LAD DOG BØRNENE LÆRE
AF Lone Nørgaard

Under overskriften Lad dog børnene lege i Politiken torsdag d. 19. april gør legetøjsforsker Jørn Martin Steenhold (JMS) fra Institut for Fremtidsforskning sig til talsmand for, at folkeskolen er god til mange ting, men den er ved at kvæle børnene. Han mener, at leg opfattes som noget, der foregår i frikvartererne, men et barn, der får lov at lege sig ind på noget ukendt, er nysgerrigt og supermotiveret til at lære. Videre siger han, at hvis skolen skal matche fremtidens krav til den unge generation, skal legen have langt mere plads, for det er lysten, der driver værket: "Ingen har nogensinde lært noget at ulyst."
Jeg kunne ikke være mere uenig, og jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde, når jeg hører nok en skrivebordsteoretiker alias ekspert alias fremtidsforsker give sin uforgribelige mening til kende om børn, viden, indlæring, folkeskole, læseplaner og tilegnelse af færdigheder. Hele dynen under henvisning til fremtidssamfundet , hvor viden er noget man henter ned fra nettet, skoler skabt til at imødekomme elevernes nysgerrighed og fleksibilitet svaret på tidligere tiders pligtopfyldenhed.
For sjovs skyld gennemførte jeg for nyligt en mini-undersøgelse i omgangskredsen, som for de flestes vedkommende er akademikere og i alderen 40-58. Det fortæller jeg ikke for snobbeeffektens skyld - tværtimod, i dag har stor viden og lange sammenhængende uddannelsesforløb nærmest karakter af lavstatus - men for at læseren kan få en idé om de adspurgtes profil. Mit første spørgsmål lød, om de var glade for, at de havde taget en universitetsuddannelse. Der blev nikket bekræftende og på kraft bordet rundt. Vi var alle utroligt glade for at have fået lov til at tage en længerevarende uddannelse, som havde skaffet redskaber til ikke bare at analysere og prøve at forklare verden, men også at navigere i den både arbejdsmæssigt og privat. Dernæst spurgte jeg, om de med et slag på tasken kunne sætte procenter på deres studier og læring efter fordelingsnøglen:
1. Ren lyst 2. Blanding af lyst og pligt 3. Ren pligt.
De svar jeg fik pegede tendentielt i denne retning: 10-20% ren lyst. Ca. 50% blanding og ca. 30% ulyst. En enkelt, som i dag er en meget tilfreds gymnasielærer, erindrede overhovedet ingen rendyrket lystfølelse, men hun læste så også på Københavns Universitet, før mange af studieordningerne blev revideret omkring 1970.
Pointen - for nu at skære den ud i pap - er, at kun de aller-allermest begavede og de aller-mest heldige kan lege eller sove sig til viden, indsigter, kvalifikationer, færdigheder for ikke at tale om gode, behagelige, udfordrende og vellønnede jobs. Der er først og sidst et stykke arbejde, der skal udføres, og en større eller mindre del af dette arbejde kræver slid og disciplin. Vi kan ikke alle sammen tjene til brødet ved at være legetøjsudviklere på Lego.
Nu er jeg udmærket klar over, at jeg tilhører generationen, der kommer fra Saturn. Begrebet stammer fra en glimrende artikel med titlen Voksne er fra Saturn - unge er fra Merkur - generationskløften på arbejdsmarkedet af Tine Jensen (TJ). Artiklen blev bragt i et psykologitidsskrift i november 2000 og tager pulsen på de nye ungdomsgenerationer. Påstanden lyder, at der i de her år udkæmpes en kulturkamp mellem voksne og unge på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Det er en kamp på værdier, identitet og moral. Voksne over 30 og unge under 25 har så forskellige værdisæt, at de lige så godt kunne komme fra hver sin planet. Artiklen leger med den amerikanske parterapeut John Grays gamle metafor om, at mænd er fra Mars og kvinder er fra Venus og overfører så begrebet til generationskløften: Voksne er fra Saturn og unge er fra Merkur.
