Imamer
Af Lone Nørgaard

Onsdag d. 12. februar 2003 læste jeg i Information, at Danmark bør uddanne egne imamer. Jeg var ved at tabe både avis og øjne. Ikke nok med at det efterhånden er topdokumenteret, at en række imamer på alle leder og kanter blokerer for integration med deres middelalderlige opfattelser af ikke mindst kønsforholdet - nu skal den danske stat også være med til at uddanne rådgivere, der kan være nok så progressive i egen selvforståelse, men i selve deres person og status befæster manden som kvinden overlegen og dermed udviser ligegyldighed eller foragt for demokratiske værdier.

Man kan mene, hvad man mene vil om den italienske journalist Oriana Fallaci og hendes tese om islamisering af Vesten (jf. Weekendinformation d. 15.-16. februar), men jeg må sige, jeg er bekymret. Dybt bekymret over, at der bliver stadig flere mennesker i dette land og i Vesten i det hele taget, som tilsyneladende ikke er indstillet på kvinders ligestilling og ligeberettigelse - og i det hele taget at overtage de værdier, som demokratier bygger på. Og som ikke KAN omfatte, at Koranen udsiger en religiøs lov, som 'overruler' demokratiske beslutningsprocesser

For en række talerør for muslimerne - og blandt dem flere kvinder - kan gabe nok så højt om, at Koranen så sandelig ikke præker kvindeundertrykkelse. Jeg er bare ikke mere så interesseret i ord, men i praksis og i virkeligheden, som den ser ud. Og når jeg løfter mit blik verden rundt - hvad skuer jeg så: En række muslimske lande, hvor kvinders stilling er under al kritik i dybt patriarkalske samfund, hvor alt for få har alt for meget, og mange har rystende for lidt. Og i Danmark ser og hører jeg om en række familier, hvor piger og kvinder fastholdes med jernhånd i et kønsrollemønster, der værdisætter manden over kvinden.

Jeg nærer stigende tvivl om, at politikerne har hånd i hanke med noget helst - bl.a. fordi de - og vi andre - ikke præcist kan vide, hvad der bliver sagt under fredagsbønnen. Og tænk hvis vi er kommet så vidt, at vi er nødt til uddanne tolke, der skal tjekke, hvad imanerne prædiker?
Og så må jeg erkende, at jeg dag for dag bliver mere og mere mystificeret over, hvad mange muslimer vil i de vestlige lande - hvorfor pokker vil de til Vesten, hvis de ikke er interesserede i vores værdier? Selvfølgelig for at leve et mere behageligt liv med flere goder. Men er det så ikke svært at lade være med at lave den fuldstændigt og totalt oplagte kobling, at velstanden i Vesten ikke kan adskilles fra fx demokrati og kvindefrigørelse, og at ditto fattigdom i de muslimske lande er snævert sammenknyttet med manglende frihed og kvindeundertrykkelse? Og at hvis muslimer ønsker at leve i Vesten, så er det dem, der skal tilpasse sig vores værdier - og ikke omvendt?

For mig blafrer svaret ikke mere i vinden….

(trykt i Weekend-Information 22.-23. februar 2003)