Selvfølgelig skaber børn skilsmisser
Af Lone Nørgaard

Tænk engang. Det lanceres som den store nyhed, og det inden agurkesæsonen for alvor er sat ind, at det støt stigende antal skilsmisser først og fremmest finder sted i familier med småbørn. Som om nogen i besiddelse af bare to gram omløb i hovedet så meget som et sekund kunne blive overrasket over denne sammenhæng.
Indrømmet. Undertiden bliver jeg præsenteret for rørende og naive betragtninger, der går på, at den dér lille sag med børnefødslerne ikke på nogen måde behøver at hæmme karriereforløb og voksenliv. Herregud, kvinden behøver jo ikke at gå fra på barsel før et par dage før terminen, og seks måneders barselsorlov er hurtigt overstået. Får kvinden to børn, er det altså kun lige godt et år, der går tabt i forhold til et helt livsforløb på arbejdsmarkedet, og det mini-slip kan indhentes som en mis.
Godaw do.
Børn er først og fremmest arbejde - vel at mærke hvis forældrene har til hensigt at tage deres børneomsorg alvorligt. Barneprojektet bliver godt nok aldrig solgt under denne uspiselige varebetegnelse, men en kendsgerning er den store arbejdsbyrde.
For klarhedens skyld definerer jeg lige mit omsorgsbegreb. Forældrene skal drage omsorg for barnet og varetage dets interesser. Deres rettigheder består i at kunne træffe bestemmelse om, hvordan barnet skal opdrages og uddannes, hvor det skal bo og opholde sig, og hvilken mad og tøj, det skal have. Til rettighederne er knyttet en omsorgspligt. Barnet skal således have tilstrækkeligt mad og tøj, tag over hovedet, og lægehjælp i sygdomstilfælde. Omsorgspligten omfatter imidlertid også pligten til at opdrage barnet, lære det at begå sig blandt andre mennesker (sociale kompetencer såsom at sidde stille på en stol i et klasseværelse), sørge for at barnet får almindelige kundskaber (fx at kende klokken og binde sine egne snørebånd) udover skolegang og uddannelse.
Når jeg betjener mig af ordet børneomsorg, forudsætter jeg, at den udføres af forældre, der tager yngelplejen alvorligt. Forældre, der institutionaliserer deres børn mere end ca. 30-32 timer pr. uge falder uden for denne kategori. Det samme gør den mor og far, der tillader, at deres barn indtager aftensmaden alene foran tv'et på eget værelse. Eller ikke sørger for, at deres barn får sund morgenmad inden skolegang. Disse udeladelser opfatter jeg som eksempler på ansvarsforflygtigelse, der er synonymt med omsorgssvigt.
Arbejdet standser ikke efter, at kvindens (barsels)orlov er overstået. Nu begynder sliddet først for alvor, fordi "fridagene" er forbi, og indsatsen over for barnet for de fleste skal sammenkædes med et/to fuldtidsjob(s) på arbejdsmarkedet. Og selv om små buttede barnearme omkring mors hals er vidunderlige, så opvejes hermed ikke prisen, der skal betales for stjernestunden: Timer med at bygge klodstårne, lægge puslespil, tørre snotnæser, skifte bleer, få vaccinationer, lappe bukser, klippe negle, samle madrester op fra gulvet og bordet og den høje stol, holde under opsyn konstant for at forebygge ulykker - for blot at nævne nogle få af de hundredvis af arbejdsopgaver, der relaterer sig til børneopdragelsen. Sagt med andre ord: Det er ikke spor givende, udviklende eller kreativt at passe småbørn. Det er kedeligt, uinspirerende og monotont og helt ude af trit med samfundets yndlingslivsløgn, at livet er sjovt, spændende og bekvemt. I hvert fald hvis man som kvinde har ambitioner ud over yngelplejen.
Jeg ved, at jeg generaliserer voldsomt. Jeg vil bare gerne have slået fast, at en del kvinder og stort set alle mænd synes, at det er dødssygt at passe små børn i alt for store doser. Med mindre man får penge for det.
Paradoksalt nok er tiden, hvor barnet er kommet i vuggestue eller dagpleje set i mit bakspejl én af de perioder i mine børns opvækst, hvor hverdagen gled nemmest - på trods af dobbeltarbejdet. I hvert fald hvis ens barn kan klare de mange infektionsangreb uden at blive for meget eller for hyppigt sygt.
