Tvangsægteskaber - en katastroferapport
Af Lone Nørgaard og Britta
Mogensen
Vi var ved at tabe både kæber og briller, da medierne
fredag d. 28. maj 2004 kunne blænde op for en ny rapport fra
Socialforskningsinstituttet (SFI) med titlen Pardannelse
blandt etniske minoriteter i Danmark. Den tilhørende
pressemeddelelse kunne berette, at ”80% af de etniske minoritetsunge
vælger selv deres ægtefælle”, samt at ”Etniske
minoritetsunge prioriterer det frie valg i deres kæreste-
og ægteskabs-forhold.”
Rapporten, udfærdiget af forskerne Garbi Schmidt (GS) og Vibeke
Jakobsen (VJ), handler om pardannelse blandt minoritetsungdommen,
og når den har fået så fremtrædende en plads
i medierne, skyldes det en af rapportens opsigtsvækkende konklusioner:
Tvangsægteskaber udgør kun 4%.
Det har taget os et stykke tid at få gennemlæst rapporten,
idet dens tal og statistikker har været svært gennemskuelige
for ikke at sige u-igennemskuelige. "Stol aldrig på en
statistik, du ikke selv har forfalsket", sagde Churchill, og
man er tilbøjelig til at give ham ret, når man nærlæser
rapportens konklusioner. For det er her, det går rigtigt galt.
I det følgende vil vi påpege og dokumentere en stribe
af brister i rapporten, som bl.a. er tiltænkt som beslutningsgrundlag
for politikerne. Vi har taget afsæt i følgende ’pinde’,
som har givet anledning til først undren og skepsis, siden
denne kronik:
• At man kan konkludere, at
80% selv vælger ægtefælle.
• At SFI forventer at kunne komme i dybden på kun én
times interview.
• At man tror, at en fremmed/ukendt interviewer kan få
ærlige svar frem.
• At man ikke interviewer under fire øjne.
• At antallet af kvalitative interviews med unge er meget
lavt.
• At der ikke fra forskerside er spurgt til økonomiske
årsager til, at forældre skulle tvinge til/ arrangere
et ægteskab.
• At man kan finde, at livsstilen ligner danske unges.
Det er de to forskeres opfattelse,
at det er graden af forhandling mellem forældre og børn,
der afgør, om der er tale om et arrangeret ægteskab
eller et tvangsægteskab. Men hvad mener GS og VJ så
egentligt, når de skriver:
”På den ene side er der et tydeligt pres fra familien,
men på den anden side giver den unge sit samtykke” (s.
138). Mener de hermed, at der er tale om et arrangeret ægteskab,
eller mener de tvang?
Videre skriver forskerne: ”Et samtykke, som senere fortrydes,
men ikke desto mindre gives.” Her anvender de den usædvanligt
ucharmerende taktik at gøre kvinder til medskyldige i de
overgreb, de udsættes for. Kvinderne bliver af myndighederne
rådet til højt og tydeligt at svare nej til forældrene,
når de foreslår ægteskab for dem. De unge må
ikke blot slå det hen eller mumle afværgende. For når
ægteskabet er en realitet, og kvinderne fortryder deres samtykke,
så bebrejdes de, at de ikke meldte ordentligt og klart ud
fra begyndelsen. Det er den samme bebrejdelse, forskerne udtrykker
med formuleringen ”…men ikke desto mindre gives.”
GS og VJ oplyser, at de ikke direkte har villet spørge til
tvangsægteskab i de kvantitative interviews, men i stedet
har forsøgt at "komme omkring” spørgsmålet
(s. 134, note 4). Hvordan man kan komme omkring et spørgsmål
uden at stille det, fortaber sig i tågerne. På den anden
side: Da tvangsægteskab er ulovligt, har det sikkert været
en klog foranstaltning. Spørgsmålet ville i så
fald indirekte være: "Har du begået en kriminel
handling?", og hvem pokker ville svare ja til det?
Måden, forfatterne er "kommet omkring" spørgsmålet,
er ved at spørge, om de unges forældre/familie har
været involveret i ægteskabet. 19 procent svarer ja
til dette (tabel 4.8). Forskerne oplyser, at ’involveret’
dækker alt lige fra bare at betale brylluppet over planlægning
af festen til ren tvang. Det bliver læseren ikke ret meget
klogere af. Vi gætter på, at en del tvangsægteskaber
gemmer sig i denne gruppe.
Rapporten beskriver den nære tilknytning mellem forældrene
og de unge, og hvor meget disse ønsker at leve op til forældrenes
forventninger. For de unge er dét at miste familien noget
nær det værste, der kan overgå dem. Noget forbløffende
står der herefter at læse, at når forældrene
styrer valget af partner (dette er forskernes mere spiselige omskrivning
af tvang), kan der fra de unges side være tale om, at de henvender
sig til det sociale system for at ”straffe forældrene”
som en måde at få magt over dem (s. 138). Det rimer
ikke. Hvordan kan GS og VJ nå frem til, at de unge skulle
ønske at straffe deres forældre, når forældrene/familien
netop betyder så meget? Materialet giver ikke noget som helst
belæg for en sådan udlægning. Sandsynligheden
taler i stedet for, at når unge går så vidt som
til at henvende sig til myndighederne, så er de virkeligt
pressede og har brug for hjælp.
