Muslimske friskoler skal have positiv særbehandling
Af Lone Nørgaard
Jeg erkender, at jeg tilhører gruppen af bekymrede, ikke pessimister, men realister. Den optik gælder ikke kun mange forældres (manglende) børneopdragelse i vores senmoderne samfund sådan mere generelt, men også en gruppe muslimske forældres klare svigt af deres børn. Helt specifikt tænker jeg på de forældre, der sætter deres børn i muslimske friskoler, som viser sig ikke at leve op til folkeskolens faglige krav og formål.
Før den sædvanlige racisme-etikette uddeles med rund hånd, så klap lige hesten…..
Hvis målet er, at ’de fremmede’ uanset oprindelsesland og religiøst tilhørsforhold skal integreres i det danske samfund og få uddannelse og arbejde (og det mål antager jeg som givet, ellers er der ingen grund til at være her), så må det være slut med at socialisere en gruppe af muslimske børn til at blive tabere. Og det er lige præcist det, man gør børnene til, i det omfang der ikke føres et skærpet statsligt tilsyn med de muslimske friskoler. Med det resultat, at en række elever her svigtes for så vidt angår de faglige krav, og dermed ikke får lært, det de skal, for at kunne begå sig: Tale, læse og skrive dansk og regne – for nu bare at nævne nogle få af flere nødvendige basale kompetencer.
Dokumentation, tak. Den kommer her – i form af tre eksempler, der alle peger i én retning.
Jeg lægger ud med Kåre Bluitgens bog Til gavn for de sorte – Om tilslørede øjne i den danske indvandrerdebat, der er den første sammenhængende fremstilling på dansk ytret af en person, som har andet end teoretisk kendskab til integrations-problemerne:Eksempel 1
” Hvad er ligheden mellem ordene gris, kys og Gudenåen?
De er alle tre farlige for dele af den opvoksende danske ungdom.
Mens vi har fejret ytringsfrihedens 150-års jubilæum, sidder man på nogle muslimske friskoler og streger i undervisningsbøger og dansk litteratur. Ikke streger under, men streger over: Ord, der hentyder til noget urent, noget lystbetonet eller som frembringer alt for stærke mindelser om den hedenske fortid i det land, børnene er født i, skal vokse op i og leve i (…)På nogle private muslimske skoler foregår censuren åbenlyst. Men den har også i snigende grad sneget sig ind i folkeskolen (…) Nogle [lærere] indrømmer blankt, at der er tale om selvcensur (…)” (s. 147-148)Eksempel 2
Afdelingen for tosprogsudvikling i Københavns Kommune Søren Hegnby udtaler følgende i Weekendavisen d. 7. februar 2003:
”Jeg har stadig en drøm om, at folkeskolen skal være et fælles mødested. Men vi er ved at nå situationen i dele af byen, at danskere og tosprogede først mødes, når de står på trappen til diskoteket.” Hegnby fortæller, at ude i verden – Amsterdam, London, New York – er dele af undervisningssystemerne opdelt på befolkningsgrupper, fordi man er endt i ghettoer, så kun ét folkefærd bor i området.
”Jeg er hunderæd, for at det ender sådan her. Jeg er nervøs for stigningen af etniske privatskoler, hvor elever samler og isolerer sig. Rigtigt mange af dem tilhører jo bunden af samfundet (…)
15% af de to-sprogede børn i København går nu på etniske skoler – det man før kaldte muslimske friskoler (…)Eksempel 3
Der er i øjeblikket 20 friskoler, der kan gå under betegnelsen muslimske friskoler (…)langt de fleste af de 21(?) indvandrerskoler underviser i Islam og ønsker at give børnene en muslimsk identitet.
(…)
Ofte er undervisningen præget af skolens muslimske grundlag. Nogle steder gives ikke seksualundervisning, eller det foregår – ligesom lejrture - med drenge og piger hver for sig.”
