EN FARS RET TIL ET BARN
Af Lone Nørgaard

Som udgangspunkt kan ingen være u-enig i det sympatiske principielle synspunkt: Et barn har ret til en far og en mor, og det bedste for et barn er at blive passet af både far og mor.
Det er imidlertid alene på et abstrakt og ideelt plan, at sagen tegner sig så enkelt. Hvis vi flytter blikket fra ideal til virkelighed, ser situationen anderledes ud. I hverdagslivet lever en del forældre m/k ikke op til deres omsorgsforpligtelser. En række kvinder og mænd optræder ikke hverken modent eller ansvarligt, og man kan ikke sådan tvinge en ansvarlighed frem. Samværssvigt og vold hører til dagens orden i nogle familier, men svigt og konflikter omkring børn og samliv kan ikke løses via lovgivningen.
Alle aktører har været enige - i hvert fald i teorien - om, at det konkrete barn og ikke juridiske rettigheder skal sættes i centrum. Omdrejningspunktet har for alle været svar på spørgsmålet: Hvad er det vigtigste her i livet for et barn? Bare sjældent udtrykt så eksplicit som i følgende valgmulighed 1. Er det vigtigste for et barn, at det efter skilsmisse kan se og kender både sin genetiske mor og sin genetiske far uanset at samværet med den forælder, barnet ikke bor sammen med, giver anledning til konflikter i barnets tilværelse?
2. Er det vigtigste for et barn, at det bor sammen med mindst én kærlig omsorgsperson, der kan sikre barnet ro, tryghed og gode udviklingsmuligheder? Også selv om trygheden etableres på bekostning af samværsforælderens interesser? Og også selv om samværsforælderen udsættes for smerte i form af adskillelse?

Hvis intentionen med en ny lovgivning har været at etablere et godt forældresamarbejde efter samlivets ophør, hedder midlet ikke automatisk fælles forældremyndighed. Samarbejdet mellem forældrene har vist sig ikke at være afhængigt af placeringen af forældremyndighed, og et meningsfuldt samvær med et barn er ikke betinget af, at forælderen har del i forældremyndigheden.
Har målet været at reducere konflikterne i den opløste familie, er automatisk fælles forældremyndighed heller ikke her svaret. Fælles forældremyndighed har først og fremmet skulle tilgodese et rettighedsprincip (kontakt til to genetiske forældre) og rettigheder er noget ganske andet end "barnets bedste". Barnet kan i bund og grund være ligeglad med, om det er mor eller far eller mormor eller farfar eller moster eller onkel eller ….., der bestemmer, hvor det skal bo og gå i vuggestue, børnehave og skole mv, hvis barnet har det godt og trygt med den eller de personer, der drager omsorg for det i hverdagen.
Barnets trivsel er u-afhængig af forældremyndighedsordningen og af, at det har kontakt til to genetiske forældre. Der er heller ikke dokumentation for hypotesen om, at børn lider under et sjældnere samvær med faderen. Derimod er det afgørende, at barnet har et godt forhold til samværsforælderen, hvis barnet skal have noget ud af samværet.
I skilsmisser og ved samlivsbrud findes ingen retfærdighed og ingen nemme løsninger. Det er misvisende at tale om "lige adgang" til barnet, fordi sagen ikke handler om de voksne, men om den mest hensigtsmæssige løsning for barnet. Netop derfor burde alle gode kræfter kæmpe imod, at der sættes lighedstegn mellem "det bedste for barnet" og "genetiske forældres rettigheder".
Da det er barnets interesser og ikke forældres rettigheder, der naturligvis skal i højsædet, må fædre, der bliver skilt, før barnet er fyldt tre år - således at det ikke selv er i stand til at formulere ønsker om samvær eller det modsatte - være indstillet på, at der gives situationer, hvor det kan være bedst for barnet ikke at kende sin genetiske far. Det vil skabe en roligere tilværelse for barnet, især hvis moren har fundet sig en ny mand, som er parat til at være social far. Det er nemlig det sociale faderskab i dagligdagen, og ikke det genetiske, som er altafgørende for et lille barns velbefindende.
Når barnet bliver større, skal det have at vide, at far er social og ikke genetisk far, og det skal så være op til barnet, om det vil opsøge sin genetiske far. Skulle barnet på dette tidspunkt ytre ønske om at flytte hen til sin genetiske far, skal barnets ønske imødekommes, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Ønsker barnet efter en tid at flytte tilbage igen, skal ønsket igen opfyldes. BARNET skal høres som eneste part, og barnets ønsker skal være alfa og omega. Og mænd må se i øjnene, at den omstændighed, at de planter deres sæd i en kvindes krop, ikke er ensbetydende med, at de får ret til det barn, som måtte komme ud af det. Hvis kvinden skønner, at hun vil kunne give barnet en bedre opvækst uden den genetiske fars mellemkomst, skal denne mulighed stå kvinden åben. Til gengæld bliver det for egen regning - og hun skal ikke have forhøjet børnebidrag, fordi hun har valgt at blive enlig mor.