Den manglende logiske konsistens i fortolkningen af data bærer
præg af, at mange unges problemer bagatelliseres. Denne undervurdering
kan være medvirkende til, at de unge fremover ikke vil blive
taget alvorligt, når de søger hjælp. En lemfældighed,
der kan få tragiske konsekvenser á la svensk-kurdiske
Fadime, der som bekendt blev myrdet i 2002 som offer for et såkaldt
æresdrab.
Interviewpersonerne er delt op i ugifte og gifte unge. De ugifte
udtrykker forventninger/håb om et frit valg af ægtefælle.
Blandt de gifte er der ifølge forskerne altså blot
4%, som blev tvangsgift. Imidlertid er der endnu en kategori, som
forskerne opererer med, nemlig de fraskilte, og forskerne har foretaget
det kuriøse valg at sætte denne kategori sammen med
ugifte. I en videnskabelig undersøgelse, må forskellige
kategorier enten holdes adskilt, eller - hvis en sammenblanding
sker som her - må man i det mindste forvente, at det er nogenlunde
ens kategorier, der slås sammen. Gifte og fraskilte har en
fælles viden, nemlig om på hvilket grundlag deres ægteskab
er kommet i stand. Det har ugifte og fraskilte ikke. Forskernes
sælsomme kategoriseringer gør deres tal fuldstændigt
uigennemsigtige og usammenlignelige, og data behæftes følgelig
med alvorlige mangler og mørketal.
Rapporten forfægter det synspunkt, at det først og
fremmest er marginaliserede, socialt belastede og udstødte
familier, der praktiserer tvangsægteskab. Dette postulat bygger
alene på udtalelser fra én ressourceperson, der selv
siger herom: ”De familier, vi har været i kontakt med,
de er i forvejen ramt af udstødelse…” (s. 135).
Imidlertid er mange (de fleste?) minoritetsfamilier ukendt af hjælpesystemet,
fordi de er i stand til at klare sig selv, hvorfor ægteskabsmønstret
i disse familier ikke er kendt af myndighederne. Dette medgiver
forskerne: ”fastholdelse af autoritet …. kan også
være et problem for den familie, der har høj status
inden for gruppen” (s. 136). Dvs. på den ene side finder
tvangsægteskab sted inden for såvel høj- som
lavstatus grupperne, på den anden side er rapportens konklusion,
at de stort set ikke finder sted.
Af andre højst tvivlsomme
aspekter ved rapporten kan nævnes:
• Mange gange anvendes det
kønsneutrale begreb ’de unge’. Og dét
til trods for, at det næppe er nogen hemmelighed, hvorledes
kønnede forventninger gennemsyrer socialiseringen, og at
der stilles vidt forskellige krav til de to køns adfærd.
• Forskernes definition af ”kæreste” og
”forlovet” er sløret, da begreberne bruges noget
i flæng. Eftersom ”forlovet” dog som oftest står
sammen med ”gift” i statistikkerne, må man gå
ud fra, at en forlovet er næsten gift, mens en kæreste
er en person, man ikke kan (få lov til at) gifte sig med,
men har forældrenes accept til at være sammen med (jf.
tabel 3.4 og 3.5).
• Forskerne taler om ”indsigelsesretten” (til
at afvise en potentiel ægtefælle). Denne ret har mange
unge, dog kun indtil en vis grænse. Når den er nået,
SKAL de tage den næste, der kommer på tale. Lone Nørgaard
stillede på SFIs gå hjem-møde tirsdag d. 15.
juni følgende spørgsmål til de to forskere:
Har I spurgt, hvor mange gange pigen kan sige nej? Og eventuelt
helt nej? Det havde forskerne ikke.
Vi finder det bydende nødvendigt,
at tvang defineres. Forskerne synes nemlig at mene, at hvis de unge
har fået at vide, hvem de skal giftes med, er det enten arrangeret/forhandlet
eller hører ind under ”glidende overgang”. Imidlertid
mener de også, at:
”For at fastslå, om der er tale om et tvangsægteskab,
er det i alle tilfælde nødvendigt at lytte til den
unge. Det er ham eller hende, som bedst kan beskrive, hvorfor og
hvordan der er tale om tvang” (s.25).
Her begår forskerne en graverende fejl. De går ud fra,
at personer, der udspørges om så personfølsomme
emner som tvang inden for familien, der tilmed involverer ulovlige
handlinger, sandfærdigt svarer på spørgsmål
fra dem helt ukendte mennesker. Ikke desto mindre tager forskerne
svarene for pålydende. Og det gør de så alligevel
ikke, for (ret sent i rapporten) anfører forskerne, at der
kan være tale om en ”interviewereffekt":
” En vis ”interviewereffekt” kan ikke afvises
i forbindelse med sådanne udsagn; i dette tilfælde kan
svarpersonerne være påvirket af deres viden om, at udsagn
anvendes i en undersøgelse om etniske minoriteters ungdomsliv
og pardannelsesmønstre i et offentligt rum, hvor spørgsmålet
om mulig tvang i sådanne ægteskaber ofte diskuteres”
(s. 128).
