Sløret kvindekamp?
Af Lone Nørgaard
Flere dagblade - deriblandt
Jyllands-Posten - har været ude med en kritik af kvindebevægelsens
tavshed. Mere præcist om det faktum, at mange kvindelige medborgere
i landet er underlagt undertrykkende patriarkalske normer fra det
7. århundredes Arabien. "Argumentationen" for tystheden kunne
og kan koges ned til følgende påstande: 1. Man kan
ikke lave revolution på andres vegne, hvilket betyder, at
de nydanske kvinder, der har problemerne inde på livet, selv
må gribe til handling 2. Ved at gå ind i debatten bliver
man såre nemt spændt for højrepopulismens vogn
og bærer dermed ved til det fremmedfjendske bål 3. Utidig
indblanding kan sidestilles med kulturimperialisme.
Mit afsæt ligger i, at jeg må afvise de ovenstående 3
standpunkter med følgende begrundelser: Ad 1) Jeg ser ingen
kvalitativ forskel på at være engageret i fx at forhindre
handel med kvinder og så i at være engageret i at
bekæmpe fx tvangsægteskaber. I begge tilfælde ytrer
jeg mig på andres vegne i en (naiv, misforstået?) tro
på, at det i hvert fald er bedre at tale end at trække
gardinerne for. Ad 2) At tie vil som regel altid blive forvekslet med
at samtykke, og eftersom jeg ikke kan samtykke i hverken
tvangsægteskaber, krav om jomfruelighed ved
ægteskabsindgåelse eller sønners overordnede status
i forhold til døtre, må jeg pippe med det næb, jeg
har. Strudsestrategien fører i hvert fald helt sikkert ingen
vegne hen og ændrer ingen holdninger. Ad 3) Hvis jeg køber
det bekvemme lighedstegn mellem indblanding og kulturimperialisme,
følger det logisk, at jeg så også må
erklære mig indforstået med såvel
håndsafhugning for tyveri, henrettelse af homoseksuelle og
omskæring af pigebørn.
Tørklædet er mere
end noget andet blevet et symbol på en igangværende
kultur-, kvinde- og værdikamp, men diskussionen om
tørklæder set i perspektivet 'kvinders selvbestemmelse' er
ikke sådan lige at få sat på én formel.
Iflg. muslimske røster m/k lider såvel uvidende og
fremmedfjendske som veluddannede og velmenende danskere af fejlagtige
opfattelser af tørklædet og dets mangfoldige
symbolværdi. Denne karakteristik er jeg ikke sikker på
holder vand, selv om jeg da gerne vil skrive under på, at
tørklædet kan have mange betydninger. Jeg tror ret beset,
at vi er rigtigt mange, som godt ved, at en del
tørklædebærende kvinder i Danmark befinder sig i en
situation, hvor de sætter lighedstegn mellem 'at bære
tørklæde' og politisk aktiv kvinde, 'at bære
tørklæde' og ære/stolthed', 'at bære
tørklæde' og afstandtagen til den massive seksuelle
objektgørelse af kvinder i Vesten.
Jeg er selv blevet hjulpet på vej til denne indsigt med
følgende tankeeksperiment: Jeg er af arbejdsmæssige grunde
nødt til at emigrere til det fiktive land Saudistan. Kulturen i
dette land tilsiger fra gammel tid, at alle kvinder skal gå med
måsen bar, og det er ikke tilladt at tilhylle den. Hvordan ville
jeg have det med at få overskredet min
blufærdighedsgrænse på dette område? Jeg tror,
at jeg ville betakke mig for at bevæge mig rundt i det offentlige
rum med blottede kønsdele, og en række muslimske kvinder
er altså opdraget til at opfatte hoved(hår)et som et sted
på kroppen, der er overordentligt intimt og følgelig skal
skjules.
Hvilket betyder, at tørklædedebatten skal handle om alt
muligt andet end at slå muslimske kvinder oven i hovedet.
Tørklædet er først og fremmest et symbol, ikke en
ørervarmer mod den danske vinterkulde, men problemet er, at selv
om jeg sætter hele min rationalitet ind på en
forståelse og accept af tørklædets mangetydighed,
kan jeg ikke unddrage mig det dominerende tolkningsfilter:
Tørklædet signalerer først og fremmest
middelalderlig, feudal, patriarkalsk tankegang med en stereotyp kvinde-
og mandeopfattelse og med associationer til udannet fattigdom. Som
langt hyppigere end det modsatte da også viser sig at være
den virkelighed, hvori muslimske kvinder lever, når blikket
glider globen rundt.
