Mor er den centrale figur
af Lone Nørgaard

Mette Frederiksen (MF), Socialdemokratiets ligestillingsordfører, er et velmenende menneske og ditto politiker – og det hvad enten hun går i brechen for at kriminalisere prostitutionskunder eller skaffe fædre flere rettigheder efter skilsmisse. Desværre henter hun argumentationen for sine sympatiske synspunkter på Himmelbjerget frem for i den hverdag, vi andre vader rundt i.
   Jeg troede målet var fuldt, da Foreningen Far for et par år siden i kraft af fantastisk lobbyarbejde fik udvirket en lovgivning, der sikrede fædre automatisk fælles forældremyndighed ved samlivs-ophør. Men ok nej. Nu kræver Socialdemokratiet øget fokus på mænds rettigheder -  igen. Efter skilsmisse skal forældremyndighed over parrets børn i langt højere grad være fælles. Kun hvis faderen er til decideret skade for barnet - med eksempelvis vold og druk - skal han ikke have del i forældremyndigheden. (Hvorfor egentligt ikke, nu vi alligevel er så godt i gang?)
  MF mener, at skal vi have ligestilling i Danmark, så skal vi styrke mænds vilkår på områder, hvor de er stillet urimeligt i dag. Og det drejer sig altså i denne omgang om skilsmisse. Hvert tredje barn oplever, at deres forældre bliver skilt, og hvert tredje skilsmissebarn mister kontakten til den ene forælder - langt de fleste gange er det faderen, som ikke længere er en del af barnets liv. Derfor foreslår MF, at loven laves om, så domstolene kan afgøre, at parret får fælles forældremyndighed. For når moderen vinder i dag, så bygger det på en forældet opfattelse af familien fra dengang, da mor var den centrale figur. I dag er far nemlig ligeså meget med til tingene.
   Jeg tager mig til hovedet. Jeg skal undlade at stille spørgsmål vedrørende MFs egen civilstatus, men udtalelsen er så mange meter hævet over jordhøjde, at jeg funderer på, om MF og jeg monstro betræder samme jordklode?  
   Meget symptomatisk er det rettigheder, der hele vejen igennem har været i centrum i trekanten far-mor-og-skilsmisse, og ikke de langt mere oplagte pligter og forælder-behovs-afkald, der er kernen i ordentlig børneomsorg. Således spejder jeg stadig forgæves efter den stakkels far, som har insisteret på at vaske sit barns tøj mindst en gang om ugen.
  Grunden til at mødrene som regel får tildelt forældremyndigheden, er ikke, at kvinder er bedre mennesker end mænd eller pr. definition er mere velegnede til at udøve omsorg. Den kvalifikation tilegnes primært gennem daglig øvelse. Kvinderne får forældremyndigheden, fordi de har udført langt de fleste arbejdsopgaver relateret til børn. Børneomsorg handler nemlig ikke først og fremmest om tivoli-ture og hyggestunder, men om tøjvask, lægebesøg, lektielæsning, bleskift, indkøb af nye støvler, negleklipning, tandbørstning, osv osv osv samt den ofte hårde tørn med at lære afkommet allehånde sociale færdigheder. Høflighed og bordskik følger ikke med storken.
   Samarbejdet mellem forældrene er ikke afhængigt af placeringen af forældremyndighed, og et meningsfuldt samvær med et barn er ikke betinget af, at forælderen har del i forældremyndigheden. Fælles forældremyndighed skal først og fremmet tilgodese et rettighedsprincip (kontakt til to genetiske forældre) og rettigheder er noget ganske andet end "barnets bedste". Barnet kan i bund og grund være ligeglad med, om det er mor eller far eller mormor eller farfar eller moster eller onkel eller ….., der bestemmer, hvor det skal bo og gå i vuggestue, børnehave og skole mv., hvis barnet har det godt og trygt med den eller de personer, der drager omsorg for det i hverdagen.   
  Barnets trivsel er u-afhængig af forældremyndighedsordningen. Der er heller ikke dokumentation for hypotesen om, at børn lider under et sjældnere samvær med faderen. Derimod er det afgørende, at barnet har et godt forhold til samværsforælderen, hvis barnet skal have noget ud af samværet.
   Da det er barnets interesser og ikke forældres rettigheder, der naturligvis skal i højsædet, må fædre, der bliver skilt, før barnet er fyldt tre år - således at det ikke selv er i stand til at formulere ønsker om samvær eller det modsatte - være indstillet på, at der gives situationer, hvor det kan være bedst for barnet ikke at kende sin genetiske far. Det vil skabe en roligere tilværelse for barnet, især hvis moren har fundet sig en ny mand, som er parat til at være social far. Det er nemlig det sociale faderskab i dagligdagen, og ikke det genetiske, som er altafgørende for et lille barns velbefindende.
Når barnet bliver større, skal det have at vide, at far er social og ikke genetisk far, og det skal så være op til barnet, om det vil opsøge sin genetiske far.  Skulle barnet på dette tidspunkt ytre ønske om at flytte hen til sin genetiske far, skal barnets ønske imødekommes, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Ønsker barnet efter en tid at flytte tilbage igen, skal ønsket igen opfyldes. BARNET skal høres som eneste part, og barnets ønsker skal være alfa og omega. Og mænd må se i øjnene, at den omstændighed, at de planter deres sæd i en kvindes krop, ikke er ensbetydende med, at de får ret til det barn, som måtte komme ud af det. Hvis kvinden skønner, at hun vil kunne give barnet en bedre opvækst uden den genetiske fars mellemkomst, skal denne mulighed stå kvinden åben. Til gengæld bliver det for egen regning - og hun skal ikke have forhøjet børnebidrag, fordi hun har valgt at blive enlig mor.
  Til slut: Det er muligt det er sørgeligt, men visse sandheder lader sig ikke omgå.… Mor er – bl.a. af biologiske grunde - stadig den centrale figur. Hvilket ikke mindst viser sig i, at den væsentligste årsag til, at det først og fremmest er kvinderne, der tager initiativ til skilsmisse, lige præcis er, at far ikke tager sin del af (ansvaret for) det praktiske arbejde med at drage omsorg for Peter og Susanne.
 
(Trykt i Politiken søndag d. 19. oktober 2003)