Kulturkamp er kvindekamp
Af Lone Nørgaard og Torben Hansen
"Hvis et kvindeligt familiemedlem træder ved siden af, må
hun dø eller blive dræbt. I Europa er kvinder meget uafhængige.
De kan arbejde og overleve. Økonomisk er over 90% af de afghanske
kvinder afhængige af mændene. Derfor bør de adlyde."
Ovenstående citat og det følgende
stammer fra et tv-avis-indslag (d. 30. juli 2003). Udtalelserne indgår
i et interview lavet af Mette Fugl med boghandleren i Kabul (kendt fra
den norske journalist Åsne Seierstads bog) og hans søn
Iraj Mohammed. Sidstnævnte går smukt i fars fodspor med
disse holdninger:
"I Vesten mener man vist, at det at være en god mand betyder,
at hvis ens kone beder om skilsmisse, skal hun have det. Og hvad hun
end har brug for, skal hun have det, alkohol osv. At manden ikke går
med til det, betyder ikke, at han ikke er en god mand. Vores levevis
er meget forskellig fra, og meget bedre end den vestlige."
Citaterne rummer i en nøddeskal årsagen til, at vi og efterhånden
mange andre for alvor sætter hælene i med hensyn til de
muslimske immigranter, der ikke har noget ønske om at blive integreret.
Vi er selvfølgelig udmærket klar over, at ikke alle danske
muslimer er tilhængere af Osama bin Laden eller fundamentalister
med speciale i kvindeundertrykkelse. Oven i købet så langt
fra, fordi den patriarkalske tale ikke har den samme gennemslagskraft
hos en stor gruppe af især flygtninge, der ønsker alt andet
end nærkontakt med islamister og fundamentalister. Men den integrationsfallit,
som Danmark og resten af Europa lider under, har nu vokset sig så
stor, at den ikke mere kan fortrænges eller bortforklares med
henvisning til racisme, intolerance og fremmedfrygt.
Vi er ude i to ærinder i forhold til (muslimsk) indvandring: 1.
De sociale problemer med fx arbejdsløshed og manglende boliger,
2. Kultursammenstødet med afsæt i først og fremmest
kvinders stilling.
Det er svært, men nødvendigt at komme videre med diskussionen
om den muslimske indvandring. For hvert år lykkes det ca. 1 million
immigranter fra Asien og Afrika at skaffe sig ophold (legalt eller illegalt)
i EU. Langt de fleste kommer med islam som kulturbagage. Denne proces
vil fortsætte.
For at en diskussion kan ’lykkes’ (i bedste fald at deltagerne
bliver klogere og handler derefter), forudsætter den enighed om
tema, parametre og i det hele taget ords og begrebers betydning. En
sådan enighed mangler for øjeblikket, og deltagerne i debatten
står og råber til hinanden over en kløft! Kan der
skabes en bro og nogle fælles præmisser for den videre diskussion?
Vi mener, at en væsentlig præmis er, at islam må defineres
som en kultur og ikke bare en religion. I vores sprogbrug betyder "religion”
nemlig det enkelte menneskes søgen efter noget åndeligt
og metafysisk, der kan give livet og døden mening, og mange muslimer
er utvivlsomt religiøse i denne betydning af ordet.
Islam er imidlertid først og fremmest kultur og dermed nogle
bestemte traditioner, vaner og skikke. En række af disse skikke
legitimerer og fastsætter den disciplin og den straf, den oven
for citerede boghandler omtaler. Af hans udtalelser fremgår det
indirekte, at islam ikke er den enkeltes sag, men mændenes styring
af kvinderne og individets indordning under kollektivet. Islam er sharia,
dvs. et omfattende sæt af påbud og forbud, som for over
1000 år siden blev opstillet på grundlag af beretninger
om profeten Muhammed. De mange regler opfattes af ortodokse muslimer
som guddommelige befalinger, som intet menneske kan tillade sig at ændre
eller dispensere fra. Opmærksomme avislæsere har de senere
år kunnet forvisse sig om, at netop dette budskab er kernen i
den version af islam fx de danske imamer Fatih Alev og Abdulwahid Pedersen
repræsenterer.
Flygtninge og indvandrere er tidligere ankommet til Danmark, men aldrig
før har de kunnet modtage offentlig forsørgelse fra den
dag, de ankom, og aldrig før har de næret had og afsky
mod det omgivende samfund. Derfor blev fortidens “nydanskere”
- både polakker og jøder - efterhånden assimileret,
og i dag har de efterkommere, der hedder fx Preben Kowalski eller Birgit
Rosenzweig.
