LAD
DOG BØRNENE LÆRE
AF Lone Nørgaard
Under overskriften Lad
dog børnene lege i Politiken torsdag d. 19. april gør
legetøjsforsker Jørn Martin Steenhold (JMS) fra Institut
for Fremtidsforskning sig til talsmand for, at folkeskolen er god
til mange ting, men den er ved at kvæle børnene. Han
mener, at leg opfattes som noget, der foregår i frikvartererne,
men et barn, der får lov at lege sig ind på noget ukendt,
er nysgerrigt og supermotiveret til at lære. Videre siger
han, at hvis skolen skal matche fremtidens krav til den unge generation,
skal legen have langt mere plads, for det er lysten, der driver
værket: "Ingen har nogensinde lært noget at ulyst."
Jeg kunne ikke være mere uenig, og jeg ved ikke, om jeg skal
le eller græde, når jeg hører nok en skrivebordsteoretiker
alias ekspert alias fremtidsforsker give sin uforgribelige mening
til kende om børn, viden, indlæring, folkeskole, læseplaner
og tilegnelse af færdigheder. Hele dynen under henvisning
til fremtidssamfundet , hvor viden er noget man henter ned fra nettet,
skoler skabt til at imødekomme elevernes nysgerrighed og
fleksibilitet svaret på tidligere tiders pligtopfyldenhed.
For sjovs skyld gennemførte jeg for nyligt en mini-undersøgelse
i omgangskredsen, som for de flestes vedkommende er akademikere
og i alderen 40-58. Det fortæller jeg ikke for snobbeeffektens
skyld - tværtimod, i dag har stor viden og lange sammenhængende
uddannelsesforløb nærmest karakter af lavstatus - men
for at læseren kan få en idé om de adspurgtes
profil. Mit første spørgsmål lød, om
de var glade for, at de havde taget en universitetsuddannelse. Der
blev nikket bekræftende og på kraft bordet rundt. Vi
var alle utroligt glade for at have fået lov til at tage en
længerevarende uddannelse, som havde skaffet redskaber til
ikke bare at analysere og prøve at forklare verden, men også
at navigere i den både arbejdsmæssigt og privat. Dernæst
spurgte jeg, om de med et slag på tasken kunne sætte
procenter på deres studier og læring efter fordelingsnøglen:
1. Ren lyst 2. Blanding af lyst og pligt 3. Ren pligt.
De svar jeg fik pegede tendentielt i denne retning: 10-20% ren lyst.
Ca. 50% blanding og ca. 30% ulyst. En enkelt, som i dag er en meget
tilfreds gymnasielærer, erindrede overhovedet ingen rendyrket
lystfølelse, men hun læste så også på
Københavns Universitet, før mange af studieordningerne
blev revideret omkring 1970.
Pointen - for nu at skære den ud i pap - er, at kun de aller-allermest
begavede og de aller-mest heldige kan lege eller sove sig til viden,
indsigter, kvalifikationer, færdigheder for ikke at tale om
gode, behagelige, udfordrende og vellønnede jobs. Der er
først og sidst et stykke arbejde, der skal udføres,
og en større eller mindre del af dette arbejde kræver
slid og disciplin. Vi kan ikke alle sammen tjene til brødet
ved at være legetøjsudviklere på Lego.
Nu er jeg udmærket klar over, at jeg tilhører generationen,
der kommer fra Saturn. Begrebet stammer fra en glimrende artikel
med titlen Voksne er fra Saturn - unge er fra Merkur - generationskløften
på arbejdsmarkedet af Tine Jensen (TJ). Artiklen blev bragt
i et psykologitidsskrift i november 2000 og tager pulsen på
de nye ungdomsgenerationer. Påstanden lyder, at der i de her
år udkæmpes en kulturkamp mellem voksne og unge på
uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Det er en kamp på
værdier, identitet og moral. Voksne over 30 og unge under
25 har så forskellige værdisæt, at de lige så
godt kunne komme fra hver sin planet. Artiklen leger med den amerikanske
parterapeut John Grays gamle metafor om, at mænd er fra Mars
og kvinder er fra Venus og overfører så begrebet til
generationskløften: Voksne er fra Saturn og unge er fra Merkur.
