FORÆLDRE ORKER IKKE
Af Lone Nørgaard
Forældre sætter
ikke grænser for deres børn på grund af (misforstået)
godhed. De ønsker at give poderne de samme frihedsgrader
og valgmuligheder, som de anti-autoritære voksne selv sætter
pris på.
Sådan circa lyder
yndlingssentenserne i debatten her ved udgangen af år 2000,
synspunkter som også har fundet vej ind i flere nylige bogudgivelser
om emnet børneopdragelse. Hvilket mere end antyder, at samfundet
er ved at skaffe sig et problem på halsen med (manglende)
socialisering(en) af de kommende generationer.
Det gælder imidlertid om at holde tungen lige i munden. At
mange forældre ikke sætter grænser for deres børn,
kan ingen være uenig i - men hvad årsagerne er, kan
der krydses adskillige klinger over. Efter min bedste overbevisning
ligger hunden begravet et helt andet sted end i anti-autoritær
godhed.
Der er to væsentlige
grunde til, at forældre ikke tager de nødvendige daglige
konflikter med deres børn: 1. Mor og/eller far orker ikke
de ulystfyldte, anstrengende sammenstød efter en lang arbejdsdag,
hverken i børnehaven, supermarkedet eller i hjemmet 2. De
tør ikke tage konfrontationerne a) på grund af dårlig
samvittighed over, at Peter og Susanne er så længe i
institution hver dag b) på grund af ubehaget ved at være
uvenner med børnene, når familien endelig er samlet
og skal til at hygge sig, hvilket griber tilbage til orker-ikke-attituden
c) på grund af usikkerhed (hvordan skal jeg handle i denne
situation - hvad er det rigtige?)
Det forholder sig sådan,
at flere og flere mennesker i dette land sætter børn
i verden efter et egoistkoncept blottet for praktiske erfaringer
med børneomsorg: Nu får vi et barn og planlægger,
at de næste 8 år (efter ½ års barselsorlov
+ ½ års forældreorlov) skal Peter være
i henholdsvis vuggestue, børnehave og skole/fritidsordning
fra sådan ca. 7.30-17 mandag-fredag. Mens far og mor kører
fuldtidsjobs, så de kan få råd til både
hus og bil og udenlandsrejser, og samtidig legitimerer det materielle
ræs med "barnets behov".
Kommende og nuværende
forældre burde i stedet med jernhånd holdes fast på,
at det først og fremmest er et arbejde at have børn,
at det tager vældigt meget tid, og at to fuldtidsjobs, der
strækker sig fra 8-17 incl. transport hver dag ikke kan forenes
på forsvarlig måde med at levere Peter og Susanne opmærksomhed,
kontakt, lektiehjælp og gradvis indføring i pligter.
I mediernes lykke-univers
er det tilsyneladende aldrig et problem at få lært børnene
den række af færdigheder, vi i årevis har mast
på for at lære vores børn hjemme hos os: at rede
seng, rydde op, gøre rent, spise pænt med kniv og gaffel,
lægge rent tøj på plads, købe ind, lave
mad, vaske op, dække bord, tage af bordet, tage hjemmesko
på, huske at ringe tak for gaven fra farmor, sige tak for
mad, ikke tale med mad i munden, sætte stolen ind under bordet,
spise sundt, spise regelmæssigt, lære klokken og passe
tiden, sortere vasketøj, at begå sig i trafikken hvad
enten det er på gåben, cykel, bus eller tog, binde skolebøger
ind, smøre madpakke, skrive pæne 2-taller som forberedelse
til 7. klasses blækregning, børste tænder efter
tandlægens forskrifter, slukke lyset, når man forlader
rummet osv, osv, osv.
Men i det virkelige liv, er problemet faktisk temmelig påtrængende.
Hvilket da også er grunden til , at så mange forældre
er helt vilde med at overlade ansvaret til børneinstitutionerne
og pædagogerne, til skolen og lærerne, til samfundet
sådan i det hele taget. Nogen må gøre noget -
bare ikke mig selv, for jeg har alt for travlt. Og når jeg
ikke har travlt, er jeg dødtræt efter dagens mange
gøremål, og ingen kan forlange, at jeg i den situation
skal sætte mig ned og lære Peter tabeller, og slet ikke,
når han ikke synes, at det er sjovt, vel?
