Handlekraft skal afløse tornerosesøvn
Af Lone Nørgaard og Torben Hansen

Ikke en dag uden indvandrernyheder på medieprogrammet. Der desværre bare sjældent byder på solstrålehistorier om mønsterbrydere og vellykket integration, men i stedet på problemer, problemer og problemer med muslimske grupper…. Gab, gab – men så alligevel og måske overhovedet ikke gab.

Denne artikel er blevet til på baggrund af en dyb undren: Hvorfor er så relativt få danskere på barrikaderne, mens Danmark og resten af Europa udsættes for en snigende islamisering? Og ikke mindst - hvorfor er så få kvinder på banen i den offentlige debat? Taget i betragtning at der foregår en støt og massiv pige- og kvindeundertrykkelse i de lukkede, integrationsuvillige, muslimske miljøer – også blandt 3. generations indvandrere.

Hvorfor sætter veluddannede, og sandsynligvis velinformerede politikere med indflydelse ikke foden ned over hele det politiske spektrum? For de har vel i det mindste fået læst Ralf Pittelkows “Efter 11. September”, Kåre Bluitgen “Til gavn for de sorte” og antologien “Islam i vesten – på Koranens vej?”? Og hvordan kan begavede intellektuelle opinionsmagere og medie-førerhunde lades tilsyneladende uforstyrrede, når Pittelkow, Bluitgen og antologiens15 bidragydere læsser tal på tal, data på data, beretning på beretning, der alle peger i samme samfundsundergravende retning? Hvorfor har disse bøger ikke haft lang mere gennemslagskraft i form af aktiv handling og politisk grovfil til følge? Er uvidenhed, naivitet og konfliktskyhed virkelig hovedforklaringen på, at Danmark og hele Europa er havnet i denne vanvittige suppedas?

Dette indlæg er skrevet i håbet om at kunne bidrage til at forebygge borgerkrige à la ex-Jugoslavien, og nej, det er desværre ikke noget urealistisk scenarie. Adskillige andre end ovennævnte skribenter og forfattere har fremlagt metermål af tal og eksempler. Indicier og bevismateriale hober sig dagligt op i medierne og desuden i rapporter fra tænketanke samt i monografier på engelsk, fransk og tysk. Der er heller ikke mangel på kendskab til motiverne bag familiesammenføringerne, fundamentalistiske missionsbevægelser, islamiske skolers indoktrinering og censur, forberedelse og eksekvering af de mange "æresdrab" (læs: mord) på ulydige kvinder eller til planlagte terrorhandlinger.

Det rækker ikke at skyde skylden for den herskende misére på fattigdom og udelukkelse. Det er en skrøne, at de unge muslimer bliver kriminelle, fordi "ingen har brug for dem", "de har ikke arbejde" eller "de kan ikke få en uddannelse". Det sidste kan enhver med de nødvendige evner få i dette land. En kilde med mange års erfaring fra retssager mod voldsmænd oplyser, at kriminelle fra kategorien “indvandrere” aldrig er stakkels uønskede. Eksempler: 1) Overfaldt kvinde, der gik med en barnevogn - var i gang med en højere uddannelse. 2) En kvinde slået ned - forbryderen havde fuldtidsjob. 3) Forsøg på voldtægt, kvinden reddet af dansk mand, der blev lemlæstet - den ene af bøllerne tolk, den anden ansat i en offentligt finansieret institution.

Hvorfor ytrer kun få parlamentarikere sig om forhold og begivenheder i fængsler, retssale, krisecentre, privatskoler og moskeer? Problemerne i den lutheranske kirke drøftes i fuld offentlighed, men burde regeringen og Folketinget ikke interessere sig for den arabiske prædiken, der leveres efter hver fredagsbøn. Det er over et år siden SF’s Holger K. Nielsen opfordrede de “formørkede” imamer om at “skrubbe ad Helvede til”. Sker der noget i sagen?

