Det er i 11. time at få vendt supertankeren
Af Lone Nørgaard

30 års ligestillingspolitik med voksende følelsesmæssig elendighed i det danske samfund til følge peger én vej: Kvinderne m/k må tilbage om ikke til kødgryderne, så i hvert fald til rollen som mere fysisk tilstedeværende tovholdere.

Der er flere og flere ting i dette land, som går ad h… til: Fængselsbetjente, der bliver nedbrudte og syge af deres arbejde, en sværm af overvægtige unge mænd der bliver kasseret til session, mine jævnaldrende kvindelige kolleger, der bliver slået ned af kræft, stadig flere utilpassede drenge og unge mænd, et stigende antal unge piger, som lider af spiseforstyrrelser, et voksende medicinforbrug, øget alkoholindtagelse, unge på 14-15-16 år, der drikker og ryger sig lamme og skæve hver weekend, stofmisbrug blandt værnepligtige, et voksende antal børn, der skal modtage specialundervisning eller gå til skolepsykolog eller psykiater eller anbringes uden for hjemmet, øget stress, depressioner og ringe selvværd. Listen er uendelig…..

Hovedforklaringerne er såre simple - og nej, de lyder ikke i første omgang på globalisering. Derimod på: 1. Det kæmpe gratis omsorgs- og pligtarbejde kvinder ydede i hjem og lokalsamfund over for børn og gamle og svage og ægtefæller er borte som boblerne i bækken, 2. Når der ikke mere er nogen ydre økonomisk nødvendighed, der kræver, at man underkaster sig afsavn, behovsudskydelse, pligter og knapt så behagelige opgaver, tager det umiddelbare lystprincip over - som imidlertid hurtigt for mange slår om i frustration og smerte, når en laden-stå-til viser sig at have barske konsekvenser. Eksemplerne er legio, men et enkelt må række her: Mange børn og unge hænger foran diverse skærme og æder sig tykke og fede frem for som før at løbe med aviser for at skaffe familien smør på brødet. I dag går avispengene til cola, chips og Counterstrike i det omfang, den ikke står på vodka, vin og stoffer.

Mange kvinder vil gerne yde omsorg for ikke mindst deres børn og fx holde dem fra junkfood, men de magter det ikke, når de samtidigt er fuldtids på arbejdsmarkedet. De rimeligt højtuddannede har fundet ud af, at det er sjovere at gå på arbejde og tjene penge end at fungere som serviceorgan på Hjemmevej. Den tid, hvor kvinder så deres eksistensberettigelse i væren for andet, er en saga blot. Til ulykke for først og fremmest børnene. Men også til skade for masser af ufaglærte og lavtuddannede kvinder, der ville vælge jobbet som husmor frem for først kassetjansen i Netto eller morgenrengøringen på Aller, og derpå fuldtidsarbejde nummer to i familien. Hvis de vel at mærke var del af en kvindekultur, hvor (deltidsarbejdende) husmødre ikke var et særsyn i lokalområdet.

Den herskende misére kommer stærkest til udtryk i den manglende børne- og ungeomsorg. Flere og flere i debatten har blik på problemerne, som bag om alle søforklaringerne kan koges ned til, at en voksende andel af forældre ikke magter eller orker at drage ordentlig omsorg over for deres afkom. Det er den forældrekategori, der institutionaliserer deres børn i mere end ca. 30 timer pr. uge og lader dem tilbringe en stor del af døgnets resterende timer foran tv'et/videoen/computeren. Den opdragelsesstrategi eller mangel på samme må og skal der gøres op med. Det burde være sket for længst, men livsløgnene bliver ved med at fedte fakta til. Såsom at det er kvalitetstiden med børn, der tæller, og ikke antallet af timer, mor eller far er tilgængelig. At en glad mor med fuld turbo på karrieren er bedre end en ikke-helt-så glad mor med deltidsarbejde. At det er så godt for børn at være sammen med professionelle pædagoger og at agere socialt med jævnaldrende.