Derfor er det min påstand, at hvis muslimske kvinder i de
vestlige lande systematisk blev orienteret om, at
tørklædet ikke kun tjener et uskyldigt
blufærdighedsformål, men ud over middelalderlig tankegang
giver tegn om 1) Jeg er parat til at indhylle mit hår, så
jeg ikke kommer til at friste mænd seksuelt - selv når
tildækningen er upraktisk, varm og ubehagelig 2) Jeg er parat til
at underkaste mig mænds definitioner af kvindelighed 3) Jeg er
parat til at underkaste mig en kvindefjendsk religion og kende min
plads - ja så kunne det godt være, at de samme kvinder
på kort eller lang sigt ville overveje at lade
tørklædet fare. Lige som jeg er overbevist om, at jeg
ville vænne mig til at gå med måsen bar.
Hertil kommer, at hvor overbevisende muslimer m/k end argumenterer for,
at muslimske kvinder selv ønsker at bære
tørklæde, som ergo ikke kan være et udtryk for
undertrykkelse, så vil tørklædet i et sekulariseret
samfund pr. definition komme til at fungere kvindeundertrykkende
på deres ikke-tørklæde-bærende
medsøstre. Den konsistente konsekvens af synspunktet
"Kvindehår skal tildækkes for at mænd ikke skal lade
sig friste" er uden for diskussion, at frit hår sender et signal
ud inden for registeret skamløs kvinde/fristerinde/billig luder,
hvis uanstændige påklædning er skyld i og legitimerer
mænds ringeagt og evt. seksuelle overgreb.
Derfor spørger jeg: Skylder man ikke i langt højere grad
at oplyse muslimske kvinder i Danmark om, at selv om de i egen
selvforståelse udsender stolthed og selvrespekt til omgivelserne
med deres hovedbeklædning, så bliver det ikke den tolkning,
der vil sejre i en demokratisk, fremsynet kultur, hvor kønnenes
ligestilling - i hvert fald på papiret - er det store hit?
Skylder man ikke at fortælle dem, at de med deres
tørklæde i langt højere grad vil risikere at komme
til at stå bagerst i køen på det danske
arbejdsmarked? Og skylder man ikke samtidig at oplyse muslimske drenge
og mænd om, at tørklædet også kan anskues som
et udtryk for den mest raffinerede form for mandeundertrykkelse, en
nedgøring af det mandlige køn? For hvad er det for et
billede af manden, den famøse hovedbeklædning peger
på? Manden er et vilddyr og et udyr, der er så meget i sine
seksuelle drifters vold, at han bare ikke KAN styre sig, hvis han ser
blot fligen af en brun lok eller spidsen af en sort fletning med
rødder i et kvindehovede.
Danmark har siden reformationens indførelse i 1536 været
et sekulariseret samfund. Sekulariseringen har medført, at
religionen igennem næsten 500 år har udviklet sig til at
være et privat anliggende mellem den enkelte og hans gud.
Sekulariseringen har samtidigt afstedkommet, at ingen person
påtvinges religiøst betingede adfærdsmønstre,
og at enhver har ret til at dyrke sin tro på sine private
enemærker.
Derfor brød den berømte dom i tørklædesagen
vel også med et gammelt princip om, at retten til at dyrke sin
religion ikke giver retten til at påtvinge sine omgivelser af
anden observans denne religions forbud og påbud?
Spørgsmålstegnet skyldes, at jeg fortsat er i tvivl, og
når jeg hælder til, at dommen rent faktisk var et
afgørende brud, er det med baggrund i nogle fiktive paralleller,
der forhåbentlig kan fungere som anskuelige eksempler: a) Ulla er
født og opvokset i et strengt indremissionsk miljø i
Vestjylland. Gennem hele sin opvækst er hun blevet tudet
ørerne fulde om synd og skyld og Guds straf over de vantro, og
hun har annammet budskabet. Hvilket bl.a. har til følge, at hun
opfatter dans som djævelskab og alkohol tilsvarende. Efter hun er
gået ud af skolen, får hun en læreplads i Brugsen i
den største nærliggende by, hvor hun hurtigt får lov
til at sidde ved kassen. Hver gang en kunde lægger enten
øl, vin eller spiritus på varebåndet, føler
hun sig kaldet til at fortælle den pågældende, at
indtagelse af alkohol er syndigt og fører lukt udi
fordærv. Hun opfatter det som min moralske pligt at læse
den gudløse forbruger teksten i form af et "Gud bevare dig -
hold dig fra alkohol".
b) På rådhuset i samme by bliver Anne-Mette ansat.