Saturn er skæbnens gud, som slår ned med frygtelig vrede. Skæbnen er uafvendelig, og man kan kun forsone sig med den ved at acceptere den. Merkur er guden med vinger på hjelm og fødder - flyvende, legende og kommunikerende. Det er kreativitetens, de rejsende, de handledes og tyvenes gud.
Forfatteren påpeger helt korrekt, at generationskløfter opstår i samfund, hvor de unge ikke kan bruge de voksnes erfaringer til særligt meget. Hvilket er tilfældet i dag. Arbejdsmarkedets ledere og mellemledere er i vidt omfang over 30-35 år og dermed er de opvokset og opdraget i industrisamfundet. Industrisamfundets værdier er tæt forbundet med fordybelse, grundighed, punktlighed, hierarkiske strukturer, lydighed og nøjsomhed. Som det bliver formuleret: Skomager, bliv ved din læst og spis rullepølsen før chokolademaden, som kan oversættes til, at tålmodighed belønnes, og at det er de voksne, der bestemmer.
Men i løbet af de sidste 20-30 år har samfundet ændret sig til i stigende grad at være båret af kommunikation og information. De unge, som nu kommer på arbejdsmarkedet, er vokset op i og opdraget til informationssamfundet med vægt på stillingtagen, refleksion og kommunikation. Det er unge, som er blevet opdraget til, at det eneste, der forlanges af dem, er at de gør, som de selv vil. De lever reelt i et tomrum, hvor alle værdier er til debat, og hvor alt i princippet kan lade sig gøre.
Voksne på arbejdspladser og i undervisningssituationer nævner ofte, hvordan de unge bare rejser sig og går deres vej, hvis noget ikke passer dem. Men siger forfatteren til artiklen - i stedet for at fortolke spørgsmål og udvandring som oprør, anarki og manglende udholdenhed hos de unge, kan man vælge at se deres handlinger som svar på egne handlinger. Respektløse spørgsmål kan ses som et forsøg på at skabe mening, og udvandring kan ses som en reaktion på, at det ikke er lykkedes.
Saturns børn er opdraget til, at verden er kompleks, men at den flittige kan dygtiggøre sig inden for et lille felt. Merkurs børn ved, at man ikke kan vide alt om bare den mindste ting. Saturns børn er opdraget til at koncentrere sig - Merkurs til at omstille sig. Saturns børn har lært, at voksne har det sidste ord - Merkurs har lært, at der er mange synspunkter, og at det ene kan være lige så godt som det andet. Saturns børn er opdraget til at slide - Merkurs børn er opdraget til at lege.
Artiklen konkluderer: Først når vi for alvor respekterer de unge, vil de respektere os.
Nu er jeg ikke bare over 30, men et meget langt stykke over 30, og jeg har derfor svært ved at købe de konklusioner, artiklen drager - selv om jeg et langt stykke ad vejen er enig i analysen. Jeg ser bare ikke de nye generationers adfærd som noget specielt positivt. Jeg ser den som et udtryk for, at en stadig voksende gruppe unge og børn er ude af stand til bare med jævne mellemrum at lade egne behov, ønsker og interesser vige til fordel for fx et fællesskab, hvor MIG lige et øjeblik ikke er på eller i centrum.
Som TJ helt korrekt påpeger foregår der i disse år en kamp om, hvilke værdier der er attraktive og bevaringsværdige, og hvilke værdier, der skal skrottes som forældede og usamtidige. Med fødderne solidt plantet i det, nogle vil benævne mit spinatbed, men som jeg selv mener er grund med jordforbindelse, vil jeg gøre op med idéen, om at børn og unge skal have lov til at følge deres lyster. Filosofien vil godt nok have vind i sejlene i nogle år endnu, hvor arbejdsmarkedet klager over de små ungdomsårgange og frygter for arbejdskraftmangel. Men den store gruppe af unge, der følger efter, vil i den grad komme i klemme, hvis de ikke får knust drømmene om blot-til-lyst-tilværelsen inden da.
