Var jeg bare undervisningsminister….
Af Lone Nørgaard

“Du er bare så gammeldags” – er reaktionen fra et yngre mandligt familiemedlem, da jeg påpeger, at gode karakterer og ordentlig opførsel i skolen bør være et ufravigeligt krav til enhver elev. Jeg skal afholde mig at diskutere sandhedsværdien i påstanden og i stedet bruge den som springbræt til et af mine yndlingstemaer: Hvordan skal vores børn og unge opdrages og (ud)dannes til at klare sig i et hyperkomplekst samfund i en globaliseret verden?
Jeg er tvunget til at tage udgangspunkt i den kendeligt kedelige kendsgerning, at antallet af unge uden nogen form for kompetencegivende uddannelse er steget. Faktisk lyder de grimme procenter på en stigning fra 23,4 i 2000 til 24,8 pct. af en ungdomsårgang i 2002. Tallene dækker over, at dels får flere unge aldrig i gang med en uddannelse efter folkeskolen, dels falder de i lind strøm fra såvel de erhvervsfaglige uddannelser som fra gymnasium og HF. En stor gruppe unge mennesker finder ikke boglige sysler specielt interessante, medmindre lærdommen kan indtages i nougat-haps form eller på flaske. Og meget desværre har blot-til-lyst filosofien fået lov til i en årrække at gå sin sejrsgang solidt fodret af pædagogiske forskere fjernt fra folkeskolen.
På den anden side er vejen frem heldigvis ikke svær at skue. Derfor vil jeg nu opstille et idékatalog, som en hvilken som helst undervisningsminister er velkommen til at lade sig inspirere af – og det ganske kvit og frit.
Jeg konstaterer, at det endelig langt om længe er trængt ind på højeste sted, at den ultimative forklaring på, at både børn og unge ikke tilnærmelsesvist får det ud af undervisningen, som de burde, kan koges ned til konstant uro i timerne. Men hvordan skabes der så ro? Her kommer en række ingredienser i opskriften:
Hver skoledag indledes med en idrætstime efterfulgt af et morgenmåltid bestående af havregryn, mælk og frugt. Mange børn kommer i skole uden at have spist morgenmad – og Peter og Søren kan ikke modtage undervisning på tom mave, mens peberet kører rundt i kroppen på dem.
Lærerne skal gives effektive flerstrengede sanktionsmuligheder af typen: Hver og hver eneste gang Brian, Ali og Oliver ikke sidder stiller og tier stille- når de altså ikke lige har fået ordet - skal de uden for døren. Når Oliver har stået dér X antal gange og blafret, betyder det, at han ikke kan rykkes op i næste klasse. Total konsekvens fra dag ét - og så vel at mærke stærke inspektører og rektorer, der bakker deres lærerpersonale loyalt op, når lille Olivers far ringer lærer Olsen op og giver ondt af sig. Bolden skal spilles lige direkte og kontant tilbage til far: Hvis Oliver skal gå i skole hos os, så må Oliver lære at begå sig i et fællesskab. Lær ham det. Og i øvrigt, mens vi er i gang: Oliver skal have sin skønhedssøvn - derfor er det en god idé, at Oliver ikke har fjernsyn på værelset, så han ikke ligger og ser C-film den halve nat
Næste skridt. Det er et heldagsarbejde at gå i skole, i hvert fald på de højere klassetrin. Det betyder, at en gymnasial uddannelse ikke kan forenes med, at Peter og Susanne har erhvervsarbejde. Altså bortset fra i ferierne. For nu at være realpolitisk foreslår jeg en tre-årig afviklings-overgangsordning, hvor børn og unge må udføre max 6 timers erhvervsarbejde om ugen. Derpå slut. At stable dåse på dåse i Netto er ikke antydningen af befordrende for hverken 2. grads ligninger eller grammatik. Opfindelsen ’nul-erhvervsarbejde-til-skoleelever’ kan sikkert klares med et cirkulære, og dertil kommer giga-gevinsten, at Peter og Susanne ikke vænner sig til et vildt opskruet materielt forbrug, fuldesnuderi hver weekend og idel underholdning, som de alligevel ikke vil være i stand til at realisere, når de flytter hjemmefra. Med fed frustration til følge.
Så skal autoriteten tilbage til lærerne. Mange besidder den naturligt - resten skal have en hjælpende hånd. Kickstart med den enkle manøvre, at alle elever og studerende fra 1. august 2005 bliver pålagt at være Des og på efternavn med læreren.
Endvidere skal adgangskravene til seminarieuddannelse skærpes, så uddannelsen kan tiltrække også de mest begavede. Det er ikke nødvendigt at følge i Finlands fodspor og universitetsuddanne seminaristerne, men linjefagene skal styrkes. Endelig skal lærerlønningerne sættes betragteligt op, for som enhver ved, så står løn og status lige så brillant til hinanden som rødgrød til fløde.
Hvordan jeg vil finansiere den øgede lønsum i en skattestops-tid? No problemos. Stop bevillingerne til den pædagogiske forskning i ti år og overfør de frigjorte midler til folkeskolen og de gymnasiale uddannelser. Det vil betyde: 1. Klassekvotienterne kan nedsættes. På handelsskolerne sidder de 33 i en klasse, hvilket er det rene og skære galimatias, 2. Skolelærere og ledere en bloc kan sendes på assertions-kurser og øves i at konfrontere såvel ansvarsforflygtigende forældre som deres børn med bemærkningen: Her stopper lærdom-blot-til-lyst festen til fordel for en undertiden slidsom hverdag, der inkluderer daglige lektier, 3. De nu frisatte forskere kan få lejlighed til at bruge deres ekspertise som årsvikarer på skiftende særligt belastede skoler, hvor deres pædagogiske teorier og indsigter rigtigt kan få lov til at komme til deres ret.
Var jeg dog bare selv undervisningsminister…