Saturn er skæbnens gud, som slår ned med frygtelig vrede.
Skæbnen er uafvendelig, og man kan kun forsone sig med den
ved at acceptere den. Merkur er guden med vinger på hjelm
og fødder - flyvende, legende og kommunikerende. Det er kreativitetens,
de rejsende, de handledes og tyvenes gud.
Forfatteren påpeger helt korrekt, at generationskløfter
opstår i samfund, hvor de unge ikke kan bruge de voksnes erfaringer
til særligt meget. Hvilket er tilfældet i dag. Arbejdsmarkedets
ledere og mellemledere er i vidt omfang over 30-35 år og dermed
er de opvokset og opdraget i industrisamfundet. Industrisamfundets
værdier er tæt forbundet med fordybelse, grundighed,
punktlighed, hierarkiske strukturer, lydighed og nøjsomhed.
Som det bliver formuleret: Skomager, bliv ved din læst og
spis rullepølsen før chokolademaden, som kan oversættes
til, at tålmodighed belønnes, og at det er de voksne,
der bestemmer.
Men i løbet af de sidste 20-30 år har samfundet ændret
sig til i stigende grad at være båret af kommunikation
og information. De unge, som nu kommer på arbejdsmarkedet,
er vokset op i og opdraget til informationssamfundet med vægt
på stillingtagen, refleksion og kommunikation. Det er unge,
som er blevet opdraget til, at det eneste, der forlanges af dem,
er at de gør, som de selv vil. De lever reelt i et tomrum,
hvor alle værdier er til debat, og hvor alt i princippet kan
lade sig gøre.
Voksne på arbejdspladser og i undervisningssituationer nævner
ofte, hvordan de unge bare rejser sig og går deres vej, hvis
noget ikke passer dem. Men siger forfatteren til artiklen - i stedet
for at fortolke spørgsmål og udvandring som oprør,
anarki og manglende udholdenhed hos de unge, kan man vælge
at se deres handlinger som svar på egne handlinger. Respektløse
spørgsmål kan ses som et forsøg på at
skabe mening, og udvandring kan ses som en reaktion på, at
det ikke er lykkedes.
Saturns børn er opdraget til, at verden er kompleks, men
at den flittige kan dygtiggøre sig inden for et lille felt.
Merkurs børn ved, at man ikke kan vide alt om bare den mindste
ting. Saturns børn er opdraget til at koncentrere sig - Merkurs
til at omstille sig. Saturns børn har lært, at voksne
har det sidste ord - Merkurs har lært, at der er mange synspunkter,
og at det ene kan være lige så godt som det andet. Saturns
børn er opdraget til at slide - Merkurs børn er opdraget
til at lege.
Artiklen konkluderer: Først når vi for alvor respekterer
de unge, vil de respektere os.
Nu er jeg ikke bare over 30, men et meget langt stykke over 30,
og jeg har derfor svært ved at købe de konklusioner,
artiklen drager - selv om jeg et langt stykke ad vejen er enig i
analysen. Jeg ser bare ikke de nye generationers adfærd som
noget specielt positivt. Jeg ser den som et udtryk for, at en stadig
voksende gruppe unge og børn er ude af stand til bare med
jævne mellemrum at lade egne behov, ønsker og interesser
vige til fordel for fx et fællesskab, hvor MIG lige et øjeblik
ikke er på eller i centrum.
Som TJ helt korrekt påpeger foregår der i disse år
en kamp om, hvilke værdier der er attraktive og bevaringsværdige,
og hvilke værdier, der skal skrottes som forældede og
usamtidige. Med fødderne solidt plantet i det, nogle vil
benævne mit spinatbed, men som jeg selv mener er grund med
jordforbindelse, vil jeg gøre op med idéen, om at
børn og unge skal have lov til at følge deres lyster.