Nu skal det i sandhedens interesse siges, at vores legetøjsforsker ikke er alene om indfaldsvinklen, at det skal være lystfyldt at lære. Det er en hel trend i disse år, hvor sagkundskaben prøver at gøre dyd af nødvendighed: Børnene gider ikke læse lektier eller lave noget, der gør lidt ondt - hvad stiller vi op med det?
JMS bliver bakket solidt op af adskillige pædagogiske og psykologiske forskere, der også har slået sig ned på Mount Everest, i det omfang de er kravlet ned fra Elfenbenstårnet. Sangen bliver sunget på omkvædet, at eleverne skal beskæftige sig med noget, de er engagerede i, for hvis man ikke er følelsesmæssigt engageret i noget, kan man ikke lære noget.
Sagen er imidlertid den ganske enkle, at en række vidensmæssige færdigheder og kompetencer kun bliver tilegnet ved hårdt ulystbetonet arbejde. Der er således ingen grin ved dagligt at blive trukket igennem de 10 obligatoriske staveord. Tabellerne er ikke sjove at remse op for 117ende gang, som ikke desto mindre er det antal, der minimum skal til, hvis gangestykkerne skal laves uden for mange problemer senere hen. At sætte kryds-og-bolle er ikke nær så sjovt som at se Kaos i familien, og en fornuftig normal dreng vil til hver en tid foretrække at gå på computercafé frem for at skrive dansk stil.
At lære må meget gerne være fornøjeligt, og er det heldigvis også tit. Men så langt, langt, langt fra altid. At foregøgle børn at indlæring er at sammenligne med indtagelsen af blød nougat og Werthers Echte er galimatias og at gøre børn en bjørnetjeneste.
Jeg ville være idiot, hvis jeg ikke erkendte, at livslang uddannelse i dag er forudsætning for at begå sig i informationssamfundet, og at en stor del af ens viden hurtigt bliver forældet. Men før man evner at skaffe sig ny viden, bliver man nødt til at have et fundament at stå og gå på. Og det handler altså et stykke tid endnu om at kunne stave (for stavekontrollen er endnu ikke fejlfri), om at kunne læse (ellers kan man ikke finde rundt på internettet) om at kunne skrive (ellers kan man ikke sende e-mails), om at kunne regne (og tabeller lærer man kun ved at øve sig), om at kunne engelsk (endnu har ingen kunnet give mig opskriften på, hvordan engelsk grammatik eller grammatik i det hele taget kan læres uden ophold på den flade, hvilket er alt andet end sjovt). Ikke mindst handler det om at have de forudsætninger, der gør, at man ved, hvad man skal søge efter, og hvor og hvordan informationerne skal skaffes.
På den ene side har vi den gruppe unge og yngre mennesker, som ugebrevet Mandag Morgen har lavet en profil af. Hurtige, smarte, dygtige, fleksible og krævende. Men de er langt fra hele historien.
Ifølge flere undersøgelser føler et bredt udsnit af unge sig usikre, ensomme og hjælpeløse og kan ikke som den naturligste ting af verden hælde deres hoved til mindst 1 forældreskulder. Selv fødeindtagelsen er gået hen og blevet et problem. Således risikerer 1/3 af pigerne i en klasse at udvikle en eller anden form for spiseforstyrrelse. Og spiseforstyrrelser viser sig ikke alene hos anorektiske piger, men også ved et stigende antal overvægtige unge. Overvægten hænger indlysende sammen med dårlige spisevaner, manglende motion og ditto indsigt i betydningen af at få den rigtige kost. Mange unge kommer af sted ud af døren om morgenen uden at have spist morgenmad. Når sulten melder sig ved 10-tiden, går turen omkring kantinen - ikke for at indtage en skudefuld havregrød eller et stk. groft rugbrød med ost. Nej, menuen står på et lækkert fedtet stykke wienerbrød eller en croissant skyllet ned med Cola, og Brugsens madpyramide kommer aldrig nærmere spiserøret end på tavlen i biologitimen. Fedmen breder sig, fordi de unge ikke hjemmefra vænnes til regelmæssige måltider, men går igennem dagen på en lind strøm af snacks og Snickers. Tidligere tiders aftensbord på fast tidspunkt, hvor familiens medlemmer forholdt sig til hinanden og de oplevelser, de har haft i løbet af dagen er mange steder en saga blot. I stedet indtages maden individuelt foran fjernsynet - så behøver man ikke at tage hensyn til andre end sig selv.
