Hvad er en intellektuel?
Af Lone Nørgaard

Hvad vil det sige at være intellektuel eller en intellektuel? Skal fx Ralf Pittelkow (RP) placeres i kategorien? Eller Erik Meier Carlsen (EMC)? Eller Helle Merete Brix (HMB)?
Der vil selvfølgelig være delte meninger alt efter definitioner og politisk standpunkt, men et godt sted at tage afsæt er i den amerikansk-palæstinensiske litteraturprofessor Edward W. Saids lille bog Den intellektuelles ansvar.
Bogen er en nyudgivelse af seks forelæsninger fra 1993 og er en redigeret udgave af de såkaldte Reith-forelæsninger. Navnet Reith stammer fra den britiske embedsmand John Reith (1889-1971), som var generaldirektør for det nyetablerede BBC 1927-38. Reith-forelæsningerne er en BBC-institution, der består af seks fortløbende foredrag leveret af en international intellektuel sværvægter. Hver forelæsning varer tredive minutter og udsendes en gang om ugen. Den første forelæsningsrække fandt sted i 1948 og blev afviklet med filosoffen Bertrand Russell på podiet. Af andre kendte folk på posten kan nævnes bl.a. den amerikansk-canadiske økonom og samfundskritiker John Kenneth Galbraith (f. 1908) og den amerikanske sprogfilosof John Searle (f. 1932).

I 1992 var det Edward Saids tur til at blive opfordret til at holde Reith-forelæsningerne. Han er professor ved Columbia Universitetet i New York, og fra det øjeblik BBC havde annonceret sendetidspunktet, lød der et kor af kritiske røster mod institutionen, fordi den havde været så formastelig at invitere Said. Han blev især anklaget for at være aktiv i kampen for Palæstinas rettigheder og dermed ukvalificeret til at optage en hvilken som helst sober og respektabel talerstol på grund af hans klare stillingtagen for palæstinensisk selvstyre. Men BBC stod heldigvis fast ved deres valg.
Said er født i 1935. Han blev forvist fra Palæstina i 1948 og er blevet uddannet på Princeton og Harvard University. Han regnes for at være en af de førende intellektuelle skikkelser i Vesten, og et af hans bedst kendte værker er Orientalism fra 1978, der beskriver Vestens stereotype forståelse af den islamiske verden. I andre skrifter har han set nærmere på sammenhængen mellem kultur og kolonialisme og forvisning som politisk redskab, et emne han også berører i Den intellektuelles ansvar.
De seks forelæsninger sætter sig for at give svar på, hvad den sande verdslige intellektuelles ansvar er. Said opererer med tesen om den intellektuelles offentlige og krævende rolle som 'outsider' og 'forstyrrer af status quo'. Han er ofte marginaliseret, kan nærmest karakteriseres som en slags landflygtig, også selv om han ikke reelt lever i eksil, hvad en del intellektuelle ellers er nødt til at gøre. Salman Rushdie er et eksempel på en sådan intellektuel, der oven i købet lever i en slags dobbelt landflygtighed.
Kun fra denne ikke-indfedtede position kan den intellektuelle blive ophavsmand til et sprog, der prøver at tale sandhed til magten. Det er altafgørende, at hans offentlige fremtræden ikke kan forudsiges, at han altid stiller spørgsmål ved sammenspist tænkning og konfronterer det politisk korrekte. Derfor er det også den intellektuelles vigtigste pligt at stræbe efter en relativ uafhængighed over for samfundets institutioner.
Samtidig er Said helt på det rene med, at hvis man bevidst vælger ikke at høre til autoriteterne og magtens cirkler, vil det på mange måder betyde, at man ikke er i stand til at udvirke direkte forandringer. Den personlige fremtræden er derfor væsentlig. Der skal være en sans for det dramatiske og det oprørske, for at kunne gøre noget ud af sine få muligheder for at tale. Det gælder om at fange publikums opmærksomhed og helst være en mere slagfærdig og bedre debattør end sine modstandere. (Pim Fortuyn?)
Den intellektuelles eksistensberettigelse er at repræsentere de mennesker og problemer, der rutinemæssigt glemmes eller fejes ind under gulvtæppet og vel at mærke ud fra universelle principper. Det universelle ligger i, at alle mennesker har ret til at forvente anstændige adfærdsnormer fra verdslige magter og nationer med hensyn til frihed og retfærdighed.
Der er ikke noget, der hedder en 'privat intellektuel', mener Said, ligesom der heller ikke eksisterer en 'bare offentlig'. Intellektuelle er individer med et kald for at repræsentere, og som i deres person udtrykker, hvad de tror på. Den franske filosof Jean-Paul Sartre og Bertrand Russell bliver trukket frem som særlige forbilleder. Personer, der er i besiddelse af særheder og optræder som fejlbarlige, menneskelige væsener.
Said går så vidt som til at tale om et intellektuelt kald, der skal tænkes som en tilstand af konstant vagtsomhed og en vedvarende vilje til ikke at lade sig styre af halve sandheder og vedtagne idéer. Til aldrig at sætte loyal solidaritet med fx egen nation og egen gruppe før kritik. Det individuelle kald har at gøre med en kombination af oplysning og frigørelse eller frihed. Intellektuelle er ikke professionelle, som er blevet perverteret af deres logren for magten og magtens cirkler, men som har et alternativt standpunkt at byde på, der taler magten midt imod. Det betyder også, at den intellektuelle hører til på samme side som de svage og politisk u-repræsenterede.
Saids indkredsning af den intellektuelles rolle og ansvar står i gæld til en lang række af filosoffer, sociologer og forfatteres forskellige opfattelser af, hvad en intellektuel er, eller måske rettere sagt bør være. Professorens belæsthed er imponerende, det samme er bredden i de definitioner, der lægges frem. Men for Said er 'bør' - altså pligt- og ansvars-dimensionen - altoverskyggende, også hvor den intellektuelle kan komme til at betale en høj pris for at agere samfundssamvittighed.
Det er meget vanskeligt at tale magten imod, hvis man er ansat af magthaverne. Man vil nødigt have stemplet som vanskelig, samarbejdsuvillig, polemisk. Men vil man bevare sin relative uafhængighed, er det bedre at være amatør i den offentlige sfære frem for professionel lønnet af magten. Man må vælge den offentlige sfæres risici og usikre resultater frem for det specialiserede rum, der kontrolleres af eksperter og professionelle.
Kompromisløs menings- og ytringsfrihed er den verdslige intellektuelles vigtigste bastion, og hårdnakket søgende debat er selve kernen i den intellektuelles aktivitet - at sætte spørgsmålstegn ved magten og autoriteten og at undergrave den. Vejen frem er at sammenligne alle kendte og tilgængelige fakta med en norm, der også er kendt og tilgængelig, og som måske viser sig at være fup mere end fakta.
At sige sandheden til magten er ikke overoptimistisk idealisme, siger Said. Det er at veje alternativerne, vælge det rigtige og derpå repræsentere det på en intelligent og slagkraftig måde, hvor det kan gøre bedst gavn og bidrage til den rigtige forandring.
Ideelt repræsenterer den intellektuelle frigørelse og oplysning, men ikke i abstrakt form. Holdningerne skal være bundet til løbende erfaringer draget ude i samfundet: med de fattige, de underprivilegerede, de stumme, de urepræsenterede, de magtesløse.

