Køn, karriere og ligestilling
Af Lone Nørgaard

Kan man som kvinde både overkomme karriere og børn? Sådan lyder et af de stedsegrønne spørgsmål i det senmoderne samfund – og mit svar er i al sin uspiselighed: NEJ.
Kvinder og karriere har været fast punkt på den kønspolitiske dagsorden i en årrække. Og hvilke resultater er så blevet opnået? At mor og far deles smukt om byrderne ude og hjemme. Næh, det er såmænd undtagelsen, viser diverse undersøgelser. Facit lyder i stedet på et galopperende antal skilsmisser og stadig flere følelsesmæssigt forsømte og overinstitutionaliserede børn.
Dette er benhård virkelighed anno 2004. Det store flertal af mænd har ikke synderlig lyst til at passe børn, MEN – og det er nyheden i føljetonen om far-mor-børn-og-arbejde – lysten skorter det også på hos flere og flere kvinder. Med karrierekvinderne i spidsen. Af fuldt forståelige grunde. Hvis deres mest lidenskabelige ønske havde været først at få børn, siden at passe dem, så havde de ikke kæmpet systematisk for at skaffe sig ind på poster, der kræver et sted mellem 50 og 80 timers arbejdsuge.
Men selv om børn nu til dags bliver anskaffet på linje med bil, båd og Multiform-køkken, så lider børn af den skavank, at der først og fremmest står arbejde på ryggen af dem. Vel at mærke hvis forældrene har til hensigt at tage børneomsorgen alvorligt. Barneprojektet bliver af gode grunde bare aldrig solgt under dette uspiselige slogan, men arbejdsbyrden med skiftende indhold er et ubestrideligt faktum. Og den fortsætter indtil børnene er 14-15 år.
For klarhedens skyld vil jeg lige definere mit omsorgsbegreb. Som bekendt skal forældre drage omsorg for barnet og varetage dets interesser. Mors og fars rettigheder består i at kunne træffe bestemmelse om, hvordan barnet skal opdrages og uddannes, hvor det skal bo og opholde sig, og hvilken mad og tøj, det skal have. Til rettighederne er knyttet en omsorgspligt. Barnet skal have tilstrækkeligt mad og tøj, tag over hovedet, og lægehjælp i sygdomstilfælde. Omsorgspligten omfatter imidlertid også pligten til at opdrage barnet, lære det at begå sig blandt andre mennesker (sociale kompetencer såsom at sidde stille på en stol), sørge for at barnet får almindelige kundskaber og færdigheder (fx at kende klokken, binde egne snørebånd, begå sig i trafikken) udover skolegang, lektielæsning og anden nødvendig dannelse.
Når jeg anvender ordet børneomsorg, forudsætter jeg, at den udføres af forældre, der tager yngelplejen alvorligt. Forældre, der institutionaliserer deres børn mere end ca. 30-32 timer pr. uge falder uden for denne kategori. Det samme gør den mor og far, der tillader, at Lille Peter indtager aftensmaden alene foran tv'et på eget værelse. Eller ikke sørger for, at Store Søren får sund morgenmad inden skolegang. Denne laden-stå-til opfatter jeg som eksempler på ansvarsforflygtigelse synonymt med omsorgssvigt.
Karrierekvinder, men såmænd også de fleste andre fuldtidsarbejdende m/k, kan således vælge mellem pesten og koleraen: Enten kan de forsømme deres arbejde, eller de kan forsømme deres børn. Voksen-løse, forsømte børn bliver der stadig flere af. Se bare på sværmen af overvægtige unge mænd, det stigende antal unge piger med spiseforstyrrelser, stadig flere utilpassede drenge, unge på 14-15 år der drikker og ryger sig lamme og skæve, stofmisbrug, et voksende antal børn i specialundervisning eller hos skolepsykolog eller anbragt uden for hjemmet, øget stress og ringe selvværd.
Hovedforklaringerne på de utilpassede børn og unge er såre simple: 1. Det kæmpe gratis omsorgsarbejde kvinder ydede i hjemmet er minimeret. Af gode grunde. Mor skal også overleve sit dobbeltarbejde og må hele tiden klippe hæle og skære tæer for at få hverdagen til at hænge sammen, 2. Når der ikke mere er nogen ydre økonomisk nødvendighed, der kræver afsavn og behovsudskydelse, så tager det umiddelbare lystprincip naturligvis over hos børnene. Som imidlertid hurtigt kan slå om i frustration og smerte, når en laden-stå-til viser sig at have barske konsekvenser. Et enkelt eksempel må række her: Mange børn og unge hænger foran diverse skærme og æder sig tykke og kvabsede frem for som før at løbe med aviser for at skaffe familien smør på brødet. I dag går de rigelige lommepenge til cola, chips og Counterstrike i det omfang den ikke står på vodka, vin og valium.
Denne ”opdragelse” skal der gøres op med, og da den dårlige samvittighed hidtil har vist sig utilstrækkelig som motivation til at få forældrene til at drosle ned på arbejdsmarkedet, må nye initiativer på bordet.
Derfor slår jeg til lyd for følgende recept til gavn for erkendelse af pligter og ansvarlighed: 1. De første 18 måneder af et barns liv er der ingen offentlige pasningstilbud. Normale børn under 18 måneder har ingen interesse i at komme i vuggestue. 2. Intet barn mellem 1½ og 6 år må være længere i institution end 30 timer om ugen. De 30 timer er OK, for børn har godt af at være sammen med andre børn i leg og fælles socialisering, og de 30 timer vil give mor og far mulighed for at tage deltidsjobs. 3. Børnepengene afskaffes det første 1½ år af et barns liv.
Med de rammer for samfundets ikke-bidrag til småbørnspasning vil kommende forældre på ganske anden vis end i dag være presset til seriøse overvejelser, om deres aktuelle liv og levestandard nu også kan forenes med at anskaffe barn. Og hvis svaret er: Ja - så vil det deltidsarbejde, mor eller far bliver nødt til at vælge, være beviset på, at barnet er andet og mere end anskaffelse af endnu et forbrugsgode.
Hvis det forekommer uacceptabelt, at mor m/k skal tilbage til kødgryderne eller rettere sagt som fysisk tilgængelig tovholder, så lad være med at få børn.
Det var mit ene løsningsforslag.
Men jeg vil godt forsøge mig med endnu ét, som desværre ikke er en dyt mere spiseligt end det første:
Samfundsudviklingen har så småt gjort mig mør og klar til at diskutere, om samfundet skal overtage ansvaret børnene. Hvilket samtidig betyder, at forældrene skal afgive størstedelen af deres nuværende rettigheder til børneinstitutionerne. Når forældrene ikke vil påtage sig arbejdet alias pligterne, må de også give afkald på rettighederne.
Summa summarum: Reel ligestilling mellem de to køn på arbejdsmarkedet er en umulighed, medmindre far og mor enten lader børnene betale prisen, eller forældrene deponerer en stor del af deres hånds- og halsret over poderne i samfundsinstitutionerne.

(Trykt i Kristeligt Dagblad den 4. marts 2004)