Et kulturradikalt opgør?

Af Lone Nørgaard

Hvad er kulturradikalisme om ikke et opgør med kulturmønstre, der undertrykker individer og begrænser den menneskelige handlefrihed?
I disse måneder sker der en kulturel markering hos tusinder af muslimske indvandrere. Jeg ser det dagligt på gaderne, i forretningerne og i bus og tog. Hovedtørklædet er ved at blive fast påklædning hos mange unge indvandrerpiger, og integrationen i det muslimske miljø går stærkt. En udvikling, jeg finder ikke bare bekymrende, men dybt urovækkende.
Men hvorfor nu netop fokusere på tørklæder i et kulturradikalt opgør? Svaret ligger i, at det muslimske tørklæde så kraftfuldt og iøjnefaldende signalerer tilslutning til islamisk lov, sharia, og dermed til værdier, der er i modstrid med dem, vores samfund bygger på. I sharia er muslimer placeret over ikke-muslimer, mænd over kvinder. Hvad sidstnævnte angår, står den utvetydige hierarkisering i direkte modstrid med de grundrettigheder, som kvinder i et moderne samfund er sikret via lovgivningen og menneskerettighederne. Med andre ord: Kvinders grundrettigheder bliver vægtet lavere end traditioner forankret i sharia.
Det helt centrale punkt er, at tørklædet er tvang for pigen og ikke et frivilligt valg. Forudsætning for valgfrihed i dette spørgsmål er indlysende, at tørklædet kan vælges fra. Sådan spiller klaveret bare ikke for et stigende antal indvandrerpiger i dagens Danmark. De har kun ét valg: At følge faderens og imamens vilje. Hvis de ikke vælger den vej, må de sige farvel til familie og slægt. Det er ikke en alternativ og ligeberettiget valgmulighed at skulle skære sine familiemæssige rødder over. Hertil kommer, at piger, der ikke følger de patriarkalske kulturmønstre, risikerer enten at blive myrdet eller presset til selvmord. Siden 1994 er der sket 18 familiehenrettelser i ærens navn i Danmark, fordi en pige eller hustru ikke ville indordne sig. Hvert henrettelse afskrækker og skræmmer en hel generation af indvandrerpiger og medvirker til at forstærke undertrykkelsen yderligere.
Mange muslimske børn (de fleste? Vi mangler tal og data - hvor er forskerne henne? I Konfliktsky-strup og Berøringsangst-nedre ligesom det store flertal af politikere?) bliver sat i en situation, som de aldrig har haft mulighed for at bestemme over. Pigebarnet i en troende muslimsk familie får besked på at bære tørklæde og gå i lange kjoler og bukser. Påklædningen medfører, at hun skal opføre sig på en bestemt måde, og hun har ikke mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved tørklædet, før det er for sent. Det kulturlige er i voksenalderen blevet en naturlig del af hendes identitet.
Med baggrund i tørklædebrug på verdensplan er det nemt at dokumentere, at hovedbeklædningen er udtryk for et menneskesyn præget af mandens dominans og kontrol over kvinden. Med tilsløring følger adskillelse mellem de to køn - med total adskillelse som idealet. Kvindens seksualitet anses for farlig og ukontrollabel for manden. Derfor skal den holdes nede, blandt andet gennem tildækning. Slør bæres først og fremmest af seksuelle og ikke religiøse grunde. For at dække håret og ikke vække lyst. Det er kvinden, som er i skyld i den fremkaldte lyst, ikke manden, som føler den. Tørklædet sætter skel mellem de rene og de urene kvinder (mig), de rigtige og de forkerte kvinder (mig), de sensuelle ufornuftige kvinder (mig) og de letantændelige, virile fornuftige mænd. Med den skillelinie bliver ligebehandling og ligestilling en by i Afghanistan, om end Islam nok så meget hævder ligeværd mellem kønnene.
En kvinde i Vesten kan - undertiden med rette - gøre gældende, at hun selv har valgt at bære tørklæde. Men hendes frihed forværrer den tvang, der udøves mod dem af hendes medsøstre, der ikke ønsker at bære symbolet. Tørklædet signalerer uanset den konkrete bærers eget sindelag (et ønske om) sharia, der er i klar konflikt med et frit demokratisk retssamfund.
Derfor kan det heller ikke komme på tale, at folkeskolelærere bærer det symbolladede, kønsadskillende tørklæde, i og med underviseren fungerer som rollemodel. Tørklædet optræder som et politisk symbol og får dermed funktion af politisk uniform. Forbud mod ideologiske signaler for lærere ved alle uddannelsesinstitutioner er således intet mindre end et minimumskrav.
Er en farbar vej frem et decideret uniformsforbud for også elever? I stil med uniformsforbudet fra 1936, hvor det hed, at det er "forbudt at bære Uniform eller Beklædningsgenstande, der kan sidestilles hermed, ligesom det er forbudt at bære Uniformsdele, Armbind eller iøjnefaldende Tegn, der viser, at Bæreren tilhører en politisk Organisation"?

