Magteliten
og den tyrkiske udfordring
Af Lone Nørgaard
Skal – skal ikke? Have Tyrkiet med i EU eller ej? Det er det
store politiske spørgsmål 2004, der følger i hælene
på, at Unionens ledere på topmødet i juni nåede
til enighed om EUs forfatning. Jeg erkender, at jeg som ikke-historiker
og ikke-specialist udi EU og Tyrkiet bevæger mig på gyngende
grund. Omvendt er der vel ikke andet at gøre som borger end
at forsøge bedst muligt at sætte sig ind i problemfeltet?
Ved først at systematisere argumenterne for og imod –
siden vurdere argumenternes tyngde i vægtskålene…
Den øvelse haster, fordi Tyrkiet siden 1999 er kommet meget
langt med at opfylde de krav, som EU har opstillet for at indlede
optagelsesforhandlinger. Om Tyrkiet har bestået sin eksamen
afsløres til december. Her vil EU nemlig træffe beslutning
på baggrund af en rapport, som Kommissionen fremlægger
d. 6. oktober. Hvis Kommissionen mener, at Tyrkiet lever op til de
politiske kriterier, så må EU tage konsekvensen, der består
i at byde Tyrkiet velkommen-i-klubben.
Så vidt tidsplanen og det umiddelbare perspektiv.
Først argumenterne for tyrkisk medlemskab:
• EU må holde sit løfte
om optagelsesforhandlinger, eftersom EU anerkendte Tyrkiet som kandidatland
i 1999. Man slår ikke om sig med tilsagn for så efterfølgende
at løbe fra sit ord. Og skulle EU-politikerne forfalde til
at fornægte og fortrænge, hvad de én gang har
lovet, vil løftebruddet utvivlsomt skabe stor bitterhed i
brede kredse i Tyrkiet. Og ikke bare i selve Tyrkiet, men også
blandt de store tyrkiske indvandrergrupper i de europæiske
lande: Se bare – hvordan ’de’ har holdt os for
nar, selv om ’vi’ på alle måder har indvilliget
i at gå i flinkeskole.
• I rækken af reformer har Tyrkiet i maj 2004 vedtaget
flere demokratiske forfatningsreformer, som betyder, at international
ret står over tyrkisk lov. Tyrkiet har tidligere haft problemer
med grundlæggende retsprincipper. Men nu har Tyrkiet f.eks.
givet udvidede kulturelle rettigheder til mindretal, først
og fremmest kurderne, ligesom militæret er ved at komme under
politisk kontrol. Også dødsstraffen er afskaffet. Sådan
arbejder Tyrkiet gedigent og systematisk på at gøre
sig politisk acceptabel i EU, og EU er at takke for denne positive
udviklingsproces. Derfor skal Tyrkiet belønnes for den flotte
indsats.
• Hvis Tyrkiet kommer ind i varmen, vil landet blive europæerne
langt mere venligt stemt. Tillige vil det reformerede Tyrkiet komme
til at fungere som et demokratisk bolværk mod islamisme i
de arabiske nabolande. Hvis EU optager Tyrkiet, vil det også
være lettere at (gen)opbygge et tillidsforhold til den arabiske
verden, og det vil igen styrke den internationale stabilitet. Se
bare – islam og demokrati kan både gå hånd
i hånd og sågar danse tango.
• Tyrkiet bliver mere pro-europæisk ved en optagelse
i EU. Ved at styrke reformkræfterne bliver også demokrati,
respekten for mindretal og menneskerettigheder styrket.
• Tyrkisk medlemskab vil medvirke til at danne bolværk
mod illegale indvandrere. Medlemskabet vil forbedre økonomien,
øge væksten og skaffe jobmuligheder. Og det i en grad
så et stort antal tyrkere i Vesteuropa vil være fristede
til at rejse tilbage til Tyrkiet – og flere blive ’derhjemme’
frem for at udvandre.
• Geostrategisk vil et medlemskab være fordelagtigt
for USA, som nok kan have brug for lidt medvind i denne del af verden
- ud over fra smertensbarnet Israel.
Argumenter imod tyrkisk medlemskab:
• Der vil finde en masseindvandring
sted af ufaglærte ”landsbytyrkere”. Til gengæld
vil der kun være sparsom indvandring af højtuddannede,
arbejdsmæssigt integrerbare tyrkere.
