Dårligt nyt til skilsmissebørn II
Af Lone Nørgaard

Jeg vil gerne takke for de mange reaktioner på min kronik Dårligt nyt til skilsmissebørn (17.12). Forinden jeg forholder mig til nogle af de fremsatte påstande og argumenter, vil jeg klargøre min position i debatten for nye læsere. Der er tre parter i en skilsmisse: Far, mor og børn. Da det er børnene, som er den ubetinget svageste part i trekanten, skal børneperspektivet have forrang for rettigheds- og ligestillingsperspektivet i de (heldigvis stadigvæk relativt få) tilfælde, hvor de to perspektiver kommer i uløselig konflikt med hinanden.
Som udgangspunkt kan alle erklære sig enige i det sympatiske, principielle synspunkt: Et barn har ret til en far og en mor, og det bedste for et barn er at blive passet af både far og mor. Det er imidlertid alene i udvalgs-værelser og folketingssal, at sagen tegner sig så enkelt. Hvis vi forlader Slotsholmen, ser virkeligheden anderledes ud. I hverdagslivet lever en del forældre m/k ikke op til deres omsorgsforpligtelser, og de optræder hverken modent eller ansvarligt.
Alle har også været enige om, at det konkrete barn og ikke juridiske rettigheder skal sættes i centrum. Omdrejningspunktet har for alle været svar på spørgsmålet: Hvad er det vigtigste her i livet for et barn? Bare sjældent udtrykt så eksplicit som i følgende valgmulighed 1. Er det vigtigste for et barn, at det efter en skilsmisse kan se og kender både sin genetiske mor og sin genetiske far, uanset at samværet med den forælder, barnet ikke bor sammen med, giver anledning til konflikter i barnets tilværelse? 2. Er det vigtigste for et barn, at det bor sammen med mindst én kærlig omsorgsperson, der kan sikre barnet ro, tryghed og gode udviklingsmuligheder? Også selv om trygheden etableres på bekostning af samværsforælderens interesser og smerte i form af adskillelse?
Når intentionen er at etablere et forældresamarbejde efter samlivets ophør, hedder midlet ikke idømt fælles forældremyndighed, når konfliktniveauet er oppe i det røde felt. Man kan ikke diktere ’fjender’ til at samarbejde i praksis - uden at det går ud over barnet. Fælles forældremyndighed har først og fremmet skullet tilgodese et rettighedsprincip (kontakt til to genetiske forældre) og rettigheder er noget ganske andet end "barnets bedste". Barnet kan i bund og grund være ligeglad med jura, om det er mor eller far eller mormor eller farfar eller moster eller onkel eller ….., der bestemmer, hvor det skal bo og gå i vuggestue, børnehave og skole mv, hvis barnet har det godt, trygt og konfliktfrit med den eller de personer, der drager omsorg for det i hverdagen.
Så kommer mine svar på udsnit af læserindlæggene. Jørgen Stamhus (24.12) er glad for, at en ny lovgivning vil sætte en stopper for årtiers diskrimination af mænd. Med ordet diskrimination anlægger han det ligestillings- og rettighedsperspektiv, som jeg gør op med. Fædres retsstilling skal ikke styrkes på børns bekostning. Overvej venligst de mulige konsekvenser: Ugifte mænd skal have ret til forældremyndighed samt samvær med et barn uanset relationen til moderen, fx elsker til gift kvinde, kursus-flirt, julefrokost-date. Et one-night stand kan i årevis tvinge moren til at samarbejde med en mand, hun ikke kender. Sågar til at udlevere et ammebarn til samvær.
Så påstår Stamhus, at ”det er dokumenteret, at børn, der vokser op hos fædre, klarer sig bedre, end hvis de vokser op hos en enlig mor, og at kvinders evner til at drage omsorg for børn ikke overstiger mænds.” Jeg har en grim mistanke om, at Stamhus refererer til Mogens Nygaard Christoffersen fra Socialforskningsinstituttet og hans undersøgelse Opvækst hos fædre fra 1996. Undersøgelsen belyste opvækstforholdene for 3-5-årige børn, der boede sammen med den ene af forældrene. Kun 6 pct. af børnene boede hos faren, mens 94 pct. boede hos moren. Forskeren blev imidlertid kritiseret for sin fortolkning af undersøgelsens data i den efterfølgende offentlige debat – en fortolkning der gik i retning af, at det gik overmåde godt, når fædre fik tildelt forældremyndigheden. Man glemte bare at gøre opmærksom på, at det bl.a. gik så godt, fordi de pågældende fædre oprindeligt var særligt egnede forældre. Plus at moderen og også bedsteforældrene på mødrene side smukt bakkede op omkring faren.
Stamhus skriver videre: ”En retstilstand, hvor kvinder får forældremyndigheden i 8 af 10 tilfælde, er derfor ude af trit med, hvad der er bedst for barnet.” Deri tager han fejl. Det er muligt, det er sørgeligt, men visse sandheder lader sig ikke omgå.… Mor er – bl.a. af biologiske grunde - stadig den centrale figur. Hvilket ikke mindst viser sig i, at en væsentlig årsag til, at det først og fremmest er kvinderne, der tager initiativ til skilsmisse, lige præcis er, at far ikke udfører halvdelen af (ansvaret for) det praktiske arbejde i hjemmet, herunder børneomsorgen. Så grunden til at mødrene som regel får tildelt forældremyndigheden, er ikke, at kvinder er bedre mennesker end mænd eller pr. definition er mere velegnede til at udøve omsorg. Den kvalifikation tilegnes primært gennem daglig øvelse. Kvinderne får forældremyndigheden, fordi de har udført langt de fleste arbejdsopgaver relateret til børn. Børneomsorg handler nemlig ikke kun om hyggestunder, men om tøjvask, (tand)lægebesøg, lektielæsning, bleskift, indkøb af nye støvler, negleklipning, tandbørstning, kage til klassens time, barn-syg-dage osv osv osv samt den hårde tørn med at lære afkommet allehånde sociale færdigheder.
