Et kulturradikalt opgør?
Af Lone Nørgaard
Hvad er kulturradikalisme om ikke et opgør med kulturmønstre,
der undertrykker individer og begrænser den menneskelige handlefrihed?
I disse måneder sker der en kulturel markering hos tusinder
af muslimske indvandrere. Jeg ser det dagligt på gaderne, i
forretningerne og i bus og tog. Hovedtørklædet er ved
at blive fast påklædning hos mange unge indvandrerpiger,
og integrationen i det muslimske miljø går stærkt.
En udvikling, jeg finder ikke bare bekymrende, men dybt urovækkende.
Men hvorfor nu netop fokusere på tørklæder i et
kulturradikalt opgør? Svaret ligger i, at det muslimske tørklæde
så kraftfuldt og iøjnefaldende signalerer tilslutning
til islamisk lov, sharia, og dermed til værdier, der er i modstrid
med dem, vores samfund bygger på. I sharia er muslimer placeret
over ikke-muslimer, mænd over kvinder. Hvad sidstnævnte
angår, står den utvetydige hierarkisering i direkte modstrid
med de grundrettigheder, som kvinder i et moderne samfund er sikret
via lovgivningen og menneskerettighederne. Med andre ord: Kvinders
grundrettigheder bliver vægtet lavere end traditioner forankret
i sharia.
Det helt centrale punkt er, at tørklædet er tvang for
pigen og ikke et frivilligt valg. Forudsætning for valgfrihed
i dette spørgsmål er indlysende, at tørklædet
kan vælges fra. Sådan spiller klaveret bare ikke for et
stigende antal indvandrerpiger i dagens Danmark. De har kun ét
valg: At følge faderens og imamens vilje. Hvis de ikke vælger
den vej, må de sige farvel til familie og slægt. Det er
ikke en alternativ og ligeberettiget valgmulighed at skulle skære
sine familiemæssige rødder over. Hertil kommer, at piger,
der ikke følger de patriarkalske kulturmønstre, risikerer
enten at blive myrdet eller presset til selvmord. Siden 1994 er der
sket 18 familiehenrettelser i ærens navn i Danmark, fordi en
pige eller hustru ikke ville indordne sig. Hvert henrettelse afskrækker
og skræmmer en hel generation af indvandrerpiger og medvirker
til at forstærke undertrykkelsen yderligere.
Mange muslimske børn (de fleste? Vi mangler tal og data - hvor
er forskerne henne? I Konfliktsky-strup og Berøringsangst-nedre
ligesom det store flertal af politikere?) bliver sat i en situation,
som de aldrig har haft mulighed for at bestemme over. Pigebarnet i
en troende muslimsk familie får besked på at bære
tørklæde og gå i lange kjoler og bukser. Påklædningen
medfører, at hun skal opføre sig på en bestemt
måde, og hun har ikke mulighed for at sætte spørgsmålstegn
ved tørklædet, før det er for sent. Det kulturlige
er i voksenalderen blevet en naturlig del af hendes identitet.
Med baggrund i tørklædebrug på verdensplan er det
nemt at dokumentere, at hovedbeklædningen er udtryk for et menneskesyn
præget af mandens dominans og kontrol over kvinden. Med tilsløring
følger adskillelse mellem de to køn - med total adskillelse
som idealet. Kvindens seksualitet anses for farlig og ukontrollabel
for manden. Derfor skal den holdes nede, blandt andet gennem tildækning.
Slør bæres først og fremmest af seksuelle og ikke
religiøse grunde. For at dække håret og ikke vække
lyst. Det er kvinden, som er i skyld i den fremkaldte lyst, ikke manden,
som føler den. Tørklædet sætter skel mellem
de rene og de urene kvinder (mig), de rigtige og de forkerte kvinder
(mig), de sensuelle ufornuftige kvinder (mig) og de letantændelige,
virile fornuftige mænd. Med den skillelinie bliver ligebehandling
og ligestilling en by i Afghanistan, om end Islam nok så meget
hævder ligeværd mellem kønnene.
