Voldtægtsbølgen i det statsfeministiske Sverige
Af Lone Nørgaard og Steen Raaschou

Er der overhovedet noget, som kan hidse folk op mere? Vi skal nøjes med at svare for os selv – og ja, der er fortsat adskilligt, der kan oprøre os. Og få os til at handle ved fx at skrive kronikker og forsøge at organisere kræfterne blandt ligesindede.

Et af de fænomener, som lige nu og her fortjener udelt opmærksomhed, er den grove forbrydelse mod kvinder, der betegnes voldtægt. Det gælder voldtægt i almindelighed og gruppevoldtægt i særdeleshed. En krænkelse af så alvorlig karakter, at der skal slås hårdt ned. Ikke mindst fordi det er en type overgreb, som er stigende i antal, og som må ses i snæver sammenhæng med tilvandring og mislykket integrationspolitik.

Vi kan ikke løse alle verdens problemer, men vi nægter at se stiltiende til fra sidelinien, mens vores samfund skridt for skridt undermineres af et kultur- og værdisæt, der ikke regner kvinder som ligestillede, fuldgyldige borgere. Og beskyldninger for racisme og fremmedfjendtlighed bider ikke mere på os. De er moraliseren, stillet overfor ødelæggelser af unge kvinders liv. Det er nemlig en dokumenteret kendsgerning, at unge indvandrere er grotesk overrepræsenteret i såvel enkeltmands- som gruppevoldtægter. Den senest offentliggjorte politistatistik for året 2001 så således ud: Indvandrerandelen på landplan: 67 %. I Københavnsområdet: 76 %. Offentliggørelsen vakte protester, og vi har da heller ikke siden set nogen voldtægtsstatistik, som var specificeret etnisk.

Nogen gange kan det hjælpe at holde en analysegenstand ud i strakt arm for at skabe en saglig, ikke-emotionel distance. Og særlig voldtægt er et ømt og følelsespræget emne. Derfor vil vi i denne kronik beskrive (masse)voldtægter begået af unge indvandrermænd ikke i Danmark, men i Sverige hvor disse forbrydelser har antaget nærmest epidemisk karakter.
I Danmark anmeldes ca. 500 voldtægter om året. I Sverige 2500. Politiet, kvinderådgivninger og Aftonbladet skønnede i 2002 at mørketallet er det tidobbelte, altså 25.000 voldtægter på hovedsageligt svenske kvinder om året. Vi lader lige tallet stå et øjeblik…………

Skulle Danmark have den samme voldtægtsfrekvens relativt, ville vi have omkring 1500 anmeldte, og måske totalt 15.000 voldtægter om året. Det har vi heldigvis ikke – endnu.

I Sverige er det begrædeligvist lykkedes i alt for høj grad at holde indvandrerdebatten under låg, og en indvandringskritiker er pr. definition "en fremmedfjendtlig" eller rent ud en racist. Med en fra oven opmuntret ”statsfeminisme”, som har stor opbakning i medier og Riksdag (6 ud af 7 Riksdagspartiledere kalder sig "feminister" ), skulle man tro at der fandtes en særlig omsorg for udsatte kvinder, men det er langtfra tilfældet. Kun i 5 % af de anmeldte voldtægtssager rejses der tiltale, og kun i en brøkdel af dem fældes der dom. Når en voldtaget kvinde endelig er nået så langt i processen, er dommene så milde, at ingen regner dem for noget. Retsvæsnet er slet ikke indrettet til "det nye Sverige", men bygger stadig overvejende på mildhed, behandling og rehabilitering.

Det skulle være overflødigt at nævne, at mange traumatiserede kvinder slet ikke orker at indgive anmeldelse. I praksis må man konstatere at voldtægt i Sverige er fuldkommen gratis for forbryderne. Risikoen for sanktion er lille, meget lille, og derfor klinger den officielle statsfeminisme uendeligt hult. Det oldgamle begreb ”kvinnofrid” synes at tilhøre en fjern fortid.

