Sløret kvindekamp?
Af Lone Nørgaard

Flere dagblade - deriblandt Jyllands-Posten - har været ude med en kritik af kvindebevægelsens tavshed. Mere præcist om det faktum, at mange kvindelige medborgere i landet er underlagt undertrykkende patriarkalske normer fra det 7. århundredes Arabien. "Argumentationen" for tystheden kunne og kan koges ned til følgende påstande: 1. Man kan ikke lave revolution på andres vegne, hvilket betyder, at de nydanske kvinder, der har problemerne inde på livet, selv må gribe til handling 2. Ved at gå ind i debatten bliver man såre nemt spændt for højrepopulismens vogn og bærer dermed ved til det fremmedfjendske bål 3. Utidig indblanding kan sidestilles med kulturimperialisme.
Mit afsæt ligger i, at jeg må afvise de ovenstående 3 standpunkter med følgende begrundelser: Ad 1) Jeg ser ingen kvalitativ forskel på at være engageret i fx at forhindre handel med kvinder og så i at være engageret i at bekæmpe fx tvangsægteskaber. I begge tilfælde ytrer jeg mig på andres vegne i en (naiv, misforstået?) tro på, at det i hvert fald er bedre at tale end at trække gardinerne for. Ad 2) At tie vil som regel altid blive forvekslet med at samtykke, og eftersom jeg ikke kan samtykke i hverken tvangsægteskaber, krav om jomfruelighed ved ægteskabsindgåelse eller sønners overordnede status i forhold til døtre, må jeg pippe med det næb, jeg har. Strudsestrategien fører i hvert fald helt sikkert ingen vegne hen og ændrer ingen holdninger. Ad 3) Hvis jeg køber det bekvemme lighedstegn mellem indblanding og kulturimperialisme, følger det logisk, at jeg så også må erklære mig indforstået med såvel håndsafhugning for tyveri, henrettelse af homoseksuelle og omskæring af pigebørn.

Tørklædet er mere end noget andet blevet et symbol på en igangværende kultur-, kvinde- og værdikamp, men diskussionen om tørklæder set i perspektivet 'kvinders selvbestemmelse' er ikke sådan lige at få sat på én formel.
Iflg. muslimske røster m/k lider såvel uvidende og fremmedfjendske som veluddannede og velmenende danskere af fejlagtige opfattelser af tørklædet og dets mangfoldige symbolværdi. Denne karakteristik er jeg ikke sikker på holder vand, selv om jeg da gerne vil skrive under på, at tørklædet kan have mange betydninger. Jeg tror ret beset, at vi er rigtigt mange, som godt ved, at en del tørklædebærende kvinder i Danmark befinder sig i en situation, hvor de sætter lighedstegn mellem 'at bære tørklæde' og politisk aktiv kvinde, 'at bære tørklæde' og ære/stolthed', 'at bære tørklæde' og afstandtagen til den massive seksuelle objektgørelse af kvinder i Vesten.
Jeg er selv blevet hjulpet på vej til denne indsigt med følgende tankeeksperiment: Jeg er af arbejdsmæssige grunde nødt til at emigrere til det fiktive land Saudistan. Kulturen i dette land tilsiger fra gammel tid, at alle kvinder skal gå med måsen bar, og det er ikke tilladt at tilhylle den. Hvordan ville jeg have det med at få overskredet min blufærdighedsgrænse på dette område? Jeg tror, at jeg ville betakke mig for at bevæge mig rundt i det offentlige rum med blottede kønsdele, og en række muslimske kvinder er altså opdraget til at opfatte hoved(hår)et som et sted på kroppen, der er overordentligt intimt og følgelig skal skjules.
Hvilket betyder, at tørklædedebatten skal handle om alt muligt andet end at slå muslimske kvinder oven i hovedet. Tørklædet er først og fremmest et symbol, ikke en ørervarmer mod den danske vinterkulde, men problemet er, at selv om jeg sætter hele min rationalitet ind på en forståelse og accept af tørklædets mangetydighed, kan jeg ikke unddrage mig det dominerende tolkningsfilter: Tørklædet signalerer først og fremmest middelalderlig, feudal, patriarkalsk tankegang med en stereotyp kvinde- og mandeopfattelse og med associationer til udannet fattigdom. Som langt hyppigere end det modsatte da også viser sig at være den virkelighed, hvori muslimske kvinder lever, når blikket glider globen rundt.
