Tvangsægteskaber - en katastroferapport
Af Lone Nørgaard og Britta Mogensen


Vi var ved at tabe både kæber og briller, da medierne fredag d. 28. maj 2004 kunne blænde op for en ny rapport fra Socialforskningsinstituttet (SFI) med titlen Pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark. Den tilhørende pressemeddelelse kunne berette, at ”80% af de etniske minoritetsunge vælger selv deres ægtefælle”, samt at ”Etniske minoritetsunge prioriterer det frie valg i deres kæreste- og ægteskabs-forhold.”
Rapporten, udfærdiget af forskerne Garbi Schmidt (GS) og Vibeke Jakobsen (VJ), handler om pardannelse blandt minoritetsungdommen, og når den har fået så fremtrædende en plads i medierne, skyldes det en af rapportens opsigtsvækkende konklusioner: Tvangsægteskaber udgør kun 4%.
Det har taget os et stykke tid at få gennemlæst rapporten, idet dens tal og statistikker har været svært gennemskuelige for ikke at sige u-igennemskuelige. "Stol aldrig på en statistik, du ikke selv har forfalsket", sagde Churchill, og man er tilbøjelig til at give ham ret, når man nærlæser rapportens konklusioner. For det er her, det går rigtigt galt.
I det følgende vil vi påpege og dokumentere en stribe af brister i rapporten, som bl.a. er tiltænkt som beslutningsgrundlag for politikerne. Vi har taget afsæt i følgende ’pinde’, som har givet anledning til først undren og skepsis, siden denne kronik:

• At man kan konkludere, at 80% selv vælger ægtefælle.
• At SFI forventer at kunne komme i dybden på kun én times interview.
• At man tror, at en fremmed/ukendt interviewer kan få ærlige svar frem.
• At man ikke interviewer under fire øjne.
• At antallet af kvalitative interviews med unge er meget lavt.
• At der ikke fra forskerside er spurgt til økonomiske årsager til, at forældre skulle tvinge til/ arrangere et ægteskab.
• At man kan finde, at livsstilen ligner danske unges.

Det er de to forskeres opfattelse, at det er graden af forhandling mellem forældre og børn, der afgør, om der er tale om et arrangeret ægteskab eller et tvangsægteskab. Men hvad mener GS og VJ så egentligt, når de skriver:
”På den ene side er der et tydeligt pres fra familien, men på den anden side giver den unge sit samtykke” (s. 138). Mener de hermed, at der er tale om et arrangeret ægteskab, eller mener de tvang?
Videre skriver forskerne: ”Et samtykke, som senere fortrydes, men ikke desto mindre gives.” Her anvender de den usædvanligt ucharmerende taktik at gøre kvinder til medskyldige i de overgreb, de udsættes for. Kvinderne bliver af myndighederne rådet til højt og tydeligt at svare nej til forældrene, når de foreslår ægteskab for dem. De unge må ikke blot slå det hen eller mumle afværgende. For når ægteskabet er en realitet, og kvinderne fortryder deres samtykke, så bebrejdes de, at de ikke meldte ordentligt og klart ud fra begyndelsen. Det er den samme bebrejdelse, forskerne udtrykker med formuleringen ”…men ikke desto mindre gives.”
GS og VJ oplyser, at de ikke direkte har villet spørge til tvangsægteskab i de kvantitative interviews, men i stedet har forsøgt at "komme omkring” spørgsmålet (s. 134, note 4). Hvordan man kan komme omkring et spørgsmål uden at stille det, fortaber sig i tågerne. På den anden side: Da tvangsægteskab er ulovligt, har det sikkert været en klog foranstaltning. Spørgsmålet ville i så fald indirekte være: "Har du begået en kriminel handling?", og hvem pokker ville svare ja til det?
Måden, forfatterne er "kommet omkring" spørgsmålet, er ved at spørge, om de unges forældre/familie har været involveret i ægteskabet. 19 procent svarer ja til dette (tabel 4.8). Forskerne oplyser, at ’involveret’ dækker alt lige fra bare at betale brylluppet over planlægning af festen til ren tvang. Det bliver læseren ikke ret meget klogere af. Vi gætter på, at en del tvangsægteskaber gemmer sig i denne gruppe.
Rapporten beskriver den nære tilknytning mellem forældrene og de unge, og hvor meget disse ønsker at leve op til forældrenes forventninger. For de unge er dét at miste familien noget nær det værste, der kan overgå dem. Noget forbløffende står der herefter at læse, at når forældrene styrer valget af partner (dette er forskernes mere spiselige omskrivning af tvang), kan der fra de unges side være tale om, at de henvender sig til det sociale system for at ”straffe forældrene” som en måde at få magt over dem (s. 138). Det rimer ikke. Hvordan kan GS og VJ nå frem til, at de unge skulle ønske at straffe deres forældre, når forældrene/familien netop betyder så meget? Materialet giver ikke noget som helst belæg for en sådan udlægning. Sandsynligheden taler i stedet for, at når unge går så vidt som til at henvende sig til myndighederne, så er de virkeligt pressede og har brug for hjælp.
Den manglende logiske konsistens i fortolkningen af data bærer præg af, at mange unges problemer bagatelliseres. Denne undervurdering kan være medvirkende til, at de unge fremover ikke vil blive taget alvorligt, når de søger hjælp. En lemfældighed, der kan få tragiske konsekvenser á la svensk-kurdiske Fadime, der som bekendt blev myrdet i 2002 som offer for et såkaldt æresdrab.

