Den uanstændige uvidenhed
Af Lone Nørgaard

I et indlæg under overskriften Den anstændige skønhed (11.nov.) indleder pædagog Jan Andersen (JA) med følgende ord: "Piger, der går med tørklæde, har ofte en æstetisk skønhed over sig, som mange burde misunde. Og det synes mange imidlertid da også at gøre. Hvorfor har de ellers noget imod tørklædet?"
Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde over den afgrundsdybe uvidenhed, JA så frejdigt lægger for dagen. En vankundighed, der optrappes til ren volapyk med udbasuneringen: "En pige, der bærer tørklæde, møder man først og fremmest som et menneske med personlighed og integritet, førend man lærer hendes krop at kende;" Til oplysning for JA vil han aldrig få en kinamands chance for at lære en troende muslimsk piges krop at kende. For JA er nemlig en uren vantro, der overhovedet ikke er god nok til at blive gift med en god muslimsk kvinde. Og at nærme sig hendes krop uden at være gift er ca. lige så sandsynligt, som at JA vinder en Nobelpris i logik.
Når jeg har noget imod tørklædet, kan jeg forsikre JA om, at det handler om det stik modsatte af misundelse. Jeg er nemlig så kiste-overlykkelig for, at jeg ikke skal tvinges til at hylle mig i en beklædningsdel, der krænker og begrænser mit køn.
Med baggrund i tørklædebrug på verdensplan kan jeg dokumentere, at tørklæder er udtryk for et menneskesyn præget af mandens dominans og kontrol over kvinden. Med tilsløring følger adskillelse mellem de to køn. Kvindens seksualitet anses for farlig og ukontrollabel for manden. Derfor skal den holdes nede, blandt andet gennem tildækning. Slør bæres først og fremmest af seksuelle og ikke religiøse grunde. For at dække håret og ikke vække lyst. Det er kvinden, som er i skyld i den fremkaldte lyst, ikke manden, som føler den. Tørklædet sætter skel mellem de rene og de urene kvinder, de rigtige og de forkerte kvinder, de sensuelle ufornuftige kvinder og de letantændelige, virile fornuftige mænd. Med den skillelinie bliver ligebehandling og ligestilling en by i Afghanistan. At sætte tørklæde lig trendy påklædning og batikfarvede bleer, my foot.
I muslimske miljøer har fundamentalismen fremgang, og det betyder også, at man tillægger den
islamiske sharia-lovgivning større og større betydning. Det rammer især kvinderne, som under
fundamentalistisk islam overhovedet ikke har de samme rettigheder som andre kvinder i det
danske samfund. Lovsystemet ligger milevidt fra moderne vestlig og dansk opfattelse. Fx opererer sharia med forbrydelser i form af sex før ægteskab, utroskab, homoseksualitet, indtagelse af alkohol, gudsbespottelse, vantro og frafald fra islam.
En kvinde i Vesten kan - ofte med rette - gøre gældende, at hun selv har valgt at bære tørklæde. Men hendes frihed forværrer den tvang, der udøves mod dem af hendes medsøstre, der ikke ønsker at bære symbolet. Uanset den konkrete bærers eget sindelag og syn på tørklædet, så signaler den symbolladede beklædning kønsadskillelse frem for ligestilling. En ligestilling, som vi er et par stykker eller fire, der stadig går vældigt meget ind for i al dens ufuldkommenhed.
Jeg ville ønske, at flere ville gøre en langt mere ihærdig indsats for at oplyse tørklædepigerne om, at det kan da godt være, at de selv tror, at tørklæder signalerer ophøjet dydighed og værdighed til en umoralsk omverden, men i realiteten udsendes et budskab i technicolour: Jeg er parat til at tildække mit hår, fordi det vækker seksuel lyst hos mænd, og fordi jeg er en god muslim. Hvilket sådan cirka kan oversættes til: Jeg er parat til at bøje mig for mandlig dominans alias kontrol af min krop og min seksualitet.
I samme åndedrag kunne oplysningskampagnen så passende tage sigte på troskyldige sjæle a la JA. Hvorom jeg må konstatere, at hvis hans indsigter er repræsentative for pædagogstandens oplysningsniveau mht islamiseringen af det danske samfund, så er der al mulig grund til at glæde sig over, at ens børn er nået et godt stykke forbi børnehavealderen.

(trykt i Politiken 19. november 2003)