Om igen Socialdemokrati
Af Torben Hansen og Lone Nørgaard

Anne-Marie Meldgaard undviger det nødvendige opgør med demokratiets fjender. Hvornår begynder hun at analysere indvandrerghettoernes tvangsægteskaber, mandschauvinisme, sharia-indoktrinering og “den euro-arabiske dialog”?

Folketingsmedlem Anne-Marie Meldgaard (AM) har (d. 17.8.) venligst reageret på vores indlæg om politikernes tornerosesøvn i konfrontationen med den muslimske indvandring (d. 1.8). AMs ordvalg i karakteristikken af vores kronik tyder på, at hun opfatter os som personer med et værdigrundlag og en politisk orientering, der står i modsætning til Socialdemokratiets udspring. Vi håber dog stadig på en dialog om de påtrængende problemer.

Vi er helt opmærksomme på, at usikkerhed og uenighed vil optræde i diskussionen om en hensigtsmæssig immigrations- og integrationspolitik. Derfor efterlyser vi foreløbigt en fælles forståelsesramme.

I vores kronik advarede vi imod en gentagelse af katastrofen i ex-Jugoslavien. Andet skrev vi ikke, og der er ikke belæg for, at vi skulle have anklaget specielt den muslimske befolkningsgruppe for de blodige begivenheder. Ej heller forbereder vi et korstog mod muslimer i almindelighed. Da AM imidlertid fortolker vores indlæg på denne måde, bedes hun kontakte sin partifælle Hamid al-Mousti, folketingsmedlem Søren Søndergaard og Bosnien-Hercegovinas ambassade, som hurtigt kan orientere om sammensætningen af en tværpolitisk personkreds, der i 1995 og 1996 organiserede en informationskampagne og en konference på Christiansborg med temaet Vestens respons på etnisk udrensning i eks-Jugoslavien. AM kan også konsultere et par tidsskrifter og dagblade (som vi gerne oplyser om), hvor hun vil erfare, at Klaus Carsten Pedersen fra Udenrigspolitisk Selskab, journalist og historiker Lars Hedegaard samt Torben Hansen bidrog til at belyse Serbiens stalinistiske magtapparat som hovedansvarlig for de rædselsfulde massakrer, der primært ramte Bosniens muslimer.

Ex-Jugoslavien blev nævnt, fordi det blodige vanvid her netop ikke skyldtes “gammelt etnisk had” i en befolkning. Livsformen i Sarajevo, Tuzla og Mostar var blevet så sækulariseret, at muslimske kvinder kunne gifte sig med ikke-muslimske mænd. Fortidens fjendskab nedarves ikke i generne, men skal genskabes og plejes for at fænge. Den ødelæggende identitetsdannelse blandt Jugoslaviens såkaldte katolikker, ortodokse og muslimer begyndte med beslutninger på det politiske niveau og blev siden iscenesat af demagoger, hvis had og hetz samlede tilhængere, der senere blev til militser. Derfor brød præsident Titos forbundsstat sammen i et kaos af omstrejfende røverbander, der myrdede kvinder og børn.

I dag hersker kaos i Indonesien, Afghanistan, Irak, Algeriet, Nigeria, Sudan og mange andre steder, hvor fanatikere har iværksat en indoktrinering af ungdommen. Resultatet er blevet, at islamister i dag udplyndrer, voldtager og dræber tilfældige ofre - muslimer såvel som “vantro”. Ydermere myrdes i hele den islamiske verden hvert år hundreder - sandsynligvis tusinder - af kvinder på grund af mændenes sharaf - “ære”. I Pakistan, Kashmir og Bangla Desh udsættes andre kvinder for syreangreb. Listen af forbrydelser er nærmest uendelig (jf. fx Jan Goodwins “The Price of Honour”).