Det er vores påstand, der efterhånden kan dokumenteres med talrige artikler, bøger og statistikker, at etnicitet og kultur har relevans i kriminalitetsstatistikkerne. Dokumentationen er mulig i den danske offentlighed, som ikke er så (indirekte) censureret som den svenske. I Sverige spiller medieklaveret anderledes. Spørger man en svensk journalist, hvornår etnicitet bør omtales i avisreportager og efterlysninger, får man svaret: "Når det er relevant". Åbenbart er det i voldtægtssager aldrig relevant, for hovedparten af gerningsmændene er indvandrere og efterkommere, og det nævnes af princip aldrig. Derved kan offentligheden da heller ikke bidrage til opklaringen – som den kan herhjemme - og medierne gør sig til medskyldige i, at grove forbrydere slipper fri for straf. Man kan kun gisne om, hvorfor de har denne kyniske og hykleriske politik, men en undersøgelse fra Göteborgs Universitet i 2002 kaldte svenske journalister for "Verdens mest magttro journalistkorps", og det forekommer ikke fjernt at antage, at svenske journalister gerne vil være magten tilpas. Hvordan det? Ved de facto at skjule for svenskerne hvad politikerne via hæmningsløs indvandring har gjort ved landet både socio-økonomisk og kriminalpolitisk: De har skaffet Sverige en voldtægtsfrekvens, som er værre en USAs - og en samlet kriminalitet som ligger på USAs niveau.

Men det er ikke bare svenske journalister, som er behagesyge og hykleriske. BRÅ - Brottsförebyggande Rådet (det der svarer til vores Det Kriminalpræventive Råd og i Sverige i folkemunde kaldt: Brottsförnekande Rådet) - camouflerer og sminker statistik, så det er vanskeligt at komme til frem til et dækkende billede af den samfundsmæssige virkelighed. I en serie artikler i Aftonbladet i 2002, klager forskere på BRÅ, over at Rådet udøver regeringsbestilt arbejde. "Det er en katastrofe overalt på BRÅ", udtalte psykiatriprofessor Sten Levander. "BRÅ´s opgave er at fabrikere forskning som justitsministeren synes om". Den også i Danmark kendte professor og romanforfatter, Leif G.W.Persson, arbejder på BRÅ, og siger: ”Vi bedriver ikke fri forskning, men vinkler rapporterne så de passer regeringen”.

Det kan både undre og ikke undre, at der fifles med voldtægtsstatistikkerne i Sverige. Hvis sandheden om emnet kom frem, ville folk nemlig blive overordentligt oprørte - "skitförbannade". Som det er nu, er det imidlertid ”kun” ofrene og deres pårørende, som føler smerten. Vi mener, at ind-under-gulvtæppet strategien er et udtryk for en afskyelig kynisme og et foragteligt hykleri. Det er lykkedes BRÅ at påstå at bare et par og fyrre procent af voldtægterne i Sverige begås af indvandrere. Når man kender de danske procenter, forekommer dette fuldstændig absurd, al den stund at Sverige har 2.8 gange flere indvandrere pr. capita end Danmark. En realistisk svensk indvandrerandel må nødvendigvis ligge på mellem 80 og 90 % af de begåede voldtægter, når gennemsnitstallet i Danmark er ca. 70 %. Men BRÅ har blandt andet opfundet hokus-pokus begrebet "utrikesfödde", hvilket straks sorterer alle naturaliserede og efterkommere fra og signalerer det officielle, knæsatte dogme: Kultur spiller ingen rolle, det gør kun sociale forhold. Løgn, latin og manipulerende statistik.

For yderligere at slå den beske pointe fast, skal vil gøre opmærksom på en rapport, som partiet Nationaldemokraterne for nyligt har udgivet. Titlen lyder: Invandrarna, våldtäkterna och sanningen – en rapport om övergrepp i det mångkulturella samhället.

Reager venligst ikke med automatpiloten a la: Nåh, det er en pendant til Dansk Folkeparti, så behøver vi ikke at høre, hverken hvad de siger, eller hvad deres argumenter og dokumentation går ud på. Nationaldemokraterne gør det arbejde, som svenske aviser ikke gør: De møder op i retten og rapporterer det, som aviserne ikke vil nævne: Etniciteten.

