Den radikale gåde
Af Lone Nørgaard
”De radikales leder, Marianne Jelved, er fortørnet
over den kolde skulder, som både regeringen og Socialdemokraterne
har givet Europarådets kritik af Danmark (…) Går
Socialdemokraterne efter et valg ikke med til at lave reglerne om
familiesammenføring om, så de respekterer menneskerettighederne,
bliver der intet regeringssamarbejde mellem de to partier, fastslår
Jelved nu.”
Sådan kan jeg læse på DR Nyheder Online d. 19.
juli. Og jeg er glad for, at MJ melder ud, så at enhver vælger
ved, hvordan verden viser sig via det radikale vindue. Samtidig
med at det er mig en total gåde, hvordan et så rimeligt
begavet og vidende menneske kan indtage en så verdensfjern
holdning.
Jeg falder ikke for fristelsen til at kalde MJ for radiGAL. At sygeliggøre
en politisk modstander afslører mere om en selv, end om den,
hvorpå man hæfter etiketten. Jeg må i stedet for
konstatere, at til trods for at MJ og jeg lever i det samme land,
i den samme by (iflg. den adresse, MJ figurerer under på Folketingets
hjemmeside) og er tæt på at være jævnaldrende,
så forekommer det som om, at vi lever på hver vores
planet. I hvert fald i forhold til indvandrerspørgsmålet.
Jeg tilhører i dag selv den meget stærkt indvandrerkritiske
fløj. Eller rettere sagt min kritik retter sig mod den ukontrollerede
indvandring / familiesammenføring af fattige, uuddannede
mennesker, der ikke har en kinamands chance for at etablere sig
på arbejdsmarkedet i et hyperkomplekst samfund og derfor kommer
til at ligge skatteborgerne godt og grundigt til byrde. Bl.a. har
de ikke en chance, fordi de er rettroende muslimer, hvis fornemmeste
opgave er ikke at blive integreret. Sagt superkort, så er
man integreret, hvis man bidrager mere til det danske samfund (ikke
til et parallelsamfund) end man belaster det, plus har et ønske
om at medvirke til at videreudvikle samfundet på demokratiske
og ikke religiøse principper. [Eller som minimum i hvert
fald et ønske om ikke at modvirke demokrati og ligestilling].
Jeg beklager at måtte meddele, at 24-års reglen er gennemhullet
som en si og stort set ikke har haft nogen effekt. Alligevel skal
den fastholdes, fordi den udsender et klart signal om, at her i
landet bestemmer man - lidt endnu - selv, hvem man vil giftes med.
At ’vi’ tager stærk afstand fra arrangerede ægteskaber
alias tvangsægteskaber.
Tilbage til den radikale gåde. Jeg har følgende bud:
1. Det er skønt at føle sig god og i egen selvforståelse
’bedre’ end sådan nogen som mig, der siger: Der
er nogen mennesker, det er umuligt at gøre til samfundsborgere
på grund af (dele af) deres kulturelle og religiøse
bagage. [Demokratiets borgerbegreb er nemlig et individ-begreb og
(kvinders) individuelle rettigheder tæller ikke i en klan-struktur],
2. MJ har et indvandrerbagland, hun skal tage hensyn til, og når
man vil have magt – og det vil en politiker naturligvis –
så skal der navigeres for at opnå så meget af
den som muligt,
3. Hun aner ikke, hvor grelt det står til i ghettoerne –
hvor der selvfølgelig også bor etniske danskere på
kontanthjælp eller bistand - fordi hun aldrig har boet i opgang
med mennesker, som har en anden indstilling til fx orden, husreglementer,
renligholdelse af fællesarealer og et kollektivt ansvar.[
Hun suser rundt til møder med veluddannede og velformulerede
indvandrer”repræsentanter”, som er langt fra de
kvinder iført telt med kighul, hvis hovedopgave det er at
føde og passe mange børn],
4. Hvis MJ skal indse, at hun er en af de hovedansvarlige [sammen
med Svend Auken og et par stykker til] for, at løbet allerede
er kørt med hensyn til at forhindre ghettoisering, så
gør det ondt. At erkende at man har begået en kodyl
fejl, fordi man indhentede sit beslutningsgrundlag på bonede
konferencegulve og i menneskerettighedserklæringer produceret
på baggrund af 2. verdenskrig frem for på nutidens Mjølnerparker,
Vollsmoser og Rosengårde i Malmø – det er bare
for ulystbetonet.
Så den radikale gåde er måske alligevel ikke så
gådefuld? For handler den ikke bare om det evigtgyldige tema
magt – og om at maksimere lysten og velbehaget? Om MJ så
i en enkelt ulvetime har gjort sig tanker om, hvad det er for et
samfund, hun med sin politik, kommer til at overlade også
sine egne børnebørn – tja, det kan jeg kun gisne
om…..
(Trykt i Politiken den 24. juli 2004)
|