(Faktalink – 2001 – Muslimske Friskoler)Friskolerne er noget ganske særligt for Danmark. Skolerne er indbyrdes meget forskellige, men i al deres variation har de delt en ikke helt uvæsentlig fællesnævner: De har skelnet mellem det offentlige og det private, mellem det verdslige og det religiøse.
Derfor er det også på sin plads konstant at holde gang i debatten om indholdet i friskolernes grundlag, ikke mindst når de muslimske af slagsen ikke lader til at leve op til de krav, som folkeskolen sætter. Danmarks muslimske friskoler fungerer ligesom de øvrige godt 400 friskoler efter andre regler end folkeskolen. Friskolerne har således mulighed for at praktisere særlige pædagogiske metoder og for at lægge vægt på bestemte værdier. Skolerne får statstilskud, så længe kvaliteten i undervisningen bliver vurderet som god nok. Til oplysning er to af de ovennævnte 20 muslimske friskoler lukket efter at være blevet frataget statstilskud.
Enhver, der følger bare en anelse med i indvandrerdebatten eller lever i eller tæt på ghettoerne er på det rene med, at integrationsproblemerne for øjeblikket vokser sig større og større. Alt for mange politikere og beslutningstagere har ladet stå til, mens de vender blikket mod en anden planet end jorden. Alt for at undgå konflikter med den stadig mere magtfulde muslimske lobby, der slår om sig med diskriminations-retorik. I forhold til uddannelsessystemet ville det ellers være helt oplagt at gribe fat om nældens rod: Hvis muslimske børn og unge ikke kan læse fx Jan Sonnergaard eller Klaus Rifbjerg, ikke kan tage på lejrskole, ikke kan deltage i gymnastik, ikke kan tale ordentligt dansk, og for drengenes vedkommende ikke have samme respekt for pigerne, som de har for deres eget køn – så bør samfundet via dets institutioner og diverse organer gøre det helt og aldeles klart, at denne adfærd ikke vil blive tolereret. Hvad folk gør privat må de i det store hele selv om (min modifikation går fx på børnemishandling og vold i hjemmet), men hvad de gør i det offentlige rum og i diverse samfundsinstitutioner er ikke overladt til privat forgodtbefindende. Der er nogle spilleregler, der skal følges, og disse er forudsætning for, at samfundet på sigt kan hænge sammen.
Derfor er det også sund fornuft, at hvis anden og snart tredjegenerationsindvandrere skal integreres i det danske samfund, så er opskriften det stik modsatte af muslimske friskoler, der bygger på Koranen som vejviser i daglig levevis. De muslimske friskoler producerer tabere, som ikke kan konkurrere om gode uddannelser og udbytterige jobs på lige fod med etniske danskere og børn af indvandrere, som klogt satser benhårdt på uddannelse.
Men hvad så? Betyder det, at jeg vil have afskaffet friskolerne? Nej, så langt fra. Men jeg har da øjne at se og læse med, og de konstaterer, at grundtvigiansk tankegang udsprunget af tiden for 150 år siden af gode grunde ikke har kunnet tage højde for et fænomen som muslimske friskoler. Jeg vil meget nødigt anfægte muligheden for at kunne etablere friskoler på grundlag af bestemte holdninger og pædagogikker, men for at sikre at friskoleeleverne lærer hvad de skal, kan jeg pt ikke se nogen anden vej frem end skærpet statsligt tilsyn. For børnenes skyld skal samfundet sikre, at de opnår et fagligt niveau, der i hvert fald kan måle sig med minimumskravene i den danske folkeskole.
Mange friskoler fungerer fremragende og i gode gamle Grundtvigs ånd. Det gør en række muslimske friskoler altså ikke, og det faktum må der nu tages højde for ved at tænke anderledes og konkret og i positive særforanstaltninger. Diskrimination af muslimske forældre, som vælger Koran-skoler? Javist. Men det kan altså være nødvendigt nogen gange. Ligesom man også diskriminerer de forældre, der udsætter deres børn for groft omsorgssvigt ved at tvangsfjerne børnene.