Det er tvingende nødvendigt at få vendt supertankeren. Dels fordi vi med vores børnesocialisering i disse år høster, som vi har sået - med livsuduelige børn uden selvfølelse. Dels fordi den dårlige forældresamvittighed har vist sig utilstrækkelig som motivation til at få mor og far til at drosle ned på arbejdsmarkedet. Altså må der sanktioner til.

Recepten til gavn for erkendelse af pligter og ansvarlighed i forbindelse med de nye generationer lyder: 1. De første 18 måneder af et barns liv er der ingen offentlige pasningstilbud. Hvilket er det samme som at afskaffe vuggestuerne. Normale børn under 18 måneder har ingen interesse i vuggestuer. De har brug for en tilstedeværende mor m/k, der er leveringsdygtig i ro, renlighed og regelmæssighed. 2. Intet barn mellem 1½ og 6 år må være længere i institution end 30 timer om ugen. Timerne må gerne ligge i weekenden eller om natten, men loftet hedder 30 timer. Børn har godt af at være sammen med andre børn i leg og fælles socialisering, og de 30 timer vil give mor og far mulighed for at tage et deltidsjob. 3. Børnepengene afskaffes det første 1½ år af et barns liv.

Med disse rammer for samfundets ikke-bidrag til småbørnspasning, vil forældre in spe på ganske anden vis end i dag være pisket til seriøse overvejelser, om hvorvidt deres fuldtidsarbejdende liv og aktuelle leve-standard nu også kan forenes med det job, det er at drage omsorg for et barn, og med de summer, et barn koster. Og hvis svaret er: Ja, vi vil stadigvæk gerne have et barn, så vil det deltidsarbejde, mor og/eller far bliver nødt til at vælge for at holde boldene i luften og lille Peter hjemme, være selve beviset på, at barneønsket er andet og mere end anskaffelse af endnu et forbrugsgode.

De nødvendige økonomiske overvejelser vil bidrage til at gøre op den vildfarelse, at det at få et barn primært er samfundet opgave samt understrege at valg har konsekvenser. Hvilket betyder, at det at vælge et barn til forudsætter fravalg af karriere eller to gange 40-timers arbejdsuge.

Hvis ikke kommende og nuværende forældre bliver holdt fast på, at det er et arbejde at have børn, at det tager tid, og at to fuldtidsjobs, der strækker sig fra 8-17 incl. transport hver dag ikke kan forenes på forsvarlig måde med at levere Peter og Susanne opmærksomhed, kontakt, lektiehjælp og gradvis indføring i pligter, så vil stadig flere unge blive ude af stand til at tage voksentilværelsen med dens pligter på sig.

Det seneste kapitel i føljetonen om forældre-omsorgssvigt handler om skilsmisser. De sidste måneder har man i lidt forskellige udformninger kunnet læse i dagpressen, at skolen svigter skilsmissebørn. At på trods af at skilsmisse ikke længere er et samfundsmæssigt tabu, så står mange skilsmissebørn alene med sorgen over forældrenes konflikt. Og at de lærere og pædagoger, der bør hjælpe børnene, som det formuleres, ofte er dårligt rustet og lider af berøringsangst.

Bør?

Det kan da ikke være rigtigt, at ansvaret også her skal overlades til institutionerne. Efter princippet: Nogen må gøre noget - bare ikke mig selv, for jeg har alt for travlt, og når jeg ikke lige har alt for travlt, så har jeg det alt for dårligt til selv at trøste min lille Susanne og være noget for min endnu mindre Søren. Den sag må andre tage sig af, og hvem er nærmere end lærere og pædagoger?

Vel vil jeg da gerne skrive under på undervisningsministerens udtalelse om, at det at kunne give trøst og støtte til mennesker, der sørger, er et alment menneskeligt anliggende, men der er grænser for, hvad der kan forlanges af pædagog-Camilla og lærer Olsen. Som måske selv lige er blevet skilt og i fuld gang med at løfte egne omsorgsforpligtelser på hjemmefronten. Og som i øvrigt allerede har mere end rigeligt at gøre med at holde styr på 26 elever i klassen eller 14 børn på Blommestuen.