Derfor er det min påstand, at hvis muslimske kvinder i de vestlige lande systematisk blev orienteret om, at tørklædet ikke kun tjener et uskyldigt blufærdighedsformål, men ud over middelalderlig tankegang giver tegn om 1) Jeg er parat til at indhylle mit hår, så jeg ikke kommer til at friste mænd seksuelt - selv når tildækningen er upraktisk, varm og ubehagelig 2) Jeg er parat til at underkaste mig mænds definitioner af kvindelighed 3) Jeg er parat til at underkaste mig en kvindefjendsk religion og kende min plads - ja så kunne det godt være, at de samme kvinder på kort eller lang sigt ville overveje at lade tørklædet fare. Lige som jeg er overbevist om, at jeg ville vænne mig til at gå med måsen bar.
Hertil kommer, at hvor overbevisende muslimer m/k end argumenterer for, at muslimske kvinder selv ønsker at bære tørklæde, som ergo ikke kan være et udtryk for undertrykkelse, så vil tørklædet i et sekulariseret samfund pr. definition komme til at fungere kvindeundertrykkende på deres ikke-tørklæde-bærende medsøstre. Den konsistente konsekvens af synspunktet "Kvindehår skal tildækkes for at mænd ikke skal lade sig friste" er uden for diskussion, at frit hår sender et signal ud inden for registeret skamløs kvinde/fristerinde/billig luder, hvis uanstændige påklædning er skyld i og legitimerer mænds ringeagt og evt. seksuelle overgreb.
Derfor spørger jeg: Skylder man ikke i langt højere grad at oplyse muslimske kvinder i Danmark om, at selv om de i egen selvforståelse udsender stolthed og selvrespekt til omgivelserne med deres hovedbeklædning, så bliver det ikke den tolkning, der vil sejre i en demokratisk, fremsynet kultur, hvor kønnenes ligestilling - i hvert fald på papiret - er det store hit? Skylder man ikke at fortælle dem, at de med deres tørklæde i langt højere grad vil risikere at komme til at stå bagerst i køen på det danske arbejdsmarked? Og skylder man ikke samtidig at oplyse muslimske drenge og mænd om, at tørklædet også kan anskues som et udtryk for den mest raffinerede form for mandeundertrykkelse, en nedgøring af det mandlige køn? For hvad er det for et billede af manden, den famøse hovedbeklædning peger på? Manden er et vilddyr og et udyr, der er så meget i sine seksuelle drifters vold, at han bare ikke KAN styre sig, hvis han ser blot fligen af en brun lok eller spidsen af en sort fletning med rødder i et kvindehovede.

Danmark har siden reformationens indførelse i 1536 været et sekulariseret samfund. Sekulariseringen har medført, at religionen igennem næsten 500 år har udviklet sig til at være et privat anliggende mellem den enkelte og hans gud. Sekulariseringen har samtidigt afstedkommet, at ingen person påtvinges religiøst betingede adfærdsmønstre, og at enhver har ret til at dyrke sin tro på sine private enemærker.
Derfor brød den berømte dom i tørklædesagen vel også med et gammelt princip om, at retten til at dyrke sin religion ikke giver retten til at påtvinge sine omgivelser af anden observans denne religions forbud og påbud? Spørgsmålstegnet skyldes, at jeg fortsat er i tvivl, og når jeg hælder til, at dommen rent faktisk var et afgørende brud, er det med baggrund i nogle fiktive paralleller, der forhåbentlig kan fungere som anskuelige eksempler: a) Ulla er født og opvokset i et strengt indremissionsk miljø i Vestjylland. Gennem hele sin opvækst er hun blevet tudet ørerne fulde om synd og skyld og Guds straf over de vantro, og hun har annammet budskabet. Hvilket bl.a. har til følge, at hun opfatter dans som djævelskab og alkohol tilsvarende. Efter hun er gået ud af skolen, får hun en læreplads i Brugsen i den største nærliggende by, hvor hun hurtigt får lov til at sidde ved kassen. Hver gang en kunde lægger enten øl, vin eller spiritus på varebåndet, føler hun sig kaldet til at fortælle den pågældende, at indtagelse af alkohol er syndigt og fører lukt udi fordærv. Hun opfatter det som min moralske pligt at læse den gudløse forbruger teksten i form af et "Gud bevare dig - hold dig fra alkohol".
b) På rådhuset i samme by bliver Anne-Mette ansat. Også hun er født ind i en streng indremissionsk familie. Første gang hun ser den unge mandlige pedel kysse Karina nede fra kantinen i forhallen, går hun over til dem og fortæller dem, at kysseri i offentlighed er syndigt og alene hører privatlivet og ægteskabet til.
