasken vil
jeg tro, at tallet er mere end fordoblet. Så vigtige sager
og tal skal imidlertid ikke bero på mine fornemmelser, men
bør gennemlyses af rigets dygtigste regnedrenge og -piger
i de forskellige ministerier, styrelser, forvaltninger mv.
For det forholder sig vel ikke sådan, at tallet
60-80 mia.kr (dobbelt så meget som efterlønnen) bevidst
holdes under låg? Med den begrundelse, at store dele af befolkningen
ville gå i coma, hvis de sort på hvidt blev præsenteret
for regningen for indvandringen? Vel at mærke en indvandring,
som den oprindelige befolkning aldrig har fået lov til at
tage stilling til.
Trykt i Jyllands Posten 25. april 2010
|