Fordelen ved vuggestuebarnet ca. 6 måneder - 3 år er, at hendes vilje sidder næsten 100% i mors og fars jakkelomme. Hun bestemmer ikke selv, hvornår hun bliver bragt om morgenen og hentet om eftermiddagen/aftenen. Hun bestemmer ikke, hvilket tøj hun skal have på, eller hvornår hun skal have skiftet tøj, ble eller sko. Hun bestemmer ikke selv, hvornår hun vil i seng, og hvornår hun vil op. Og hun er fysisk så lille, at skulle hun finde på at skride til modstand, kan hun med et snuptag tages under armen og transporteres derhen, hvor mor og far finder det for godt. Hun kan naturligvis hyle sig til en vis medindflydelse, men hendes magtmidler er ikke-eksisterende, hvis mor og far vælger at vende de døve ører til.
Børnehavebarnet 3 - 6 år giver mor og far nogle af de samme fordele, om end den tiltagende selvstændige vilje ikke fornægter sig. Den vilje vokser sig stærkere i takt med, at barnet kommer i først børnehaveklasse siden skole. Da sunde børn nægter at deltage i ulystbetonede aktiviteter (fx lektielæsning), med mindre de bliver tvunget til det, står forældrene nu konfronteret med følgende spørgsmål: Hvor mange konflikter ønsker jeg, magter jeg, orker jeg at tage med mine børn hver dag for at lære dem, at livet består af 80% rugbrød og 20% lagkage?
Mange forældre orker ikke at sætte grænser for deres børn - at påføre dem ulyst i form af pligter, aftaler og arbejdsopgaver. Fordi handlingen kræver daglige og energikrævende og opslidende tiltag.
Nedprioriteringen af at stille krav til børnene pakkes ind i den mindre nålestikkende ideologiske løgn, at forældre lader være med at sætte grænser for deres børn på grund af (misforstået) godhed. De ønsker at give poderne de samme frihedsgrader og valgmuligheder, som de antiautoritære voksne selv sætter pris på. Sådan lyder i hvert fald en af yndlingssentenserne i debatten her ved indgangen til det 21. århundrede.
Det gælder imidlertid om at holde tungen lige i munden. At mange forældre ikke sætter grænser for deres børn bliver ikke anfægtet, men hvad årsagerne til forældreadfærden er, kan der krydses adskillige klinger over. Efter min bedste overbevisning ligger hunden begravet et helt andet sted end i anti-autoritær godhed.
Der er to væsentlige grunde til, at forældre ikke tager de nødvendige daglige konflikter med deres børn: 1. Mor og/eller far orker ikke de ulystfyldte, anstrengende sammenstød efter en lang arbejdsdag, hverken i børnehaven, supermarkedet eller i hjemmet 2. De tør ikke tage konfrontationerne a) på grund af dårlig samvittighed over, at Peter og Susanne er så længe i institution hver dag b) på grund af ubehaget ved at være uvenner med børnene, når familien endelig er samlet og skal til at hygge sig, hvilket griber tilbage til orker-ikke-attituden c) på grund af usikkerhed. Hvordan skal jeg handle i denne situation - hvad er det rigtige?
Det forholder sig sådan, at flere og flere mennesker i dette land sætter børn i verden efter et koncept blottet for praktiske erfaringer med børneomsorg: Nu får vi et barn og planlægger, at de næste 8 år (efter ½ års barselsorlov + ½ års forældreorlov) skal Peter være i henholdsvis vuggestue, børnehave og skole/fritidsordning fra sådan ca. 7.30-17 mandag-fredag. Mens far og mor kører fuldtidsjobs, så de kan få råd til både hus og bil og udenlandsrejser, og samtidig legitimerer det materielle ræs med "barnets-behov-for-lys-luft-og-grønne-omgivelser".
Arbejdet med børn er så omfattende og tidskrævende, at to fuldtidsjobs, der strækker sig fra 8-17 incl. transport hver dag ikke kan forenes på forsvarlig måde med at levere Peter og Susanne opmærksomhed, kontakt, lektiehjælp og gradvis indføring i pligter.
