Hvor mange voldtægter skal på bordet?
Af Lone Nørgaard

For en lille måneds tid skrev jeg følgende: ”Jeg frygter, og jeg ved, at jeg ikke er alene om min frygt, at denne voldtægtsdom [over 7 unge mænd af arabisk oprindelse], eller mangel på samme, kan komme til at skabe præcedens. At overgrebet på den unge 14-pige kan blive det første af mange. For som erfaringerne fra ex-Jugoslaviens massevoldtægter viser: Det der er tilladt, sker. Og med denne dom er voldtægt tæt på at være legitimeret, hvis pigen ikke kæmper som en løvinde.”

Nu er det så sket igen med en ung pige fra Mørke, og jeg kan ikke sige, hvor lidt glad, jeg er for at have fået ret. Jeg tror ikke, at vores samfund får ret mange flere chancer for at bevare den stabilitet og tryghed, der ellers har været et særkende ved Danmark  - hvis ikke der bliver talt med megastore bogstaver nu.

Jeg kan kun sige, at hvis jeg havde en teenage-datter, der var blevet voldtaget og skændet, og den straf retssystemet og lovgivningen kunne tildele overtræderen var et par måneders fængsel, ville jeg gribe til selvtægt. Jeg kender alle modargumenterne til hudløshed, men min retsfølelse ville simpelthen være så krænket, og jeg ville være så forbitret på den person, der for altid havde gjort skår i min tillidsfulde og ungdommeligt bløde datters forhold til sin seksualitet og til mænd, at jeg ganske enkelt ikke ville leve med den milde straf. 

Det er nu, at samfundet en bloc skal sige fra. Det er nu den store del af den danske befolkning m/k skal melde klart ud. Og jeg kan kun se en vej frem: Voldtægtsforbrydere skal fremover kastreres. Det er synd for dem, at de er i besiddelse af en drift, de ikke kan kontrollere - de kan sådan set ikke gøre for det. Men samfundet kan altså ikke have den slags folk gående løst rundt, og da det er alt for dyrt at sætte dem i fængsel, og deres drift ikke bliver reduceret en millimeter af den grund, så lad os én gang for alle hjælpe dem af med deres problem.

Hvor mange flere voldtægter skal der på bordet, før det går op for beslutningstagere på alle niveauer, at pornoficeringen af det offentlige rum og tæppebombardementet af porno på stort set alle tv-kanaler ikke er et uskyldigt fænomen, men daglig næring til (ønske)forestillingen om, at kvinder er konstant til seksuel rådighed. Og når virkeligheden så leverer den stik modsatte historie, hvor ikke mindst unge mænd af arabisk oprindelse har problemer med at få fat i pigerne (som de for en stor dels vedkommende i øvrigt opfatter som ludere), ja - så må man(d)  jo tvinge sig frem: Hun siger nej, men hun mener sikkert ja. Det er jo, hvad alle billeder og film dagligt aflægger vidnesbyrd om.

I 1973 skrev Suzanne Brøgger i Fri os fra kærligheden: 
”I betragtning af at de fleste kvinder konstant er i defensiven og på vagt og at de lever i en daglig angst (som de har vænnet sig til) for at blive konfronteret - om ikke med voldtægt af eklatant karakter, så alle former for pressioner og indgreb i deres selvbestemmelsesret, så skrives der forunderligt lidt om det, at man ret skulle tro, at der fra mændenes side forelå en sammensværgelse. For der er ingen tvivl om at selvom de færreste mænd begår stor-voldtægt, så accepterer de fleste mænd forekomsten af voldtægt fordi den indirekte bekræfter deres potens. Det er jo sådan, at de fleste mænd identificerer sig med voldtageren  - og ikke med offeret i voldsanliggender (…)"
Har disse overvejelser fortsat sin rigtighed?

I hvert fald vil jeg meget gerne snart se nogle mænd på barrikaderne, og andre end dem fra Kristeligt Folkeparti, selv om de fleste af dem er uhyre sympatiske. De er bare ikke nok. Med mindre det da forholder sig sådan, at en del danske mænd dybest set nærer et ønske om, at danske kvinder om føje år skal hylle sig i tørklæder og lange nederdele, for ellers har vi med udstillingen af vores lår, overarme og hår selv bedt om mosten? Og i øvrigt skal vi ikke bevæge os uden for gadedøren uden mandlig ledsagelse i form af far, bror, fætter eller ægtemand, for det er forudsætningen for, at vi kan skærmes mod potentiel voldtægt og andre overgreb. 

Mange vil mene, at jeg er ude på overdrevet, men jeg har den opfattelse, at sagen skal sættes på spidsen NU, hvis toget ikke skal køre totalt af sporet i løbet af de kommende år. Kvinder har alt for længe tiet og samtykket inden for området mænds seksualitet, fordi vi er så hulens bange for ikke være frigjorte og for at støde vores egne mænd. Jeg nægter at tro på, at jeg er den eneste kvinde, der føler sig som magtesløs tilskuer til en samfundsudvikling, der skrider i den stik modsatte retning af den, jeg ønsker. Meningsløs og stadig mere rå vold, omsiggribende hærværk og tyverier i et omfang, hvor stadig færre kan kende forskel på dit og mit. Et mig-og-mig-og-mig-og-mig-først-samfund. Og hvor den såkaldt seksuelle frigørelse foreløbigt er kulmineret i en stadigt mere perverteret og hårdtslående pornografi og et gennemseksualiseret gadebillede, hvor reklameindustriens dybt forløjede modeller igen og igen pirrende signalerer: Kom og ta’ mig. 

Som sagt mener jeg, at den straf, der fremover skal gives for voldtægt hedder kastraktion. Ikke bare er den billig i ressourcer, den vil have en glimrende præventiv effekt. 

Havde den unge pige i Mørke været min datter, skulle jeg personligt være taget til Jylland for at eksekvere dommen.