Jeg udnævner ikke mænd til generelt at være voldelige. Jeg konstaterer ’blot’, at i en række tilfælde får voldelige og psykisk syge fædre tildelt (overvåget) samvær. At sige ’nogle’ er ikke det samme som at sige ’alle’. Men det er dybt problematisk, at hvis kvinder (herunder mange indvandrerkvinder) flytter på krisecenter, så har den voldelige far ifølge loven ret til at få oplyst, hvor børnene er, når der foreligger fælles forældremyndighed. Denne juridiske konstruktion betyder, at de voldelige mænd får adgang til børnene, selv om de og moderen er flygtet til en anden del af landet.
Sidstnævnte replik retter sig også til Niels Malmkjær (24.12). Han konstaterer, at jeg normalt er ”et forstandigt menneske, der vel principielt går ind for ligestilling mellem kønnene, men når moderinstinktet aktiveres, sløres åbenbart det objektive overblik.”
Tak til det første og hvad angår det sidste: 1. Ligestillingsbegrebet blev konstrueret i forhold til og har fortsat sin berettigelse på arbejdsmarkedet, i uddannelsessektoren og i det politiske liv (ligeløn, valgret, lige vilkår for kvindelig og mandlig arbejdskraft etc.). Men der må skelnes skarpt mellem ligestilling og ligemageri. Ligestilling som begreb bør ikke refleksionsløst påtvinges det familiemæssige og kropslige område. Ingen af de to køns anatomisk forskellige kroppe kan med et trylleslag udjævnes ved hjælp af en - og kun én - ligestillings-ligning af den enkle grund, at kvindekroppen er det eneste vækstrum for et kommende barn. 2. Ligestillingsperspektivet skal i tilfælde af uopløselig konflikt ved skilsmisse aldrig have forrang for børneperspektivet.
Så kommer jeg til Flemming Kristensens indlæg (24.12). Med hans karakteristik af sig selv som toptunet samværsfar har jeg svært ved at forestille mig andet end, at hans ex-kone klapper i hænderne, når far skal have den fælles datter. Denne kronik handler ikke om skilsmissefædre som Kristensen og de mange andre udmærkede fædre – skilte eller ej. Den handler om konflikt-tilfældene, hvor jeg vil forhindre, at børn havner i samværsklemmen. Hellere kun én forælder end barn = kastebold i årevis.
Kristensen skriver videre: ”Som samværsreglerne er skruet sammen i dag, og som Statsamtet håndhæver dem, er den nuværende situation opportun for enhver mor til kynisk at bruge børnene som et redskab til at udøve psykisk pression mod en far.”
Min kommentar lyder: Mødre bruger som hovedtendens ikke børnene. Og hvor de forsøger at hindre samværet med fædrene, kan der ofte være gode grunde til det. Hvor der ikke er det, vil det komme mødrene til skade på sigt, at de har forholdt deres barn adgang til en ordentlig far. Indrømmet, det hjælper ikke far på den korte distance, men igen – mit fokus er på at minimere konflikter i barnets dagligdag uagtet de voksnes smerte, interesser og ønsker.
Også Jørgen Lund Christiansen (26.12) vælger ligestillingsperspektivet. Men læs lige denne passus:
”Det er dejligt, at et enigt folketing nu endelig med årtiers forsinkelse vil ændre loven, så børnenes behov og rettigheder kommer i fokus.” Her hopper kæden af for både folketingspolitikere og Christiansen. Børn har nemlig kun rettigheder i det omfang, nogen kan følge op på dem, når rettighederne siddes overhørigt. Hvor i loven står der fx at samværsfædre kan straffes med bøder, når de misligholder samværsaftaler?
Både fædre og mødre vil tilsyneladende vældigt gerne have rettigheder, pligterne kniber det straks mere med. Men at få forældre til at tage pligter og ansvar på sig er desværre en handling, man ikke kan lovgive sig til. Idømt fælles forældremyndighed eller ej. Kunne man det, ville der ikke være et eneste omsorgssvigtet barn i dette land.
Til Finn Märcher (29.12) denne kommentar: Jeg forstår din vrede og bitterhed, når moren flytter til en anden landsdel og nægter faderen adgang til skoleinformationer osv. Altså i det omfang der er tale om chikane fra morens side – det er utroligt dumt og egoistisk handlet af hende. Men hvis fx et jobskifte betyder, at mor er nødt til at flytte, så må far tage smerten på sig ved det reducerede samvær. Fordi målestokken hele tiden og konstant skal være: Hvordan tilføjes skilsmissebarnet mindst muligt smerte og splittelse uanset de voksnes behov.
Børn er ikke møbler, der kan flyttes rundt på…..en uge her, en uge dér for at opfylde fars og mors behov. Vel?

(Trykt i Jyllands-Posten den 11. januar 2007)