Den radikale gåde
Af Lone Nørgaard

”De radikales leder, Marianne Jelved, er fortørnet over den kolde skulder, som både regeringen og Socialdemokraterne har givet Europarådets kritik af Danmark (…) Går Socialdemokraterne efter et valg ikke med til at lave reglerne om familiesammenføring om, så de respekterer menneskerettighederne, bliver der intet regeringssamarbejde mellem de to partier, fastslår Jelved nu.”
Sådan kan jeg læse på DR Nyheder Online d. 19. juli. Og jeg er glad for, at MJ melder ud, så at enhver vælger ved, hvordan verden viser sig via det radikale vindue. Samtidig med at det er mig en total gåde, hvordan et så rimeligt begavet og vidende menneske kan indtage en så verdensfjern holdning.
Jeg falder ikke for fristelsen til at kalde MJ for radiGAL. At sygeliggøre en politisk modstander afslører mere om en selv, end om den, hvorpå man hæfter etiketten. Jeg må i stedet for konstatere, at til trods for at MJ og jeg lever i det samme land, i den samme by (iflg. den adresse, MJ figurerer under på Folketingets hjemmeside) og er tæt på at være jævnaldrende, så forekommer det som om, at vi lever på hver vores planet. I hvert fald i forhold til indvandrerspørgsmålet.
Jeg tilhører i dag selv den meget stærkt indvandrerkritiske fløj. Eller rettere sagt min kritik retter sig mod den ukontrollerede indvandring / familiesammenføring af fattige, uuddannede mennesker, der ikke har en kinamands chance for at etablere sig på arbejdsmarkedet i et hyperkomplekst samfund og derfor kommer til at ligge skatteborgerne godt og grundigt til byrde. Bl.a. har de ikke en chance, fordi de er rettroende muslimer, hvis fornemmeste opgave er ikke at blive integreret. Sagt superkort, så er man integreret, hvis man bidrager mere til det danske samfund (ikke til et parallelsamfund) end man belaster det, plus har et ønske om at medvirke til at videreudvikle samfundet på demokratiske og ikke religiøse principper. [Eller som minimum i hvert fald et ønske om ikke at modvirke demokrati og ligestilling].
Jeg beklager at måtte meddele, at 24-års reglen er gennemhullet som en si og stort set ikke har haft nogen effekt. Alligevel skal den fastholdes, fordi den udsender et klart signal om, at her i landet bestemmer man - lidt endnu - selv, hvem man vil giftes med. At ’vi’ tager stærk afstand fra arrangerede ægteskaber alias tvangsægteskaber.

Tilbage til den radikale gåde. Jeg har følgende bud:
1. Det er skønt at føle sig god og i egen selvforståelse ’bedre’ end sådan nogen som mig, der siger: Der er nogen mennesker, det er umuligt at gøre til samfundsborgere på grund af (dele af) deres kulturelle og religiøse bagage. [Demokratiets borgerbegreb er nemlig et individ-begreb og (kvinders) individuelle rettigheder tæller ikke i en klan-struktur],
2. MJ har et indvandrerbagland, hun skal tage hensyn til, og når man vil have magt – og det vil en politiker naturligvis – så skal der navigeres for at opnå så meget af den som muligt,
3. Hun aner ikke, hvor grelt det står til i ghettoerne – hvor der selvfølgelig også bor etniske danskere på kontanthjælp eller bistand - fordi hun aldrig har boet i opgang med mennesker, som har en anden indstilling til fx orden, husreglementer, renligholdelse af fællesarealer og et kollektivt ansvar.[ Hun suser rundt til møder med veluddannede og velformulerede indvandrer”repræsentanter”, som er langt fra de kvinder iført telt med kighul, hvis hovedopgave det er at føde og passe mange børn],
4. Hvis MJ skal indse, at hun er en af de hovedansvarlige [sammen med Svend Auken og et par stykker til] for, at løbet allerede er kørt med hensyn til at forhindre ghettoisering, så gør det ondt. At erkende at man har begået en kodyl fejl, fordi man indhentede sit beslutningsgrundlag på bonede konferencegulve og i menneskerettighedserklæringer produceret på baggrund af 2. verdenskrig frem for på nutidens Mjølnerparker, Vollsmoser og Rosengårde i Malmø – det er bare for ulystbetonet.

Så den radikale gåde er måske alligevel ikke så gådefuld? For handler den ikke bare om det evigtgyldige tema magt – og om at maksimere lysten og velbehaget? Om MJ så i en enkelt ulvetime har gjort sig tanker om, hvad det er for et samfund, hun med sin politik, kommer til at overlade også sine egne børnebørn – tja, det kan jeg kun gisne om…..

(Trykt i Politiken den 24. juli 2004)