Hvorfor sagde de folkevalgte ikke fra, da muslimske talsmænd viste ét ansigt udadtil og foregav at acceptere demokratiske spilleregler og ligestilling for at blive opstillet til Folketinget og til byråd, mens de gav ganske anderledes kontant udtryk for deres sindelag på islamistiske hjemmesider? Måske var årsagen, at en sådan optræden var noget usædvanlig, og danske politikere gør en dyd af moderation og forsigtighed, når der er grund til tvivl.

Men hvorfor talte det Radikale Venstres ledelse så ikke dunder, da islamisterne kastede masken under deres “fællesbøn for fred” på Københavns Rådhusplads fredag d. 4. april? Arrangementet var et brag af en øjenåbner for politikerne. Her blev det sagt – eller rettere sagt skreget - med al ønskelig klarhed: "Magten er ikke i Washington, på Christiansborg eller på Rådhuset. Vi er magten!”

Vi vil vædde et dusin stegte rødspætter på, at demokratiets ledere håber, den slags islam-fascistiske appeller snart hører op. Sådan stille og roligt. Herregud, vi har jo alle været unge og råbt i gaderne, ikke sandt? Tænk bare på den tyske udenrigsminister Joschka Fischer og hvor salonfähig, og tilpasset han fører sig frem på de bonede gulve i dag.

Danske politikere og andre beslutningstagere er ikke de eneste, der undlader at reagere resolut. Overalt i Vesteuropa foretrækker de fleste folkevalgte at gå på kattepoter, når de hører ordet “islam”. De forhold, vi har nævnt her, gælder i det meste af EU - plus Schweiz og Norge. Baggrunden er i høj grad, at en ideologisk kampagne i årtier har været i gang fra Bergen til Milano - i vidt omfang betalt og inspireret af Saudiarabiens wahhabisme, som er betegnelsen for Osama bin-Ladens hadefulde og kvindeundertrykkende ideologi. Projektet går ud på at skabe ghettoer, hvor så mange muslimer som muligt lægges i en ideologisk spændetrøje og gøres til fodfolk i en erobring. Modsat arbejder de fleste europæiske regeringer hårdt på at integrere de mange utilpassede muslimer og dermed på at lære dem at leve i frihed under ansvar. Hvis dette en dag skulle lykkes, vil islam blive en privatsag, og så vil de hidsige missionærer og de ambitiøse islamist-politikere blive overflødige.

Foreløbig har disse fundamentalistiske ideologer dog gode muligheder for at undgå arbejdsløshed. Det er nemlig ikke svært at give arabiske og tyrkiske unge en islamisk identitet. Som et kollektivt projekt er islam ganske vist ikke noget at prale af. Uanset om økonomi, politik eller kultur benyttes som parameter, slutter regnskabet med røde tal på bundlinjen. Selv FN har officielt fremlagt dokumentation for, at de arabiske stater - hvoraf halvdelen tjener tykt på eksport af olie - er et fallitbo. Alligevel lykkes det en forbløffende stort antal unge islamister at pådrage sig storhedsvanvid og henvise til Koranens forsikring om, at muslimerne er Allahs “bedste menighed.” Af de mange utopiske hjemmesider og brandtaler fremgår det, at “muslim” er ensbetydende med at tilhøre et herrefolk, og at Vesten er dekadent, ondskabsfuld, fortabt o.s.v. Islam er derimod løsningen på alt - fra personlig hygiejne til etablering af den perfekte stat. Dette flokmenneskebudskab er mildt sagt ikke egnet til at fremme lovlydigheden. I skalaens harmløse ende overfuser Hassan den danske kvinde, der går med korte bukser en sommerdag i sit eget land. I afdelingen for tungere sager bliver de vantro, der var så uheldige at opholde sig på det forkerte fortov eller i den forkerte taxa, sendt på hospitalet.