Antidemokratisk indoktrinering foregår også i Europa, hvor en stor andel af muslimerne søger sammen i ghettoer. Her skabes en særlig muslimsk identitet som modsætning til de“vantros” samfund. Konsekvenserne viser sig også i Danmark. I BT fra d. 30. juli i år bragtes et interview med en ung kvinde, der var blevet voldtaget af en flok unge "indvandrere" i København. Kvinden refererede nogle udtalelser fra en politibetjent, som meddelte, at forbryderne ikke var blevet pågrebet, og at netop dette skulle hun være glad for. Hvis de blev fanget og straffet, ville deres slægtninge nemlig hævne sig på hende. AM afviser, at denne kriminalitet har forbindelse til islam: “Hvis man søger forklaringen i drengenes tilknytning til islam, glider løsningen ud af hænderne på almindelige mennesker. Hvad skal vi gøre ved "den snigende islamisering”? Starte en religionskrig eller et korstog?”

Men her hopper kæden af - i dobbelt forstand.

For det første har en masse “almindelige mennesker” - såsom buschauffører og sygeplejersker – oplevet unge muslimers forkastelige opførsel på egen krop. Især i Socialdemokratiets traditionelle bagland har vælgerne nærkontakt med voldelige eller truende unge fra indvandrermiljøer. U-ligestillingen er åbenlys. Drenge forventes og tillades at deltage i aktiviteter, der er komplet haram - forbudt - for piger, mens respekt for lov og ret samt almindelig hensyntagen til andre rangerer lavt i opdragelsen. Netop denne adskillelse efter kønnet og fraværet af retsbevidsthed og pæne manerer kendetegner steder som vest-Beirut eller Anatoliens landsbyer. Har AM nogen begrundelse for at lade folk fra netop disse lokaliteter flytte til Danmark?

En strøm af helt aktuelle meldinger i medierne viser, at islamisk - ikke hinduistisk eller jødisk eller buddhistisk - ensretning og uniformering gennemføres med succes på det indre Nørrebro og Mjølnerparken. Når de mange “enkelttilfælde” hober sig op, fremkommer et mønster af permanent chikane og usikkerhed, og derfor vælger et stigende antal “almindelige” danskere at flytte fra deres naboer. Med ghettodannelse i det gamle arbejderkvarter til følge.

Det er ikke nødvendigt at være ansat i nogen efterretningstjeneste for at fremskaffe den slags oplysninger.

For det andet er AM parlamentariker og dermed ikke spor “almindelig”. Hendes medborgere har valgt hende til at tage et medansvar for stat og lovgivning, og derfor har hun pligt til at skaffe sig relevant information. Vores kronik var en henvendelse til hende og andre politikere, og vi sigtede bredt efter at indfange både det massive kultursammenstød som følge af årtiers tilstrømning af integrationsuvillige muslimer og en intens antidemokratisk og mandschauvinistisk kampagne, iværksat af kræfter fra især Pakistan, Saudiarabien og Tyrkiet.

Karakteristisk ved de mandschauvinistiske overgreb, vi advarer imod, er den evindelige retfærdiggørelse med islams tradition. Af politiets statistikker, rapporter fra de mange krisecentre med overbelægning af muslimske kvinder og den dokumentation, advokatkontorer og flere kvindeorganisationer har indsamlet, fremgår, at såkaldte “æresdrab” er forekommet i adskillige tilfælde for ikke at tale om drabsforsøg og gruppevoldtægt.

Det kan undre, at AM vælger at nøjes med en henvisning til Socialforskningsinstituttets rapport, der udkom tidligere på året. Netop dette papir om integrationsproblemer fik andre forskere på banen med en kritik af arbejdsmetoden og det problematiske grundlag for undersøgelsen. Kritiske journalister fra Berlingske Tidende bragte i foråret en serie artikler om dette svage produkt fra SFI.

Vores ærinde er det stik modsatte af religionskrig eller hetz mod muslimer. Vi opfatter kulturel indkapsling som en dødsensfarlig trussel mod retssikkerheden og dermed friheden - også muslimers religionsfrihed.

