Magteliten og den tyrkiske udfordring
Af Lone Nørgaard

Skal – skal ikke? Have Tyrkiet med i EU eller ej? Det er det store politiske spørgsmål 2004, der følger i hælene på, at Unionens ledere på topmødet i juni nåede til enighed om EUs forfatning. Jeg erkender, at jeg som ikke-historiker og ikke-specialist udi EU og Tyrkiet bevæger mig på gyngende grund. Omvendt er der vel ikke andet at gøre som borger end at forsøge bedst muligt at sætte sig ind i problemfeltet? Ved først at systematisere argumenterne for og imod – siden vurdere argumenternes tyngde i vægtskålene…
Den øvelse haster, fordi Tyrkiet siden 1999 er kommet meget langt med at opfylde de krav, som EU har opstillet for at indlede optagelsesforhandlinger. Om Tyrkiet har bestået sin eksamen afsløres til december. Her vil EU nemlig træffe beslutning på baggrund af en rapport, som Kommissionen fremlægger d. 6. oktober. Hvis Kommissionen mener, at Tyrkiet lever op til de politiske kriterier, så må EU tage konsekvensen, der består i at byde Tyrkiet velkommen-i-klubben.
Så vidt tidsplanen og det umiddelbare perspektiv.

Først argumenterne for tyrkisk medlemskab:

• EU må holde sit løfte om optagelsesforhandlinger, eftersom EU anerkendte Tyrkiet som kandidatland i 1999. Man slår ikke om sig med tilsagn for så efterfølgende at løbe fra sit ord. Og skulle EU-politikerne forfalde til at fornægte og fortrænge, hvad de én gang har lovet, vil løftebruddet utvivlsomt skabe stor bitterhed i brede kredse i Tyrkiet. Og ikke bare i selve Tyrkiet, men også blandt de store tyrkiske indvandrergrupper i de europæiske lande: Se bare – hvordan ’de’ har holdt os for nar, selv om ’vi’ på alle måder har indvilliget i at gå i flinkeskole.
• I rækken af reformer har Tyrkiet i maj 2004 vedtaget flere demokratiske forfatningsreformer, som betyder, at international ret står over tyrkisk lov. Tyrkiet har tidligere haft problemer med grundlæggende retsprincipper. Men nu har Tyrkiet f.eks. givet udvidede kulturelle rettigheder til mindretal, først og fremmest kurderne, ligesom militæret er ved at komme under politisk kontrol. Også dødsstraffen er afskaffet. Sådan arbejder Tyrkiet gedigent og systematisk på at gøre sig politisk acceptabel i EU, og EU er at takke for denne positive udviklingsproces. Derfor skal Tyrkiet belønnes for den flotte indsats.
• Hvis Tyrkiet kommer ind i varmen, vil landet blive europæerne langt mere venligt stemt. Tillige vil det reformerede Tyrkiet komme til at fungere som et demokratisk bolværk mod islamisme i de arabiske nabolande. Hvis EU optager Tyrkiet, vil det også være lettere at (gen)opbygge et tillidsforhold til den arabiske verden, og det vil igen styrke den internationale stabilitet. Se bare – islam og demokrati kan både gå hånd i hånd og sågar danse tango.
• Tyrkiet bliver mere pro-europæisk ved en optagelse i EU. Ved at styrke reformkræfterne bliver også demokrati, respekten for mindretal og menneskerettigheder styrket.
• Tyrkisk medlemskab vil medvirke til at danne bolværk mod illegale indvandrere. Medlemskabet vil forbedre økonomien, øge væksten og skaffe jobmuligheder. Og det i en grad så et stort antal tyrkere i Vesteuropa vil være fristede til at rejse tilbage til Tyrkiet – og flere blive ’derhjemme’ frem for at udvandre.
• Geostrategisk vil et medlemskab være fordelagtigt for USA, som nok kan have brug for lidt medvind i denne del af verden - ud over fra smertensbarnet Israel.