Hvilke initiativer - udover de helt nødvendige kvoteordninger foreslået af Karen Jespersen - kan modvirke de patriarkalske kulturmønstre, som en stor gruppe tilvandrere søger at fastholde? (Betegnelsen tilvandrere dækker over de mennesker, der kommer til landet og lever i det danske samfund uden mindste ønske om at blive integreret. Af den enkle grund at det er en god muslims pligt IKKE at lade sig integrere).
Konkrete politiske tiltag må forankres i tre grundlæggende krav til alle uanset herkomst:

1. Alle skal tale dansk på et rimeligt niveau. Det betyder, at udebliver indvandrerkursister fra danskundervisning, falder der sanktioner i form af træk i de tildelte sociale ydelser. Ligesom etniske danskere skal trækkes i SU, hvis de har for meget fravær.
2. Alle skal udføre en form for samfundsnyttigt arbejde. Manglende kvalifikationer er ingen hindring eller undskyldning for ikke at bidrage med en eller anden form for arbejdsindsats.
3. Alle skal opføre sig i overensstemmelse med dansk lov og praksis. Sidstnævnte gælder i offentlige rum og institutioner. Hvad folk gør bag hjemmets fire vægge, må de selv om, vel at mærke så længe de stadigvæk overholder landets love, der fx forbyder hustruvold og børnerevselse.

