Dårligt nyt til skilsmissebørn
Af Lone Nørgaard

Så er der godt nyt til alle skilsmissebørn. Denne fanfare truttede ud af 8-radioavisen tirsdag d. 5. december. Heureka-hurra, tænkte jeg. Langt om længe har folketingspolitikerne skuet lyset og erkendt, at der er tre parter i en skilsmisse: Far, mor og børn. Samt at Søren og Sofie er den svage part i trekanten. Derfor skal børneperspektivet også til hver en tid have forrang for forældre-rettigheder, og følgelig bliver den gældende lov om samværstvang nu endelig omgjort.
Godt med bøger som Kirsti R. Haaland: Børn og skilsmisser (2003), Bente Boserup og Helle Rabøl Hansen: Samværsklemmen (2003), Ditlev Nielsen: Forældremyndighed og samvær – skilsmissebørns vilkår (2002) og Helene Flendt: Hvem beskytter barnet? (2000). Godt med foreningen Børns Vilkår’s omfattende dokumentation af, at det danske samværssystem igen og igen spiller fallit. Politikerne har læst på lektien og besindet sig på, at et ligestillings- og retfærdigheds-perspektiv ikke hører hjemme i en diskussion om skilsmissebørns tarv.
Men hvor længe var Jeppe i baronens seng? Jeg glædede mig i præcis to sekunder, før fortsættelsen fulgte: Et barn har ret til både en far og en mor.
Suk! Ved at købe denne smukke, luftige abstraktion - serveret på et sølvfad af Foreningen Far - demonstrerer politikerne igen-igen, at de ikke aner en hujende f-- om de fatale konsekvenser, som deres beslutninger har på gulvet. Denne gang går det ud over skilsmissebørnene. Fra elfenbenstårnet på Christiansborg proklameres, at skilsmisseforældre, der ikke selv kan blive enige, skal idømmes fælles forældremyndighed. Parrene skal nemlig tvinges til at samarbejde, for i dag får moderen i 3 ud af 4 tilfælde tilkendt forældremyndigheden. Så får hun magten (?) over børnene og kan tilsidesætte faderen. Derfor (!) skal fædrene stilles bedre.
Men hvorfor i alverden skal fædre-interesser have positiv særbehandling? Hvad er argumentationen? Jeg mener, det er jo ikke sofaen, der står på programmet. Det er Sofie. Og selvsagt får kvinderne så ofte forældremyndigheden, fordi de i 95% af tilfældene har udført hovedparten af omsorgsopgaverne.
At tvinge mennesker, som ikke bor sammen til at deles om forældremyndigheden imod den enes vilje, vil ikke dæmpe konfliktniveauet. Det viser al erfaring. Derfor er det også ufatteligt, at et tilsyneladende enigt Folketing kan stå bag et forslag om at idømme fælles forældremyndighed. Hånden på hjertet: Bliver domstolene involveret undtagen i yderste nødstilfælde – dér hvor mor og far bare ikke kan finde en vej frem, og konfliktniveauet er oppe i det røde felt? Nej, vel. Derfor: At befale samarbejde om hvor barnet skal bo (lad os sige mor bor i Kalundborg og far i Køge), eller hvor barnet skal gå i skole (Kalundborg, Køge eller måske Roskilde?) svarer i princippet til at dekretere fred i Irak eller ro på Vestbredden.
Ifølge Familieminister Lars Barfoed skal den kommende lovpakke om forældremyndighed og samvær sikre skilsmissebørn ret til at se begge forældre. Men hvad nu hvis barnet overhovedet ikke ønsker at se sin far (eller mor)? Det rager systemet en papand. Sågar overvåget samvær skal barnet udleveres til, så farmand kan få opfyldt sine behov. Den hensyntagen går bare ikke den anden vej. For – lyder det - der kommer ikke noget godt ud af at tvinge en forælder til at have samvær med sit barn, hvis der er stor modstand. Men åbenbart kommer der noget godt ud af at tvinge et barn.
Socialdemokraternes ordfører Lissa Mathiasen tager skyklap-prisen med følgende udtalelse: ”I forhold til forældremyndighed er der tale om et paradigmeskift. Vi siger til alle forældre: Lige meget, hvordan I kludrer rundt i jeres voksenliv, så har i et ansvar for jeres børn, og børn har ret til to forældre.” For det første er påstanden om et paradigmeskift nonsens. Skilsmissefædre har haft udstrakte rettigheder i årevis, og nu skal de oven i købet have udvidet retten til samvær med selv ammebørn. Det er den rene galimatias.
For det andet er Mathiasen og hendes politiker-kolleger åbenbart blevet lobby’et ned under gulvbrædderne af Foreningen Far, der for at det ikke skal være løgn har siddet med i det lovforberedende arbejde.
Er de selvsamme politikere monstro klar over, at når kvinder flygter fra en voldelig mand og tager på krisecenter med børnene, kan hverken kvinder eller børn føle sig sikre. Hvorfor ikke? Fordi faderen ifølge loven har ret til at få oplyst, hvor børnene er, når der foreligger fælles forældremyndighed. Denne juridiske konstruktion betyder, at de voldelige mænd får adgang til børnene, selv om de og moderen er flygtet til en anden del af landet. Somme tider tager han ganske enkelt børnene med sig. Og lad mig i al stilfærdighed minde om, at ca. 65.000 kvinder hvert år udsættes for fysisk vold.
Enhver med lidt sund fornuft tilsat erfaringer fra det virkelige liv er ganske på det rene med, at tvungen fælles forældremyndighed med efterfølgende tvungent samvær til voldelige og ansvarsløse fædre (og i nogle tilfælde ansvarsløse mødre) er en dybt uhensigtsmæssig foranstaltning i ligestillingens navn. Med fokus på mors og fars ret til et barn, der så er blevet underkastet en elegant kopernikansk vending: Barnets ret til to forældre.
En række børn betaler allerede i dag en megahøj pris for et samvær, de ikke ønsker. Der vil godt nok blive mange flere af slagsen, hvis den nye lovpakke bliver vedtaget.

(Trykt i Jyllands-Posten den 17. december 2006)