Integration er ikke en to-vejs proces
Af Lone Nørgaard og Torben Hansen


Tak til Anne Mark Nielsen (AMN) for kommentaren (19. juli 03) til min kommentar (7. juli 03). Mit svar på spørgsmålet om, ”hvorfor og præcis hvordan muslimske indvandrere udgør en trussel mod det danske samfund” lyder: Hver evig eneste dag rummer sin lille historie om, hvordan danske institutioner og danskere skal tilpasse sig muslimske skikke og religiøse forskrifter: Kønsadskilt svømning, badeforhæng, bederum, særlig kost, fritagelse for lejrskole, fritagelse for seksualundervisning, skolefridag når muslimerne fejrer ramadan, osv. osv. I betragtning af hvor relativt lille en del af befolkningen muslimerne for øjeblikket udgør, og de krav som det allerede er lykkedes dem at komme igennem med, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan situationen vil se ud om bare 10-15 år. For ikke at sige om 50, hvor etniske danskere kan gå hen og være i mindretal. Dansk fleksibilitet, ja – fx i form af vegetarkost i børnehaver. Fritagelse for seksualundervisning og lejrskole, nej – men med skyldig hensyntagen. Truslen er selvfølgelig også af økonomisk art: De omkring 5% af den danske befolkning, som er ikke-vestlige indvandrere, modtog i år 2000 ca. 35% af de samlede udbetalinger til kontanthjælp. De fleste er muslimer.

Min bekymring udspringer ikke så meget af tv og dagspressens nyheder, der helt sikkert lider af den sædvanlige medieskævvridning med fokus på først og fremmest de negative aspekter. Næh, mine betænkeligheder henter jeg i en stigende strøm af både dansk og fremmedsproget litteratur, bøger såvel som artikler. På dansk kan jeg fx henvise til Ralf Pittelkows Efter 11. September, Kåre Bluitgen Til gavn for de sorte og antologien Islam i vesten – på Koranens vej. I Norge er netop udkommet bogen Gode formål – gale følger - Kritisk lys på norsk indvandringspolitikk (redigeret af Ottar Brox, Tore Lindbekk og Sigurd Skirbekk), der viser, at misforstået indvandrerpolitik i virkeligheden svigter de muslimer, som er indstillet på at tilpasse sig deres nye hjemland. AMN kan også orientere sig i læsestoffet på de efterhånden mange muslimske hjemmesider.

Jeg har rimeligt stærke følelser for både mit fædreland, mit modersmål (helt enkelt fordi det er det eneste sprog, jeg mestrer alle nuancer i) og de(t) danske land(skaber) (fordi jeg kender dem så godt, har boet i Danmark i så mange år og er vokset op i og med dem), men jeg bilder mig ikke ind at have specielt danske værdier. De må vel snarere karakteriseres som vestlige eller vesteuropæiske (demokrati, grundlovssikrede rettigheder for enkeltindividet, ligestilling mellem kønnene, adskillelse af religion og politik, kritisk indstilling til autoriteter).

Derimod bilder jeg mig – fortsat - ind, at sådan som verden ser ud i dag, har det stor betydning, 1. at den kristne verden (som hovedtendens) adskiller religion og politik. Derfor er det også noget sludder, at AMN skriver, at ’kristendommen dikterer’…, 2. at i muslimske miljøer har fundamentalismen fremgang, hvilket betyder, at man tillægger den islamiske sharia-lovgivning større og større betydning. Den udvikling rammer især kvinderne, som under fundamentalistisk islam slet ikke har de samme rettigheder som andre kvinder i de europæiske samfund, 3. at integration ikke kan være en to-vejs-proces, eftersom islam forudsætter, at politik og religion er uadskillelig, 4. at der snarere er selvretfærdige end humane motiver bag liberal indvandrerpolitik. Forsvarerne har kunnet opnå en langt større grad af selvfølelse og moralsk overlegenhed ved at argumentere mod fremmedfrygt og for det multikulturelle. For at bestyrke denne følelse af ophøjethed har konsekvenserne i al for lang tid været fortiet og kritikerne mistænkeliggjort (jf. ovennævnte Skirbekk).

(Trykt i Information tirsdag d. 22. juli 03)