FORÆLDRE ORKER IKKE
Af Lone Nørgaard

Forældre sætter ikke grænser for deres børn på grund af (misforstået) godhed. De ønsker at give poderne de samme frihedsgrader og valgmuligheder, som de anti-autoritære voksne selv sætter pris på.

Sådan circa lyder yndlingssentenserne i debatten her ved udgangen af år 2000, synspunkter som også har fundet vej ind i flere nylige bogudgivelser om emnet børneopdragelse. Hvilket mere end antyder, at samfundet er ved at skaffe sig et problem på halsen med (manglende) socialisering(en) af de kommende generationer.
Det gælder imidlertid om at holde tungen lige i munden. At mange forældre ikke sætter grænser for deres børn, kan ingen være uenig i - men hvad årsagerne er, kan der krydses adskillige klinger over. Efter min bedste overbevisning ligger hunden begravet et helt andet sted end i anti-autoritær godhed.

Der er to væsentlige grunde til, at forældre ikke tager de nødvendige daglige konflikter med deres børn: 1. Mor og/eller far orker ikke de ulystfyldte, anstrengende sammenstød efter en lang arbejdsdag, hverken i børnehaven, supermarkedet eller i hjemmet 2. De tør ikke tage konfrontationerne a) på grund af dårlig samvittighed over, at Peter og Susanne er så længe i institution hver dag b) på grund af ubehaget ved at være uvenner med børnene, når familien endelig er samlet og skal til at hygge sig, hvilket griber tilbage til orker-ikke-attituden c) på grund af usikkerhed (hvordan skal jeg handle i denne situation - hvad er det rigtige?)

Det forholder sig sådan, at flere og flere mennesker i dette land sætter børn i verden efter et egoistkoncept blottet for praktiske erfaringer med børneomsorg: Nu får vi et barn og planlægger, at de næste 8 år (efter ½ års barselsorlov + ½ års forældreorlov) skal Peter være i henholdsvis vuggestue, børnehave og skole/fritidsordning fra sådan ca. 7.30-17 mandag-fredag. Mens far og mor kører fuldtidsjobs, så de kan få råd til både hus og bil og udenlandsrejser, og samtidig legitimerer det materielle ræs med "barnets behov".

Kommende og nuværende forældre burde i stedet med jernhånd holdes fast på, at det først og fremmest er et arbejde at have børn, at det tager vældigt meget tid, og at to fuldtidsjobs, der strækker sig fra 8-17 incl. transport hver dag ikke kan forenes på forsvarlig måde med at levere Peter og Susanne opmærksomhed, kontakt, lektiehjælp og gradvis indføring i pligter.

I mediernes lykke-univers er det tilsyneladende aldrig et problem at få lært børnene den række af færdigheder, vi i årevis har mast på for at lære vores børn hjemme hos os: at rede seng, rydde op, gøre rent, spise pænt med kniv og gaffel, lægge rent tøj på plads, købe ind, lave mad, vaske op, dække bord, tage af bordet, tage hjemmesko på, huske at ringe tak for gaven fra farmor, sige tak for mad, ikke tale med mad i munden, sætte stolen ind under bordet, spise sundt, spise regelmæssigt, lære klokken og passe tiden, sortere vasketøj, at begå sig i trafikken hvad enten det er på gåben, cykel, bus eller tog, binde skolebøger ind, smøre madpakke, skrive pæne 2-taller som forberedelse til 7. klasses blækregning, børste tænder efter tandlægens forskrifter, slukke lyset, når man forlader rummet osv, osv, osv.
Men i det virkelige liv, er problemet faktisk temmelig påtrængende. Hvilket da også er grunden til , at så mange forældre er helt vilde med at overlade ansvaret til børneinstitutionerne og pædagogerne, til skolen og lærerne, til samfundet sådan i det hele taget. Nogen må gøre noget - bare ikke mig selv, for jeg har alt for travlt. Og når jeg ikke har travlt, er jeg dødtræt efter dagens mange gøremål, og ingen kan forlange, at jeg i den situation skal sætte mig ned og lære Peter tabeller, og slet ikke, når han ikke synes, at det er sjovt, vel?

