Skolen er ikke mor eller far
Af Lone Nørgaard

Inden for den sidste halvanden måned har jeg i forskellige udformninger kunne læse i dagpressen, at skolen svigter skilsmissebørn. At på trods af at skilsmisse ikke længere er et samfundsmæssigt tabu, står mange skilsmissebørn alene med sorgen over forældrenes konflikt. Og at de lærere og pædagoger, der bør hjælpe børnene, ofte er dårligt rustet og lider af berøringsangst.

Bør? Den bliver simpelthen værre og værre - den med at overlade ansvaret for omsorg, opmærksomhed og opdragelse til andre. Nogen må gøre noget - skolen eller pædagogerne eller samfundet. Bare ikke mig = forælder, for jeg har alt vor travlt, eller også har jeg det alt for dårligt til selv at trøste min lille Susanne.

Den indstilling må der gøres op med. Eller rettere sagt: Jeg vil gøre mit bedste for at give synspunktet modstand, fordi det i den grad lægger op til offer-tænkning og ansvarsforflygtigelse. Vel vil jeg da gerne skrive under på undervisningsministerens udtalelse ultimo december om, at det at kunne give trøst og støtte til mennesker, der sørger, er et alment menneskeligt anliggende - men der er godt nok grænser for, hvad der kan forlanges af lærer Olsen og pædagog-Camilla. Som måske selv netop er blevet skilt og er i fuld gang med at løfte egne omsorgsforpligtelser på hjemmefronten? Og som i øvrigt allerede har mere end rigeligt at gøre med at holde styr på 26 elever i klassen eller 14 børn på Rød Stue?

Det er utroligt, hvad det offentlige og i dette tilfælde uddannelsessystemet efterhånden skal stå model til i form af omsorgskrav fra folk, der næppe selv har ørerne i maskinen? Hvilket minder mig om et tilsvarende krav fremsat foråret 2002, hvor en pædagogisk konsulent i Kræftens Bekæmpelse mente, at gymnasierne svigter elever i sorg, fordi de ikke har en såkaldt omsorgsplan liggende klar i skuffen, når en elev mister en mor, en far eller et andet nært familiemedlem. Og at det er for dårligt, at gymnasierne lukker øjnene for, at elever i sorg har brug for hjælp og støtte.

Halli-hallo og lige et øjeblik, som er blevet et af mine yndlingscredoer i en centrifugal-tid. Hvad såvel den pædagogiske konsulent som skolen-må-give-krisehjælp røsterne efterlyser, er en kærlig mor eller far, der fuld af overskud og varme kan gå ind og løfte de byrder og problemer, som familien før har påtaget sig som den naturligste ting af verden. Men jeg er ked af at måtte sige, at skolen-må-gøre-noget støtterne har gjort regning uden vært. Ligesom så mange andre før dem, der fører sig frem med, at lærerstanden fra børnehaveklasse til universitet skal ikke bare opdrage på, men også drage kærlig omsorg for børn og unge.

Såvel folkeskole- som gymnasielærere har i alt for mange år bøjet nakken og bare taget imod de ekstra arbejdsopgaver, der er haglet ned over dem. Opgaver som slet ikke lå i kortene, da lærerne valgte uddannelse. Den udvidelse af arbejdsområdet er sket, uden at lønningerne er fulgt med. Uden gnist af respekt for lærergerningen. Og uden synderlig om overhovedet nogen forstand på, hvad undervisning går ud på og kræver af sin m/k.

Jeg har tit spekuleret på, om tavsheden fra lærerstandens side skyldes, at de har været på herrens arbejdsmarked i en årrække. Forstået på den måde, at hvis de ikke med næb og kløer kunne fastholde det job, de havde været så heldige at få raget i land i de unge år, var der ikke andre steder at gå hen. Eller skyldes ydmygheden og føjeligheden monstro de mange milde kvinder (og mænd?) i branchen, der bare bider tænderne sammen og klør på frem for at give klar besked tilbage til beslutningstagerne på det uddannelsespolitiske felt: Hvis I vil have flere ydelser, skal vi nok stille op som fleksibel arbejdskraft, for vi har de forudsætninger, der skal til, og vi er klart omstillingsparate. Men naturligvis koster det kroner og ører lige som alle andre steder i samfundet.

