EJ BLOT TIL LYST
Af Lone Nørgaard

"Unge stiller nye krav til arbejdsmarkedet. Stoltheden ved lang og tro tjeneste er i dag afløst af jagten på den evige forandring. De unge forlanger i stigende grad, at arbejdet skal rumme elementer af risiko og usikkerhed, og de er angste for, at noget bliver for rutinepræget."

Ovenstående stammer fra gymnasielærerforeningens netnyheder d. 16. maj og er et af flere budskaber fra en konference om unges værdier afholdt for nyligt på Center for Ungdomsforskning ved Roskilde Universitetscenter (RUC).
Ungdomsforskningen kan endvidere melde ud, at de unge i dag kræver konstant nyhedsværdi og forandring. At et godt arbejde i højere grad handler om interesser end om forsørgelse. At arbejdet skal være sjovt og give én mulighed for at realisere sig selv. At hvert øjeblik skal opleves som meningsfyldt. At arbejdet skal være lige så morsomt og lige så lystfyldt som fritiden - hvilket stiller arbejdsmarkedet overfor en lang række udfordringer.
Om det er en joke? En standup-comedians humoristiske bud på Bounty-land? Nej, det er skam ramme alvor det her.

Det er tæt på at være umuligt at sætte spørgsmålstegn ved selve analysen. Den er udført utallige gange de sidste år med samme konklusion: Den narcissistiske karakterstruktur går sin sejrsgang (læs: Først mig, og så mig - og til sidst, ja naturligvis, mig).
Raske Rasmus, der løb byærinder for at supplere familiens indkomst og gav en hånd med i hjemmets reparationer, er en saga blot. Den eneste, han supplerer i dag, er sig selv. Samme vej er Flittig-Lise fra Kvindernes Flinkeskole gået. Godt for Lise som aldrig kommer til at optræde i den mytologiske kategori: "Og milde kvinder, hvor har de magt", men helt klart ikke godt for hendes eventuelle kommende børn, hendes gamle far og den syge nabo. Borte er de kvinder, som tidligere kittede samfund sammen og med særdeles jævne mellemrum for ikke at sige konstant satte egne behov i anden række. Efter princippet 'væren for andet' og uden at kny. Borte har også stort set taget de mænd, der som ansvarlige forsørgere og fædre ikke kunne drømme om at skifte vor aldrende mor ud med en yngre model og lade første kuld afløse af nummer to og sågar nogen gange tre.
Hvor jeg vil hen med det? Jeg vil for 117de gang gå til kamp mod det rendyrkede, ansvarsforflygtigende lystprincip, der gennemsyrer vores samfund, selv om jeg er efterhånden er blevet klar over, at chancerne for at trænge igennem mig-muren er mindre end minimale. Ikke fordi jeg har noget imod lyst og lyster sådan mere generelt, men jeg har godt nok noget imod den udformning begrebet og livsfilosofien har fået i først den pædagogiske og psykologiske forskning (hvor især RUC og Institut for Fremtidsforskning er rigtigt slemme) og siden i samfundsdebatten.

Enhver, der kan lægge 2 og 2 sammen og få det til i de fleste tilfælde at give 4, er også klar over, at det kun er de aller-allermest begavede og de aller-mest heldige, der kan lege eller sove sig til viden, indsigter, kvalifikationer, færdigheder for ikke at tale om gode, behagelige, udfordrende og vellønnede jobs. Der er først og sidst et stykke arbejde, der skal udføres, og en større eller mindre del af dette arbejde kræver slid og disciplin. Vi kan ikke alle sammen tjene til brødet ved at være legetøjsudviklere på Lego.
Derfor vil jeg også give alt det modspil, jeg lige kan, til sangen sunget på omkvædet, at elever og studerende - og nu altså også arbejdstagere - alene skal beskæftige sig med noget, de er engagerede i, for hvis man ikke er følelsesmæssigt engageret i noget, kan man dels ikke lære noget, dels ikke udføre sit arbejde på ordentlig vis.
Sagen er imidlertid den ganske enkle, at en række færdigheder og kompetencer kun bliver tilegnet ved hårdt ulystbetonet arbejde. Der er således ingen grin ved dagligt at blive trukket igennem de 10 obligatoriske staveord. Tabellerne er ikke sjove at remse op for 117ende gang, som ikke desto mindre er det antal, der minimum skal til, hvis gangestykkerne skal laves uden for mange problemer senere hen. At sætte kryds-og-bolle er ikke nær så sjovt som at se Kaos i familien, og en fornuftig normal dreng vil til hver en tid foretrække at gå på computercafé frem for at skrive dansk stil.
At lære og at arbejde må meget gerne være fornøjeligt, og er det heldigvis også tit. Men så langt, langt fra altid. At foregøgle børn at indlæring er at sammenligne med indtagelsen af blød nougat og Werthers Echte er galimatias og at gøre børn og unge en bjørnetjeneste. Projektarbejde og teamwork kan nok så meget føres på banen som mantra og modgift til skolens aktuelle krise, hvor eleverne bliver mere og mere uvidende og lærerne mere og mere frustrerede og resignerede. (Altså dem som ikke griber første chance til at søge bort fra et lavlønserhverv blottet for prestige, autoritet og respekt). Men selv projektarbejde kræver sidden-på-den-flade, et vist forbrug af hjernevirksomhed og ulystbetonet, disciplineret arbejdsindsats.
Jeg ville være idiot, hvis jeg ikke erkendte, at livslang uddannelse i dag er forudsætning for at begå sig i informationssamfundet, og at en stor del af ens viden hurtigt bliver forældet. Men før man evner at skaffe sig ny viden, bliver man nødt til at have et fundament at stå og gå på. Og det handler altså et stykke tid endnu om at kunne stave (for stavekontrollen er endnu ikke fejlfri), om at kunne læse (ellers kan man ikke finde rundt på internettet) om at kunne skrive (ellers kan man ikke sende e-mails), om at kunne regne (og tabeller lærer man kun ved at øve sig), om at kunne engelsk (endnu har ingen kunnet give mig opskriften på, hvordan engelsk grammatik eller grammatik i det hele taget kan læres uden ophold på den flade, hvilket er alt andet end sjovt). Ikke mindst handler det om at have de forudsætninger, der gør, at man ved, hvad man skal søge efter, og hvor og hvordan informationerne skal skaffes.