Specifikt i forhold til tilvandrerne har det danske samfund, først og fremmest politikere og andre beslutningstagere, begået en kæmpefejl ved at stille økonomiske ydelser til rådighed fra dag 1 frem for at gøre det helt klart for de nytilkomne, at med penge følger arbejdsmæssige forpligtelser. (Jeg taler ikke om flygtninge). Dette gælder ikke mindst for den store del af de muslimske tilvandrere, som befinder sig på et uddannelsesniveau, hvor de ikke er i stand til at påtage sig normalt lønarbejde i et højteknologisk samfund.
Én måde at knække nøden på er at præsentere voksne arbejdsduelige borgere for følgende vilkår: Hvis du ikke er i stand til selv at skaffe dig et arbejde inden for X antal uger, skal du henvende dig på kommunen, hvor der ved dette første møde vil være en tolk til stede, hvis det er nødvendigt. På kommunekontoret vil forvaltningen forinden have foretaget en registrering af de borgere, der har givet udtryk for, at de har behov for hjælp til enten rengøring, havearbejde, vinduespudsning, hundeluftning, bilvask, hentning og bringning af børn, indkøb mv. Andre opgaver - for samfundet - er gaderenholdelse med håndkost, grafittifjerning og buskørsel for plejehjem og børnehaver, der skal på tur. Da ind- og tilvandrerne ikke kan dansk og dermed ikke er så effektive, skal de kun have 50 kr. i timen, som der til gengæld ikke skal svares skat af. De penge må de beholde selv, indtil de kan sproget, og dermed gradvist kan rykke op i normallønsområdet med følgende beskatning.
Indvandrerne skal forpligtes på 4 timers arbejde om dagen. Ellers bliver de sociale kasser lukket. (Samme princip for etniske danskere). Tiltaget skal gå hånd i hånd med den hidtidige indsats for at få indvandrere og familiesammenførte ind på det danske arbejdsmarked.
Tilvandrere skal ved ankomst ikke indkvarteres i lejligheder, men på centre med to rum pr. familie uanset størrelsen i X antal uger. Det vil på en helt anden måde virke motiverende for at komme i gang med såvel danskundervisning som aktiv arbejdssøgning.
Samfundet forlanger, at de voksne skal lære dansk på danske undervisningssteder, der selvfølgelig også skal være sekulære, altså uden tørklæde på. Når mor går uden tørklæde, behøver datter heller ikke. De voksne, der består henholdsvis Almenprøve 1 og Almenprøve 2 i dansk, modtager hver en bonus på 5000 kr.
Bederum og bøn i arbejdstiden er der ikke plads til i et videnssamfund. De allerede etablerede skal sløjfes i offentlige institutioner.
Det vil være hensigtsmæssigt at øge tilskuddet til repatriering efter princippet: Enten må ikke-integrationsvillige tage til et land, som bedre passer til deres ønsker og daglige praksis, eller de må acceptere de normer, som flertallet bekender sig til. Jeg skal være den første til at erkende, at denne fremgangsmåde er meget udansk, men nu har jeg i de sidste 20 år været vidne til, hvordan den danske model har spillet fallit. Derfor vil jeg nu anbefale et u-dansk alternativ.
Gymnastik skal både piger og drenge deltage i - og i hensigtsmæssigt tøj. Anmoder forældrene om fritagelse for faget, bliver års- og eksamenskarakter 00.
Kønsadskilt svømning med henvisning til koranen er fuldstændigt uacceptabel. Derimod er jeg åben over for at diskutere, hvorvidt svømmeundervisningen kunne begynde i 1. klasse og slutte i 3., altså før puberteten. Min åbenhed skyldes, at det er nødvendigt så præcist som muligt at ramme smertegrænsen for det lad-sig-gørlige. Hvis gevinsten er mindre end omkostningerne er vi lige vidt. Forstået på den måde at hvis krav og påbud fjerner forældrenes autoritet, så er konsekvensen, at børnene i stedet sendes i muslimske friskoler.
Lejrskole er en del af den danske folkeskole, og det kan muslimske elever ikke fritages fra. Men det er selvfølgelig OK at tage et vist hensyn til, at troende muslimer ikke spiser svinekød. Ligesom der tages passende hensyn til vegetarer. Den samme madpolitik kan føres ud i livet i vuggestuer og børnehaver.
Ovenstående initiativ-'pakke' skal ledsages af en massiv og løbende oplysningskampagne til tørklædepigerne under parolen: Det kan godt være du tror, at tørklæde signalerer værdighed, stolthed og ophøjethed, men det signal du i virkeligheden sender til omverden er: "Jeg er en kvinde, som er parat til at underkaste mig mænds dominans og en middelaldermørk bog."

Men hvad så? Er min kronik et kulturradikalt og frisindet opgør med fordomme, mørkemænd (imamer), stammekultur, snæversyn, politisk uniformering og religiøs formørkelse? Er det lykkedes mig at sætte ord på den bastante kvindeundertrykkelse, der foregår i en række muslimske miljøer, og som nødvendiggør en aktiv indsats mod åndelig konformisme og politisk uniformering?
Hvis kulturradikalisme handler om at gå i clinch med autoritære kulturmønstre, der ensretter individerne og undertrykker tanke- og kropsfrihed - ja, så blafrer svaret ikke mere i vinden.
Derfor gælder det også om for alle ægte kulturradikale at få hovedet ud af busken, foden op af hullet og turbo på kulturkampen - de steder, hvor løbet ikke allerede er kørt…..

(trykt i Jyllands Posten 19. november 2003)