Ud med Labaner’ne
Af Lone Nørgaard
Familien til den dørmand, der i forrige uge dræbte en
ung mand på Nørrebro, lover at holde sig væk fra
København for at undgå hævn. Den dræbtes
familie er angiveligt klar til at indgå en sådan fredsaftale.
Sådan cirka kan jeg læse i dagspressen d. 8. juni 2005.
I dagene forinden har jeg gang på gang været ved at falde
ned af min køkkentaburet, når jeg har læst aviser
og hørt radio. ”Blodpenge” er det nye ord i dansk
debat. Som tilsyneladende bliver taget alvorligt af en række
såkaldt seriøse medier.
"Skal vi undgå hævn, mener jeg, at løsningen
er blodpenge. Det er normal praksis blandt muslimer, at der betales
til den afdødes familie, og det er bedre end yderligere skyderi,
siger Abu Laban til Morgenavisen Jyllands-Posten." (DR Nyheder
Online)
Hvorpå ’Deadline’ på DR2 bevidstløst
følger op med at invitere vores integrationsminister Rikke
Hvilshøj i studiet sammen med imam Abu Laban. Hermed medvirker
Deadline til at legitimere, at en middelaldermørk præst
får status af officiel repræsentant for (dele af) muslimske
indvandrergrupper. At Deadline som et af de få intellektuelle
åndehuller i mediehavet så naivt kan medvirke til at give
stemme til selvtægt er aldeles ubegribeligt. Og hvis det ikke
snart går op for langt flere i den danske befolkning, at vores
demokratiske samfundssystem er under angreb, og at vi er nødt
til at forsvare os med helt andre midler end de hidtil sete –
tja, så kan skolebørnene godt så småt begynde
på at øve sig på at udtale ordet ’borgerkrig’.
For det er hvad vi får i Danmark inden for de næste 30
år, medmindre langt, langt flere borgere forstår, at islamisme
ikke først og fremmest er en religion, men en ideologi, der
kan sammenlignes med nazisme og kommunisme. Den er lige så totalitær,
lige så undertrykkende og lige så farlig.
Der er mange forklaringer på, at det har taget så mange
år at se truslen i øjnene – og på at få
endnu har begrebet konsekvenserne af den ukontrollerede tilvandring
af ikke-integrationsvillige muslimer. Marianne Jelved og Svend Auken
har oceaner af skyld at tage på deres kappe, og stod det til
mig, skulle begge politikere sammen med Politikens chefredaktør
Tøger Seidenfaden, biskop Keld Holm og historikeren Uffe Østergaard
tvinges til at leve på Nørrebro i mindst et år,
så de kunne få afprøvet deres multikurelle samfunds-visioner
i praksis. Hvordan en Naser Khader kan være medlem af Det radikale
Venstre, som bærer et hovedansvar for den aktuelle indvandrer-misére,
er mig en gåde. Taget i betragtning at han i den grad bliver
chikaneret af fundamentalister, der betragter ham som en frafalden.
Lad mig for god ordens skyld ridse landskabet op:
• Det store flertal af indvandrere
og flygtninge er ordentlige samfundsborgere.
• Indvandrermiljøerne består af vidt forskellige
grupper og mennesker, der følgelig skal behandles forskelligt.
En palæstinenser er lige så langt fra en iraner som
Anders Fogh fra en siciliansk fårehyrde.
• Det er muslimske (arabiske) grupper, ikke asiatiske, der
er problemet, men ligesom vi i Danmark er mange juleaftenskristne,
således er mange muslimer også afslappede i forhold
til deres tro. Hvis de vel at mærke kan få lov til det,
for i de parallelsamfund, der er blevet en realitet, chikaneres
og forfølges de mennesker, der forsøger at leve i
pagt med danske normer og dansk kultur. Fx ved at piger og kvinder
ikke bærer tørklæde.
• Fundamentalisme/islamisme er en stigende trussel ikke bare
i Danmark, men i hele Europa. En trussel, som få journalister
og færre politikere for alvor har fået færten
af, fordi de ikke har tid eller lyst eller mod til den nødvendige
research. De fleste lukker øjnene og håber på
kraft på, at det går over. Det gør det ikke.
Det bliver meget, meget værre. Om Politiets Efterretningstjeneste
kan stille noget op, vides ikke. Foreløbigt lader det ikke
til at gå ret godt for PET.