Forskerne er altså klar over, at svarene kan være rettet
ind efter den verserende debat. Burde denne indlysende oplysning
ikke have været med i forordet, så læseren - og
forskerne med for den sags skyld - hele vejen igennem kunne have
haft interviewereffekten med sig i baghovedet?
Ikke alene er der foretaget en forplumring
af statistikkerne, forfatterne konkluderer tillige på et særdeles
løst grundlag:
Samtidig med, at de mener, at tvangsægteskab – altså
i de ganske få tilfælde de sker - stort set kun forekommer
i marginaliserede, socialt belastede og udstødte familier,
undrer de sig over, at netop somalierne, som de opfatter som hørende
til denne kategori, erklærer frit at vælge ægtefælle
(100%). Den mulighed strejfer ikke de to skribenter, at netop denne
gruppe kan have problemer med at opfylde lovens krav til familiesammenføring.
For forskerne skyldes de somaliske kvinders frie valg af ægtefælle,
at de – mod alle odds – ”viser et stort niveau
af tilpasning til det danske samfund.” Det svarer bare overhovedet
ikke til tal fra Norge, som viser, at somaliere ligesom stort set
alle andre minoritetsgrupper har øget tendens til at gifte
sig med en person fra hjemlandet (Hege Storhauge, 2003, Feminin
Integration s. 28). Tingene og tallene hænger ikke sammen.
Og GS og VJ forklarer ikke, hvordan vi i Danmark skulle have integreret
udlændinge med en succes, der er uden sidestykke sammenlignet
med situationen i Norge, Sverige, England, Tyskland og Frankrig.
I disse lande har undersøgelser vist, at 3. generationen
oftere henter ægtefæller i oprindelseslandet, end tilfældet
var for 2. generationen (Feminin Integration, s.25-111 og s.150).
Derfor må det være oplagt at stille spørgsmålet:
Kan den særlige danske situation, hvor bøtten er vendt,
monstro tilskrives vores strammere lovgivning og ikke en særlig
dansk succes-integration?
GS og VJ har alvorlige problemer
med deres objektivitet, hvilket følgende spørgsmål
illustrerer:
”Hvorfor er det arrangerede ægteskab problematisk, og
hvordan skal man som udenforstående afgøre tilstedeværelsen
af tvang?” (s.205). De overvejer ikke, om dét at blive
gift med en fremmed person fra oprindelseslandet i sig selv kan
indicere tvang, heller ikke selv om rapportens tabeller viser, at
de unge har store forventninger til en kommende ægtefælle.
Skal disse forventninger bare tilnærmelsesvis indfries, synes
et vist forhåndskendskab til hinanden at være nødvendigt.
Men forskerne definerer tvang ud fra, om de unge anfører
at have været udsat for vold. Er dette ikke tilfældet,
mener de ikke, at der er tale om tvang, men blot om et uproblematisk
arrangeret ægteskab.
Videre anfører de med slet skjult forargelse:
”Hvis man anser ægteskab for at være det, der
konstituerer og indleder seksuel adfærd, skal de unge så
vente, til de er 24? Og hvis de forelsker sig i en person i et andet
land, skal de så afskæres fra at leve sammen med ham
eller hende? Hvad med dem, som allerede er gift og har børn,
men som grundet lovgivning ikke kan bo sammen?” (s. 228).
Disse eksempler fra rapporten på GS og VJs manglende objektivitet
over for deres materiale har ikke noget at gøre med ordentligt
forskning. Den bør pr. definition være tilstræbt
objektiv. En meget tydelig politiseren gennemsyrer hele værket
og demonstrerer, at forskernes ærinde ikke har været
at danne et (så) objektivt (som muligt) grundlag for politiske
beslutninger. Tilstræbt objektivitet har veget pladsen for
et ønske om at bagatellisere den tvang, som især unge
minoritetskvinder udsættes for – og med det klare formål
at få fjernet 24-års-reglen. Den hensigt havde socialforskerne
bare ikke behøvet skattekroner til, den kunne have været
klaret med et læserbrev.
Kogt ind til benet: Såvel dataindsamling som fortolkninger
er en katastrofe, fordi ”forsknings”resultaterne i bedste
fald afslører en rystende uvidenhed om indvandrermiljøernes
kulturer, i værste fald en indsats der mildest talt ikke fortjener
betegnelsen forskning.
Af SFIs hjemmeside fremgår det, at instituttet i 2003 var
på Finansloven med en driftsbevilling på 40,3 millioner
kroner. Man spørger sig selv, om de penge ikke kunne have
været bedre anvendt andetsteds? Især taget i betragtning
at det så langt fra er første gang, at SFIs forskere
burde have ører så røde som postkasser.
(Trykt i Politiken den 11. august 2004)