Nå, men hvad så? Placerer denne beskrivelse ikke en gang for alle RP, EMC og HMB uden for de sande intellektuelles kategori? Burde de ikke netop have argumenteret for, at alle der ønsker at komme til Danmark, hvad enten de er flygtninge, indvandrere eller familiesammenførte, skulle møde en åben dør? Er disse mennesker ikke netop de fattige, de underprivilegerede, de stumme, de politisk u-repræsenterede, desvage? Jo - og så alligevel nej til den åbne dør. Som ville være det samme som på forhånd at spille sig enhver mulighed af hænde for at styre integrationen og dermed den befolkningsmæssige udvikling og sammensætning - med et sammenbrud af velfærdsstaten til følge.
Forudsætningen for at kunne behandle alle mennesker anstændigt er muligheden for hele tiden at holde sig på omdrejningshøjde med de sociale udfordringer og problemer frem for at lade sig løbe over ende. Og at ride klar af forenklinger a la Mona Sahlin, som bl.a. i efteråret 2001 kunne citeres for følgende dybt naive udtalelse: "Problemet er, at min taxachauffør er professor, og min grønthandler er civilingeniør." Man må håbe for både hendes egen og det svenske samfunds skyld, at hun siden har set det svenske dokumentarprogram om omskæring af svenske muslimske piger, der mere end antyder, at diskrimination ikke rækker som forklaringsmodel på integrationsproblemer. 'Temadagen' i DR onsdag d. 22. maj om Hizb-ut-Tahrir skulle også gerne vække til mindre enkle og mere differentierede svar på integrations-udfordringen.

Men kan RP og EMC siges at være uafhængige observatører, når de begge har deres udkomme ved at skrive for aviser, der som bekendt er salgsvarer og skal ramme kundekredsens smagsløg? Taler og skriver de ganske frit - og lever dermed op til den del af Saids definition af den intellektuelle? Jeg vil svare bekræftende, for selv om vores (lidt endnu) danske smørhul leverer noget mere komfortable betingelser for opponenter end fx Kina og Iran, så er kritikken haglet ned over både RP og EMC indtil for ganske nyligt.
I øvrigt er det tvivlsomt, om der overhovedet kan eksistere en absolut uafhængig, selvstændigt fungerende intellektuel. På en eller anden vis må den intellektuelle altid stå i afhængighedsforhold til institutioner, partier eller tænketanke? Eller altså i dette tilfælde månedslønnen på Jyllands-Posten og BT. Men når Said karakteriserer det intellektuelle arbejde som værende kritik, desillusionering og nedrivning af hellige navne (som jeg tillader mig at oversætte til hævdvundne 'sandheder') fra piedestalen, er det så ikke rent faktisk hvad RP, EMC og HMB plus et par stykker til set i bagklogskabens skærende klare lys har medvirket til at gøre?

Enig - eller ej, så læs Saids bog. Selv om forelæsningerne er næsten 10 år gamle, er nyudgivelsen her i 2002 både aktuel, relevant og tankevækkende.

(trykt som kulturkronik i J-P tirsdag d. 30. juli 02)