Selvfølgelig skaber børn
skilsmisser
Af Lone Nørgaard
Tænk engang. Det
lanceres som den store nyhed, og det inden agurkesæsonen for
alvor er sat ind, at det støt stigende antal skilsmisser
først og fremmest finder sted i familier med småbørn.
Som om nogen i besiddelse af bare to gram omløb i hovedet
så meget som et sekund kunne blive overrasket over denne sammenhæng.
Indrømmet. Undertiden bliver jeg præsenteret for rørende
og naive betragtninger, der går på, at den dér
lille sag med børnefødslerne ikke på nogen måde
behøver at hæmme karriereforløb og voksenliv.
Herregud, kvinden behøver jo ikke at gå fra på
barsel før et par dage før terminen, og seks måneders
barselsorlov er hurtigt overstået. Får kvinden to børn,
er det altså kun lige godt et år, der går tabt
i forhold til et helt livsforløb på arbejdsmarkedet,
og det mini-slip kan indhentes som en mis.
Godaw do.
Børn er først og fremmest arbejde - vel at mærke
hvis forældrene har til hensigt at tage deres børneomsorg
alvorligt. Barneprojektet bliver godt nok aldrig solgt under denne
uspiselige varebetegnelse, men en kendsgerning er den store arbejdsbyrde.
For klarhedens skyld definerer jeg lige mit omsorgsbegreb. Forældrene
skal drage omsorg for barnet og varetage dets interesser. Deres
rettigheder består i at kunne træffe bestemmelse om,
hvordan barnet skal opdrages og uddannes, hvor det skal bo og opholde
sig, og hvilken mad og tøj, det skal have. Til rettighederne
er knyttet en omsorgspligt. Barnet skal således have tilstrækkeligt
mad og tøj, tag over hovedet, og lægehjælp i
sygdomstilfælde. Omsorgspligten omfatter imidlertid også
pligten til at opdrage barnet, lære det at begå sig
blandt andre mennesker (sociale kompetencer såsom at sidde
stille på en stol i et klasseværelse), sørge
for at barnet får almindelige kundskaber (fx at kende klokken
og binde sine egne snørebånd) udover skolegang og uddannelse.
Når jeg betjener mig af ordet børneomsorg, forudsætter
jeg, at den udføres af forældre, der tager yngelplejen
alvorligt. Forældre, der institutionaliserer deres børn
mere end ca. 30-32 timer pr. uge falder uden for denne kategori.
Det samme gør den mor og far, der tillader, at deres barn
indtager aftensmaden alene foran tv'et på eget værelse.
Eller ikke sørger for, at deres barn får sund morgenmad
inden skolegang. Disse udeladelser opfatter jeg som eksempler på
ansvarsforflygtigelse, der er synonymt med omsorgssvigt.
Arbejdet standser ikke efter, at kvindens (barsels)orlov er overstået.
Nu begynder sliddet først for alvor, fordi "fridagene" er
forbi, og indsatsen over for barnet for de fleste skal sammenkædes
med et/to fuldtidsjob(s) på arbejdsmarkedet. Og selv om små
buttede barnearme omkring mors hals er vidunderlige, så opvejes
hermed ikke prisen, der skal betales for stjernestunden: Timer med
at bygge klodstårne, lægge puslespil, tørre snotnæser,
skifte bleer, få vaccinationer, lappe bukser, klippe negle,
samle madrester op fra gulvet og bordet og den høje stol,
holde under opsyn konstant for at forebygge ulykker - for blot at
nævne nogle få af de hundredvis af arbejdsopgaver, der
relaterer sig til børneopdragelsen. Sagt med andre ord: Det
er ikke spor givende, udviklende eller kreativt at passe småbørn.
Det er kedeligt, uinspirerende og monotont og helt ude af trit med
samfundets yndlingslivsløgn, at livet er sjovt, spændende
og bekvemt. I hvert fald hvis man som kvinde har ambitioner ud over
yngelplejen.
Jeg ved, at jeg generaliserer voldsomt. Jeg vil bare gerne have
slået fast, at en del kvinder og stort set alle mænd
synes, at det er dødssygt at passe små børn
i alt for store doser. Med mindre man får penge for det.
Paradoksalt nok er tiden, hvor barnet er kommet i vuggestue eller
dagpleje set i mit bakspejl én af de perioder i mine børns
opvækst, hvor hverdagen gled nemmest - på trods af dobbeltarbejdet.
