Hvad stiller vi op med integrationsuvillige muslimer?
Af Lone Nørgaard

Hvad har indførelse af sharia i Canada, tvangsægteskaber i Greve, optøjer i Paris og Marseilles, mordet på Van Gogh, overfaldet af en lærer fra Carsten Niebuhr Instituttet, angrebene på Farshad Kholgi, gidseltagningen i Beslan, Hizb-ut-Tahrirs forsøg på at infiltrere pædagogseminarierne, det stigende antal voldtægter og do indvandrerkvinder på krisecentrene, og imamer, der mener, at kvinder selv er ude om voldtægt - til fælles? Svaret lyder i al sin enkelhed: Utilpassede muslimske indvandrergrupper, der mere eller mindre organiseret repræsenter den politiske ideologi islamisme alias muslimsk fundamentalisme.
Jeg får stadigt mere ondt i maven, når jeg åbner mine aviser, min radio og mit tv – og supplerer med læsning af diverse (udenlandske) artikler på nettet. Det slår aldrig fejl. Jeg ryger stadigt hyppigere ind i indslag eller links, der drejer sig om problemer med islamisme og terrorisme. Og ingen kan i dag anfægte lighedstegnet mellem de to ismer.
Jeg er født og bosiddende i Danmark. Jeg opfatter mig som dybt privilegeret ved - uden at have gjort mig fortjent til det - at være født i et af verdens smørhuller. Et smørhul, jeg gerne vil dele med andre. Jeg betaler fortsat min skat med glæde – om end lidt mindre helhjertet end før.
For jeg har ikke nogen som helst lyst til at dele med et stigende antal mennesker, der kommer til Danmark og Europa uden gnist af intention om eller mulighed for at bidrage til de europæiske demokratier. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind over at skulle tvinges til at se til fra sidelinien, mens den danske velfærdsstat går i opløsning, fordi politikerne ikke har hverken indsigt eller mod til at træffe nødvendige beslutninger. Det gælder i miniformat afskaffelsen af efterlønnen og en række andre offentlige ydelser til folk, der kan klare sig uden – og det gælder i kæmpeformat foranstaltninger, der kan bremse op for tilvandringen af integrations-uvillige muslimske indvandrere.
Det er ret tankevækkende, hvor stor indflydelse islam allerede har fået i Danmark i form af religiøs særbehandling – taget i betragtning at antallet af muslimer er ca. 200.000 eller knap 4 pct. af landets befolkning. Da ingen forskningsinstitutioner mig bekendt har undersøgt forholdene, ved vi ikke, hvor mange af disse muslimer, der tilhører tolerante retninger. Mange gør utvivlsomt - tavst.
Jeg kender ikke de tilsvarende tal for Holland og Sverige, men mener at det ligger under 10 pct. i begge lande. Men 10% kan også række rigeligt til at underminere demokrati og ytringsfrihed, hvis blot man er parat til at bruge rå vold og dermed skræmme befolkningen til at makke ret. Således kan jeg i dagspressen læse om van Gogh-morderen, at han "tilhører en lille kreds af ekstremistiske muslimer. Den anslås at udgøre ca. 5 procent af Hollands en million muslimske indvandrere." 5% af en million er 50.000 mennesker. 50.000! Jeg lader lige tallet stå et øjeblik…
Ingen kan påstå andet, end at de hidtidige integrations-tiltag har spillet fallit – ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Men hvad gør jeg, der af al magt vil kæmpe imod den stigende demokrati-nedbrydende islamisering?
I det følgende vil jeg forsøge at opstille et idékatalog, hvis overordnede og styrende princip er: Beløn de integrations-villige, straf de integrations-uvillige:

