Hvor mange voldtægter
skal på bordet?
Af Lone Nørgaard
For en lille måneds tid skrev
jeg følgende: ”Jeg frygter, og jeg ved, at jeg ikke er
alene om min frygt, at denne voldtægtsdom [over 7 unge mænd
af arabisk oprindelse], eller mangel på samme, kan komme til
at skabe præcedens. At overgrebet på den unge 14-pige
kan blive det første af mange. For som erfaringerne fra ex-Jugoslaviens
massevoldtægter viser: Det der er tilladt, sker. Og med denne
dom er voldtægt tæt på at være legitimeret,
hvis pigen ikke kæmper som en løvinde.”
Nu er det så sket igen med
en ung pige fra Mørke, og jeg kan ikke sige, hvor lidt glad,
jeg er for at have fået ret. Jeg tror ikke, at vores samfund
får ret mange flere chancer for at bevare den stabilitet og
tryghed, der ellers har været et særkende ved Danmark
- hvis ikke der bliver talt med megastore bogstaver nu.
Jeg kan kun sige, at hvis jeg havde
en teenage-datter, der var blevet voldtaget og skændet, og
den straf retssystemet og lovgivningen kunne tildele overtræderen
var et par måneders fængsel, ville jeg gribe til selvtægt.
Jeg kender alle modargumenterne til hudløshed, men min retsfølelse
ville simpelthen være så krænket, og jeg ville
være så forbitret på den person, der for altid
havde gjort skår i min tillidsfulde og ungdommeligt bløde
datters forhold til sin seksualitet og til mænd, at jeg ganske
enkelt ikke ville leve med den milde straf.
Det er nu, at samfundet en bloc
skal sige fra. Det er nu den store del af den danske befolkning
m/k skal melde klart ud. Og jeg kan kun se en vej frem: Voldtægtsforbrydere
skal fremover kastreres. Det er synd for dem, at de er i besiddelse
af en drift, de ikke kan kontrollere - de kan sådan set ikke
gøre for det. Men samfundet kan altså ikke have den
slags folk gående løst rundt, og da det er alt for
dyrt at sætte dem i fængsel, og deres drift ikke bliver
reduceret en millimeter af den grund, så lad os én
gang for alle hjælpe dem af med deres problem.
Hvor mange flere voldtægter
skal der på bordet, før det går op for beslutningstagere
på alle niveauer, at pornoficeringen af det offentlige rum
og tæppebombardementet af porno på stort set alle tv-kanaler
ikke er et uskyldigt fænomen, men daglig næring til
(ønske)forestillingen om, at kvinder er konstant til seksuel
rådighed. Og når virkeligheden så leverer den
stik modsatte historie, hvor ikke mindst unge mænd af arabisk
oprindelse har problemer med at få fat i pigerne (som de for
en stor dels vedkommende i øvrigt opfatter som ludere), ja
- så må man(d) jo tvinge sig frem: Hun siger nej,
men hun mener sikkert ja. Det er jo, hvad alle billeder og film
dagligt aflægger vidnesbyrd om.
I 1973 skrev Suzanne Brøgger
i Fri os fra kærligheden:
”I betragtning af at de fleste
kvinder konstant er i defensiven og på vagt og at de lever
i en daglig angst (som de har vænnet sig til) for at blive
konfronteret - om ikke med voldtægt af eklatant karakter,
så alle former for pressioner og indgreb i deres selvbestemmelsesret,
så skrives der forunderligt lidt om det, at man ret skulle
tro, at der fra mændenes side forelå en sammensværgelse.
For der er ingen tvivl om at selvom de færreste mænd
begår stor-voldtægt, så accepterer de fleste mænd
forekomsten af voldtægt fordi den indirekte bekræfter
deres potens. Det er jo sådan, at de fleste mænd identificerer
sig med voldtageren - og ikke med offeret i voldsanliggender
(…)"
Har disse overvejelser fortsat sin
rigtighed?
I hvert fald vil jeg meget gerne
snart se nogle mænd på barrikaderne, og andre end dem
fra Kristeligt Folkeparti, selv om de fleste af dem er uhyre sympatiske.
De er bare ikke nok. Med mindre det da forholder sig sådan,
at en del danske mænd dybest set nærer et ønske
om, at danske kvinder om føje år skal hylle sig i tørklæder
og lange nederdele, for ellers har vi med udstillingen af vores
lår, overarme og hår selv bedt om mosten? Og i øvrigt
skal vi ikke bevæge os uden for gadedøren uden mandlig
ledsagelse i form af far, bror, fætter eller ægtemand,
for det er forudsætningen for, at vi kan skærmes mod
potentiel voldtægt og andre overgreb.
Mange vil mene, at jeg er ude på
overdrevet, men jeg har den opfattelse, at sagen skal sættes
på spidsen NU, hvis toget ikke skal køre totalt af
sporet i løbet af de kommende år. Kvinder har alt for
længe tiet og samtykket inden for området mænds
seksualitet, fordi vi er så hulens bange for ikke være
frigjorte og for at støde vores egne mænd. Jeg nægter
at tro på, at jeg er den eneste kvinde, der føler sig
som magtesløs tilskuer til en samfundsudvikling, der skrider
i den stik modsatte retning af den, jeg ønsker. Meningsløs
og stadig mere rå vold, omsiggribende hærværk
og tyverier i et omfang, hvor stadig færre kan kende forskel
på dit og mit. Et mig-og-mig-og-mig-og-mig-først-samfund.
Og hvor den såkaldt seksuelle frigørelse foreløbigt
er kulmineret i en stadigt mere perverteret og hårdtslående
pornografi og et gennemseksualiseret gadebillede, hvor reklameindustriens
dybt forløjede modeller igen og igen pirrende signalerer:
Kom og ta’ mig.
Som sagt mener jeg, at den straf,
der fremover skal gives for voldtægt hedder kastraktion. Ikke
bare er den billig i ressourcer, den vil have en glimrende præventiv
effekt.
Havde den unge pige i Mørke
været min datter, skulle jeg personligt være taget til
Jylland for at eksekvere dommen.