• Der er ikke ét Tyrkiet – men mange Tyrkier.
Det Tyrkiet, der repræsenteres af intellektuelle og højtuddannede
’vestlige’ i fx Ankara, udgør et mindretal.
• Øget kriminalitet – fordi tal over det ganske
Vesteuropa viser, at integrationsuvillige indvandrere fylder uforholdsmæssigt
meget i kriminalitetsstatistikkerne.
• Øget konfrontation mellem etniske danskere/europæere
og muslimske indvandrere.
• Øget belastning af de offentlige kasser (dagpenge,
handicappede børn som følge af fætter-kusine
ægteskaber, sprogundervisning, tolkehjælp etc.etc.).
Der har været forskellige tal fremme, men de mest optimistiske
lyder på, at indvandringen allerede koster danske skatteborgere
ca. 23 milliarder kroner om året.
• Betydelig forøgelse af EU’s økonomiske
støtteordninger. To artikler i Die Welt (d.20.8) refererer
beregninger, der viser, at optagelse af Tyrkiet vil koste mere end
hele Østudvidelsen tilsammen. 15 milliarder Euro om året.
• Man kan udmærket have handelsforbindelser med Tyrkiet
uden en optagelse i EU.
• Demokratisering med mindre magt til Tyrkiets militær
kan betyde øget magt til islamisterne, der ønsker
at indføre sharia-lovgivning. At militæret har så
stor indflydelse på tyrkisk politik kan ikke vurderes i ’europæisk’
optik, hvor ’vi’ i den grad vil tage afstand fra konstruktionen.
Militæret er garanten for, at islamiseringen af Tyrkiet ikke
får (mere) vind i sejlene.
• Tyrkiets reformer kan være ”sminke” for
at ”smøre” EU. Tortur kan nok så meget
afskaffes på papiret, men tortur er stadig udbredt. Jf. Amnesty
Internationals danske hjemmeside: ”Ved valget i november 2002
kom det moderate muslimske parti AKP til magten med Recep Tayyip
Erdogan i spidsen. Partiet har høstet anerkendelse for dets
åbne og moderate politik, og ønsket er at bringe Tyrkiet
nærmere en optagelse i EU. Flere lovændringer og reformer
er blevet gennemført, bl.a. fjernelse af bestemmelser, der
medvirkede til at udøvere af tortur undgik straf (…)
Alligevel er tortur og mishandling af tilbageholdte og fængslede
stadig et alvorligt problem. Der er jævnligt rapporteringer
om tilbageholdte, der bliver slået, chikaneret seksuelt og
nægtet søvn, mad, vand og toiletbesøg. Baggrunden
for dette er bl.a., at ordensmagten ikke følger de foreskrevne
procedurer, og at tortur og mishandling ikke rapporteres i lægerapporter.”
(min fremhævning).
• Ledende europæiske politikere trækker beslutningen
om optagelsesforhandlinger ned over befolkningen. På udemokratisk
vis. Tyrkiet er ikke blevet gjort til det væsentlige debatemne,
det fortjener – taget i betragtning hvor store konsekvenser
landet indlemmelse kan have for Europas fremtid.
Hvilken vægtskål kaster jeg så
mit lod i? Tja, som så ofte før konstaterer jeg, at
der er gode argumenter på begge sider. Alligevel har jeg den
holdning, at EU ikke skal indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet.
Som bekendt filtreres ethvert sæt af data og argumenter igennem
en modtagerbevidsthed præget af en bestemt forforståelse.
Min forforståelse er, at integration ikke er mulig, hvis der
ikke er en vilje blandt indvandrerne om at blive danske (tyske,
hollandske mv.). Samt at integration er umulig, hvis Danmark ikke
kræver den - hvad vi tilsyneladende endnu ikke er møre
nok til. Derfor er jeg ikke indstillet på at deltage i et
demokratisk eksperiment med Velkommen-i EU-Tyrkiet, når jeg
igennem en årrække har kunnet konstatere, hvor vanskeligt
det er faldet mange tyrkere at tilpasse og omstille sig de vestlige
samfund.