Argumenter imod tyrkisk medlemskab:

• Der vil finde en masseindvandring sted af ufaglærte ”landsbytyrkere”. Til gengæld vil der kun være sparsom indvandring af højtuddannede, arbejdsmæssigt integrerbare tyrkere.
• Der er ikke ét Tyrkiet – men mange Tyrkier. Det Tyrkiet, der repræsenteres af intellektuelle og højtuddannede ’vestlige’ i fx Ankara, udgør et mindretal.
• Øget kriminalitet – fordi tal over det ganske Vesteuropa viser, at integrationsuvillige indvandrere fylder uforholdsmæssigt meget i kriminalitetsstatistikkerne.
• Øget konfrontation mellem etniske danskere/europæere og muslimske indvandrere.
• Øget belastning af de offentlige kasser (dagpenge, handicappede børn som følge af fætter-kusine ægteskaber, sprogundervisning, tolkehjælp etc.etc.). Der har været forskellige tal fremme, men de mest optimistiske lyder på, at indvandringen allerede koster danske skatteborgere ca. 23 milliarder kroner om året.
• Betydelig forøgelse af EU’s økonomiske støtteordninger. To artikler i Die Welt (d.20.8) refererer beregninger, der viser, at optagelse af Tyrkiet vil koste mere end hele Østudvidelsen tilsammen. 15 milliarder Euro om året.
• Man kan udmærket have handelsforbindelser med Tyrkiet uden en optagelse i EU.
• Demokratisering med mindre magt til Tyrkiets militær kan betyde øget magt til islamisterne, der ønsker at indføre sharia-lovgivning. At militæret har så stor indflydelse på tyrkisk politik kan ikke vurderes i ’europæisk’ optik, hvor ’vi’ i den grad vil tage afstand fra konstruktionen. Militæret er garanten for, at islamiseringen af Tyrkiet ikke får (mere) vind i sejlene.
• Tyrkiets reformer kan være ”sminke” for at ”smøre” EU. Tortur kan nok så meget afskaffes på papiret, men tortur er stadig udbredt. Jf. Amnesty Internationals danske hjemmeside: ”Ved valget i november 2002 kom det moderate muslimske parti AKP til magten med Recep Tayyip Erdogan i spidsen. Partiet har høstet anerkendelse for dets åbne og moderate politik, og ønsket er at bringe Tyrkiet nærmere en optagelse i EU. Flere lovændringer og reformer er blevet gennemført, bl.a. fjernelse af bestemmelser, der medvirkede til at udøvere af tortur undgik straf (…) Alligevel er tortur og mishandling af tilbageholdte og fængslede stadig et alvorligt problem. Der er jævnligt rapporteringer om tilbageholdte, der bliver slået, chikaneret seksuelt og nægtet søvn, mad, vand og toiletbesøg. Baggrunden for dette er bl.a., at ordensmagten ikke følger de foreskrevne procedurer, og at tortur og mishandling ikke rapporteres i lægerapporter.” (min fremhævning).
• Ledende europæiske politikere trækker beslutningen om optagelsesforhandlinger ned over befolkningen. På udemokratisk vis. Tyrkiet er ikke blevet gjort til det væsentlige debatemne, det fortjener – taget i betragtning hvor store konsekvenser landet indlemmelse kan have for Europas fremtid.

