Skolen er ikke mor eller
far
Af Lone Nørgaard
Inden for den sidste halvanden
måned har jeg i forskellige udformninger kunne læse i
dagpressen, at skolen svigter skilsmissebørn. At på trods
af at skilsmisse ikke længere er et samfundsmæssigt tabu,
står mange skilsmissebørn alene med sorgen over
forældrenes konflikt. Og at de lærere og pædagoger,
der bør hjælpe børnene, ofte er dårligt
rustet og lider af berøringsangst.
Bør? Den bliver
simpelthen værre og værre - den med at overlade ansvaret
for omsorg, opmærksomhed og opdragelse til andre. Nogen må
gøre noget - skolen eller pædagogerne eller samfundet.
Bare ikke mig = forælder, for jeg har alt vor travlt, eller
også har jeg det alt for dårligt til selv at trøste
min lille Susanne.
Den indstilling må der gøres op med. Eller rettere sagt:
Jeg vil gøre mit bedste for at give synspunktet modstand, fordi
det i den grad lægger op til offer-tænkning og
ansvarsforflygtigelse. Vel vil jeg da gerne skrive under på
undervisningsministerens udtalelse ultimo december om, at det at kunne
give trøst og støtte til mennesker, der sørger, er
et alment menneskeligt anliggende - men der er godt nok grænser
for, hvad der kan forlanges af lærer Olsen og
pædagog-Camilla. Som måske selv netop er blevet skilt og er
i fuld gang med at løfte egne omsorgsforpligtelser på
hjemmefronten? Og som i øvrigt allerede har mere end rigeligt at
gøre med at holde styr på 26 elever i klassen eller 14
børn på Rød Stue?
Det er utroligt, hvad det offentlige og i dette tilfælde
uddannelsessystemet efterhånden skal stå model til i form
af omsorgskrav fra folk, der næppe selv har ørerne i
maskinen? Hvilket minder mig om et tilsvarende krav fremsat
foråret 2002, hvor en pædagogisk konsulent i Kræftens
Bekæmpelse mente, at gymnasierne svigter elever i sorg, fordi de
ikke har en såkaldt omsorgsplan liggende klar i skuffen,
når en elev mister en mor, en far eller et andet nært
familiemedlem. Og at det er for dårligt, at gymnasierne lukker
øjnene for, at elever i sorg har brug for hjælp og
støtte.
Halli-hallo og lige et øjeblik, som er blevet et af mine
yndlingscredoer i en centrifugal-tid. Hvad såvel den
pædagogiske konsulent som skolen-må-give-krisehjælp
røsterne efterlyser, er en kærlig mor eller far, der fuld
af overskud og varme kan gå ind og løfte de byrder og
problemer, som familien før har påtaget sig som den
naturligste ting af verden. Men jeg er ked af at måtte sige, at
skolen-må-gøre-noget støtterne har gjort regning
uden vært. Ligesom så mange andre før dem, der
fører sig frem med, at lærerstanden fra
børnehaveklasse til universitet skal ikke bare opdrage på,
men også drage kærlig omsorg for børn og unge.
Såvel folkeskole- som gymnasielærere har i alt for mange
år bøjet nakken og bare taget imod de ekstra
arbejdsopgaver, der er haglet ned over dem. Opgaver som slet ikke
lå i kortene, da lærerne valgte uddannelse. Den udvidelse
af arbejdsområdet er sket, uden at lønningerne er fulgt
med. Uden gnist af respekt for lærergerningen. Og uden synderlig
om overhovedet nogen forstand på, hvad undervisning går ud
på og kræver af sin m/k.
Jeg har tit spekuleret på, om tavsheden fra lærerstandens
side skyldes, at de har været på herrens arbejdsmarked i en
årrække. Forstået på den måde, at hvis de
ikke med næb og kløer kunne fastholde det job, de havde
været så heldige at få raget i land i de unge
år, var der ikke andre steder at gå hen. Eller skyldes
ydmygheden og føjeligheden monstro de mange milde kvinder (og
mænd?) i branchen, der bare bider tænderne sammen og
klør på frem for at give klar besked tilbage til
beslutningstagerne på det uddannelsespolitiske felt: Hvis I vil
have flere ydelser, skal vi nok stille op som fleksibel arbejdskraft,
for vi har de forudsætninger, der skal til, og vi er klart
omstillingsparate. Men naturligvis koster det kroner og ører
lige som alle andre steder i samfundet.