Moralen er: lad være med at få børn, hvis du ikke er indstillet på at nedskære både dine materielle behov og din arbejdstid og dine fritidsinteresser, for BØRNEOPDRAGELSE TAGER TID. Kvantitativ tid. Mors og fars tid, om jeg må be'. Ikke lærerens, som passende kunne anvende de indvundne minutter til systematisk stave- og læsetræning suppleret med daglige tabeller i de små klasser.
Min overordnede indstilling til børneinstitutionslivet er som sagt, at de timer, der ligger ud over 30 timer pr. uge, har fanden skabt. Og ikke på grund af dårlige pædagoger. De allerfleste laver et fremragende stykke arbejde inden for rammer, der bliver ringere og ringere grundet normeringen. Og at gøre dårlige rammer bedre - det ideligt tilbagevendende forslag om mere plads ude og inde og mere personale - kan forældrene godt glemme alt om. For det betyder højere skat, og ingen, jeg kender, vil betale mere af den slags. Et regnestykke lavet i dagbladet Aktuelt d. 2.2.01 viste i øvrigt følgende: En familie på to voksne med to børn i børnehave og en husstandsindkomst på 550.000 kroner havde årligt udgifter til institutioner på i alt 24.173 kr. Kommunens udgift pr. år var i alt 76.645 kr. Det svarede til, at kommunen ved hjælp af skattekroner allerede dækkede 76% af udgiften til to pladser.
Intet tyder således på, at de fysiske rammer vil blive forbedret. Forældre har skreget og råbt i årevis, uden at kvadratmeterantallet pr. barn er blevet forøget eller personalet opnormeret.

Der er åbenbare forskelle på livssituationen og valgmulighederne for karrierefamilien og den enlige mor på Thorfisk. Men for begge grupper gælder, at de sammen med resten af den voksne danske befolkning med mindreårige børn ville nyde godt af en kollektiv øget bevidstgørelse om, hvilket kæmpeprojekt, det er at bringe et barn ordentligt i vej over en 18-års periode.
Med en stærkt øget bevidsthed om forældreansvarlighed vil der også blive taget hul på nogle modstrategier, der som en mulig følgevirkning vil kunne dæmme op for skilsmissefrekvensen.
Mere end hvert tredje ægteskab bliver opløst, og dette tal medregner ikke opløsningen af alle de papirløst indgåede parforhold. Ægteskaber varer i gennemsnit kortere og kortere. Af landene i EU har Danmark det tredjehøjeste antal skilsmisser pr. 1.000 personer.
Det betyder, at hvert år bliver ca. 23.000 danske børn skilsmissebørn. Desuden støttes statistikken af en række signaler på, at de børn, som lever i familier, hvor mor og far endnu ikke er gået fra hinanden, ofte oplever, at de er besværlige og tilovers. Børn er skilsmissegrund - ingen tvivl om den sag.
Hvis et fuldtidsarbejdende par i dag beslutter sig for at få mere end et barn og for at fastholde deres fuldtidsarbejde, har de i princippet lagt billet ind på at blive skilt. I begge tilfælde er børnene med til at betale prisen, for hvordan skulle forældrene ellers kunne overleve deres 70-80 timers arbejdsuge?
Konklusionen er, at hvor ubehageligt det end måtte være, må de yngre og unge familier / parforhold til at træffe valg (fx fuldtidsarbejde eller børn?) og punktere nogle myter (familien er en oase), hvis ikke stadig flere børn skal anbringes uden for hjemmet - forsømt og svigtet af umodne og egoistiske forældre. Startskuddet kan passende rettes mod forestillingen om det hyggelige, fredfyldte og afslappende hjem med to lys på et bord for at give plads til realiteten: Hjemmet er en benhård arbejdsplads, og de mange daglige arbejdsopgaver er først og fremmest karakteriseret ved at være uinteressante, monotone, utaknemmelige - og ulønnede. En perlerad af jobs som hverken kvinden eller manden gider. Især ikke manden, som havde satset på meget sex og service, og i stedet fik myriader af bleskift og snottenæser.
For selv om børn er dejlige, er de først og fremmest arbejde og dermed - indlysende- hovedårsagen til dagens tårnhøje skilsmisseprocent.