Hvilken vægtskål kaster jeg så mit lod i? Tja, som så ofte før konstaterer jeg, at der er gode argumenter på begge sider. Alligevel har jeg den holdning, at EU ikke skal indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet.
Som bekendt filtreres ethvert sæt af data og argumenter igennem en modtagerbevidsthed præget af en bestemt forforståelse. Min forforståelse er, at integration ikke er mulig, hvis der ikke er en vilje blandt indvandrerne om at blive danske (tyske, hollandske mv.). Samt at integration er umulig, hvis Danmark ikke kræver den - hvad vi tilsyneladende endnu ikke er møre nok til. Derfor er jeg ikke indstillet på at deltage i et demokratisk eksperiment med Velkommen-i EU-Tyrkiet, når jeg igennem en årrække har kunnet konstatere, hvor vanskeligt det er faldet mange tyrkere at tilpasse og omstille sig de vestlige samfund.
For øjeblikket hastelovgiver Tyrkiet en række reformer igennem for at leve op til EU's krav. Men love flytter ikke kultur og normer overnight. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne reformerne med lovgivningen inden for ligestillingsområdet, som jeg har beskæftiget mig intenst med i en årrække. Ligelønnen stadigvæk ikke gennemført af den simple årsag, at love og bogstaver og direktiver ser bedårende ud på papir. Papir flytter bare ikke praksis i synderlig grad.
Jeg vil derfor i stedet forholde mig til praksis, som fx Amnesty Internationals rapporter afspejler. Jeg kan anbefale rapporten om vold mod kvinder i Tyrkiet (Turkey: Women confronting family violence”, 2. juni 04), som har fået alt for lidt opmærksomhed. Rapporten påpeger, at mellem en tredjedel og halvdelen af alle kvinder i Tyrkiet udsættes for fysisk vold i hjemmet, herunder verbal og fysisk vold, voldtægt og tvangsprægede selvmord. Volden bygger i nogle tilfælde på traditionelle skikke og vaner i form af æresdrab (læs: henrettelser) og tvangsægteskaber. Lyder sangen bekendt?
Jeg skal ikke lægge skjul på, at det kvindesyn, som Koranen giver udtryk for, ikke tiltaler mig. Og eftersom 98% af den tyrkiske befolkning er muslimer, så har jeg ærligt talt problemer ved stiltiende at se til, mens EU-porten bliver slået op for en stor gruppe mennesker, hvis syn på relationerne mellem de to køn er så fundamentalt anderledes end mit.
Samtidig erkender jeg, at jeg – eller rettere sagt EU – har et kæmpeproblem eller lidt mere lyrisk udtrykt: En gigaudfordring at forholde sig til: Hvordan støtter EU Tyrkiets udvikling, uden at Tyrkiet kommer med i EU?
Her er det, at eksperter, og tænketanke og historikere med viden om tyrkiske/mellemøstlige forhold må på banen med forslag, råd og anvisninger til politikerne. Og så meget har jeg forstået, at det er overordentligt væsentligt, at premierminister Erdogan ikke taber ansigt, når han ikke får succes med at få Tyrkiet ind. Hvordan kan Tyrkiet altså på den ene side nægtes optagelse, på den anden side tilbydes aftaler, der kan få afslags-pillen til at glide ned uden bitterhed?
Interessant nok er Erdogan faktisk i en win-win situation. Kommer Tyrkiet ind – så fint, fint. Og Erdogan kan stå med palmerne, fordi han bare har været smadderdygtig og drøneffektiv. Kommer Tyrkiet ikke ind – så æh-bæh, der kan I bare se. Fort Europa er kun for de kristne, og jeres menneskerettigheder er ikke den harddisk værd, de er lagret på.
Jeg finder det temmelig deprimerende, at den politiske og økonomiske magtelite – godt hjulpet af historikere beruset af EU-paradisdrømme - kan presse den ene beslutning igennem efter den anden til trods for en massiv modstand i de europæiske befolkninger. I Tilfældet-Tyrkiet kunne jeg få en grim mistanke om, at det store hastværk er et forsøg på at lure befolkningerne, inden de for alvor får kendskab til de vanskeligheder og konsekvenser, der uvægerligt vil følge med Østudvidelsen og de 10 nye lande i EU.
Konventionerne regerer, så det vil noget, og som borger bliver jeg ganske stakåndet af at forsøge på at tilkæmpe mig lidt indflydelse. Så jeg kan overlade et Danmark til mine børn og børnebørn, hvor fx parallelsamfund og ghettoer er noget, der eksisterer i Malmø, Marseilles og Bradford, men ikke i København, Odense og Århus. Af den enkle grund at store dele af den danske befolkning var for kloge til at tie og samtykke, da erfaringstomme politikerhoveder udtænkte forfatninger og chartere og konventioner – der desværre bare viste sig at have
lidt eller intet at gøre med det konkrete levede liv i nationalstaterne.

(trykt som kronik i Jyllands-Posten d. 22. september 2004)