Mange unge ikke bare spiser forkert. De drikker også for meget. For en dels vedkommende ikke alene i weekenden, men også i løbet af ugen. Blandt disse unge er der igen en pæn andel, som drikker sig tordnende fulde. Ikke mindst gymnasielærere kan fortælle lidet hyggelige historier om Peter, der tumler sanseløst beruset rundt ved samtlige fester på Forhåbningsholms Gymnasium godt hjulpet af Anton, Oliver og Troels, og om Camilla, som måtte til udpumpning efter indtagelse af en halv flaske gin på intro-hytteturen. Selv om jeg skal vare mig for at forherlige min egen ungdom, der såmænd også flød med øl og brækture, så drak vi alligevel ikke i 70'erne på den systematiske måde, de unge drikker i dag. Normen er, at der er spiritus på bordet, ikke bare vin og øl. Og der bliver drukket tæt. Udover at der også er flere stoffer i ungdomsmiljøerne. Hvorfor Camilla og Troels og Mette og Thomas drikker er der sikkert forskellige grunde til, men bag miséren ligger i hvert fald et omsorgssvigt ikke bare fra forældrene, men fra voksengenerationen i det hele taget. Som selv har svært ved at styre alkoholindtaget.

Den omsiggribende piercing er ikke et originalt og kreativt bidrag til ungdomskulturen, men et råb om opmærksomhed. Hvorfor kønne unge drenge og piger lemlæster øjenbryn, tunger og navler med fare for varige mén er ikke psykologisk svært at forklare. Drivkraften er den samme, som vores alle sammens Vil-du-være-Danmarksberømt-i-5-minutter-talkshow lever højt på? Se mig, se på mig, skriger de unge, og da mor og far desværre ikke har haft tid, må Camilla og Peter gribe til andre og mere slagkraftige identitetsskabende midler. De knapt så jeg-svage nøjes med en super-outreret hårfarvning, der i det mindste kun for en kortere bemærkning skæmmer deres udseende.
Jeg vil gerne have drejet udviklingen et andet sted hen, end den vej Institut for Fremtidsforskning igen og igen udstikker for mig med dets fremtidsvisioner. Vi skaber selv vores fremtid, eller rettere sagt fremtider. Instituttet har ikke patent på hverken sandheden eller Fremtiden med stort F.
Jeg mener, at vi (forældre, lærere, pædagoger, bedsteforældre, ansvarlige voksne i det hele taget) anderledes skal tage fat på både børne- og ungdomsopdragelsen frem for at tillade, at en stor gruppe forældre bakket op af ubesindige forskere stikker hovedet i busken, lader to og fem være lige og foregøgler deres afkom, at afkald og pligter hører fortiden til.
Mit credo lyder i massiv protest: Lad dog børnene lære, at livet ikke er én lang rosenbestrøet motorvej, men at tilværelsen består af sådan 80% rugbrød og 20% lagkage. At det kun er den absolutte top i en generation, der kan lege sig til al deres viden, og at alle vi andre dødelige - hvad enten vi er 15 eller 25 eller 48 - er nødt til at sluge en masse ulyst undervejs til de lystfyldte resultater.
Som fx denne kronik.

(Trykt i Politiken onsdag den 3. maj 2001)