Nej til at kriminalisere kunder
Af Lone Nørgaard og Paul Lyngbye

Slutningen af 2002 bød på en ophedet debat om prostitution. Baggrunden for debatten var dels at Mette Frederiksen (MF for Socialdemokraterne) markerede sig ved at foreslå kriminalisering af prostitutionskunderne. Dels et velorganiseret fremstød i form af en konference om prostitution i DGI-byen i København arrangeret af Kvinderådet, Kvindeligt Selskab, PRO-Centret og Kvindeligt Arbejderforbund. I starten af 2003 erklærede Pernille Rosenkratz-Theil (MF for Enhedslisten) partiets støtte til at kriminalisere kunder.

Når vi tager til orde, er det fordi vi finder det betænkeligt, at kønspolitiske og moralistiske følelser i den grad kan gribe magten, at man "ikke skal vente på den rene saglige viden". Sådan er holdningen hos f.eks. Jytte Andersen (MF), tidligere ligestillingsminister for Socialdemokraterne. Over for dette fremhæver vi, at det er velovervejede sociale og sundhedsmæssige tiltag, der er brug for, når skaderne på området skal afbødes og forebygges. Derfor må vi sige fra overfor et forslag, der ikke bare er virkningsløst, men direkte skadeligt. Ikke alene for de prostituerede kvinder, som det påstår at gavne, men også for samfundet, idet vold og organiseret kriminalitet vil få bedre muligheder for at brede sig.

Vi opfatter begge prostitution og salg af kroppe som handlinger, samfund helst burde være foruden. Hvilken kvinde - og en del mænd - vil ikke gerne af med prostitution? For kvindernes skyld, som i denne sag måske ikke begynder som men i hvert fald hyppigt ender som ofre i og for erhvervet. Men i stedet for at lade os styre af ønsketænkning og paradismyter om seksualitet og ligestilling og prostitutionsfri verdener, så vil vi fastholde, at viden(skab) er bedre end (over)tro. Og at det mest relevante spørgsmål at stille, hvis man gerne vil begrænse skaderne ved prostitution er: Hvad virker, og hvad gør ikke?

Allerede nu kan det konstateres, at den svenske lov om kundekriminalisering ikke virker, og at der ikke findes belæg for, at prostitutionen er mindsket som følge af kriminaliseringen af kunderne. Ikke særligt fremmende for det danske debatniveau skal man imidlertid lede særdeles grundigt for at finde denne vurdering på side 18 i det danske PRO-Centrets officielle udgivelse fra marts 2002, Unge i prostitution og lovgivning - Evaluering af Straffelovens § 223 a:

"Det præventive element i loven [om kriminalisering af kunderne] antages i evalueringen [den seneste foretaget af den svenske model] at begrænse sig til gadeprostitutionen, mens det formodes at sexkøbere og prostituerede i højere grad bestemmer tid og sted via mobiltelefon. Således findes der intet belæg for at konstatere, at prostitutionen er mindsket som følge af kriminaliseringen af prostitutionskunderne i Sverige." (vores fremhævning).

Desuden udgør gadeprostitutionen højst 9% af al prostitution i Danmark. Selv hvis man kunne overføre de svenske erfaringer direkte på danske forhold, så måtte effekten af kundekriminalisering på den samlede mængde prostitution i Danmark siges at blive beskeden.

Men - når dokumentationen mangler, så må kriminaliser-kunderne-fløjen gribe til andre midler. Et af yndlingsargumenterne er det luftige begreb 'signalværdi': Se her - det står ganske enkelt i loven, at samfundet ikke vil goutere den trafik. Om svenske politikeres brug af 'signalværdi' sagde Katarina Lindahl, generalsekretæren for RFSU (de svenske sexualitetsuddannelser) i 1999: "De prostituerede kommer til at betale prisen for at politikerne kan udsende signaler mod noget, som samfundet allerede tager afstand fra."
Også de svenske socialarbejdere indenfor området betragter signalværdien som yderst diskutabel. "Signalværdi er argumentet, som følger dårlig lovgivning!", hedder det fx i Unge i prostitution m.m. fra 2002.

Så er den påstand blevet fremsat til støtte for at følge i Sveriges fodspor, at kriminaliseringen af kunderne vil sætte den nødvendige spot på problemet, der dermed anerkendes som et problem. Anerkendes som et problem for hvem? For de prostituerede - eller for 'os andre'? Eller er det måske med prostitution som med dele af u-landshjælpen? At en række mennesker lever fedt og godt af, at her har vi et område, der er anerkendt som problem, og med etiketten problem kan der råbes på ressourcer i form af bevillinger og stillinger og politisk opmærksomhed? Dette nærgående spørgsmål er på sin plads, fordi enhver med indsigt på området ved, at det er dobbeltlivet, løgnene og fordømmelsen fra det øvrige samfund, der virkelig æder sjæle op hos de prostituerede. Hemmelighedskræmmeriet isolerer, opspalter og koster den prostituerede dyrt som menneske. Også i forhold til hendes eventuelle familie og børn.