Når jeg tænker tilbage på mine utallige titaniske kampe for at holde mine to sønner til ilden, skraldespanden og lektierne og fra tv'et, pc'eren og sofaen, så må jeg indrømme, at i hele mit lange liv har jeg aldrig været konfronteret med en byrde, jeg synes har været tungere at løfte end at socialisere mine knægte til at yde deres skærv til familiens opretholdelse i alle ordets betydninger. Og hvor en evt. lystgevinst ligger så langt ude i fremtiden, at den fortaber sig i tågerne.
At læse engelsk grammatik 10 timer om dagen, da jeg skulle tage min førstedel på universitetet, var vand i forhold til at få søn nr. 1 til at gå ned med gamle aviser og blade en gang om ugen. At skrive speciale var en picnic i forhold til at få søn nr. 2 til at rydde op efter sig. At tage et sidefag med en baby på skødet var afslapning i forhold til at få både den ene og den anden til at tage ud af bordet og stille i opvaskemaskinen. Ja, du læste rigtigt - de skal ikke engang stå med hænderne i baljen.

Jeg erkendte faktisk her for ganske nyligt, at hvis jeg i min fremskredne alder fortsat skulle have kræfter og energi til de daglige runddanse omkring, hvilke pligter, der skulle udføres hvornår og hvordan, så var jeg dels nødt til at være fysisk til stede (selv om jeg en lang periode bildte mig ind, at jeg kunne fjernstyre ungerne pr. mobiltelefon), dels måtte jeg ikke være for træt til at tage den ulystfyldte kamp op. Jeg skulle være så fit for fight, at uoverensstemmelserne endte i konstruktiv accept af, at i denne familie har samtlige medlemmer, store som små, daglige forpligtigelser - frem for det skrig og skrål, der var gået hen og blevet normen. Og forudsætningen for at være fit på den ene af mine to arbejdspladser i hjemmet var, at jeg måtte ned i tid på den anden arbejdsplads på arbejdsmarkedet.

Den løsning kan en del lønmodtagere m/k ikke benytte sig af, det ved jeg godt. Men EN DEL kan - hvis de vel at mærke er parate til at skære ned på deres levestandard og renoncere på kravene om de mest interessante arbejdsopgaver.
For de resterendes vedkommende gælder det om ikke at lulle sig i søvn med en bekvem ansvarsforflygtigelse, der bliver solidt bakket op af velmenende eksperters dulmende teoriforklaring på manglende grænsesætning: Anti-autoritær godhed. Når sagen er den, at det at indlære børn pligter, tilegnelse af regler for adækvat social adfærd og udskydelse af behovsopfyldelse er et benhårdt langsigtet projekt, som få eller ingen synes, det er morsomt at tage på sig.

Kærlighed og ægte omsorg rettet mod det enkelte og helt specielle barn (som alle børn er) kan hverken købes for penge, hyres hos hjemmeservice eller optræde som obligatorisk pensum på pædagog- og lærerseminarierne. Derfor - hvis det ikke snart går op for såvel en ret stor forældre-gruppe som beslutningstagere på forskellige niveauer i systemet, at det ikke er pædagogens opgave at agere hengiven mor for Sofie, og det ikke er lærerens opgave at lære Rasmus at binde snørebånd og holde orden på lektie-bøgerne - så får vores efterhånden alt andet end paradisiske dronningerige en brat opvågnen om føje år. Hvor en massiv lærerflugt bort fra folkeskolen kun vil være ét symptom blandt mange.
Frivillighedens vej har hidtil vist sig utilstrækkelig til at skabe en bevidsthed om, at børneopdragelse først og fremmest er et arbejde, som mor og/eller far må tage på sig af, hvis man da ikke lige hedder Rockefeller til efternavn og kan hyre folk til det. Men at børneomsorg og børneopdragelse må placeres under kategorien arbejde er en kendsgerning - og en kendsgerning, som børn passende kunne modtage undervisning i fra 1. klasse og frem for at ruste dem til et fremtidigt forældreskab.