Børn rimer ikke på karriere
Af Lone Nørgaard

Kære Lone
Redaktøren ville nok have foretrukket en optakt skåret over læsten feminister-i-mudderkastning og kvinde-er-kvinde-værst. Fantasifostret Feminister-Furiosa sælger nu så godt. Til mulig skuffelse vil jeg indlede med at rose din bog, som er skarp i sin argumentation, sprogligt veloplagt og båret oppe af et stærkt engagement. Hertil kommer, at jeg er gabende enig i en lang række af dine synspunkter. Såsom at kvinder skal tage ansvar for deres livsvalg. Såsom at mændene ikke vil lave mere i hjemmet, før kvinden kræver det og tør stå fast. Såsom at den gennemsnitligt veluddannede kvinde har en mindre horisont end ditto mand. Såsom at indflydelsesrigt arbejde er hårdt arbejde. Såsom at der kan være lysår imellem, hvad kvinder siger om ligestilling, og hvad de mener og gør.
Men så er det også ved at være slut med fællessangen.
For du mener i ramme alvor, at karrierekvinden med børn hver aften skal klappe sig selv på skulderen og sige: Jeg har et spændende arbejde, og det er godt for mine børn. Med andre ord: Hvad-der-er-godt-for-mig-er-godt-for-mine-børn. Lighedstegnet råber til himlene, for du forveksler bekvemt mors og barns behov. Din tre-årige søn er da bedøvende ligeglad med, om du fik dagens forsidehistorie - han ville med statsgaranti hellere have været i parken og fodre ænder eller have haft en legekammerat tidligt med hjem fra børnehaven. Og din to-årige datter har ikke en dyt interesse i, at du bliver chefredaktør på Jyllands-Posten som 36-årig, hvis prisen, hun skal betale, er institutionalisering fra kl. 8-17 hver dag.
Det gælder om ikke at lukke øjnene for de stadig flere følelsesmæssigt forsømte børn i vores samfund. En sværm af overvægtige unge mænd, et stigende antal unge piger med spiseforstyrrelser, flere utilpassede drenge, unge på 14-15 år der drikker og ryger sig lamme og skæve, stofmisbrug, et voksende antal børn i specialundervisning, hos skolepsykolog eller anbragt uden for hjemmet, øget stress, ensomhed og ringe selvværd. Udgifterne til utilpassede børn og unge er nærmest eksploderet de sidste 7 år. Fordi mor / far har sluppet tøjlerne og ladet institutionerne tage over. Vi har endnu kun set toppen af isbjerget. De kommende år vil samfundet høste, som det har sået - med ungdomsgenerationer fulde af psykisk skrøbelige og ikke-særligt-livsduelige individer.
Kvinderne skal afgive magt i hjemmet, siger du. Tja. Personligt higede jeg i årevis efter at afgive magten over oprydningen, kulørtvasken og julemåneden. Mens jeg sukkede efter mindre indflydelse på indkøb af årets sommersandaler og vinterstøvler og på sønne-oplæringen i rengøring. Det er nemlig en myte, at mænd tager så forfærdeligt lidt ansvar for de reproduktive opgaver i familien, fordi magtfulde mor ikke vil lade dem komme til grød- og blefadet, men da fedt for far. Han kan velbehageligt og med god samvittighed læne sig tilbage med tørre hænder og avisen, for mor tager ikke bare arbejdet, men oven i handelen også skylden for farmands initiativløshed.
Endelig vil jeg gerne understrege med syvtommerssøm, at jeg ikke plæderer for, at forældre skal sidde lårene af deres børn. Det har husmødre i øvrigt aldrig gjort, det havde de alt for travlt til. Jeg argumenterer alene for, at mor og / eller far eller en anden konstant omsorgsperson i hverdagen skal være langt mere fysisk tilgængelig for Lille Peter, hvis han har brug for voksenkontakt rettet mod lige præcis hans specifikke behov. Pædagog-Camilla med ansvar for 10 børn rækker ikke.
Kogt ind til benet handler vores diskussion om, hvorvidt voksne mennesker, der bestemmer sig til få børn, samtidig bliver nødt til at træffe valg: At vælge barn til betyder at vælge noget andet fra - som fx to fuldtidsjobs. Ellers kommer børnene til at betale prisen for de voksnes egoistiske selvrealiserings-projekter.
Mere indviklet er det såmænd ikke ……

Med venlig hilsen Lone

Det er selvfølgelig ikke skadeligt for børn at komme i daginstitution. Tværtimod. Spørgsmålet er bare, hvor smertegrænsen ligger?
Du nævner, at danske forskere ikke har fundet belæg for at sige, at børn har bedre af at blive passet i 30 frem for 40 timer om ugen. Hm og tja. Socialforskning er ikke altid det bedste sandhedsvidne. Hvorfor ikke i stedet se på, hvilke børn, og siden unge, der i hverdagen er trygge, velfungerende og hvilende-i-sig-selv - og hvem der er det modsatte?
Arbejdsløses børn er lidt irrelevante i vores diskussion. For det første udgør de et fåtal. For det andet har en del arbejdsløse også andre problemer at slås med end udelukkelsen fra arbejdsmarkedet. Problemer, der af gode grunde smitter af på børnene.
Selvfølgelig skader karrierekvinden - og såmænd også den helt almindeligt fuldtidsarbejdende - sine børn. Erkend det dog og meld ud: Jeg VIL både blæse og have mel i munden, og jeg er helt parat til at lade mine børn betale prisen for min egoisme. Det ville i det mindste være ærlig snak. Eneste undtagelse er den såkaldte Margrethe Vestager-model: Mormor 'flytter ind' og overtager alle omsorgsopgaver - datter gør karriere. Fint og flot og fedt med mig.
Når jeg lige forsøger at pirke til karrierekvindernes dårlige samvittighed, er det fordi alle erfaringer viser, at karrieremændenes er uden for pædagogisk rækkevidde.
Ligestilling i magtens korridorer er slet ikke mere umulig. Forudsat at du vælger de børn fra, du så klart giver udtryk for, du i virkeligheden ikke har hverken tid eller lyst til at passe…

(trykt i Jyllands Posten 23. november 2003)