Det er nødvendigt med positiv særbehandling, forstået på den måde at de muslimske skoler mindst to-tre gange om året får et tilbud, de ikke kan afslå: Et statsligt tilsyn, der sikrer, at børnene lærer, hvad de skal ud fra eksisterende lovgivning. Et tilsyn som garanterer, at undervisningen finder sted på dansk af lærere, som har de nødvendige kvalifikationer i form af dansksprogede forudsætninger og indsigt i danske samfundsforhold og kulturen som sådan. At tale om manglende ressourcer til sådanne besøg er galimatias. Det har jeg ellers hørt fremført som modargument. Svaret her må være, at på sigt vil det blive langt dyrere samfundsøkonomisk, at en stigende gruppe muslimske unge ikke kan begå sig, fordi de ikke via uddannelse har erhvervet sig de nødvendige færdigheder.
Med lovgivning kan man kun i begrænset omfang gå ind og adfærdsregulere. Men i lige præcis dette tilfælde kan der finde en adfærdsregulering sted. For hvis de muslimske friskoler ikke lever op til kravene, skal de lukkes, og børnene efterfølgende sendes i almindelig folkeskole.
Det er korrekt, at dette tiltag er et indgreb i muslimske forældres frihed til at opdrage deres børn, som de ønsker. Men igen: Forældre-frihed og forældre-rettigheder skal ikke sættes i højsædet, hvis prisen er, at børnene bliver ladt i stikken. Det gælder helt generelt og uanset etnisk oprindelse, politisk tilhørsforhold og religion.
I dette tilfælde kan tillid og tolerance være den lette, men også forkerte løsning. Kontrol alias skærpet tilsyn er derimod vejen frem. Og for de muslimske friskoler, der måtte være i stand til at leve op til kravene, kan det kun være en absolut fordel, at offentligheden får indsigt i en velfungerende skole. Derfor skal de muslimske skoler heller ikke opfatte de mindst to årlige tilsyn som negativ særbehandling. Det er tværtimod positiv særbehandling, der skal være med til at skabe selvberoende borgere og gode skatteydere af også muslimske børn og unge. Og i øvrigt - for de skoler som ikke har noget at skjule, vil det kun være en fordel at kunne træde åbent frem, lægge kortene på bordene og hermed informere både offentlighed og beslutningstagere om, at her er alt i bedste gænge.
I øvrigt er det i stigende grad nødvendigt at sige fra overfor og gøre op med den utidige sammenblanding af religion og politik, som en række muslimer praktiserer i det offentlige rum. Fredagsbønnen på Rådhuspladsen var en af de særligt grelle manifestationer, som man set i bakspejlet kan undre sig over blev forbigået i relativ stilhed i den danske offentlighed. Mellem os sagt håber jeg ikke på en gentagelse.
For så vidt angår de muslimske friskolers tilsvarende sammenblanding af religion og politik, forekommer ordet ’fri’ i forbindelse med ’skole’ at være ren manipulation. Her er ikke frihed til at tænke frit (jf. Kåre Bluitgen). At tænke frit forudsætter valgmuligheder mellem forskellige opfattelser og synsvinkler og fortolkninger, men når de muslimske ’friskoler’ på forhånd bortcensurerer og udgrænser emner, er valget i virkeligheden ikke-eksisterende.Men hvad så med de fundamentalistiske kristne friskoler? Jamen, by all means. De skal da selvfølgelig udsættes for den samme positive særbehandling. For i et demokratisk samfund skal alle fundamentalismer, der ikke giver plads til undervisning i andre opfattelsers rimelige sandsynlighed ryddes fra landkortet.
(trykt i Jyllands-Posten mandag d. 12. maj 03)