Interviewpersonerne er delt op i ugifte og gifte unge. De ugifte udtrykker forventninger/håb om et frit valg af ægtefælle. Blandt de gifte er der ifølge forskerne altså blot 4%, som blev tvangsgift. Imidlertid er der endnu en kategori, som forskerne opererer med, nemlig de fraskilte, og forskerne har foretaget det kuriøse valg at sætte denne kategori sammen med ugifte. I en videnskabelig undersøgelse, må forskellige kategorier enten holdes adskilt, eller - hvis en sammenblanding sker som her - må man i det mindste forvente, at det er nogenlunde ens kategorier, der slås sammen. Gifte og fraskilte har en fælles viden, nemlig om på hvilket grundlag deres ægteskab er kommet i stand. Det har ugifte og fraskilte ikke. Forskernes sælsomme kategoriseringer gør deres tal fuldstændigt uigennemsigtige og usammenlignelige, og data behæftes følgelig med alvorlige mangler og mørketal.
Rapporten forfægter det synspunkt, at det først og fremmest er marginaliserede, socialt belastede og udstødte familier, der praktiserer tvangsægteskab. Dette postulat bygger alene på udtalelser fra én ressourceperson, der selv siger herom: ”De familier, vi har været i kontakt med, de er i forvejen ramt af udstødelse…” (s. 135). Imidlertid er mange (de fleste?) minoritetsfamilier ukendt af hjælpesystemet, fordi de er i stand til at klare sig selv, hvorfor ægteskabsmønstret i disse familier ikke er kendt af myndighederne. Dette medgiver forskerne: ”fastholdelse af autoritet …. kan også være et problem for den familie, der har høj status inden for gruppen” (s. 136). Dvs. på den ene side finder tvangsægteskab sted inden for såvel høj- som lavstatus grupperne, på den anden side er rapportens konklusion, at de stort set ikke finder sted.

Af andre højst tvivlsomme aspekter ved rapporten kan nævnes:

• Mange gange anvendes det kønsneutrale begreb ’de unge’. Og dét til trods for, at det næppe er nogen hemmelighed, hvorledes kønnede forventninger gennemsyrer socialiseringen, og at der stilles vidt forskellige krav til de to køns adfærd.
• Forskernes definition af ”kæreste” og ”forlovet” er sløret, da begreberne bruges noget i flæng. Eftersom ”forlovet” dog som oftest står sammen med ”gift” i statistikkerne, må man gå ud fra, at en forlovet er næsten gift, mens en kæreste er en person, man ikke kan (få lov til at) gifte sig med, men har forældrenes accept til at være sammen med (jf. tabel 3.4 og 3.5).
• Forskerne taler om ”indsigelsesretten” (til at afvise en potentiel ægtefælle). Denne ret har mange unge, dog kun indtil en vis grænse. Når den er nået, SKAL de tage den næste, der kommer på tale. Lone Nørgaard stillede på SFIs gå hjem-møde tirsdag d. 15. juni følgende spørgsmål til de to forskere: Har I spurgt, hvor mange gange pigen kan sige nej? Og eventuelt helt nej? Det havde forskerne ikke.

Vi finder det bydende nødvendigt, at tvang defineres. Forskerne synes nemlig at mene, at hvis de unge har fået at vide, hvem de skal giftes med, er det enten arrangeret/forhandlet eller hører ind under ”glidende overgang”. Imidlertid mener de også, at:
”For at fastslå, om der er tale om et tvangsægteskab, er det i alle tilfælde nødvendigt at lytte til den unge. Det er ham eller hende, som bedst kan beskrive, hvorfor og hvordan der er tale om tvang” (s.25).
Her begår forskerne en graverende fejl. De går ud fra, at personer, der udspørges om så personfølsomme emner som tvang inden for familien, der tilmed involverer ulovlige handlinger, sandfærdigt svarer på spørgsmål fra dem helt ukendte mennesker. Ikke desto mindre tager forskerne svarene for pålydende. Og det gør de så alligevel ikke, for (ret sent i rapporten) anfører forskerne, at der kan være tale om en ”interviewereffekt":
” En vis ”interviewereffekt” kan ikke afvises i forbindelse med sådanne udsagn; i dette tilfælde kan svarpersonerne være påvirket af deres viden om, at udsagn anvendes i en undersøgelse om etniske minoriteters ungdomsliv og pardannelsesmønstre i et offentligt rum, hvor spørgsmålet om mulig tvang i sådanne ægteskaber ofte diskuteres” (s. 128).
Forskerne er altså klar over, at svarene kan være rettet ind efter den verserende debat. Burde denne indlysende oplysning ikke have været med i forordet, så læseren - og forskerne med for den sags skyld - hele vejen igennem kunne have haft interviewereffekten med sig i baghovedet?