Gennem de seneste årtier har tusinder af muslimer gjort det stik
modsatte ved selv at skabe ghettoer og bevidst isolere sig fra “de
vantros” samfund og kultur. Mange socialdemokratiske borgmestre
kender disse problemer fra deres egne kommuner, men partitoppen har
ikke indviet offentligheden i en samlet analyse af problemet.
Vi ser problemets kerne som sharia - både som egentligt regelsæt
og som mentalitet. Shariaen er årsag til, at et uacceptabelt stort
antal tyrkere, pakistanere og arabere lever som til- og ikke indvandrere.
De vil ikke være en del af modtagersamfundet og respekterer ikke
dets normer. Derfor fylder muslimske kvinder relativt mere på
krisecentrene, og muslimske drenge og unge mænd er voldsomt overrepræsenteret
i kriminalstatistikken.
De mange konkrete tilfælde i hverdagen lover ikke godt for en
tro på, at det bare er et spørgsmål om tid og adgang
til arbejde, før roligere tilstande indfinder sig. Opskårne
bildæk, gadeslagsmål, røveriske overfald, tvangsægteskaber
for mindreårige, bortførelser samt spark og bombardement
med sten og flasker maner til eftertanke. Det samme gør daglige
prygl af og i ekstreme tilfælde drab på ulydige kvinder.
Det er så meget mere sørgeligt, at brutaliteten især
går ud over de muslimer, der ønsker at forlade tilvandrerkulturen.
Burde vi ikke støtte sidstnævnte frem for at tale om kulturel
diversitet, mens vi lukker øjnene for undertrykkelsen?
Der skal være en kulturel sammenhængskraft i en nationalstat,
hvis voldsanvendelse og ballade skal minimeres. Borgerne må nødvendigvis
have tilnærmelsesvist samme politiske kultur, samme grundopfattelse
af kønnenes ligestilling, samme respekt for individet, samme
respekt for argumenterne i en diskussion. Vi skal også alle sammen
holde til højre i trafikken, bruge sikkerhedsbælte og betale
billet i bussen. Men alle de både skrevne og uskrevne regler i
vores samfund følger ikke automatisk af at blive ansat på
en arbejdsplads. De skal i sagens natur tillæres.
Vesteuropas befolkning har levet i fred og velstand
i et halvt århundrede. Men nu begynder en række fanatikere
åbent at fordømme demokratiet og i stedet forlange sharia
i Europas storbyer. Visse steder, fx Milano, praktiserer de også
dens fysiske straffe. Ingen ved sine fulde fem kan ønske etablering
af alternative retssystemer, men desværre tyder meget på,
at en udvikling i denne retning vil fortsætte.
EU-staterne har i dag en befolkning på ca. 450 mio. De tilgrænsende
muslimske stater i Vestasien og Nordafrika har et lignende antal. Hvorfor
flytter mængder af personer fra den sidste til den første
verdensdel, hvis de ikke ønsker at dele vores kultur? Hvad bliver
konsekvensen på længere sigt, hvis imamer og missionærer
får stadig mere indflydelse?
Hvorfor har Socialdemokratiet og det Radikale Venstre ikke villet stille
og besvare disse spørgsmål? Var det sådan, at politikerne
i EU-staterne omkring 1980 spurgte deres vælgere: "Hvilke
udlændinge bør lukkes ind i velfærdssystemerne som
flygtninge og immigranter?" Det var det som bekendt ikke. I princippet
kunne en saglig debat være gennemført. Om fx uddannelsesniveau
og kvalifikationer hos dem, der ønskede adgang til dansk statsborgerskab.
Vi plæderer ikke for patentløsninger, men kun for en rationel
fremlæggelse og drøftelse som basis for en immigrationspolitik.
Vi ønsker derfor, at demokratiet - dvs. vælgerne og politikerne
- diskuterer den muslimske indvandring ud fra følgende helt centrale
spørgsmål: Hvor mange anderledes tænkende og handlende
har Danmark plads til uden at gå midt over i parallelsamfund og
ghettoisering?
Hvordan muslimer vil praktisere deres tro og livsstil bag hjemmets fire
vægge, skal de naturligvis ikke stå til regnskab for. Men
i det offentlige rum, på arbejdspladser og i offentlige institutioner
må muslimer tilpasse sig gængs adfærd.
Ellers var der jo heller ingen som helst årsag til, at de skulle
bosætte sig lige her...
(trykt i Kristeligt Dagblad d. 20.9.03)