To køn - to tolkninger
Af Lone Nørgaard

Under overskriften Afmagtens magt skriver Bertill Nordahl (BN)(d.18.9), at ”Man kan ikke længere med rette sige, at vi lever i et mandsdomineret samfund, uden at omgås sandheden letsindigt. Der er sket nogle markante ryk mod en reel ligestilling. Og alt tyder på, at det kommende tiår vil være bærer af endnu større forandringer, idet de unge kvinder, der netop nu erobrer uddannelsessektoren, vil strømme ud på arbejdsmarkedet og gå efter den absolutte magt.”
Det er svært at spå, især om fremtiden – men jeg har et andet fremtidsbud. Min indfaldsvinkel kan passende tage udgangspunkt i nok et citat - hentet i Weekenavisen nr. 38, 17.-23. september. I kultursektionen udtaler årets guldløvevinder på filmfestivalen i Venedig den britiske filmskaber Mike Leigh: ”Historisk og socialt, i alle samfund, gælder den brutale sandhed, at mænd kan kneppe og gå deres vej, mens kvinderne bliver efterladt med problemer og praktiske følger, som de er nødt til at forholde sig til. Det er sagens kerne, uanset om vi kan lide det, fra vores sofistikerede synsvinkel i begyndelsen af det 21. århundrede.”
Denne holdning er også – og fortsat – min, og jeg er glad for, at det er en mand, der udtaler dommen, fordi det giver håb om en meningsfuld kommunikation de to køn imellem.
BN har selvfølgelig ret i en række af sine tolkninger, fx at de to køn gennem mange år har fået tildelt hvert deres domæne. Men det er ukorrekt, når han hævder, at vi ikke lever i et mandsdomineret samfund. Det gør vi nemlig lige så længe, det er (magtens) mænd, der sætter den politiske og samfundsmæssige dagsorden. Og det gør mænd økonomisk (de sidder på over 90% af jord, produktion, ejendom mv), og de gør det politisk og mediemæssigt ved i stort flertal at indtage de mest magtfulde positioner. At flere kvinder har fundet vej ind på også topposter i Folketing og regering skyldes dels, at stadig mindre magt er placeret her. Dels at når kvinder når helt til tops, er der ikke mere nogen forskel i kønnenes måde at forvalte magt på. For så vidt angår ’magten’ i familien, har jeg altid haft svært ved at se de indlysende fordele i at have magt over opvaskebørsten, kulørtvasken og køleskabsrengøringen - for slet ikke at tale om kagen til klassens time.
Kvinder er ikke ofre, og kvinder er ikke undertrykte, men kvinder lider som køn i et hyperkomplekst samfund som hovedtendens under, at omsorgsopgaver befinder sig nederst i værdi- og lønhierarkiet og følgelig ikke nyder respekt. Da kvinder, hvad enten vi vil det eller ej, er udstyret med et omsorgsgen – godt nok i muteret form hos de kvinder, der skamløst placerer deres børn mellem 40 og 50 timer i daginstitutionerne til trods for at en del har alternative muligheder - bliver vi placeret i en position, hvor vi på forhånd er hægtet bagud i konkurrencen om arbejdsmarkedets mest attraktive og magtfulde embeder.
Hvad angår at kvinderne som hovedregel får børnene ifm med skilsmisser, så orker jeg næsten ikke at gentage, at når kvinderne får børnene, er det fordi de har brugt langt flere timer og kræfter på børneomsorgen end deres partnere. Hertil kommer, at en væsentlig grund til, at parrene bliver skilt – ud over for lidt sex - er, at vor mor er dødtræt af, at far ikke udviser tilstrækkelig ansvarsfølelse og prioritering af familien. Til gengæld skal hun holde op med at forlange karriere af far, hvis hun vil have ligestilling i hjemmet. Far er også kun et menneske.
Når kvinderne sidder på omsorg og undervisning i dette land, er det så sandelig ikke fordi mænd bliver holdt ude. Tværtimod. De gider bare ikke professionerne, og jeg forstår dem. Hårdt, ofte surt og stressende arbejde, hvor de ansatte, i hvert fald folkeskolelærerne, i en årrække har skullet finde sig i at få hældt daglige møgspande i hovedet, mens deres autoritet støt og sikkert er blevet anfægtet og lønnen reduceret.
Kvinder tør godt gå efter magt, men magten er meget svær at forene med, at lille-Peter får mellemørebetændelse for tredje gang her i vinter. Hvor svært kan det være…..
Når mor bestemmer, hvor familien skal på ferie, kunne det så være fordi far ikke gider bruge den nødvendige tid på projektet? Mon ikke hvis han gjorde sig anstrengelsen, at han kunne sætte foden ned?
BN spørger afslutningsvis, hvad årsagen kan være til, at man har svært ved at erobre det modsatte køns position? Og beskriver, hvordan han kender mange mænd, der har stor lyst til at være sammen med deres børn, men som har svært ved at komme til, på deres egen måde, for "hende".
På hvilken egen måde monstro? Hvis far fx vil tage sig af aftensmaden og græsslåningen sammen med sønnike, tvivler jeg ærligt talt på, at mor vil lægge sig hindrende i vejen.
Det er muligt, at mænd er trætte af kvinder, der gør sig til ofre. Jeg kender faktisk ikke ret mange af slagsen. Derimod kender jeg et hav af kvinder, der knokler for at få arbejdsliv, familieliv og børneopdragelse til at hænge sammen – mens de ofte kan se i vejviseren efter mænd, der påtager sig den samme byrde. Skilsmissetallene taler deres tydelige sprog, og hvis vi for alvor vil have skovlen under kønsforskellene, og hvordan det dog er muligt for de to køn at leve sammen – så er det i skilsmissens anatomi, vi skal hente vores analyser og forståelse. Frem for i BNs kønsutopier.


(Trykt i Jyllands Posten 10. oktober 2004)