Filosofien vil godt nok have vind i sejlene i nogle år endnu,
hvor arbejdsmarkedet klager over de små ungdomsårgange
og frygter for arbejdskraftmangel. Men den store gruppe af unge,
der følger efter, vil i den grad komme i klemme, hvis de
ikke får knust drømmene om blot-til-lyst-tilværelsen
inden da.
Nu skal det i sandhedens interesse siges, at vores legetøjsforsker
ikke er alene om indfaldsvinklen, at det skal være lystfyldt
at lære. Det er en hel trend i disse år, hvor sagkundskaben
prøver at gøre dyd af nødvendighed: Børnene
gider ikke læse lektier eller lave noget, der gør lidt
ondt - hvad stiller vi op med det?
JMS bliver bakket solidt op af adskillige pædagogiske og psykologiske
forskere, der også har slået sig ned på Mount
Everest, i det omfang de er kravlet ned fra Elfenbenstårnet.
Sangen bliver sunget på omkvædet, at eleverne skal beskæftige
sig med noget, de er engagerede i, for hvis man ikke er følelsesmæssigt
engageret i noget, kan man ikke lære noget.
Sagen er imidlertid den ganske enkle, at en række vidensmæssige
færdigheder og kompetencer kun bliver tilegnet ved hårdt
ulystbetonet arbejde. Der er således ingen grin ved dagligt
at blive trukket igennem de 10 obligatoriske staveord. Tabellerne
er ikke sjove at remse op for 117ende gang, som ikke desto mindre
er det antal, der minimum skal til, hvis gangestykkerne skal laves
uden for mange problemer senere hen. At sætte kryds-og-bolle
er ikke nær så sjovt som at se Kaos i familien, og en
fornuftig normal dreng vil til hver en tid foretrække at gå
på computercafé frem for at skrive dansk stil.
At lære må meget gerne være fornøjeligt,
og er det heldigvis også tit. Men så langt, langt, langt
fra altid. At foregøgle børn at indlæring er
at sammenligne med indtagelsen af blød nougat og Werthers
Echte er galimatias og at gøre børn en bjørnetjeneste.
Jeg ville være idiot, hvis jeg ikke erkendte, at livslang
uddannelse i dag er forudsætning for at begå sig i informationssamfundet,
og at en stor del af ens viden hurtigt bliver forældet. Men
før man evner at skaffe sig ny viden, bliver man nødt
til at have et fundament at stå og gå på. Og det
handler altså et stykke tid endnu om at kunne stave (for stavekontrollen
er endnu ikke fejlfri), om at kunne læse (ellers kan man ikke
finde rundt på internettet) om at kunne skrive (ellers kan
man ikke sende e-mails), om at kunne regne (og tabeller lærer
man kun ved at øve sig), om at kunne engelsk (endnu har ingen
kunnet give mig opskriften på, hvordan engelsk grammatik eller
grammatik i det hele taget kan læres uden ophold på
den flade, hvilket er alt andet end sjovt). Ikke mindst handler
det om at have de forudsætninger, der gør, at man ved,
hvad man skal søge efter, og hvor og hvordan informationerne
skal skaffes.
På den ene side har vi den gruppe unge og yngre mennesker,
som ugebrevet Mandag Morgen har lavet en profil af. Hurtige, smarte,
dygtige, fleksible og krævende. Men de er langt fra hele historien.
Ifølge flere undersøgelser føler et bredt udsnit
af unge sig usikre, ensomme og hjælpeløse og kan ikke
som den naturligste ting af verden hælde deres hoved til mindst
1 forældreskulder. Selv fødeindtagelsen er gået
hen og blevet et problem. Således risikerer 1/3 af pigerne
i en klasse at udvikle en eller anden form for spiseforstyrrelse.
Og spiseforstyrrelser viser sig ikke alene hos anorektiske piger,
men også ved et stigende antal overvægtige unge. Overvægten
hænger indlysende sammen med dårlige spisevaner, manglende
motion og ditto indsigt i betydningen af at få den rigtige
kost. Mange unge kommer af sted ud af døren om morgenen uden
at have spist morgenmad. Når sulten melder sig ved 10-tiden,
går turen omkring kantinen - ikke for at indtage en skudefuld
havregrød eller et stk. groft rugbrød med ost. Nej,
menuen står på et lækkert fedtet stykke wienerbrød
eller en croissant skyllet ned med Cola, og Brugsens madpyramide
kommer aldrig nærmere spiserøret end på tavlen
i biologitimen. Fedmen breder sig, fordi de unge ikke hjemmefra
vænnes til regelmæssige måltider, men går
igennem dagen på en lind strøm af snacks og Snickers.