Da vi tilstræber mangfoldighed - herunder også religiøs og kunstnerisk - som et resultat af personligt valg i et retligt og politisk fællesskab, forlanger vi, at de folkevalgte holder øje med den grove kollektivisme, der her og nu uniformerer især kvinderne og knuser utallige menneskeskæbner. Som det fremgik af vores kronik, ønsker vi en privatisering af islam, så den netop bliver en religion - på linje med kristendom og jødedom - og ikke en politisk og kulturel målsætning. Vi ser en mulighed for at vinde en mængde herboende fredelige muslimer for en sådan bestræbelse på at sækularisere politik og kultur og gøre det muligt for alle samfundsborgere at dele sig efter anskuelser. Men vi konstaterer, at oppositionen svigter den kulturkamp, der kan gøre unge muslimer til demokrater.

Vi ved også, at de integrerede og frihedselskende muslimer - med ganske få rosværdige undtagelser - holder sig tilbage fra at tage den nødvendige konfrontation med Hizb ut-Tahrir, Minhaj ul-Quran og andre revolutionære partier. Denne passivitet er velbegrundet. Det koster nemlig dyrt at sige fra, når eksempelvis Hizb ut-Tahrir lærer børnene i en koranskole, at de skal “skyde danskerne”. Det koster dyrt at lade unge mennesker selv vælge kæreste og ægtefælle, og det koster i det hele taget at ytre meninger, der afviger fra imamernes og islamistledernes hadkampagne. Prisen er alt fra sladder, over organiserede smædekampagner og udstødning, til regulær vold.

Netop her i konfrontationen med de totalitære ideologer i indvandrermiljøerne svigter AMs parti de “ukrænkelige og eviggyldige” værdier, hun så kraftigt fremhæver, og som vi støtter 100 procent.

Hvorfor har det socialdemokratiske partiapparat, AOF og fagbevægelsen ikke for længst kastet sig ud i en intens værdikamp mod indoktrineringen i koran-skoler og friskoler og mod ambitiøse islamister som Minhaj ul-Qurans medlem af Københavns borgerrepræsentation, Tanweer Ahmad, der foran Københavsns Rådhus fortalte en skare demonstranter, at de “er magten” i kraft af at være muslimer? Hvorfor tager det parti, der engang opbyggede en demokratisk massebevægelse blandt arbejderne, ikke imam Abu Laban ved vingebenet, når han opdrager sine egne børn til over for lærerne i hovedstadens skolevæsen at protestere mod undervisning i demokrati, og når han på sin hjemmeside formaner muslimske forældre til systematisk at isolere deres børn fra det danske samfunds skikke og normer?

AM kan ikke have sat sig tilstrækkeligt ind i de sager, vi gør opmærksom på, for hendes kronik bringer kun abstrakte hensigtserklæringer og fordømmelser af dem, der kritiserer den fejlslagne politik, som medførte regeringsskiftet i november 2001. Hendes udgangspunkt synes at være et program for “mere af det samme”. Men det, hun kalder “enkeltsager”, vil rangere højt på den politiske dagsorden i mange år fremover i hele Europa. Er de folkevalgte virkelig så travlt optaget af opstillingsmøder og budgetforlig, at de ikke har tid til at standse en udvikling, der allerede i dag undergraver lov og orden i Danmark og resten af EU?

Som afslutning anmoder vi AM om at kontakte partifællen Henning Gjellerod, der i en længere periode spillede en central rolle i den “euro-arabiske dialog”, vi har omtalt. Vi understreger, at vi aldrig har betegnet dette EU-initiativ som en islamfascistisk sammensværgelse, men som et udslag af de Gaulles naivitet og storhedsvanvid. Efter Frankrigs opgivelse af Algeriet hævdede han, at dette krigshærgede land var forblevet fransk i sin kultur, og han troede fejlagtigt, at Europa kunne indgå et fordelagtigt strategisk samarbejde med de arabiske regimer. Gjellerod må kunne orientere vælgerne om dette ambitiøse projekt og den efterfølgende “Barcelona-proces” (EU’s specielle samarbejde med de nordafrikanske stater).

Kan AM og Socialdemokratiet ønske andet end at sandheden kommer frem?

(trykt i JP- torsdag d. 28.8.03)