• Stram reglerne for opholdstilladelse, forsørgelse og statsborgerskab
• Kun børnepenge til to børn
• Tillad ingen bidrag udefra til islamiske/arabiske moskéer, friskoler, "kulturcentre" etc .
• Forlang at danskkundskaber er erhvervet allerede før ankomsten
• Programmer for hjemsendelse af gæstearbejder-gruppen uden dansk statsborgerskab. Vi kommer ikke uden om repatriering af udlændinge, som endnu ikke er statsborgere
• Ingen statsbetalte imamer i fængsler eller andre steder.
• Jævnlig og dybtgående kontrol med friskolers pensum og dannelsesidealer
• Kontrol med bistandsklienters mange rejser til oprindelseslandet. Hvor kommer pengene fra?
• Ophør med reparation af mødomme på det offentliges regning
• Særlige økonomiske præmier til tilflyttede kvinder, der består et vist antal danskuddannelser inden for en given årrække, så de har mulighed for at komme på arbejdsmarkedet. Hvilket mange kvinder gerne vil, men forhindres i af deres mænd og familie
• Etablere personlig lektiehjælps-støtte til tosprogedes gennemførelse af erhvervsuddannelser
• Efter 10 års ophold i Danmark, skal samfundet ikke længere dække udgifter til tolkning
• Udgiften til tolkning fratrækkes andre offentlige ydelser, som fx børnepenge, huslejetilskud
• Når barnet er blevet 11 år tilbydes forældrene kurser i at tackle teenage-liv mellem to kulturer. Kurserne kan suppleres med TV programmer om kultur-sammenstød
• Mere gadefejning og lignende rengøring til gavn for samfundet af tilflyttere, der ellers ikke yder noget for deres bistandshjælp. Gælder selvfølgelig også etniske danske bistandshjælpsmodtagere
• Mere undervisning i ’nationaløkonomi’ til 1.generation og brude- og gomme-tilflyttere, så de forstår, at de skal bidrage
• Ingen slør eller tørklæder (eller nazi-symboler, eller politiske slagord) på nogen kvinder/personer på offentlige institutioner.
• For en ugift flygtning varetager vi hans sikkerhed, og han får ikke ret til at importere flere borgere. Vi har gjort ham én tjeneste, og det er nok. Samfundet får en "negativ gevinst" ved at tage ham ind, og der kan ikke være et moralsk krav om, at vi påtager os yderligere en negativ gevinst ved at lade ham importere et kommende familiemedlem
• Hertil kommer, at vi er nødt til at diskriminere. Før eller siden bliver staten nødt til at erklære, at den betragter det som sin pligt og ret at forsvare dansk/vestlig kultur mod muslimsk fundamentalisme baseret på Koranen. Det betyder også, at vi må have ret til at acceptere visse indvandrere (familiesammenføringer) og afvise andre — simpelthen fordi erfaringen viser os, at de fleste muslimer ikke kan integreres, fordi de ikke vil integreres.
• Forbud mod hidjab også i muslimske privatskoler (jf. bl.a. kronikken d.2.11.03, hvori der gås i dybden med argumentationen herfor)
• Staten må gå i kødet på de imamer, der optræder som erklærede fjender af de vestlige samfund. De skal ikke have lov til at opildne til had mod de samfund, der har taget imod dem
• De offentlige tilskud til den såkaldte “integration” skal i vid udstrækning fjernes. I realiteten betaler vi for at opbygge og underholde et kæmpemæssigt indvandrerbureaukrati, hvis hovedinteresse er, at integrationen ikke finder sted.
• Vi skal satse kraftigt på at give støtte til enhver muslim, der ønsker at frigøre sig – ikke mindst fra imamernes indflydelse.

Socialforskningsinstituttets nylige rapport om tvangsægteskaber Pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark var en katastrofe. Når den fik så fremtrædende en plads i medierne, var det på grund af rapportens opsigtsvækkende konklusion: Tvangsægteskaber udgør kun 4%.
Katastrofen lå og ligger i, at hvis politikerne danner sig deres meninger på grundlag af makværk a al SFI’s rapport, så er det danske samfund for alvor på herrens mark. Fordi SFI ikke får modspil af universiteter og højere læreanstalter.
Derfor er der også kun én vej frem i forhold til forskning i islam: Staten skal oprette og finansiere kritiske forskningscentre, der vil studere islamisk teologi, historie og kultur ud fra samme kritiske metode, som anvendes i enhver anden videnskabelig sammenhæng.
Således er det fuldstændigt fantastisk, hvad det lykkes muslimske mænd at slippe af sted med over for deres kvinder – med henvisning til, at sådan er det nu altså i vores kultur og vores religion. Og Koranen siger…..
Som sagt er jeg dybt bekymret over en samfundsudvikling, der rummer få eller ingen positive træk i en globaliserings- og masseindvandringstid. Og mens jeg bekymrer mig og læser og boger og skriver, så vil jeg med stigende styrke i stemmen spørge: Hvornår kommer de moderate muslimer på banen? Eksisterer de i det hele taget?

(Trykt som kronik i Kristeligt Dagblad den 17. november 2004)