Uffe den spage?
Af Lone Nørgaard

Skal man le eller græde over Arne Hardis’ (AH) interview med Uffe Østergaard (UØ)(Weekendavisen d. 9.-15. juli)? I hvert fald må jeg bekæmpe en trang til at gå efter manden, som på grund af stor begavelse og formuleringsevne har været stærkt medvirkende til, at EU-skeptikere og indvandrer-kritikere er blevet klassificeret som en mellemting mellem nostalgisk-naive (læs: indskrænkede) nationalister til xenofobe. Frem for som man naturligvis bør i en ordentlig debat: At gå efter bolden.
Grunden til at det kan være en smule svært ganske at holde personen udenfor er, at det lige præcis er det konkrete, levede, internationale liv som UØ har bag sig, der betinger, at han har kunnet svæve over vandene alias den virkelighed, vi mindre talentfulde plasker rundt i. Langt fra de bonede politikergulve i Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg.
AH er glad for, at UØ tilhører den fugleart, der indrømmer egne fejl, fordi arten er så tæt på at være udrydningstruet. Helt enig – og tak for det. Jeg synes måske bare godt, at erkendelsen kunne være nået en anelse længere end til følgende formuleringer: ”Og det er virkelig en hærskare af forskere og politikere, der har undervurderet styrken i det nationale (…)”, ”Indrømmede at han [UØ] og nationalismeforskningen måske har været lidt for optaget af at dekonstruere nationalfølelsen og nationalstaten (…)”
Undervurdering og lidt for optaget? Ja, det tør svagt antydes. Jeg vil i stedet foreslå totalt fejlvurderet og ensidig. For man spørger sig selv, hvordan erfaringerne fra fx ex-Jugoslavien så ganske og aldeles lader til at være prellet af på lærde folk. Men måske er forklaringen så simpel, at forskere kommer sammen med ligesindede forskere, der kommer sammen med andre forskere, der genererer præcis den samme tænkning, fordi det er lige præcis de tanker, man skal have på bjerget på et givet tidspunkt for dels at føle sig rigtig, rigtig progressiv og rigtig, rigtig god, dels for at få tildelt bevillinger i det system, som ens forskning så passende kan konsolidere bagefter?? På samme måde som politikere kommer sammen med andre politikere fjernt fra Lille-Somalia i Valby og Mjølnerparken og ghettoerne i say Marseilles og Amsterdam og Berlin.
På et tidspunkt har ulykkerne ude i det virkelige liv fjernt fra Dansk Institut for International Studies imidlertid vokset sig så store, at det kun er rendyrkede fanatikere og fantaster, der fortsat kan klynge sig til et multikulturelt samfundsideal. Når virkeligheden i den grad byder på ghettoer, voksende underklasser og en klar opdeling uanset etnisk tilhørsforhold i the havers og the-not-havers. Men netop fordi UØ er en meget begavet mand og en meget vidende historiker, er der selvfølgelig grund til at bide mærke i hans kursskifte. Hvis han imidlertid for alvor vil råde bod på bare en brøkdel af fortidens synder begået efter princippet mennesker-har-ikke-rødder-det-har-kun-planter – tja, så kunne jeg da godt nok tænke mig at efterlyse en noget mere markant slutreplik end: ”Jeg er sådan en naiv oplysningsoptimist, der synes, andre også skulle have den samme chance.”
Til hvad - fristes jeg til at sige? Til at de(kon)struere nationalstaten, som er forudsætning for både et velfærdssamfund og et levende demokrati?

(trykt i Weekendavisen den 6.-12. august 2004)