Ikke alene er der foretaget en forplumring af statistikkerne, forfatterne konkluderer tillige på et særdeles løst grundlag:
Samtidig med, at de mener, at tvangsægteskab – altså i de ganske få tilfælde de sker - stort set kun forekommer i marginaliserede, socialt belastede og udstødte familier, undrer de sig over, at netop somalierne, som de opfatter som hørende til denne kategori, erklærer frit at vælge ægtefælle (100%). Den mulighed strejfer ikke de to skribenter, at netop denne gruppe kan have problemer med at opfylde lovens krav til familiesammenføring. For forskerne skyldes de somaliske kvinders frie valg af ægtefælle, at de – mod alle odds – ”viser et stort niveau af tilpasning til det danske samfund.” Det svarer bare overhovedet ikke til tal fra Norge, som viser, at somaliere ligesom stort set alle andre minoritetsgrupper har øget tendens til at gifte sig med en person fra hjemlandet (Hege Storhauge, 2003, Feminin Integration s. 28). Tingene og tallene hænger ikke sammen. Og GS og VJ forklarer ikke, hvordan vi i Danmark skulle have integreret udlændinge med en succes, der er uden sidestykke sammenlignet med situationen i Norge, Sverige, England, Tyskland og Frankrig. I disse lande har undersøgelser vist, at 3. generationen oftere henter ægtefæller i oprindelseslandet, end tilfældet var for 2. generationen (Feminin Integration, s.25-111 og s.150). Derfor må det være oplagt at stille spørgsmålet: Kan den særlige danske situation, hvor bøtten er vendt, monstro tilskrives vores strammere lovgivning og ikke en særlig dansk succes-integration?

GS og VJ har alvorlige problemer med deres objektivitet, hvilket følgende spørgsmål illustrerer:
”Hvorfor er det arrangerede ægteskab problematisk, og hvordan skal man som udenforstående afgøre tilstedeværelsen af tvang?” (s.205). De overvejer ikke, om dét at blive gift med en fremmed person fra oprindelseslandet i sig selv kan indicere tvang, heller ikke selv om rapportens tabeller viser, at de unge har store forventninger til en kommende ægtefælle. Skal disse forventninger bare tilnærmelsesvis indfries, synes et vist forhåndskendskab til hinanden at være nødvendigt. Men forskerne definerer tvang ud fra, om de unge anfører at have været udsat for vold. Er dette ikke tilfældet, mener de ikke, at der er tale om tvang, men blot om et uproblematisk arrangeret ægteskab.
Videre anfører de med slet skjult forargelse:
”Hvis man anser ægteskab for at være det, der konstituerer og indleder seksuel adfærd, skal de unge så vente, til de er 24? Og hvis de forelsker sig i en person i et andet land, skal de så afskæres fra at leve sammen med ham eller hende? Hvad med dem, som allerede er gift og har børn, men som grundet lovgivning ikke kan bo sammen?” (s. 228).
Disse eksempler fra rapporten på GS og VJs manglende objektivitet over for deres materiale har ikke noget at gøre med ordentligt forskning. Den bør pr. definition være tilstræbt objektiv. En meget tydelig politiseren gennemsyrer hele værket og demonstrerer, at forskernes ærinde ikke har været at danne et (så) objektivt (som muligt) grundlag for politiske beslutninger. Tilstræbt objektivitet har veget pladsen for et ønske om at bagatellisere den tvang, som især unge minoritetskvinder udsættes for – og med det klare formål at få fjernet 24-års-reglen. Den hensigt havde socialforskerne bare ikke behøvet skattekroner til, den kunne have været klaret med et læserbrev.
Kogt ind til benet: Såvel dataindsamling som fortolkninger er en katastrofe, fordi ”forsknings”resultaterne i bedste fald afslører en rystende uvidenhed om indvandrermiljøernes kulturer, i værste fald en indsats der mildest talt ikke fortjener betegnelsen forskning.
Af SFIs hjemmeside fremgår det, at instituttet i 2003 var på Finansloven med en driftsbevilling på 40,3 millioner kroner. Man spørger sig selv, om de penge ikke kunne have været bedre anvendt andetsteds? Især taget i betragtning at det så langt fra er første gang, at SFIs forskere burde have ører så røde som postkasser.

(Trykt i Politiken den 11. august 2004)