Var jeg bare undervisningsminister….
Af Lone Nørgaard
“Du er bare så gammeldags” – er reaktionen
fra et yngre mandligt familiemedlem, da jeg påpeger, at gode
karakterer og ordentlig opførsel i skolen bør være
et ufravigeligt krav til enhver elev. Jeg skal afholde mig at diskutere
sandhedsværdien i påstanden og i stedet bruge den som
springbræt til et af mine yndlingstemaer: Hvordan skal vores
børn og unge opdrages og (ud)dannes til at klare sig i et hyperkomplekst
samfund i en globaliseret verden?
Jeg er tvunget til at tage udgangspunkt i den kendeligt kedelige kendsgerning,
at antallet af unge uden nogen form for kompetencegivende uddannelse
er steget. Faktisk lyder de grimme procenter på en stigning
fra 23,4 i 2000 til 24,8 pct. af en ungdomsårgang i 2002. Tallene
dækker over, at dels får flere unge aldrig i gang med
en uddannelse efter folkeskolen, dels falder de i lind strøm
fra såvel de erhvervsfaglige uddannelser som fra gymnasium og
HF. En stor gruppe unge mennesker finder ikke boglige sysler specielt
interessante, medmindre lærdommen kan indtages i nougat-haps
form eller på flaske. Og meget desværre har blot-til-lyst
filosofien fået lov til i en årrække at gå
sin sejrsgang solidt fodret af pædagogiske forskere fjernt fra
folkeskolen.
På den anden side er vejen frem heldigvis ikke svær at
skue. Derfor vil jeg nu opstille et idékatalog, som en hvilken
som helst undervisningsminister er velkommen til at lade sig inspirere
af – og det ganske kvit og frit.
Jeg konstaterer, at det endelig langt om længe er trængt
ind på højeste sted, at den ultimative forklaring på,
at både børn og unge ikke tilnærmelsesvist får
det ud af undervisningen, som de burde, kan koges ned til konstant
uro i timerne. Men hvordan skabes der så ro? Her kommer en række
ingredienser i opskriften:
Hver skoledag indledes med en idrætstime efterfulgt af et morgenmåltid
bestående af havregryn, mælk og frugt. Mange børn
kommer i skole uden at have spist morgenmad – og Peter og Søren
kan ikke modtage undervisning på tom mave, mens peberet kører
rundt i kroppen på dem.
Lærerne skal gives effektive flerstrengede sanktionsmuligheder
af typen: Hver og hver eneste gang Brian, Ali og Oliver ikke sidder
stiller og tier stille- når de altså ikke lige har fået
ordet - skal de uden for døren. Når Oliver har stået
dér X antal gange og blafret, betyder det, at han ikke kan
rykkes op i næste klasse. Total konsekvens fra dag ét
- og så vel at mærke stærke inspektører og
rektorer, der bakker deres lærerpersonale loyalt op, når
lille Olivers far ringer lærer Olsen op og giver ondt af sig.
Bolden skal spilles lige direkte og kontant tilbage til far: Hvis
Oliver skal gå i skole hos os, så må Oliver lære
at begå sig i et fællesskab. Lær ham det. Og i øvrigt,
mens vi er i gang: Oliver skal have sin skønhedssøvn
- derfor er det en god idé, at Oliver ikke har fjernsyn på
værelset, så han ikke ligger og ser C-film den halve nat
Næste skridt. Det er et heldagsarbejde at gå i skole,
i hvert fald på de højere klassetrin. Det betyder, at
en gymnasial uddannelse ikke kan forenes med, at Peter og Susanne
har erhvervsarbejde. Altså bortset fra i ferierne. For nu at
være realpolitisk foreslår jeg en tre-årig afviklings-overgangsordning,
hvor børn og unge må udføre max 6 timers erhvervsarbejde
om ugen. Derpå slut. At stable dåse på dåse
i Netto er ikke antydningen af befordrende for hverken 2. grads ligninger
eller grammatik. Opfindelsen ’nul-erhvervsarbejde-til-skoleelever’
kan sikkert klares med et cirkulære, og dertil kommer giga-gevinsten,
at Peter og Susanne ikke vænner sig til et vildt opskruet materielt
forbrug, fuldesnuderi hver weekend og idel underholdning, som de alligevel
ikke vil være i stand til at realisere, når de flytter
hjemmefra. Med fed frustration til følge.
Så skal autoriteten tilbage til lærerne. Mange besidder
den naturligt - resten skal have en hjælpende hånd. Kickstart
med den enkle manøvre, at alle elever og studerende fra 1.
august 2005 bliver pålagt at være Des og på efternavn
med læreren.
Endvidere skal adgangskravene til seminarieuddannelse skærpes,
så uddannelsen kan tiltrække også de mest begavede.
Det er ikke nødvendigt at følge i Finlands fodspor og
universitetsuddanne seminaristerne, men linjefagene skal styrkes.
Endelig skal lærerlønningerne sættes betragteligt
op, for som enhver ved, så står løn og status lige
så brillant til hinanden som rødgrød til fløde.
Hvordan jeg vil finansiere den øgede lønsum i en skattestops-tid?
No problemos. Stop bevillingerne til den pædagogiske forskning
i ti år og overfør de frigjorte midler til folkeskolen
og de gymnasiale uddannelser. Det vil betyde: 1. Klassekvotienterne
kan nedsættes. På handelsskolerne sidder de 33 i en klasse,
hvilket er det rene og skære galimatias, 2. Skolelærere
og ledere en bloc kan sendes på assertions-kurser og øves
i at konfrontere såvel ansvarsforflygtigende forældre
som deres børn med bemærkningen: Her stopper lærdom-blot-til-lyst
festen til fordel for en undertiden slidsom hverdag, der inkluderer
daglige lektier, 3. De nu frisatte forskere kan få lejlighed
til at bruge deres ekspertise som årsvikarer på skiftende
særligt belastede skoler, hvor deres pædagogiske teorier
og indsigter rigtigt kan få lov til at komme til deres ret.
Var jeg dog bare selv undervisningsminister…
|