Lad mig prøve på at demonstrere, hvordan en manglende evne og vilje til at påtage sig ulystfyldte opgaver på uddannelsesinstitutionerne og arbejdspladserne på Udevej vil have grimme, for ikke at sige uhyggelige, konsekvenser for arbejdspladsen på Hjemmevej. Nærmere bestemt familien, såvel i udgaven enlige-forældre-med-børn som traditionelle kernefamilier.
Det forholder sig nemlig sådan, at et menneske, der er ude af stand til at påtage sig ulystbetonede opgaver, er dybt uegnet til at få børn og for at tage sig af dem. Forudsætningen for forsvarlig børneomsorg er hinsides diskussion, at mor og/eller far kan tilsidesætte eller udskyde egne behov for at imødekomme barnets. Hvilket kan oversættes til, at min lyst ikke kan komme til umiddelbar udfoldelse - jeg er nødt til at vente indtil mit barn fx har fået mad eller er blevet skiftet eller er faldet i søvn. At drage omsorg for børn, store som små, er i øvrigt pr. definition forbundet med rutinefunktioner.
Derfor vil jeg også så forfærdeligt gerne have drejet udviklingen et andet sted hen, end den vej Institut for Fremtidsforskning og til dels også ungdomsforskerne på RUC igen og igen udstikker for mig med deres "løsninger" og fremtidsvisioner.
Jeg mener, at vi (ansvarlige forældre, lærere, pædagoger, bedsteforældre, ansvarlige voksne borgere i det hele taget) anderledes skal tage fat på både børne- og ungdomsopdragelsen frem for at tillade, at en stor gruppe forældre bakket op af ubesindige forskere stikker hovedet i busken, lader to og fem være lige og foregøgler deres afkom, at afkald og pligter hører fortiden til.

Hvordan jeg vil få den beske pille til at glide ned? Jeg er åben over for alle forslag, der udstikker en ny kurs for en samfundsudvikling, der er at beklage på stort set alle andre fronter end den materielle. Men jeg vil også gerne selv byde ind.
En række idéer har jeg allerede fremlagt i min bog Børn, løgn og kvinder, bl. a. at børn under 6 år må være max 30 timer om ugen i institution, og at den ene af forældrene er nødt til at gå på deltid - også når børnene bliver teenagere. På dette tidspunkt i deres liv har de unge mere end nogen sinde brug for forældrekontakt og en fast hånd i ryggen til at guide dem igennem lektier, fødeindtagelse og organisering af hverdagen i det hele taget. Brug for dagligt at blive konfronteret med krav og forpligtelser.
Hertil kan føjes: Børn i folkeskolen og unge i de gymnasiale uddannelser bør have max 5 timers erhvervsarbejde om ugen. (Den lille sag kan klares via lovgivning). Ellers kan de ikke passe deres skolegang og er i fare for at blive vænnet til et materielt forbrug, som de ikke vil være i stand til at opretholde, når de flytter hjemmefra. Med voldsom frustration til følge..
Og så skal autoriteten tilbage til lærerne. At få vendt supertankeren bliver et meget, meget langsigtet projekt, men man kunne starte med den enkle manøvre, at alle elever og studerende fra 1. august 2002 bliver pålagt at være Des og på efternavn med læreren. Til grin? Jeg synes faktisk, det er mere til grin, at elever kan slippe af sted med aldrig at åbne en bog, at sige fuck you og være voldelig over for læreren - uden forseelserne får konsekvenser.

Denne tilværelse er Ej-blot-til-lyst, men rummer af indlysende grunde også pligter, afsavn og lidelser. Derfor lyder mit credo i massiv protest mod lyst-fløjen: Lad dog børn og unge lære, at livet ikke er én lang rosenbestrøet motorvej, men at tilværelsen består af sådan 80% rugbrød og 20% lagkage. At det kun er den absolutte top i en generation, der kan lege sig til al deres viden, og at alle vi andre dødelige - hvad enten vi er 15 eller 25 eller 49 - er nødt til at sluge en masse ulyst undervejs til heldigvis ofte lystfyldte resultater.
Med den lærdom i bagagen vil samfundet og dets institutioner (familie, vuggestuer, børnehaver, skole, fritidshjem, de gymnasiale uddannelser, foreninger osv., osv) forhåbentligt være i stand til fremover at producere borgere, for hvem ord som 'fælleskab' og 'de andre' rummer ikke bare mening, men også mål.

(Trykt i Jyllands-Posten onsdag d. 29.5.02)