Hovedparten af dem, der sælger seksuelle tjenester, har udtalt sig imod kriminalisering, også selv om kriminaliseringen alene omfatter kunderne. De fleste kvinder med prostitutionserfaring opfatter ikke kundekriminalisering som en håndsrækning. De opfatter den tværtimod som en forstærkning af deres marginalisering og offerrolle. Sælgerne selv skelner ikke mellem kriminalisering af kunder og kriminalisering af dem selv, for prostitution er allerede en lyssky og marginaliseret aktivitet, som grænser til det kriminelle. At kriminalisere kunderne kriminaliserer også kvinderne - de opfordrer jo til og bliver delagtige i en kriminel handling. Og hvis ikke samfundet anerkender dem som delagtige, ja så underkendes de som handlende individer.

Kontroltiltag rammer historisk set kvinderne hårdest. I takt med at markedet bliver mere skjult bliver kvinderne mere sårbare for vold, og presset på dem forøges. De bliver mere afhængige af, at nogen kan tilrettelægge virksomheden for dem, og det giver igen mere plads for alfonser og formidlere. De kriminaliserede markeder bliver muligvis endnu mere præget af grove afvigelser og kunder med perverterede lyster. For at bekæmpe vold på prostitutionsarenaen er det vigtigt at støtte og motivere sælgerne til at anmelde det, de oplever som overgreb. Og hér vil en kriminalisering af alle kunder underkende det, sælgeren forstår som overgreb, og anerkender hende dermed ikke som subjekt.

Danmark har en prostitutionslovgivning, som allerede i dag indebærer væsentlige bevis- og efterforskningsproblemer. Disse forsvinder ikke og bliver måske oven i købet større med en kriminalisering af kunder. Det fremgår bl.a. af Malmø-rapporten fra Rikspolisen i Sverige.
Og hvilken slags straffeaktion skulle anvendes i tilfælde af kriminalisering? En bøde vil hurtigt kunne virke som om, at kunden kan købe sig fra ansvaret, en fængsels- eller behandlingsdom kan hurtigt virke urimelig.

Interessant nok havde prostitutionsområdet samme kvindepolitiske udgangspunkt i de skandinaviske lande for 30 år siden. I dag er vandene delt, og det er på høje tid, at danskerne får mulighed for at høre om andre positioner end den svenske forbudsholdning. Derfor ridser vi en historisk udvikling op og starter med at fokusere på Norge, hvor PRO-Sentret - i modsætning til det danske PRO-Centret - siger klart nej til kundekriminalisering.
I begyndelsen af 1970erne var det i Norge Kvinnefronten, (knyttet til den yderligtgående venstrefløjsgruppering, Arbeidernes Kommunistiske Parti-Marxister-Leninister), der sammen med de såkaldte Nyfeminister tog initiativ til at bekæmpe først pornografi, siden prostitution. PRO-Sentret i Oslo blev oprettet i 1983 på initiativ af fem kvindelige politikere, hvis øvrige politiske holdninger var stærkt divergerende.
De pionerer, der oprettede PRO-Sentret, havde et feministisk grundsyn, nemlig: At prostitutionen dybest set afspejler den patriarkalske mandskultur og dennes seksualopfattelse i samfundet, hvorved mænd principielt er voldsforbrydere, seksuelle undertrykkere, incestudøvere m.m., og kvinder er ofre.
I Sverige blev dette menneskesyn ført frem til sin logiske konsekvens med loven af 1.1.1999 om kundekriminalisering: Af de to direkte involverede parter er det manden, der betaler for sex, som er skyldig og skal straffes, mens kvinden, der sælger sex, er et uskyldigt offer, der skal hjælpes.
I Danmark blev PRO-Centret oprettet i 1997 som en forsøgsordning, men med afsæt i idégrundlaget fra 1970erne. Vi konstaterer, at det norske Pro-Sentret efter tyve års erfaringer i dag står et helt andet sted end det danske ved at afvise den svenske model.

Den danske befolkning er imod kundekriminalisering. En Megafon-undersøgelse foretaget i september 2002 - og altså efter at Mette Frederiksen havde været fremme i medierne med forslaget - viste i hvert fald, at 71% af danskerne syntes, at det var en dårlig idé at kriminalisere, 16%, at det var en god idé, og 12% vidste ikke. Vi håber, at tallene fortsat holder. På trods af bl.a. Dorit Otzens omfattende indsats for, at den danske befolkning "skal gøres moden", som det hedder, til at kriminalisere kunderne.

Rent biologisk må driften mod sex siges at være helt anderledes fundamental for menneskearten end fx driften mod alkohol. I 1920ernes USA forsøgte man at lovgive sig til et samfund uden alkoholforbrug. Som bekendt førte forbudspolitikken til, at markedet gik under jorden, hvorved den organiserede kriminalitet, mafiaen, for alvor fik etableret sig. Hvis man forsøger at kriminalisere sexkunder, vil markedet gå under jorden med lignende effekt på volden og kriminaliteten i det danske samfund. Sådan et samfund ønsker vi ikke at leve i.

Derfor siger vi nej til signalværdier, forbud og afstraffelse, hvad angår de direkte agerende parter på prostitutionsområdet. Af den enkle grund, at vejen frem i dette minefelt har vist sig ikke at lyde på kriminalisering, sanktioner og straf, men på forståelse, frivillighed og afstigmatisering.

(trykt i Berlingske Tidende 10. februar 2003)