En kvinde i Vesten kan - undertiden med rette - gøre gældende,
at hun selv har valgt at bære tørklæde. Men hendes
frihed forværrer den tvang, der udøves mod dem af hendes
medsøstre, der ikke ønsker at bære symbolet. Tørklædet
signalerer uanset den konkrete bærers eget sindelag (et ønske
om) sharia, der er i klar konflikt med et frit demokratisk retssamfund.
Derfor kan det heller ikke komme på tale, at folkeskolelærere
bærer det symbolladede, kønsadskillende tørklæde,
i og med underviseren fungerer som rollemodel. Tørklædet
optræder som et politisk symbol og får dermed funktion
af politisk uniform. Forbud mod ideologiske signaler for lærere
ved alle uddannelsesinstitutioner er således intet mindre end
et minimumskrav.
Er en farbar vej frem et decideret uniformsforbud for også elever?
I stil med uniformsforbudet fra 1936, hvor det hed, at det er "forbudt
at bære Uniform eller Beklædningsgenstande, der kan sidestilles
hermed, ligesom det er forbudt at bære Uniformsdele, Armbind
eller iøjnefaldende Tegn, der viser, at Bæreren tilhører
en politisk Organisation"?
Hvilke initiativer - udover de helt
nødvendige kvoteordninger foreslået af Karen Jespersen
- kan modvirke de patriarkalske kulturmønstre, som en stor
gruppe tilvandrere søger at fastholde? (Betegnelsen tilvandrere
dækker over de mennesker, der kommer til landet og lever i det
danske samfund uden mindste ønske om at blive integreret. Af
den enkle grund at det er en god muslims pligt IKKE at lade sig integrere).
Konkrete politiske tiltag må forankres i tre grundlæggende
krav til alle uanset herkomst:
1. Alle skal tale dansk på et
rimeligt niveau. Det betyder, at udebliver indvandrerkursister fra
danskundervisning, falder der sanktioner i form af træk i de
tildelte sociale ydelser. Ligesom etniske danskere skal trækkes
i SU, hvis de har for meget fravær.
2. Alle skal udføre en form for samfundsnyttigt arbejde. Manglende
kvalifikationer er ingen hindring eller undskyldning for ikke at bidrage
med en eller anden form for arbejdsindsats.
3. Alle skal opføre sig i overensstemmelse med dansk lov og
praksis. Sidstnævnte gælder i offentlige rum og institutioner.
Hvad folk gør bag hjemmets fire vægge, må de selv
om, vel at mærke så længe de stadigvæk overholder
landets love, der fx forbyder hustruvold og børnerevselse.
Specifikt i forhold til tilvandrerne har det danske samfund, først
og fremmest politikere og andre beslutningstagere, begået en
kæmpefejl ved at stille økonomiske ydelser til rådighed
fra dag 1 frem for at gøre det helt klart for de nytilkomne,
at med penge følger arbejdsmæssige forpligtelser. (Jeg
taler ikke om flygtninge). Dette gælder ikke mindst for den
store del af de muslimske tilvandrere, som befinder sig på et
uddannelsesniveau, hvor de ikke er i stand til at påtage sig
normalt lønarbejde i et højteknologisk samfund.
Én måde at knække nøden på er at præsentere
voksne arbejdsduelige borgere for følgende vilkår: Hvis
du ikke er i stand til selv at skaffe dig et arbejde inden for X antal
uger, skal du henvende dig på kommunen, hvor der ved dette første
møde vil være en tolk til stede, hvis det er nødvendigt.
På kommunekontoret vil forvaltningen forinden have foretaget
en registrering af de borgere, der har givet udtryk for, at de har
behov for hjælp til enten rengøring, havearbejde, vinduespudsning,
hundeluftning, bilvask, hentning og bringning af børn, indkøb
mv. Andre opgaver - for samfundet - er gaderenholdelse med håndkost,
grafittifjerning og buskørsel for plejehjem og børnehaver,
der skal på tur. Da ind- og tilvandrerne ikke kan dansk og dermed
ikke er så effektive, skal de kun have 50 kr. i timen, som der
til gengæld ikke skal svares skat af. De penge må de beholde
selv, indtil de kan sproget, og dermed gradvist kan rykke op i normallønsområdet
med følgende beskatning.