Nej, vi skal en anden vej. For med en stærkt øget bevidsthed om forældreansvarlighed fremkaldt ikke mindst af afskaf-vuggestue-modellen har jeg begrundet håb om, at der for alvor ville blive taget hul på nogle modstrategier til at dæmme op for skilsmissefrekvensen. Og at skilsmisser stort set altid volder børn smerte, vil få anfægte i dag.

Mere end hver tredje ægteskab bliver opløst, og dette tal medregner ikke opløsningen af alle de papirløst indgåede parforhold. Ægteskaber varer i gennemsnit kortere og kortere. Det betyder, at hvert år bliver ca. 23.000 danske børn skilsmissebørn. Desuden støttes statistikken af en række signaler på, at de børn, som lever i familier, hvor mor og far endnu ikke er gået fra hinanden, ofte oplever, at de er besværlige og tilovers. Børn er skilsmissegrund - ingen tvivl om den sag.

Hvis et fuldtidsarbejdende par i dag beslutter sig for at få mere end et barn og for at fastholde deres fuldtidsarbejde, har de i princippet lagt billet ind på at blive skilt. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, uden at børnene bliver ofret. For forældrene skal også overleve deres 70-80 timers arbejdsuge.

Et alternativ hedder, at den ene af forældrene går hjemme eller eventuelt halvdagsarbejde til begge. Den ene af forældrene vil i de fleste tilfælde være kvinden. Derfor må vi have en lovgivning, der sikrer, at den hjemmegående mor pr. automatik får halvdelen af mandens løn sat ind på en konto, som kun hun har adgang til. Endvidere at hvis han vil skilles, fordi hun er blevet for kedelig, skal han underholde hende. Dette er den økonomiske pris, manden skal betale, fordi han ikke i handling har vist, at han er en lige så god omsorgsperson som kvinden. Han skal ikke kunne slippe af sted med at skifte vor mor ud med en yngre model, fordi hun som husmor måske ikke er helt som spændende og fast i kødet som den nye underdirektør i firmaet. Vil han have kone og børn, så er det et livsprojekt, som han ikke skal kunne unddrage sig den økonomiske forpligtelse overfor. (Skulle mor være den, der tjener hyren som direktør og med hjemmegående mand, skal han selvfølgelig have tilsvarende rettigheder).
Jeg tilbyder den eneste mulige løsning, hvis målsætningen lyder på sunde, socialt kompetente, livsduelige og ansvarlige voksne, der også ved af engang i fremtiden at tage sig ordentligt af deres egne børn og gamle. Jeg forstår til fulde, hvis kvinder vil rive og slide i tøjret, der følger med at blive udnævnt til officiel tovholder. (Kvinder er det jo allerede uofficielt). Men hvor lykkelige er de fleste kvinder i dag? Nedbøjede og nedslidte af dobbeltarbejdet og i konstant krig med manden om fordelingen af de reproduktive opgaver? Med konstant dårlig samvittighed over altid at gøre alting halvt - både ude og hjemme?

Men hvad med arbejdsmarkedet, der skriger på arbejdskraft? Punkt 1. Der er masser af arbejdskraft, hvis blot den ikke udmarves som i dag, hvor den ene efter den anden bukker under for stress og sygdom. Og hvis det grå guld tages alvorligt i andet end skåltalerne. Punkt 2. Hvis mor (nogle gange far i stedet for?) kun skal af sted 4 timer om dagen på deltidsarbejde, vil hun (han?) levere langt mere effektivt arbejde - derfor må arbejdsmarkedet indrette sig med deltidjobs og fleksible arbejdstider. Punkt 3. Hvis far bliver delvist fritaget for huslige pligter, vil også hans kapacitet på arbejdsmarkedet stige. Punkt 4. Flere indvandrere kommer i arbejde, når samfundet i løbet af få år får gjort helt op med vi-må-ikke-stille-krav retorikken.

Uspiseligt med mor tilbage til kødgryderne? No problemos - lad være med at få børn, og så har begge køn min fulde og hele velsignelse til at sætte fuld turbo på karriere, kapital og Kina-rejser.

Og de barnefrie vil være ekstra fremragende og effektiv arbejdskraft - af den simple grund, at de slipper for at blive slidt op og ned i krydsfeltet arbejde-familie.

(trykt i Jyllands Posten 25. februar 2003)