Er kvinde kvinde værst?
Af Lone Nørgaard

Er kvinde kvinde værst? Nogle vil sikkert mene det, når jeg hævder, at fx Lene Espersen skulle have afholdt sig fra at få børn. Ligesom en række andre (karriere)kvinder skulle have truffet den fornuftige beslutning at anskaffe sig hund, kat eller kanariefugl frem for de børn, som de ikke selv har tid eller trang til at drage omsorg for.

Kvinder og karriere har været fast punkt på det kønspolitiske ligestillingsprogram i en årrække. Hvad har resultatet været? At mor og far deles smukt om byrderne ude og hjemme. Næh, det er såmænd undtagelsen, viser diverse undersøgelser. Facit lyder i stedet på et galopperende antal skilsmisser og stadig flere følelsesmæssigt forsømte og overinstitutionaliserede børn.
Dette er benhård virkelighed anno 2003. Mænd gider ikke passe børn, MEN – og det er nyheden i føljetonen om far-mor-børn-og-arbejde - det gider flere og flere kvinder heller ikke. Og karrierekvinder gør det i hvert fald slet ikke og af fuldt forståelige grunde. Hvis deres mest brændende ønske havde været først at få børn, siden at tage sig af dem, så havde de ikke kæmpet systematisk for at skaffe sig ind på poster, der kræver et sted mellem 50 og 80 timers arbejdsuge.

Men selv om børn nu til dags bliver anskaffet på linje med bil og båd, så lider børn af den skavank først og fremmest at være arbejde. Vel at mærke hvis forældrene har til hensigt at tage deres børneomsorg alvorligt. Barneprojektet bliver godt nok aldrig solgt under denne uspiselige varebetegnelse, men en kendsgerning er den store arbejdsbyrde.
For klarhedens skyld definerer jeg lige mit omsorgsbegreb. Forældrene skal drage omsorg for barnet og varetage dets interesser. Deres rettigheder består i at kunne træffe bestemmelse om, hvordan barnet skal opdrages og uddannes, hvor det skal bo og opholde sig, og hvilken mad og tøj, det skal have. Til rettighederne er knyttet en omsorgspligt. Barnet skal således have tilstrækkeligt mad og tøj, tag over hovedet, og lægehjælp i sygdomstilfælde. Omsorgspligten omfatter imidlertid også pligten til at opdrage barnet, lære det at begå sig blandt andre mennesker (sociale kompetencer såsom at sidde stille på en stol i et klasseværelse), sørge for at barnet får almindelige kundskaber (fx at kende klokken og binde sine egne snørebånd) udover skolegang og uddannelse.

Når jeg betjener mig af ordet børneomsorg, forudsætter jeg, at den udføres af forældre, der tager yngelplejen alvorligt. Forældre, der institutionaliserer deres børn mere end ca. 30-32 timer pr. uge falder uden for denne kategori. Det samme gør den mor og far, der tillader, at Lille Peter indtager aftensmaden alene foran tv'et på eget værelse. Eller ikke sørger for, at Store Søren får sund morgenmad inden skolegang. Denne laden-stå-til opfatter jeg som eksempler på ansvarsforflygtigelse synonymt med omsorgssvigt.

Karrierekvinder, men såmænd også de fleste andre fuldtidsarbejdende m/k, kan således vælge mellem pesten og koleraen: Enten kan de forsømme deres arbejde eller de kan forsømme deres børn. Forsømte børn bliver der stadig flere af. Se bare på sværmen af overvægtige unge mænd, det stigende antal unge piger med spiseforstyrrelser, stadig flere utilpassede drenge, unge på 14-15 år der drikker og ryger sig lamme og skæve, stofmisbrug, et voksende antal børn i specialundervisning eller hos skolepsykolog eller anbragt uden for hjemmet, øget stress og ringe selvværd.

Hovedforklaringerne er såre simple: 1. Det kæmpe gratis omsorgsarbejde kvinder ydede i hjemmet er minimeret. 2. Når der ikke mere er nogen ydre økonomisk nødvendighed, der kræver afsavn og behovsudskydelse, så tager det umiddelbare lystprincip over. Som imidlertid hurtigt kan slå om i frustration og smerte, når en laden-stå-til viser sig at have barske konsekvenser. Et enkelt eksempel må række her: Mange børn og unge hænger foran diverse skærme og æder sig tykke og kvabsede frem for som før at løbe med aviser for at skaffe familien smør på brødet. I dag går de rigelige lommepenge til cola, chips og Counterstrike i det omfang den ikke står på vodka, vin og valium.

Denne ”opdragelse” skal der gøres op med, og da den dårlige samvittighed hidtil har vist sig utilstrækkelig som motivation til at få forældrene til at drosle ned på arbejdsmarkedet, må der nye grydesvampe til.
Recepten til gavn for erkendelse af pligter og ansvarlighed lyder: 1. De første 18 måneder af et barns liv er der ingen offentlige pasningstilbud. Normale børn under 18 måneder har ingen interesse i at komme i vuggestue. 2. Intet barn mellem 1½ og 6 år må være længere i institution end 30 timer om ugen. De 30 timer er OK, for børn har godt af at være sammen med andre børn i leg og fælles socialisering, og de 30 timer vil give mor og far mulighed for at tage et deltidsjob. 3. Børnepengene afskaffes det første 1½ år af et barns liv.

Med de rammer for samfundets ikke-bidrag til småbørnspasning vil kommende forældre på ganske anden vis end i dag være pisket til seriøse overvejelser, om deres aktuelle liv og levestandard nu også kan forenes med at anskaffe barn. Og hvis svaret er: Ja - så vil det deltidsarbejde, mor eller far bliver nødt til at vælge, være selve beviset på, at barnet er andet og mere end anskaffelse af endnu et forbrugsgode.

Uspiseligt med mor m/k tilbage til kødgryderne eller rettere sagt som fysisk tilgængelig tovholder? No problemos – lad være med at få børn, og så har begge køn min fulde og hele velsignelse til at sætte fuld turbo på karriere, kapitalforøgelse og Kina-rejser….

(artikel trykt i Politiken lørdag d. 26. juli 03)