Slå en vis kropsdel i sædet, tak
Af Lone Nørgaard

Gentagelse fremmer forståelsen. Derfor er mit ærinde nok engang at sætte spot på den ringe faglige viden, som alt for mange elever tilegner sig først i folkeskolen, siden de gymnasiale uddannelser. Dels fordi ro i timerne, daglig lektielæsning og respekt for læreren og uddannelsessystemet er blevet arkiveret på Nationalmuseet. Dels på grund af makkerparret fortravlede forældre og flyvske forskere, hvis pædagogiske mantra igennem en årrække har lydt: Lærdom-blot-til-lyst-og-underholdning. En teori, der har voldt ubodelig skade på stort set alle andre end forskerne selv og deres indspiste, virkeligheds-forflygtigende forskermiljøer. For det er ikke altid lystfyldt at lære. Somme tider er det hårdt og sejt arbejde, eftersom man skal kunne kravle, før man kan gå. Man skal kunne sine tabeller, før man kan lave andengradsligninger. Stave og læse, før man kan skrive danskopgaver. Hvor svært kan det være…..

Dumme-Dorte bliver dummere, og langt værre - det gør Tumult-Torben og Dovne-Dan også. Fordi lærerne skal bruge tid på opdragelse frem for oplysning, underholdning frem for undervisning og endeløse, meningsløse møder frem for kundskabsformidling. Styret udefra af pædagogiske universiteter, institutter og evalueringscentre befolket med the happy few, der har været smarte nok til at komme langt væk fra den daglige, seje undervisning alias kerneydelsen, så de på sikker afstand kan piske og evaluere på de gemene, menige lærere.
Fagligheden er faldet over hele linien og derouten har nu også ramt universiteterne og de højere læreanstalter. Der hviskes i krogene om forfaldet, men få eller ingen ytrer åben kritik, for levebrødet med dårlige studerende er trods alt bedre end at være arbejdsløs.
Folkeskolens ledere og lærere tør og/eller orker heller ikke at træde i karakter. I form af følgende glasklare udmelding: I timerne arbejder vi. Der skal være ro. Hvis I nogen gange keder jer, så er det bare synd. Men det gør man altså ind i mellem i det her liv.

Spildet af åndelige ressourcer er sørgeligt, set i lyset af at en stigende andel af en ungdomsårsgang ikke får en videregående uddannelse. Først og fremmest drengenes droppen ud af skolesystemet er bekymrende. I al deres utilpassethed kan de godt gå hen og blive til rigtigt meget besvær for samfundet på et senere tidspunkt, når hverken arbejdsmarkedet eller kvinderne efterspørger deres ikke-eksisterende kvalifikationer.

Som bekendt bliver der stadig færre lærepladser til de ikke-boglige. Dertil kommer, at hvad der måtte være tilbage af ufaglært arbejde, bliver stille og roligt eksporteret til Østen og andre eksotiske destinationer, hvor arbejdskraften er meget rigelig og lønnen meget lav. Hvortil kommer den ubetvivlelige arbejdsgiver-fordel, at begreber som disciplin og arbejdsomhed ikke risikerer at udløse krampelatter hos medarbejderne. Hverken Mogens Lykketoft eller Anders Fogh kan stampe ikke-eksisterende lærepladser op af jorden, så hvis de unge (mænd) skal klare sig i en globaliseret verden med stigende krav, skal de i gang med at massere hjernemuskler frem for mavemuskler. Hvis de altså har ambitioner om at drive det til andet og mere end lokumsrenser og Nettolog, og de fremtidsudsigter vil næppe appellere til dagens materielt snot-forkælede unge, der har haft eget værelse, eget fjernsyn og egen telefon fra år 3.

'Vi' har slet ikke været ambitiøse nok i vores forsøg på at forklare de unge mennesker, at der i dag ikke er nogen vej uden om bogligheden og dermed heller ikke øvelsen med at få en vis kropsdel i sædet. Det er ved at være reglen snarere end undtagelsen, at der bliver læst systematisk lektier i dagens Danmark. Og selvfølgelig kan gymnasiast Peter og Susanne ikke nå at læse lektier, når de først har været 6-7 timer i skole. Altså når de tillige skal have tid til fritidsjobbet og til kæresten og til kammeraterne og til at drikke sig lammestive i weekenden, så man virkelige kan mærke, man lever. Eftersom de unge mennesker ikke kollektivt og klart bliver informeret om, at gymnasiale uddannelser er et fuldtidsjob, bliver mange gradvist hægtet af undervisningen. Lige meget hvor meget læreren stræber efter at sænke niveauet, så selv de tungeste kan komme med på vognen. Rummelighed først, faglighed - måske - siden.

Selv nok så mange fine pædagogiske luftballoner - sendt op i kaskader påtrykt juhu-ordene udvikling, fleksibilitet, teambuilding, vidensdeling, projektarbejde, tværfaglighed og kommunikativ kompetence - kan ikke udøve mirakler for så vidt angår det at tilegne sig (parat)viden. Lagkagen er den samme som før, der er bare kommet ny pynt på.

Derfor er mit forslag: Stop bevillingerne til den pædagogiske forskning i en ti-års periode, og overfør de frigjorte midler til folkeskolen/de gymnasiale uddannelser, så at
1. Klassekvotienterne kan nedsættes (på handelsskolerne sidder de 33 i en klasse, hvilket er galimatias)
2. Folkeskolelærere og -ledere en bloc kan komme på assertions-kurser og trænes op i at konfrontere såvel ansvarsforflygtigende forældre som deres børn med udsagnet: Her stopper lærdom-blot-til-lyst festen til fordel for en undertiden slidsom hverdag, der inkluderer daglige lektier. I samme åndedrag kan lærerne lære at læse verdensfjerne forskere teksten
3. De nu frisatte forskere kan få lejlighed til at bruge deres ekspertise. Nemlig som årsvikarer på skiftende særligt belastede skoler, hvor deres pædagogiske teorier og indsigter rigtigt kan få lov til at komme til deres ret….

(Trykt som kronik i Jyllands Posten 28. november 2004)