Indvandrerne skal forpligtes på 4 timers arbejde om dagen. Ellers
bliver de sociale kasser lukket. (Samme princip for etniske danskere).
Tiltaget skal gå hånd i hånd med den hidtidige indsats
for at få indvandrere og familiesammenførte ind på
det danske arbejdsmarked.
Tilvandrere skal ved ankomst ikke indkvarteres i lejligheder, men
på centre med to rum pr. familie uanset størrelsen i
X antal uger. Det vil på en helt anden måde virke motiverende
for at komme i gang med såvel danskundervisning som aktiv arbejdssøgning.
Samfundet forlanger, at de voksne skal lære dansk på danske
undervisningssteder, der selvfølgelig også skal være
sekulære, altså uden tørklæde på. Når
mor går uden tørklæde, behøver datter heller
ikke. De voksne, der består henholdsvis Almenprøve 1
og Almenprøve 2 i dansk, modtager hver en bonus på 5000
kr.
Bederum og bøn i arbejdstiden er der ikke plads til i et videnssamfund.
De allerede etablerede skal sløjfes i offentlige institutioner.
Det vil være hensigtsmæssigt at øge tilskuddet
til repatriering efter princippet: Enten må ikke-integrationsvillige
tage til et land, som bedre passer til deres ønsker og daglige
praksis, eller de må acceptere de normer, som flertallet bekender
sig til. Jeg skal være den første til at erkende, at
denne fremgangsmåde er meget udansk, men nu har jeg i de sidste
20 år været vidne til, hvordan den danske model har spillet
fallit. Derfor vil jeg nu anbefale et u-dansk alternativ.
Gymnastik skal både piger og drenge deltage i - og i hensigtsmæssigt
tøj. Anmoder forældrene om fritagelse for faget, bliver
års- og eksamenskarakter 00.
Kønsadskilt svømning med henvisning til koranen er fuldstændigt
uacceptabel. Derimod er jeg åben over for at diskutere, hvorvidt
svømmeundervisningen kunne begynde i 1. klasse og slutte i
3., altså før puberteten. Min åbenhed skyldes,
at det er nødvendigt så præcist som muligt at ramme
smertegrænsen for det lad-sig-gørlige. Hvis gevinsten
er mindre end omkostningerne er vi lige vidt. Forstået på
den måde at hvis krav og påbud fjerner forældrenes
autoritet, så er konsekvensen, at børnene i stedet sendes
i muslimske friskoler.
Lejrskole er en del af den danske folkeskole, og det kan muslimske
elever ikke fritages fra. Men det er selvfølgelig OK at tage
et vist hensyn til, at troende muslimer ikke spiser svinekød.
Ligesom der tages passende hensyn til vegetarer. Den samme madpolitik
kan føres ud i livet i vuggestuer og børnehaver.
Ovenstående initiativ-'pakke' skal ledsages af en massiv og
løbende oplysningskampagne til tørklædepigerne
under parolen: Det kan godt være du tror, at tørklæde
signalerer værdighed, stolthed og ophøjethed, men det
signal du i virkeligheden sender til omverden er: "Jeg er en
kvinde, som er parat til at underkaste mig mænds dominans og
en middelaldermørk bog."
Men hvad så? Er min kronik et
kulturradikalt og frisindet opgør med fordomme, mørkemænd
(imamer), stammekultur, snæversyn, politisk uniformering og
religiøs formørkelse? Er det lykkedes mig at sætte
ord på den bastante kvindeundertrykkelse, der foregår
i en række muslimske miljøer, og som nødvendiggør
en aktiv indsats mod åndelig konformisme og politisk uniformering?
Hvis kulturradikalisme handler om at gå i clinch med autoritære
kulturmønstre, der ensretter individerne og undertrykker tanke-
og kropsfrihed - ja, så blafrer svaret ikke mere i vinden.
Derfor gælder det også om for alle ægte kulturradikale
at få hovedet ud af busken, foden op af hullet og turbo på
kulturkampen - de steder, hvor løbet ikke allerede er kørt
..
(trykt i Jyllands Posten 19. november 2003)
|