I hvert fald hvis ens barn kan klare de mange infektionsangreb uden
at blive for meget eller for hyppigt sygt.
Fordelen ved vuggestuebarnet ca. 6 måneder - 3 år er,
at hendes vilje sidder næsten 100% i mors og fars jakkelomme.
Hun bestemmer ikke selv, hvornår hun bliver bragt om morgenen
og hentet om eftermiddagen/aftenen. Hun bestemmer ikke, hvilket
tøj hun skal have på, eller hvornår hun skal
have skiftet tøj, ble eller sko. Hun bestemmer ikke selv,
hvornår hun vil i seng, og hvornår hun vil op. Og hun
er fysisk så lille, at skulle hun finde på at skride
til modstand, kan hun med et snuptag tages under armen og transporteres
derhen, hvor mor og far finder det for godt. Hun kan naturligvis
hyle sig til en vis medindflydelse, men hendes magtmidler er ikke-eksisterende,
hvis mor og far vælger at vende de døve ører
til.
Børnehavebarnet 3 - 6 år giver mor og far nogle af
de samme fordele, om end den tiltagende selvstændige vilje
ikke fornægter sig. Den vilje vokser sig stærkere i
takt med, at barnet kommer i først børnehaveklasse
siden skole. Da sunde børn nægter at deltage i ulystbetonede
aktiviteter (fx lektielæsning), med mindre de bliver tvunget
til det, står forældrene nu konfronteret med følgende
spørgsmål: Hvor mange konflikter ønsker jeg,
magter jeg, orker jeg at tage med mine børn hver dag for
at lære dem, at livet består af 80% rugbrød og
20% lagkage?
Mange forældre orker ikke at sætte grænser for
deres børn - at påføre dem ulyst i form af pligter,
aftaler og arbejdsopgaver. Fordi handlingen kræver daglige
og energikrævende og opslidende tiltag.
Nedprioriteringen af at stille krav til børnene pakkes ind
i den mindre nålestikkende ideologiske løgn, at forældre
lader være med at sætte grænser for deres børn
på grund af (misforstået) godhed. De ønsker at
give poderne de samme frihedsgrader og valgmuligheder, som de antiautoritære
voksne selv sætter pris på. Sådan lyder i hvert
fald en af yndlingssentenserne i debatten her ved indgangen til
det 21. århundrede.
Det gælder imidlertid om at holde tungen lige i munden. At
mange forældre ikke sætter grænser for deres børn
bliver ikke anfægtet, men hvad årsagerne til forældreadfærden
er, kan der krydses adskillige klinger over. Efter min bedste overbevisning
ligger hunden begravet et helt andet sted end i anti-autoritær
godhed.
Der er to væsentlige grunde til, at forældre ikke tager
de nødvendige daglige konflikter med deres børn: 1.
Mor og/eller far orker ikke de ulystfyldte, anstrengende sammenstød
efter en lang arbejdsdag, hverken i børnehaven, supermarkedet
eller i hjemmet 2. De tør ikke tage konfrontationerne a)
på grund af dårlig samvittighed over, at Peter og Susanne
er så længe i institution hver dag b) på grund
af ubehaget ved at være uvenner med børnene, når
familien endelig er samlet og skal til at hygge sig, hvilket griber
tilbage til orker-ikke-attituden c) på grund af usikkerhed.
Hvordan skal jeg handle i denne situation - hvad er det rigtige?
Det forholder sig sådan, at flere og flere mennesker i dette
land sætter børn i verden efter et koncept blottet
for praktiske erfaringer med børneomsorg: Nu får vi
et barn og planlægger, at de næste 8 år (efter
½ års barselsorlov + ½ års forældreorlov)
skal Peter være i henholdsvis vuggestue, børnehave
og skole/fritidsordning fra sådan ca. 7.30-17 mandag-fredag.
Mens far og mor kører fuldtidsjobs, så de kan få
råd til både hus og bil og udenlandsrejser, og samtidig
legitimerer det materielle ræs med "barnets-behov-for-lys-luft-og-grønne-omgivelser".
Arbejdet med børn er så omfattende og tidskrævende,
at to fuldtidsjobs, der strækker sig fra 8-17 incl. transport
hver dag ikke kan forenes på forsvarlig måde med at
levere Peter og Susanne opmærksomhed, kontakt, lektiehjælp
og gradvis indføring i pligter.
