Kvindekamp er tørklædekamp
Af Lone Nørgaard

Så skal vi på den igen - diskussionen om tørklæder - men jeg kan forsikre om, at den diskussion ikke standser, før Danmark enten er blevet islamiseret, eller det muslimske tørklæde er blevet forbudt på alle offentlige (uddannelses)institutioner. Bertel Haarder vil(le) ikke være minister for leverpostej og tørklæder, men det bliver nu nok et standpunkt, han kommer til at tage op til revision.

Den konkrete anledning til dagens tørklæde-runde er, at en større gruppe muslimske tørklæde-bærende medicinstuderende er på vej som praktiserende læger og har til sinds at udføre deres lægegerning iført tørklæde. Den går bare ikke - eller rettere sagt: Det kan godt være, at jeg på et tidspunkt kommer til at bøje nakken og mine fritflagrende grå hår, men det bliver ikke uden sværdslag. For jeg hverken kan eller vil acceptere en læge med tørklæde. Ligesom jeg ikke kan have en katolsk læge, der ville søge at tale mig fra den provokerede abort, jeg måtte ønske. Og ligesom jeg ikke kan have en læge, der skilter med, at han er transvestit eller homoseksuel.

Det er nødvendigt igen og igen at slå fast, at tørklædet handler om langt mere end den individuelle kvindes valg af påklædning. Med baggrund i tørklædebrug på verdensplan er det såre simpelt at dokumentere, at tørklæder er udtryk for et menneskesyn præget af mandens dominans og kontrol af kvinden.

Det er korrekt, at en række kvinder i Vesten vil kunne gøre gældende, at de selv har valgt at bære tørklæde. Samt at tilsløring i virkeligheden er en slags “ny identitet” for muslimske kvinder. Men uanset en kvindes individuelle valg øger hendes frihed tvangen over for de medsøstre, der ikke ønsker at tilhylle sig. Tørklædet signalerer sharia uafhængigt af den konkrete bærers selvforståelse og personlige holdning til klædningsstykket. Med tørklædet sættes skel mellem rene og urene kvinder, troende og vantro.

Lad os for eksemplets skyld forestille os, at jeg fik trang til at hænge en hagekors-broche på blusen. Jeg ville nok så meget kunne hævde, at det hagekors, jeg bar rundt på, repræsenterede et soltegn eller et verdenshjul, og dermed blot var et eksotisk og ganske uskyldigt smykke. Den påstand – eller tolkning - ville jeg bare ikke komme en meter med på grund af hagekorsets historie og kraftfulde symbolværdi. Præcis den samme mekanisme gør sig gældende i forbindelse med tørklædet. Tørklæde-tolkning 1 = jeg er en stolt, fri kvinde, der selv har valgt - bliver så at sige ’overruled’ af tørklæde-tolkning 2 = kvinder skal qua deres køn være klædt og opføre sig på en bestemt måde.

Tørklæde-tolkning 2 går suverænt af med sejren, så længe millioner af kvinder på verdensplan ikke har noget frit valg med hensyn til at iføre sig slør eller ej. Så længe det frie valg på globalt plan er en fiktion, så længe udtrykker tørklædet først og fremmest kontrol af kvinders seksualitet og udfoldelse. I de (få) tilfælde hvor kvinder selv har valgt det, må tørklædebærende kvinder opfattes som et udtryk for, at de støtter en islamisering af samfundet. Det gælder altså også nu veluddannede, muslimske lægestuderende, der er opvokset i Danmark og har fået deres uddannelse her.

Jeg ville ønske, at de selv samme kvinder kunne se ud over deres egen tørklædesnip. Der findes nemlig ikke ét sted med islamister ved magten, hvor det er overladt den enkelte kvinde at afgøre, om hun vil trække i tørklæde. Det hvad enten vi taler præstestyre eller vestlige indvandrer-enklaver. Også i Danmark er det et stigende problem, at tørklædeløse piger bliver presset, generet og chikaneret, hvis de ikke vil dække sig til. Eller decideret udsat for vold. Hvor blev valgfriheden af?

Tilsløringen giver sig mere og mere ekstreme udtryk. I dag er det således hverdagskost i Valby i København at se indpakkede kvinder, hvor man kun ser deres øjne. Jeg oplever det som en lige højre at skulle forholde mig tavst til en sådan begrænsning af kvinders bevægelsesfrihed i mit eget land. Selv små piger helt ned til 1. klassetrin kan nu ses fuldt tildækkede, hvilket er en katastrofe. For når en pige tvinges til at gå med tørklæde i den alder og dække sig til, indskrænker det ikke bare hendes råderum. Det påvirker hendes selvforståelse, så det er i virkeligheden et psykoseksuelt overgreb, der mærker hende for livet.

Jeg er intimideret af den indflydelse islam allerede har fået i Danmark i form af religiøs særbehandling – taget i betragtning at antallet af muslimer kun er 5% af landets befolkning. Og nu kommer tilsyneladende også et uforståeligt knæfald for et muslimsk råd. Jeg fatter ikke, at så få danske kvinder er på banen i den offentlige debat. Skyldes det dobbeltarbejdet? Konfliktskyhed? Uvidenhed? Frygt for repressalier? Misforstået tolerance? Forestillingen om at oprøret må komme fra indvandrerkvinderne selv? Ligegyldighed?

Jeg ved det ikke, men én ting ved jeg: Glem alt om dialog for så vidt angår tørklædet. Forbyd det i offentlige institutioner. Af den enkle grund at tørklædet mere end noget andet udtrykker en kultur, som frygter kvinders frihed, og som dermed er uforenelig med modernitet, ligestilling og demokrati.

Så tro det eller ej, men kvindekamp er i dagens Danmark blevet - en tørklædekamp….

(Trykt i Jyllands-Posten søndag den 18. september 2005).