• Fordi det danske samfund har været ekstremt udygtigt
til at stille krav til tilflytterne, før det var for sent,
lever et stigende antal muslimer isoleret fra dansk sprog og kultur.
Ikke mindst de massive familiesammenføringer af fattige og
uuddannede mennesker er et problem. De bliver således lette
ofre for imamernes sorte præk om det rådne danske samfund,
hvor alle bliver skilt, alle dyrker gruppesex eller i hvert fald
tilbringer en stor del af dagen med pornografi og skørlevned.
Vi = ansvarlige borgere har et problem, fordi det ikke er usandt,
at vores samfund er på gal kurs. Der er alt for mange skilsmisser,
der er alt for mange børn, der går for lud og materielle
goder, der er alt for meget druk, for meget misbrug, for mange selvmord,
for mange ensomme, forsømte gamle. Derfor skal der kæmpes
samtidig på to fronter: Vi skal genrejse gamle dyder som pligt
og ansvarlighed over for ikke bare MARJ SÆ’L, men fællesskabet,
og samtidig skal vi gå til kamp mod den sharia-lovgivning
som islamistiske terrorgrupper som fx Hizb-ut-Tahrir og imamerne
i fællesskab så vældigt godt kunne tænke
sig at indføre i parallelsamfund i Danmark. Sharia er som
bekendt det islamiske lovsystem, som muslimer udleder dels af Koranen,
dels af beretningerne om Muhammeds liv (hadith). Et grundlæggende
træk ved sharia er det skarpe skel mellem kønnene,
hvor kvinderne i værste fald er mandens ejendom. I bedste
har hun færre rettigheder, fx den halve arveret af mændene.
Kvinderne skal livet igennem være underlagt en mandlig beskytter,
og de må som regel ikke færdes alene uden for hjemmet.
Familiens ære er nemlig deponeret i kvindens jomfruelighed.
• Det åbne, naive Danmark er et paradis for terroristgrupper.
Tænk at agere i et samfund, hvor alle fra politikere til politi
bare lægger sig ned og hvisker mantraet: Dialog - dialog.
Jeg venter imidlertid i spænding på den salomoniske
dom, der forklarer, hvordan muslimske piger kan gå med halvt
tørklæde, hvordan kønsadskilt svømning
kan gå op i en højere enhed med ikke-adskillelse, og
hvordan politiet kan gribe halvt til våben, når det
bliver angrebet.
Og så et par pinde om kulturforskelle:
• Den manglende integration er ikke først og fremmest
et socialt problem. Det er et kulturelt. Muslimer lever i en klan-kultur,
hvor individets personlige frihed er underkastet slægten.
Følgelig gælder solidariteten og loyaliteten klanen,
ikke samfundet.
• Hvis samfundet giver sociale ydelser uden samtidig at stille
krav om at ’få noget igen’ , opfatter modtagerne
’os’ som tåber. Med rette fristes jeg til at mene.
• Håndens arbejde bliver ikke regnet. En tømrer
tæller ikke – det gør derimod en læge eller
en ingeniør. Arbejde er ikke som for os et middel til selvrealisering.
• At forhandle og gå i dialog ses som et udtryk for
svaghed - ikke fornuft. Hvorfor forhandle, hvis du er den stærkeste
og kan få det, som du vil have det? I øvrigt er det
også svaghed at bakke ud af et problem for at undgå
konflikt og opretholde freden.
Der er gået 60 år siden
2. verdenskrig sluttede, og vi har levet i en stort set fredelig
konsensus-kultur lige siden, hvor vi taler os til rette om tingene
og finder frem til acceptable kompromiser. Fordi jeg er opflasket
med denne glimrende og oplyste kultur, har det også taget
mig så forfærdeligt lang tid at forstå, at den
ikke kan rumme en ideologi som islamisme. Samt at vi er i fuld gang
med at skære den gren over, vi selv sidder på, ved at
give efter for krav om religiøs særbehandling.
Jeg siger nej til sharia, jeg siger nej til tåbeligheden blodpenge,
og jeg siger ud med Laban & de andre labaner, der vil omkalfatre
Danmark. Nul dialog her. Og så vil jeg meget gerne snart høre
fra Anders Fogh og hans regering, om jeg skal begynde at gå
til pistolskydning, eller om politi, efterretningstjeneste og andre
danske samfundsinstitutioner får lov til – og har tænkt
sig - at træde i karakter?
(Trykt i Fyens Stiftstidende
d. 23.06.05)
|