Moralen er: lad være med at få børn, hvis du
ikke er indstillet på at nedskære både dine materielle
behov og din arbejdstid og dine fritidsinteresser, for BØRNEOPDRAGELSE
TAGER TID. Kvantitativ tid. Mors og fars tid, om jeg må be'.
Ikke lærerens, som passende kunne anvende de indvundne minutter
til systematisk stave- og læsetræning suppleret med
daglige tabeller i de små klasser.
Min overordnede indstilling til børneinstitutionslivet er
som sagt, at de timer, der ligger ud over 30 timer pr. uge, har
fanden skabt. Og ikke på grund af dårlige pædagoger.
De allerfleste laver et fremragende stykke arbejde inden for rammer,
der bliver ringere og ringere grundet normeringen. Og at gøre
dårlige rammer bedre - det ideligt tilbagevendende forslag
om mere plads ude og inde og mere personale - kan forældrene
godt glemme alt om. For det betyder højere skat, og ingen,
jeg kender, vil betale mere af den slags. Et regnestykke lavet i
dagbladet Aktuelt d. 2.2.01 viste i øvrigt følgende:
En familie på to voksne med to børn i børnehave
og en husstandsindkomst på 550.000 kroner havde årligt
udgifter til institutioner på i alt 24.173 kr. Kommunens udgift
pr. år var i alt 76.645 kr. Det svarede til, at kommunen ved
hjælp af skattekroner allerede dækkede 76% af udgiften
til to pladser.
Intet tyder således på, at de fysiske rammer vil blive
forbedret. Forældre har skreget og råbt i årevis,
uden at kvadratmeterantallet pr. barn er blevet forøget eller
personalet opnormeret.
Der er åbenbare
forskelle på livssituationen og valgmulighederne for karrierefamilien
og den enlige mor på Thorfisk. Men for begge grupper gælder,
at de sammen med resten af den voksne danske befolkning med mindreårige
børn ville nyde godt af en kollektiv øget bevidstgørelse
om, hvilket kæmpeprojekt, det er at bringe et barn ordentligt
i vej over en 18-års periode.
Med en stærkt øget bevidsthed om forældreansvarlighed
vil der også blive taget hul på nogle modstrategier,
der som en mulig følgevirkning vil kunne dæmme op for
skilsmissefrekvensen.
Mere end hvert tredje ægteskab bliver opløst, og dette
tal medregner ikke opløsningen af alle de papirløst
indgåede parforhold. Ægteskaber varer i gennemsnit kortere
og kortere. Af landene i EU har Danmark det tredjehøjeste
antal skilsmisser pr. 1.000 personer.
Det betyder, at hvert år bliver ca. 23.000 danske børn
skilsmissebørn. Desuden støttes statistikken af en
række signaler på, at de børn, som lever i familier,
hvor mor og far endnu ikke er gået fra hinanden, ofte oplever,
at de er besværlige og tilovers. Børn er skilsmissegrund
- ingen tvivl om den sag.
Hvis et fuldtidsarbejdende par i dag beslutter sig for at få
mere end et barn og for at fastholde deres fuldtidsarbejde, har
de i princippet lagt billet ind på at blive skilt. I begge
tilfælde er børnene med til at betale prisen, for hvordan
skulle forældrene ellers kunne overleve deres 70-80 timers
arbejdsuge?
Konklusionen er, at hvor ubehageligt det end måtte være,
må de yngre og unge familier / parforhold til at træffe
valg (fx fuldtidsarbejde eller børn?) og punktere nogle myter
(familien er en oase), hvis ikke stadig flere børn skal anbringes
uden for hjemmet - forsømt og svigtet af umodne og egoistiske
forældre. Startskuddet kan passende rettes mod forestillingen
om det hyggelige, fredfyldte og afslappende hjem med to lys på
et bord for at give plads til realiteten: Hjemmet er en benhård
arbejdsplads, og de mange daglige arbejdsopgaver er først
og fremmest karakteriseret ved at være uinteressante, monotone,
utaknemmelige - og ulønnede. En perlerad af jobs som hverken
kvinden eller manden gider. Især ikke manden, som havde satset
på meget sex og service, og i stedet fik myriader af bleskift
og snottenæser.
For selv om børn er dejlige, er de først og fremmest
arbejde og dermed - indlysende- hovedårsagen til dagens tårnhøje
skilsmisseprocent.