Også hun er født ind i en streng indremissionsk familie.
Første gang hun ser den unge mandlige pedel kysse Karina nede
fra kantinen i forhallen, går hun over til dem og fortæller
dem, at kysseri i offentlighed er syndigt og alene hører
privatlivet og ægteskabet til.
En sådan adfærd ville ikke blive accepteret, vel?
Er det på den baggrund urimeligt at stille muslimer over for
følgende valg: Enten praktiserer I jeres religion inden for
hjemmets og moskeens og jeres private skolers og institutioners fire
vægge, eller også må I flytte til et muslimsk land,
hvor religion og samfund er fuldstændigt sammenvævet og
religion altså ikke et spørgsmål overladt til den
enkeltes samvittighed og forgodtbefindende. For heller ikke en Ulla og
en Anne-Mette skal have lov til at pånøde omgivelserne
deres religiøse normsæt, og de indremissionsk opdragede
kvinder må acceptere, at deres religiøse overbevisning er
en privatsag, som de må dyrke i privatregi. Hvis de altså
fortsat ønsker at leve i et sekulariseret samfund.
I et gennemsekulariseret samfund er religion en privatsag, at
bære tørklæde uden for intimsfæren er det
ikke. I forlængelse af det famøse
tørklædesymbol er det derfor relevant at rejse
spørgsmålet, om kvinders grundrettigheder ikke er truet
med de religiøse skrifter, der er gennemsyret af patriarkalske
tankegange? Og om religionsfrihed skal sættes over andre
rettigheder? Fx kvinders, som slet ikke medtænkes i en diskussion
om religionsfrihedens grænser. For kvinders rettigheder inden for
deres egen religion kan da ikke være det omgivende samfund
uvedkommende? En tidssvarende, og dermed anti-fundamentalistisk,
fortolkning må indebære, at der ikke er frit slag for en
religions manglende accept af kvinders grundrettigheder med en bekvem
henvisning til - religionsfriheden. Samt at (mandlige) medlemmer af et
trossamfund ikke bare kan insistere på retten til selv at
bestemme over indre anliggender og kræve ikke-indblanding fra det
omgivende samfund, hvis fx kvinder eller pigebørns rettigheder
bliver krænket.
En fundamentalistisk fortolkning af kristendommen udelukker kvinder fra
præstegerningen. Og enhver feminist med respekt for sig selv kan
stå på et ben og citere Paulus' berømte ord, om at
kvinder skal tie i forsamlinger. Hvor ortodoksien har overtaget, kan
Islam og kristendommen således tage hinanden smukt i
hånden. Men sagen er den, at kristendommen i dag kun få
steder eksisterer i denne dogmatiske udgave. I modsætning til
Islam.
Mit udgangspunkt for fortolkning af religionsfriheden er altså,
at det danske samfund er et sekulariseret samfund, og inden for denne
ramme skal diverse religioner så finde deres plads. Og dér
hvor kvinders rettigheder bliver krænket ved tvangsmæssige
foranstaltninger med legitimation i religionen, bør staten gribe
ind og håndhæve grundlæggende menneskerettigheder.
Som langt om længe også er kommet til at omfatte den
kvindelige halvdel af menneskeheden.
Som borger får jeg gang på gang at vide, at integration
ikke handler om tørklæder, men om villigheden til at indse
at integrationen skal gå begge veje. Og at kulturmødet er
frugtbart for mig og det samfund, jeg er vokset op i. Her springer min
kæde af, for integration handler selvfølgelig også
om tørklæder, og hvad dette stykke hovedtøj
bærer på af symbolværdier. Og for så vidt
angår villigheden til at indse, at integrationen skal gå
begge veje, kommer min villighed ganske og aldeles an på, i
hvilket omfang islam antager doktrin-form. To modsatrettede
værdisæt, et demokratisk og et autoritært, kan nemlig
aldrig forenes eller sammensmeltes, og det autoritære
værdisæt, der også findes i Islam (i Danmark), vil
jeg aldrig komme i møde, men tværtimod forsøge at
dæmme op for det bedste, jeg har lært.
(Trykt i Jylllands-Posten tirsdag den 24 juli 2001)