Tidligere tiders aftensbord på fast tidspunkt, hvor familiens
medlemmer forholdt sig til hinanden og de oplevelser, de har haft
i løbet af dagen er mange steder en saga blot. I stedet indtages
maden individuelt foran fjernsynet - så behøver man
ikke at tage hensyn til andre end sig selv.
Mange unge ikke bare spiser forkert. De drikker også for meget.
For en dels vedkommende ikke alene i weekenden, men også i
løbet af ugen. Blandt disse unge er der igen en pæn
andel, som drikker sig tordnende fulde. Ikke mindst gymnasielærere
kan fortælle lidet hyggelige historier om Peter, der tumler
sanseløst beruset rundt ved samtlige fester på Forhåbningsholms
Gymnasium godt hjulpet af Anton, Oliver og Troels, og om Camilla,
som måtte til udpumpning efter indtagelse af en halv flaske
gin på intro-hytteturen. Selv om jeg skal vare mig for at
forherlige min egen ungdom, der såmænd også flød
med øl og brækture, så drak vi alligevel ikke
i 70'erne på den systematiske måde, de unge drikker
i dag. Normen er, at der er spiritus på bordet, ikke bare
vin og øl. Og der bliver drukket tæt. Udover at der
også er flere stoffer i ungdomsmiljøerne. Hvorfor Camilla
og Troels og Mette og Thomas drikker er der sikkert forskellige
grunde til, men bag miséren ligger i hvert fald et omsorgssvigt
ikke bare fra forældrene, men fra voksengenerationen i det
hele taget. Som selv har svært ved at styre alkoholindtaget.
Den omsiggribende piercing
er ikke et originalt og kreativt bidrag til ungdomskulturen, men
et råb om opmærksomhed. Hvorfor kønne unge drenge
og piger lemlæster øjenbryn, tunger og navler med fare
for varige mén er ikke psykologisk svært at forklare.
Drivkraften er den samme, som vores alle sammens Vil-du-være-Danmarksberømt-i-5-minutter-talkshow
lever højt på? Se mig, se på mig, skriger de
unge, og da mor og far desværre ikke har haft tid, må
Camilla og Peter gribe til andre og mere slagkraftige identitetsskabende
midler. De knapt så jeg-svage nøjes med en super-outreret
hårfarvning, der i det mindste kun for en kortere bemærkning
skæmmer deres udseende.
Jeg vil gerne have drejet udviklingen et andet sted hen, end den
vej Institut for Fremtidsforskning igen og igen udstikker for mig
med dets fremtidsvisioner. Vi skaber selv vores fremtid, eller rettere
sagt fremtider. Instituttet har ikke patent på hverken sandheden
eller Fremtiden med stort F.
Jeg mener, at vi (forældre, lærere, pædagoger,
bedsteforældre, ansvarlige voksne i det hele taget) anderledes
skal tage fat på både børne- og ungdomsopdragelsen
frem for at tillade, at en stor gruppe forældre bakket op
af ubesindige forskere stikker hovedet i busken, lader to og fem
være lige og foregøgler deres afkom, at afkald og pligter
hører fortiden til.
Mit credo lyder i massiv protest: Lad dog børnene lære,
at livet ikke er én lang rosenbestrøet motorvej, men
at tilværelsen består af sådan 80% rugbrød
og 20% lagkage. At det kun er den absolutte top i en generation,
der kan lege sig til al deres viden, og at alle vi andre dødelige
- hvad enten vi er 15 eller 25 eller 48 - er nødt til at
sluge en masse ulyst undervejs til de lystfyldte resultater.
Som fx denne kronik.
(Trykt i Politiken onsdag den 3. maj 2001)