Integration er ikke en
to-vejs proces
Af Lone Nørgaard og Torben Hansen
Tak til Anne Mark Nielsen (AMN) for kommentaren (19. juli 03) til min
kommentar (7. juli 03). Mit svar på spørgsmålet om,
”hvorfor og præcis hvordan muslimske indvandrere udgør
en trussel mod det danske samfund” lyder: Hver evig eneste dag
rummer sin lille historie om, hvordan danske institutioner og danskere
skal tilpasse sig muslimske skikke og religiøse forskrifter:
Kønsadskilt svømning, badeforhæng, bederum, særlig
kost, fritagelse for lejrskole, fritagelse for seksualundervisning,
skolefridag når muslimerne fejrer ramadan, osv. osv. I betragtning
af hvor relativt lille en del af befolkningen muslimerne for øjeblikket
udgør, og de krav som det allerede er lykkedes dem at komme igennem
med, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan
situationen vil se ud om bare 10-15 år. For ikke at sige om 50,
hvor etniske danskere kan gå hen og være i mindretal. Dansk
fleksibilitet, ja – fx i form af vegetarkost i børnehaver.
Fritagelse for seksualundervisning og lejrskole, nej – men med
skyldig hensyntagen. Truslen er selvfølgelig også af økonomisk
art: De omkring 5% af den danske befolkning, som er ikke-vestlige indvandrere,
modtog i år 2000 ca. 35% af de samlede udbetalinger til kontanthjælp.
De fleste er muslimer.
Min bekymring udspringer ikke så meget af tv og dagspressens nyheder,
der helt sikkert lider af den sædvanlige medieskævvridning
med fokus på først og fremmest de negative aspekter. Næh,
mine betænkeligheder henter jeg i en stigende strøm af
både dansk og fremmedsproget litteratur, bøger såvel
som artikler. På dansk kan jeg fx henvise til Ralf Pittelkows
Efter 11. September, Kåre Bluitgen Til gavn for de sorte og antologien
Islam i vesten – på Koranens vej. I Norge er netop udkommet
bogen Gode formål – gale følger - Kritisk lys på
norsk indvandringspolitikk (redigeret af Ottar Brox, Tore Lindbekk og
Sigurd Skirbekk), der viser, at misforstået indvandrerpolitik
i virkeligheden svigter de muslimer, som er indstillet på at tilpasse
sig deres nye hjemland. AMN kan også orientere sig i læsestoffet
på de efterhånden mange muslimske hjemmesider.
Jeg har rimeligt stærke følelser for både mit fædreland,
mit modersmål (helt enkelt fordi det er det eneste sprog, jeg
mestrer alle nuancer i) og de(t) danske land(skaber) (fordi jeg kender
dem så godt, har boet i Danmark i så mange år og er
vokset op i og med dem), men jeg bilder mig ikke ind at have specielt
danske værdier. De må vel snarere karakteriseres som vestlige
eller vesteuropæiske (demokrati, grundlovssikrede rettigheder
for enkeltindividet, ligestilling mellem kønnene, adskillelse
af religion og politik, kritisk indstilling til autoriteter).
Derimod bilder jeg mig – fortsat - ind, at sådan som verden
ser ud i dag, har det stor betydning, 1. at den kristne verden (som
hovedtendens) adskiller religion og politik. Derfor er det også
noget sludder, at AMN skriver, at ’kristendommen dikterer’…,
2. at i muslimske miljøer har fundamentalismen fremgang, hvilket
betyder, at man tillægger den islamiske sharia-lovgivning større
og større betydning. Den udvikling rammer især kvinderne,
som under fundamentalistisk islam slet ikke har de samme rettigheder
som andre kvinder i de europæiske samfund, 3. at integration ikke
kan være en to-vejs-proces, eftersom islam forudsætter,
at politik og religion er uadskillelig, 4. at der snarere er selvretfærdige
end humane motiver bag liberal indvandrerpolitik. Forsvarerne har kunnet
opnå en langt større grad af selvfølelse og moralsk
overlegenhed ved at argumentere mod fremmedfrygt og for det multikulturelle.
For at bestyrke denne følelse af ophøjethed har konsekvenserne
i al for lang tid været fortiet og kritikerne mistænkeliggjort
(jf. ovennævnte Skirbekk).
(Trykt i Information tirsdag
d. 22. juli 03)