Når jeg tænker
tilbage på mine utallige titaniske kampe for at holde mine
to sønner til ilden, skraldespanden og lektierne og fra tv'et,
pc'eren og sofaen, så må jeg indrømme, at i hele
mit lange liv har jeg aldrig været konfronteret med en byrde,
jeg synes har været tungere at løfte end at socialisere
mine knægte til at yde deres skærv til familiens opretholdelse
i alle ordets betydninger. Og hvor en evt. lystgevinst ligger så
langt ude i fremtiden, at den fortaber sig i tågerne.
At læse engelsk grammatik 10 timer om dagen, da jeg skulle
tage min førstedel på universitetet, var vand i forhold
til at få søn nr. 1 til at gå ned med gamle aviser
og blade en gang om ugen. At skrive speciale var en picnic i forhold
til at få søn nr. 2 til at rydde op efter sig. At tage
et sidefag med en baby på skødet var afslapning i forhold
til at få både den ene og den anden til at tage ud af
bordet og stille i opvaskemaskinen. Ja, du læste rigtigt -
de skal ikke engang stå med hænderne i baljen.
Jeg erkendte faktisk
her for ganske nyligt, at hvis jeg i min fremskredne alder fortsat
skulle have kræfter og energi til de daglige runddanse omkring,
hvilke pligter, der skulle udføres hvornår og hvordan,
så var jeg dels nødt til at være fysisk til stede
(selv om jeg en lang periode bildte mig ind, at jeg kunne fjernstyre
ungerne pr. mobiltelefon), dels måtte jeg ikke være
for træt til at tage den ulystfyldte kamp op. Jeg skulle være
så fit for fight, at uoverensstemmelserne endte i konstruktiv
accept af, at i denne familie har samtlige medlemmer, store som
små, daglige forpligtigelser - frem for det skrig og skrål,
der var gået hen og blevet normen. Og forudsætningen
for at være fit på den ene af mine to arbejdspladser
i hjemmet var, at jeg måtte ned i tid på den anden arbejdsplads
på arbejdsmarkedet.
Den løsning kan
en del lønmodtagere m/k ikke benytte sig af, det ved jeg
godt. Men EN DEL kan - hvis de vel at mærke er parate til
at skære ned på deres levestandard og renoncere på
kravene om de mest interessante arbejdsopgaver.
For de resterendes vedkommende gælder det om ikke at lulle
sig i søvn med en bekvem ansvarsforflygtigelse, der bliver
solidt bakket op af velmenende eksperters dulmende teoriforklaring
på manglende grænsesætning: Anti-autoritær
godhed. Når sagen er den, at det at indlære børn
pligter, tilegnelse af regler for adækvat social adfærd
og udskydelse af behovsopfyldelse er et benhårdt langsigtet
projekt, som få eller ingen synes, det er morsomt at tage
på sig.
Kærlighed og ægte
omsorg rettet mod det enkelte og helt specielle barn (som alle børn
er) kan hverken købes for penge, hyres hos hjemmeservice
eller optræde som obligatorisk pensum på pædagog-
og lærerseminarierne. Derfor - hvis det ikke snart går
op for såvel en ret stor forældre-gruppe som beslutningstagere
på forskellige niveauer i systemet, at det ikke er pædagogens
opgave at agere hengiven mor for Sofie, og det ikke er lærerens
opgave at lære Rasmus at binde snørebånd og holde
orden på lektie-bøgerne - så får vores
efterhånden alt andet end paradisiske dronningerige en brat
opvågnen om føje år. Hvor en massiv lærerflugt
bort fra folkeskolen kun vil være ét symptom blandt
mange.
Frivillighedens vej har hidtil vist sig utilstrækkelig til
at skabe en bevidsthed om, at børneopdragelse først
og fremmest er et arbejde, som mor og/eller far må tage på
sig af, hvis man da ikke lige hedder Rockefeller til efternavn og
kan hyre folk til det. Men at børneomsorg og børneopdragelse
må placeres under kategorien arbejde er en kendsgerning -
og en kendsgerning, som børn passende kunne modtage undervisning
i fra 1. klasse og frem for at ruste dem til et fremtidigt forældreskab.