Ridderen i den hvide Mercedes
Af Lone Nørgaard

Vist læser mænd og kvinder forskelligt. Og hvorfor skulle det nu være et problem?

Hvad har køn og læsevaner med hinanden at gøre? Fordommen - som lader til at have en del på sig så såre blikket rettes uden for de professionelle litteraters rækker - lyder, at kvinder læser skønlitteratur, mænd læser faglitteratur.
Altså i det omfang mænd overhovedet læser ud over lekturen, der måtte høre til deres arbejde - og gør-det-selv-håndbøger. Som de ifølge en islandsk undersøgelse, jeg tilfældigt faldt over på nettet, i øvrigt også læser i langt mindre omfang end kvinder.
Den kønnede litteraturlæsning sætter ind allerede i den tidlige barndom. Der er bøger til piger og bøger til drenge - og så er der selvfølgelig dem, der henvender sig til begge køn.
De bedste? En af klassikerne er i hvert fald fortsat Astrid Lindgrens Bulderby-serie, som - jeg-fortælleren Lisas køn til trods - rummer identifikation for drengelæsere med trekløveret Lasse, Bosse og Ole.
Piger læser mange bøger, drenge læser få bøger. Det er konklusionen, når forskere har undersøgt børns læsevaner. Og det resultat holder stadig vand, selv om Torben Weinreich, professor i børne-litteratur, har kunnet melde ud, at Harry Potter-seriens fantasy-litteratur er gået rent hjem hos en pæn del af hannerne. Sågar også efter at de er kommet i puberteten.
Men at Harry Potter har appel til begge køn kan ikke skjule - jeg har stadigvæk professoren i ryggen - at der er stor forskel på, hvad der fanger pigers og drenges opmærksomhed på boghylderne. Kort og groft: Drenge interesserer sig for det, der foregår langt fra hjemmet og dem selv, f.eks. i universet, i fremtiden eller i et fremmed land, mens pigerne har fokus på det, der foregår i nærheden af dem.
Fra piger og drenge til kvinder og mænd, som for de sidstes vedkommende sjældent læser fiktion. Måske fordi så meget skønlitteratur handler om samlivsproblemer, et tema som rigtigt mange mænd hurtigt får for meget af. De har allerede så rigeligt af slagsen i privaten.
Kvinder derimod svælger i kærlighedsromaner i en evig drøm om ridderen i den hvide Mercedes. Som ud over at sidde på en fed tegnebog også skal være præsentabel og give status hos veninderne.
Tidligere var det bøger som Jane Austens Stolthed og fordom og søstrene Brontës Stormfulde højder og Jane Eyre, der indtog topplacering på den kvindelige læser-hitliste. Altså blandt de finlitterære læsere. De mindre kultiverede læste Barbara Cartland på samlebånd og lægeromanen. I dag foregår jagten på den eneste ene i den såkaldte Chick Lit - bøger om storbyens unge og yngre (single-) kvinder.
Den neurotiske, småforstyrrede og frustrerede Bridget Jones slog tonen an og er nærmest blevet verdensberømt, efter at hun også er kommet på film.
Og ikke uden grund. For vel er den små Ms. Jones med jævne mellemrum bare for meget i al sin forvirrede selvoptagethed, men narcissismen glider ned på grund af hendes charme, sødme og selvironi. Ligesom Nynne og hendes dagbog gør det.
Også Candace Bushnell er braget igennem med sine klummer om køn, kærlighed og karriere, der siden er blevet til bøgerne Sex and the City og Lipgloss junglen.
Decideret kønsdebat-litteratur gider rigtige mænd overhovedet ikke beskæftige sig med. Det synspunkt tilegnede jeg mig støt og sikkert og sandsynliggjort igennem de 15 år, jeg var intenst optaget af ligestilling fra slutfirserne til årtusindeskiftet. Me-dierne myldrede med kønsforskning, kønsprogrammer og kønsartikler leveret af et utal af kvinder i alle aldre og variationer. De mandlige de-battører kunne tælles på én hånd, og når det gik rigtigt højt - to.
Billedet har ikke ændret sig en brik. Samme kønsfordeling tegner sig på litteraturkurser på sommerhøjskoler og folkeuniversiteter.
Når mænd endelig læser bøger, så scorer krigs- og militær-historie højt. Sammen med politiske biografier om store mænd som Napoleon og Churchill. Læsende mænd har en tendens til at boge fokuseret og mere ensporet end kvinder, som også på det litterære felt multi-tasker. Og jeg skal være den sidste til at udnævne smalsporet dybde som værende ringere end overfladisk bredde.
Den amerikanske forsker Deborah Tannen er professor i lingvistik. Hun har skrevet en tankevækkende bog, der er oversat til dansk: Kvindesnak og Mands tale, hvorfor vi taler forbi hinanden. I den konstaterer hun med stribevis af eksempler, at mænd og kvinder bruger sproget forskelligt. Hun skelner mellem kontaktsnak og rapportsnak.
Kontaktsnakken er et middel til at etablere samhørighed og udvikle relationer i symmetrisk dialog.
I rapportsnakken demonstreres status og fremvises viden i en asymmetrisk envejskommunikation. Lykkes øvelsen, kan taleren fastholde andres opmærksomhed og indtage pladsen som den mest magtfulde i hierarkiet.
At placere hvilket-køn-på-hvilken-snak overlader jeg trygt til læseren.
Fordi jeg i min fremskredne alder lever så godt med kønnenes forskellighed, forstår jeg heller ikke ophidselsen over Helmuth Nyborgs udtalelser. Ja, ham med forskningsresultater, der peger på, at mænd er mere intelligente end kvinder. For jovist er mænd som hovedtendens bedre filosoffer og matematikere. Og hvad så? Hvis det ikke var for kvinderne, gik ethvert samfund og enhver familie rabundus. Så hvorfor ikke bare erkende én gang for alle, at der ikke blot er kemiske og biologiske og seksuelle forskelle på de to køn. Der er også hjernemæssige, psykologiske og sproglige.
Og i øvrigt er én meget væsentlig grund til Søren Kierkegaards geniale forfatterskab, at han fik hver en reproduktiv sten fjernet fra sin vej, så han kunne koncentrere sig helt og fuldt om at studere, reflektere og nedskrive sine store tanker.
Lad andre bekende sig til den hellige ligestilling og illusionen om, at de to køn bare er millimeter fra det androgyne Mekka. Jeg lægger mig i stedet i slipstrømmen på to af mine yndlingsromaner: Amalie Skrams Constance Ring (1885) og Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen (1979).
Fra hver sit århundrede fik de sagt noget helt centralt om forskellene på de to køn - og giver dermed fortsat et solidt grundlag for en forståelse af, hvordan kønnet naturligvis sætter sig igennem.
Også når det gælder læsevaner.

(KOMMENTAR trykt i Jyllands-Posten 11 november 2006, Tabloidsektion side 22)