En af de største floskler i debatten er erklæringen om, at et barn har ret til en far og mor. Jeg er rørende enig i hensigten, men ytringen er i praksis ikke det papir værd, den er skrevet på. Udsagnet svarer nemlig til at udbasunere, at ethvert menneske har ret til at spise sig mæt hver dag. Eller til at ethvert gadebarn i Skt. Petersborg har ret til en velfungerende familie. Eller til at ethvert menneske har ret en bror? Rettigheds-filosofien er blevet reduceret til absurditet.
I øvrigt er det tankevækkende, at parolen "et barn har ret til en far og en mor" har fået mantra-status. Rent faktisk er der tale om citatfusk i forhold til den korrekte ordlyd i FN's Konvention om Barnets rettigheder, hvori det hedder i artikel 7: "Barnet skal have ret til (…) så vidt muligt at kende og blive passet at sine forældre." En ganske anden formulering end den, som igen og igen og igen er gået sin ukorrekte sejrsgang i den ophedede debat om automatisk vs frivillig fælles forældremyndighed, der jo i virkeligheden er stridens æble.
Meget symptomatisk er det rettigheder, der hele vejen igennem har været i centrum, og ikke de langt mere oplagte pligter, omfattende arbejdsopgaver og forælder-behovs-afkald, der er kernen i ordentlig børneomsorg.
Med Børnelovsforslaget har den genetiske tænkning vundet en totalsejr i Danmark. Hovedbudskabet er, at fædres retsstilling skal styrkes og Danmark gøres til foregangsland ved juridisk at ophøre med at favorisere ægtemandens faderskab. Det betyder på jævnt dansk, at det genetiske faderskab (arvemassen) skal have forrang for det sociale faderskab eller forældreskab, altså omsorgen for barnet i hverdagen. Recepten lyder, at nu skal ugifte mænd, der har leveret sæd til et foster, langt om længe have ligestilling med mødre. Det vil sige, at ugifte mænd skal have forældremyndighed til et barn uanset relationen til moderen, fx elsker til gift kvinde, kursus-flirt, julefrokost-date.
Idéen om at værne om familien og om at faderen er den, ægteskabet peger på (pater-est-reglen) er pist-væk-borte. Genetikken til magten. Ud med den sociale far, ind med den genetiske. I ligestillingens hellige navn skal kvinder og mænd ikke mere kunne have forskellig placering i loven om børns retsstilling. Med henvisning til at kvinder og mænd hellere i alle tilfælde må vurderes som lige væsentlige bidragydere i frembringelsen af et barn. Ligestillings-propagandaen demonstrerer sin styrke, så det forslår, hjulpet uskønt, men effektivt på vej af fædreorganisationernes lobbyarbejde.
Lad mig i den sammenhæng erindre om, at ligestillingsbegrebet blev konstrueret i forhold til og fortsat har sin klare berettigelse på arbejdsmarkedet, i uddannelsessektoren og i det politiske liv (ligeløn, valgret, lige vilkår for kvindelig og mandlig arbejdskraft etc.). Men at der må skelnes skarpt mellem ligestilling og ligemageri. Ligestilling som begreb bør efter ikke reflektionsløst påtvinges hverken det familiemæssige eller det kropslige område. Ingen af de to køns anatomisk forskellige kroppe kan med et trylleslag udjævnes ved hjælp af en - og kun én - ligestillings-ligning af den enkle grund, at kvindekroppen (i hvert tilfælde indtil videre) er det eneste vækstrum for et kommende barn.
Børnelovsforslaget er blevet "solgt" under varebetegnelsen "forenkling og modernisering af pater-est-reglen". I betragtning af lovforslagets vidtgående karakter for så vidt angår faderskabsregistrering, tvungen fælles forældremyndighed med heraf følgende samværstvang samt stærkt udvidet adgang til at få prøvet faderskab, må karakteristikken siges at være mere vildledende end vejledende. Og forslaget er tillige udstyret med den interessante indbyggede logik, at en mor, der er narkoman eller pillemisbruger, og en far, der er alkoliker eller voldsmand, anses som bedre omsorgspersoner end fx velfungerende adoptivforældre og plejefamilier.

Igennem adskillige år har jeg været langt hinsides kvalmepunktet mht til fædres harpen på rettigheder. For ikke at tale om den omsiggribende umodne forælder-egoisme m/k. Prøv dog for f….. at træde tre skridt tilbage og overvej så, hvad der er objektivt bedst for barnet og ikke for dig. Hvad der fx øjeblikkeligt ville afskaffe såvel gyseren 'overvåget samvær' som tvungent samvær i det hele taget.
Men nej. Børnelovsforslaget vil blive stemt igennem af et folketing uden reelt kendskab til krisecentre og antallet af chikanerende ex-mænd og -fædre, guidet af et lige så verdensfjernt Børnelovsudvalg, der er blevet tæppebombarderet af Foreningen Far igennem en årrække. Som først for alvor fik modspil, da toget var kørt, og et barns såkaldte ret til en far og en mor viste sig at være - en fars ret til et barn.

(Trykt i Kristeligt Dagblad den 25.5)