Klik ind på linket http://www.nationaldemokraterna.se/rapport/rapporten.asp - læs selv og dan en egen mening. Vi kan ikke her gengive rapportens metoder og begreber i detaljer, men må nøjes med konklusionerne: Seksuelle overgreb på piger og kvinder begået af indvandrere er et voksende problem. Hverken politi, skole, medier eller myndigheder fortæller sandheden, fordi de er bange for, hvad der ville ske, hvis hele sandheden kom for en dag. Tallene viser, at mænd med indvandrerbaggrund begår flere voldtægter end svenskere. 93 gerningsmænd er blevet undersøgt. Af dem havde 67 indvandrerbaggrund, dvs mindst en udenlandsk født forælder. Det giver en overrepræsentation af mænd med indvandrerbaggrund på 2,4 gange. Endvidere udvælger voldtægtsmændene primært svenske piger som ofre. Af de i alt 49 voldtægtsofre, hvor en mand med indvandrerbaggrund var gerningsmand, havde 30 svensk baggrund.

Mænd med baggrund i bestemte regioner begår flere voldtægter end andre. Af de 67 gerningsmænd med indvandrerbaggrund kan 30 henføres til Mellemøsten/Nordafrika-regionen, 13 til Latinamerika og 7 til øvrige Afrika.

Denne kronik er først og fremmest en henvendelse til vores politikere på alle niveauer, men samtidig opfatter vi den som et led i en oplysning af den danske befolkning om, hvilke kræfter vi er oppe imod, og at strudsepolitik vil føre os lige lukt ud i svenske afgrunde. Tillige sigter vi efter både bredt at indfange det massive kultursammenstød som følge af årtiers tilstrømning af integrationsuvillige muslimer og at dæmme op for en intens antidemokratisk og mandschauvinistisk kampagne, iværksat af kræfter fra især Pakistan, Saudiarabien og Tyrkiet. Og som i stigende grad omfatter voldtægter.

Når svenske kvinders situation bør interessere, er det fordi Sverige, som Demokrati- och integrationsminister Mona Sahlin så rigtigt sagde, er 40-50 år ”forud” for Danmark med hensyn til multikultur. ”Mångfald”, som det indsukret hedder. Voldtægtstallene synes nøje overensstemt med antallet af indvandrere. Vi konstaterer, at kvinder i det ”statsfeministiske Sverige” er delvist retsløse – nærmest jaget vildt, som ikke længere tør færdes så frit, som de var vant til før i tiden. Hver eneste dag forøves 6.8 anmeldte voldtægter, og måske helt op til 68 voldtægter (mørketallet inkluderet).

Hvis voldtægtsforbrydere bliver fanget i Danmark, kan de se frem til en fængselsdom på ca. 3 år. Svenske voldtægtsforbrydere slipper statistisk set næsten helt fri. Tåler vi som samfund, at det er så billigt at ødelægge en ung kvindes liv? Måske på livstid? Svaret er et klingende nej.

Derfor bør strafferammen udvides til mindst det dobbelte. Dertil kommer, at hvis man overhovedet skal forvente sig nogen præventiv effekt, der kan spare yderligere tragedier, bør repatriering af de groveste voldtægtsmænd være en naturlig selvfølge. Denne sanktion synes desværre at være noget nær det eneste, som visse afstumpede voldtægtsforbrydere har respekt for. ”Vården” – behandlingen – bør selvfølgelig tilkomme ofret og ingen andre. Sverige burde for sine kvinders skyld ligne Danmark, og vi skal under ingen omstændigheder gå i de svenske fodspor.
Kender politikerne og de offentlige myndigheder deres besøgelsestid? Eller bliver næste skridt den selvtægt, som folk tyer til, når systemet svigter den almindelige borger?

(Kronik trykt i Jyllands-Posten onsdag den 2. juni 2004 - oversat til svensk)