Øget læsefærdighed og højere
matematikkarakterer? Yes, vi lærere er klar. EDB og Danmark som
førerhund på IT-feltet? No problemos. Vi lægger
efteruddannelse ind i det ugentlige arbejdstimetal. Stol trygt på
os. Psykolog-hjælp? Ja, selvfølgelig. Altså i det
omfang der afsættes timer til såvel efteruddannelse inden
for et helt nyt studieområde som selve rådgivningen. Det er
jo ikke kun tilfældigheder, der gør, at det tager 5-6
år at læse til psykolog. Oven i købet vil vi da
gerne levere denne ydelse langt billigere end de professionelle
psykologer, hvis timeløn er 500-600 kr., for vi sætter
stor pris på de fleste af vores elever og giver derfor gladelig
et ekstra nap.
Når jeg mener, at nu skal piben have en anden lyd, er der flere
grunde til det. For det første er det paradoksalt
grænsende til det parodiske med de antagonistiske krav,
omverdenen fremturer med. På den ene side 'omsorg, ja tak',
på den anden side 'feminisering, nej tak'. Det sidste
kræver lige en uddybning.
I de sidste 10 år er drenges utilpassethed i institutionerne med
jævne mellemrum blevet koblet sammen med begrebet feminisering. I
begyndelsen af 1990'erne blev der taget hul på dette begreb i
bl.a. undervisningsministeriets tidsskrift "Uddannelse", hvor man i
april-udgaven 1994 kunne læse følgende:
"Det er mit indtryk, at vi
står i fare for at få defineret hele
uddannelsesområdet som kvindeligt. Ikke fordi der er "for mange
kvinder" ansat, men fordi området signalerer kvindelighed med sin
stil. Hvis vi gerne vil have flere unge mænd i gymnasiet og
på læreanstalterne, må stilen nødvendigvis
lægges om. Måske må den ikke lægges helt om.
Men den må differentieres i mandlige og kvindelige
aktivitetsfelter."
Forfatteren hed Anne Knudsen,
og hendes bidrag var et af mange til temaet "Køn og uddannelse".
Temanummeret var lanceret under overskriften Moderoffentligheden -
kønsmæssig arbejdsdeling i Danmark. Underrubrikken
lød: "Kvinderne præger hele den offentlige sektor, og vi
står i fare for at få defineret hele
uddannelselsområdet som kvindeligt, fordi det signaler
kvindelighed med sin stil." (min fremhævelse).
Spurgt i al stilfærdighed: Er der nogen, som kan fortælle
mig, hvordan lærere på den ene side skal levere mere
(om)sorg(s)arbejde, på den anden side lægge 'moderligheden'
på hylden?
Nu er jeg jo ikke dummere end
andre folk, og derfor har jeg også helt forstået, at det er
gået op for flere og flere beslutningstagere, at mange familier
har kastet børneopdragelsen og børneomsorgen fra sig. De
magter den ikke, og de orker den ikke, og de gider den ikke pga det
stressende dobbelt-arbejde. Derfor står - også i dette
tilfælde - en række børn og unge med et skrigende og
specifikt behov for voksenkontakt, og hvad er mere oplagt end at
læsse forpligtelsen over på folkeskolen og gymnasiet? Som
hidtil har taget imod og taget imod og taget imod uden at melde klart
tilbage: Nu slutter festen, hr. borgmester og fru undervisningsminister
og hr. amtsdirektør. Undervisning, læring og dannelse af
de nye generationer er så væsentligt et arbejde, at
betydningen rager skyhøjt op over både IT-ekspertise og
symbolanalyse. Og vil samfundet have dygtige, kompetente og
velfungerende borgere, brugere og forbrugere ud i den anden ende, skal
uddannelsessystemet og lærererhvervet have respekten tilbage. Den
proces fremmes ikke af lærer-leverancer i sorg- og
skilsmisseterapi, hvor gerne end (resterne af) familierne og
beslutningstagere på alle niveauer vil placere også dette
ansvar på - lærerne. Den proces fremmes af faglighed i
højsædet, højere lønninger, længere og
ikke kortere folkeskolelæreruddannelser og permanente
arbejdsgiverfinansierede tilbud om efteruddannelse.
At gøre seminarie- og akademisk uddannede gymnasielærere
til omsorgsgivere er ikke nødvendigvis kun en dårlig
økonomisk investering set fra samfundets side. Taget i
betragtning alle de unge mennesker som lærer Madsen og lektor
Jensen kan vise sig at redde klar af sumpesutning og
bistandshjælp og førtidspension.
Men så lyder pakken altså på omsorg - og ikke
på gode læsefærdigheder, høje gennemsnit og
EU-konkurrencedygtige eksamener.
(trykt som kronik i Kristeligt
Dagblad lørdag-søndag den 8.-9. februar 2003)