En sådan adfærd ville ikke blive accepteret, vel?
Er det på den baggrund urimeligt at stille muslimer over for følgende valg: Enten praktiserer I jeres religion inden for hjemmets og moskeens og jeres private skolers og institutioners fire vægge, eller også må I flytte til et muslimsk land, hvor religion og samfund er fuldstændigt sammenvævet og religion altså ikke et spørgsmål overladt til den enkeltes samvittighed og forgodtbefindende. For heller ikke en Ulla og en Anne-Mette skal have lov til at pånøde omgivelserne deres religiøse normsæt, og de indremissionsk opdragede kvinder må acceptere, at deres religiøse overbevisning er en privatsag, som de må dyrke i privatregi. Hvis de altså fortsat ønsker at leve i et sekulariseret samfund.
I et gennemsekulariseret samfund er religion en privatsag, at bære tørklæde uden for intimsfæren er det ikke. I forlængelse af det famøse tørklædesymbol er det derfor relevant at rejse spørgsmålet, om kvinders grundrettigheder ikke er truet med de religiøse skrifter, der er gennemsyret af patriarkalske tankegange? Og om religionsfrihed skal sættes over andre rettigheder? Fx kvinders, som slet ikke medtænkes i en diskussion om religionsfrihedens grænser. For kvinders rettigheder inden for deres egen religion kan da ikke være det omgivende samfund uvedkommende? En tidssvarende, og dermed anti-fundamentalistisk, fortolkning må indebære, at der ikke er frit slag for en religions manglende accept af kvinders grundrettigheder med en bekvem henvisning til - religionsfriheden. Samt at (mandlige) medlemmer af et trossamfund ikke bare kan insistere på retten til selv at bestemme over indre anliggender og kræve ikke-indblanding fra det omgivende samfund, hvis fx kvinder eller pigebørns rettigheder bliver krænket.
En fundamentalistisk fortolkning af kristendommen udelukker kvinder fra præstegerningen. Og enhver feminist med respekt for sig selv kan stå på et ben og citere Paulus' berømte ord, om at kvinder skal tie i forsamlinger. Hvor ortodoksien har overtaget, kan Islam og kristendommen således tage hinanden smukt i hånden. Men sagen er den, at kristendommen i dag kun få steder eksisterer i denne dogmatiske udgave. I modsætning til Islam.
Mit udgangspunkt for fortolkning af religionsfriheden er altså, at det danske samfund er et sekulariseret samfund, og inden for denne ramme skal diverse religioner så finde deres plads. Og dér hvor kvinders rettigheder bliver krænket ved tvangsmæssige foranstaltninger med legitimation i religionen, bør staten gribe ind og håndhæve grundlæggende menneskerettigheder. Som langt om længe også er kommet til at omfatte den kvindelige halvdel af menneskeheden.
Som borger får jeg gang på gang at vide, at integration ikke handler om tørklæder, men om villigheden til at indse at integrationen skal gå begge veje. Og at kulturmødet er frugtbart for mig og det samfund, jeg er vokset op i. Her springer min kæde af, for integration handler selvfølgelig også om tørklæder, og hvad dette stykke hovedtøj bærer på af symbolværdier. Og for så vidt angår villigheden til at indse, at integrationen skal gå begge veje, kommer min villighed ganske og aldeles an på, i hvilket omfang islam antager doktrin-form. To modsatrettede værdisæt, et demokratisk og et autoritært, kan nemlig aldrig forenes eller sammensmeltes, og det autoritære værdisæt, der også findes i Islam (i Danmark), vil jeg aldrig komme i møde, men tværtimod forsøge at dæmme op for det bedste, jeg har lært.

(Trykt i Jylllands-Posten tirsdag den 24 juli 2001)