Øget læsefærdighed og højere matematikkarakterer? Yes, vi lærere er klar. EDB og Danmark som førerhund på IT-feltet? No problemos. Vi lægger efteruddannelse ind i det ugentlige arbejdstimetal. Stol trygt på os. Psykolog-hjælp? Ja, selvfølgelig. Altså i det omfang der afsættes timer til såvel efteruddannelse inden for et helt nyt studieområde som selve rådgivningen. Det er jo ikke kun tilfældigheder, der gør, at det tager 5-6 år at læse til psykolog. Oven i købet vil vi da gerne levere denne ydelse langt billigere end de professionelle psykologer, hvis timeløn er 500-600 kr., for vi sætter stor pris på de fleste af vores elever og giver derfor gladelig et ekstra nap.

Når jeg mener, at nu skal piben have en anden lyd, er der flere grunde til det. For det første er det paradoksalt grænsende til det parodiske med de antagonistiske krav, omverdenen fremturer med. På den ene side 'omsorg, ja tak', på den anden side 'feminisering, nej tak'. Det sidste kræver lige en uddybning.

I de sidste 10 år er drenges utilpassethed i institutionerne med jævne mellemrum blevet koblet sammen med begrebet feminisering. I begyndelsen af 1990'erne blev der taget hul på dette begreb i bl.a. undervisningsministeriets tidsskrift "Uddannelse", hvor man i april-udgaven 1994 kunne læse følgende:

"Det er mit indtryk, at vi står i fare for at få defineret hele uddannelsesområdet som kvindeligt. Ikke fordi der er "for mange kvinder" ansat, men fordi området signalerer kvindelighed med sin stil. Hvis vi gerne vil have flere unge mænd i gymnasiet og på læreanstalterne, må stilen nødvendigvis lægges om. Måske må den ikke lægges helt om. Men den må differentieres i mandlige og kvindelige aktivitetsfelter."

Forfatteren hed Anne Knudsen, og hendes bidrag var et af mange til temaet "Køn og uddannelse".

Temanummeret var lanceret under overskriften Moderoffentligheden - kønsmæssig arbejdsdeling i Danmark. Underrubrikken lød: "Kvinderne præger hele den offentlige sektor, og vi står i fare for at få defineret hele uddannelselsområdet som kvindeligt, fordi det signaler kvindelighed med sin stil." (min fremhævelse).

Spurgt i al stilfærdighed: Er der nogen, som kan fortælle mig, hvordan lærere på den ene side skal levere mere (om)sorg(s)arbejde, på den anden side lægge 'moderligheden' på hylden?

Nu er jeg jo ikke dummere end andre folk, og derfor har jeg også helt forstået, at det er gået op for flere og flere beslutningstagere, at mange familier har kastet børneopdragelsen og børneomsorgen fra sig. De magter den ikke, og de orker den ikke, og de gider den ikke pga det stressende dobbelt-arbejde. Derfor står - også i dette tilfælde - en række børn og unge med et skrigende og specifikt behov for voksenkontakt, og hvad er mere oplagt end at læsse forpligtelsen over på folkeskolen og gymnasiet? Som hidtil har taget imod og taget imod og taget imod uden at melde klart tilbage: Nu slutter festen, hr. borgmester og fru undervisningsminister og hr. amtsdirektør. Undervisning, læring og dannelse af de nye generationer er så væsentligt et arbejde, at betydningen rager skyhøjt op over både IT-ekspertise og symbolanalyse. Og vil samfundet have dygtige, kompetente og velfungerende borgere, brugere og forbrugere ud i den anden ende, skal uddannelsessystemet og lærererhvervet have respekten tilbage. Den proces fremmes ikke af lærer-leverancer i sorg- og skilsmisseterapi, hvor gerne end (resterne af) familierne og beslutningstagere på alle niveauer vil placere også dette ansvar på - lærerne. Den proces fremmes af faglighed i højsædet, højere lønninger, længere og ikke kortere folkeskolelæreruddannelser og permanente arbejdsgiverfinansierede tilbud om efteruddannelse.

At gøre seminarie- og akademisk uddannede gymnasielærere til omsorgsgivere er ikke nødvendigvis kun en dårlig økonomisk investering set fra samfundets side. Taget i betragtning alle de unge mennesker som lærer Madsen og lektor Jensen kan vise sig at redde klar af sumpesutning og bistandshjælp og førtidspension.

Men så lyder pakken altså på omsorg - og ikke på gode læsefærdigheder, høje gennemsnit og EU-konkurrencedygtige eksamener.

(trykt som kronik i Kristeligt Dagblad lørdag-søndag den 8.-9. februar 2003)