Imamer
Af Lone Nørgaard
Onsdag d. 12. februar 2003
læste jeg i Information, at Danmark bør uddanne egne
imamer. Jeg var ved at tabe både avis og øjne. Ikke nok
med at det efterhånden er topdokumenteret, at en række
imamer på alle leder og kanter blokerer for integration med deres
middelalderlige opfattelser af ikke mindst kønsforholdet - nu
skal den danske stat også være med til at uddanne
rådgivere, der kan være nok så progressive i egen
selvforståelse, men i selve deres person og status befæster
manden som kvinden overlegen og dermed udviser ligegyldighed eller
foragt for demokratiske værdier.
Man kan mene, hvad man mene vil om den italienske journalist Oriana
Fallaci og hendes tese om islamisering af Vesten (jf.
Weekendinformation d. 15.-16. februar), men jeg må sige, jeg er
bekymret. Dybt bekymret over, at der bliver stadig flere mennesker i
dette land og i Vesten i det hele taget, som tilsyneladende ikke er
indstillet på kvinders ligestilling og ligeberettigelse - og i
det hele taget at overtage de værdier, som demokratier bygger
på. Og som ikke KAN omfatte, at Koranen udsiger en
religiøs lov, som 'overruler' demokratiske beslutningsprocesser
For en række talerør for muslimerne - og blandt dem flere
kvinder - kan gabe nok så højt om, at Koranen så
sandelig ikke præker kvindeundertrykkelse. Jeg er bare ikke mere
så interesseret i ord, men i praksis og i virkeligheden, som den
ser ud. Og når jeg løfter mit blik verden rundt - hvad
skuer jeg så: En række muslimske lande, hvor kvinders
stilling er under al kritik i dybt patriarkalske samfund, hvor alt for
få har alt for meget, og mange har rystende for lidt. Og i
Danmark ser og hører jeg om en række familier, hvor piger
og kvinder fastholdes med jernhånd i et
kønsrollemønster, der værdisætter manden over
kvinden.
Jeg nærer stigende tvivl om, at politikerne har hånd i
hanke med noget helst - bl.a. fordi de - og vi andre - ikke
præcist kan vide, hvad der bliver sagt under
fredagsbønnen. Og tænk hvis vi er kommet så vidt, at
vi er nødt til uddanne tolke, der skal tjekke, hvad imanerne
prædiker?
Og så må jeg erkende, at jeg dag for dag bliver mere og
mere mystificeret over, hvad mange muslimer vil i de vestlige lande -
hvorfor pokker vil de til Vesten, hvis de ikke er interesserede i vores
værdier? Selvfølgelig for at leve et mere behageligt liv
med flere goder. Men er det så ikke svært at lade
være med at lave den fuldstændigt og totalt oplagte
kobling, at velstanden i Vesten ikke kan adskilles fra fx demokrati og
kvindefrigørelse, og at ditto fattigdom i de muslimske lande er
snævert sammenknyttet med manglende frihed og
kvindeundertrykkelse? Og at hvis muslimer ønsker at leve i
Vesten, så er det dem, der skal tilpasse sig vores værdier
- og ikke omvendt?
For mig blafrer svaret ikke mere i vinden….
(trykt i Weekend-Information
22.-23. februar 2003)
|