For øjeblikket hastelovgiver Tyrkiet en række reformer
igennem for at leve op til EU's krav. Men love flytter ikke kultur
og normer overnight. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne
reformerne med lovgivningen inden for ligestillingsområdet,
som jeg har beskæftiget mig intenst med i en årrække.
Ligelønnen stadigvæk ikke gennemført af den
simple årsag, at love og bogstaver og direktiver ser bedårende
ud på papir. Papir flytter bare ikke praksis i synderlig grad.
Jeg vil derfor i stedet forholde mig til praksis, som fx Amnesty
Internationals rapporter afspejler. Jeg kan anbefale rapporten om
vold mod kvinder i Tyrkiet (Turkey: Women confronting family violence”,
2. juni 04), som har fået alt for lidt opmærksomhed.
Rapporten påpeger, at mellem en tredjedel og halvdelen af
alle kvinder i Tyrkiet udsættes for fysisk vold i hjemmet,
herunder verbal og fysisk vold, voldtægt og tvangsprægede
selvmord. Volden bygger i nogle tilfælde på traditionelle
skikke og vaner i form af æresdrab (læs: henrettelser)
og tvangsægteskaber. Lyder sangen bekendt?
Jeg skal ikke lægge skjul på, at det kvindesyn, som
Koranen giver udtryk for, ikke tiltaler mig. Og eftersom 98% af
den tyrkiske befolkning er muslimer, så har jeg ærligt
talt problemer ved stiltiende at se til, mens EU-porten bliver slået
op for en stor gruppe mennesker, hvis syn på relationerne
mellem de to køn er så fundamentalt anderledes end
mit.
Samtidig erkender jeg, at jeg – eller rettere sagt EU –
har et kæmpeproblem eller lidt mere lyrisk udtrykt: En gigaudfordring
at forholde sig til: Hvordan støtter EU Tyrkiets udvikling,
uden at Tyrkiet kommer med i EU?
Her er det, at eksperter, og tænketanke og historikere med
viden om tyrkiske/mellemøstlige forhold må på
banen med forslag, råd og anvisninger til politikerne. Og
så meget har jeg forstået, at det er overordentligt
væsentligt, at premierminister Erdogan ikke taber ansigt,
når han ikke får succes med at få Tyrkiet ind.
Hvordan kan Tyrkiet altså på den ene side nægtes
optagelse, på den anden side tilbydes aftaler, der kan få
afslags-pillen til at glide ned uden bitterhed?
Interessant nok er Erdogan faktisk i en win-win situation. Kommer
Tyrkiet ind – så fint, fint. Og Erdogan kan stå
med palmerne, fordi han bare har været smadderdygtig og drøneffektiv.
Kommer Tyrkiet ikke ind – så æh-bæh, der
kan I bare se. Fort Europa er kun for de kristne, og jeres menneskerettigheder
er ikke den harddisk værd, de er lagret på.
Jeg finder det temmelig deprimerende, at den politiske og økonomiske
magtelite – godt hjulpet af historikere beruset af EU-paradisdrømme
- kan presse den ene beslutning igennem efter den anden til trods
for en massiv modstand i de europæiske befolkninger. I Tilfældet-Tyrkiet
kunne jeg få en grim mistanke om, at det store hastværk
er et forsøg på at lure befolkningerne, inden de for
alvor får kendskab til de vanskeligheder og konsekvenser,
der uvægerligt vil følge med Østudvidelsen og
de 10 nye lande i EU.
Konventionerne regerer, så det vil noget, og som borger bliver
jeg ganske stakåndet af at forsøge på at tilkæmpe
mig lidt indflydelse. Så jeg kan overlade et Danmark til mine
børn og børnebørn, hvor fx parallelsamfund
og ghettoer er noget, der eksisterer i Malmø, Marseilles
og Bradford, men ikke i København, Odense og Århus.
Af den enkle grund at store dele af den danske befolkning var for
kloge til at tie og samtykke, da erfaringstomme politikerhoveder
udtænkte forfatninger og chartere og konventioner –
der desværre bare viste sig at have
lidt eller intet at gøre med det konkrete levede liv i nationalstaterne.
(trykt som kronik i Jyllands-Posten
d. 22. september 2004)