Tydeligere kan det ikke siges, at myndighederne og det civile samfund har vænnet sig af med at anvende dominans, indskærpe regler, advare og true potentielle bøller. Gennem årtier er strømmen af asiatiske og afrikanske tilvandrere foregået på bedste beskub. Vesteuropas stater er indrettet på at opkræve afgifter og skatter for at holde gang i forskellige velfærdsordninger, som naturligvis tiltrækker folk fra Anatolien og Punjab. Budgetproblemer bliver et af resultaterne, og forvaltningsrutine hindrer i forvejen, at ideologiseringen af tilvandrerne registreres. Ved ideologisering forstås en systematisk indoktrinering i sharia (islamisk lov / retsopfattelse), idet den medbragte, men stort set ubevidste forestilling om islam forstærkes og blæses op til en altomfattende ideologi, der skal knytte de troende sammen i en flok, som imamer og andre ledere styrer.

Danske bureaukrater og parlamentarikere ser desværre ikke ud til at bekymre sig synderligt om islamismens totalitære trussel og den daglige kriminalitet, hvor unge med muslimsk baggrund er klart overrepræsenterede. Det samme gælder de pæne folk fra Venstre og Konservative i Nordsjælland og Københavns nordlige forstæder langs Øresund.

Hvordan er det overhovedet kommet så vidt? Hvorfor er så mange indvandrere fra Afrika og Asien muslimer, der afskyr det samfund, som modtager dem, mens tamiler, sikher, tibetanere og vietnamesere generelt tilpasser sig Vestens frihed og orden? En vigtig faktor bag den muslimske folkevandring til Vesteuropa er EF’s - senere EU’s - samarbejde med den arabiske verden. Som mange andre vigtige beslutninger blev også denne truffet efter fransk tilskyndelse. Efter at Frankrig opgav Algeriet i 1962, projekterede daværende præsident Charles de Gaulle en alliance mellem Europa og en række arabiske regimer. Formålet var bl.a. at modvirke USA. I 1974 oprettedes en parlamentarisk sammenslutning med henblik på at styrke EF’s politiske, kulturelle og økonomiske forbindelser med den arabiske verden. I denne gruppe deltog medlemmer fra 18 nationale parlamenter, herunder det danske Folketing, og Det europæiske Parlament. Senere suppleredes gruppen af en struktur, betegnet “Den euro-arabiske Dialog” med en stærk position i bl.a. EF’s og senere EU’s ledende organer. Dialoglobbyen arbejdede for en udenrigspolitik, der var pro-arabisk og rettet imod Israel og USA. Desuden begunstigede den en permanent og massiv arabisk og muslimsk tilstedeværelse i Europa gennem indvandring og bosættelse af millioner af personer fra Nordafrika og Vestasien.

Orientalisten Bat Ye’or (født i Egypten, bosiddende i Schweiz) skriver, at på fransk, tysk og belgisk initiativ har flere europæiske institutioner arbejdet for at lette denne udvikling gennem en offensiv i kulturliv, undervisning og publikationsvirksomhed. Bestræbelserne er blevet støttet af universiteter og islamofile kristne kirkeledere og beregnet på at fremstille islams civilisation i det bedst mulige lys. Flere generationer af europæisk ungdom er allerede blevet opdraget i denne pro-arabiske ideologi (jvf. Bat Ye’or: “European Fears of the Gathering Jihad”, www.frontpagemagazine.com, 21. febr. 2003).

Var denne fælleseuropæiske strategi medvirkende til den besynderlige lovgivning, der for 20 år siden åbnede Danmark for familiesammenføringer – d.v.s. immigration gennem tvangsægteskaber – i en situation med næsten en kvart million arbejdsløse?

De fire danske undtagelser fra Maastrichttraktaten kommer snart på den politiske dagsorden. Hvilke politikere og embedsmænd har monstro tænkt sig at orientere og oplyse vælgerne om de Gaulles lancering af EF/EU’s “arabiske” strategi og dens konsekvenser for Europa?
Vi venter spændt på svar – ikke mindst fra venstrefløjen…..

(Trykt i JP fredag d. 1. august 2003)