Velkommen til Asmaa – og sharia
Af Lone Nørgaard

DR har fået en tørklædeklædt studievært. Programmet 'Adam og Asmaa' præsenteres som en ny debatserie, der skal tage fat på forskellighederne og forståelseskløften mellem den vestlige og islamiske verden. Muhammed-sagen har nemlig afsløret en afgrundsdyb forståelseskløft mellem den vestlige og islamiske verden, og foreløbigt vil DR2 bringe i alt otte udsendelser, der spænder over begge sider af gabet. 'Adam og Asmaa' har hver uge en gæst i krydsild, og med de to værters forskellige udgangspunkt skal gæsten besvare en række meget forskellige spørgsmål om et aktuelt emne.

Som det smukt står på DRs hjemmeside, stræber serien ikke efter enighed. Men til gengæld kan man håbe på en gensidig klarhed og måske endda forståelse mellem parterne. Parterne er en ateist, Adam Holm, og en troende muslim Asmaa Abdol-Hamid af palæstinensisk oprindelse. Hun er uddannet socialrådgiver og medlem af Enhedslisten. Hun er 24 år gammel og beboerformand i Vollsmose. Asmaa kom til Danmark som seks-årig og er opvokset i en lille landsby i Sønderjylland. Så vidt præsentationen af det sympatiske koncept: Dialog med og forståelse for ’den anden’.

Når det er sagt, så skal DR og resten af den danske befolkning være klar over, at DR2 med dette program flirter med islamismen, som er blevet betegnet som en totalitær politisk ideologi på linje med kommunisme, fascisme og nazisme.

Asmaa Abdol-Hamid er med bl.a. sine debatindlæg i pressen kendt som islamist i offentligheden og dermed tilhænger af sharia (definition følger nedenfor). Hun har udtrykt sine holdninger til islam og kvinders ligestilling på mange forskellige måder. Hun har bl.a. sagt, at: ” Man behøver ikke at tilegne sig fuldstændigt samme værdier og forestillinger om hvad der er ligestilling i et multikulturelt samfund. Mænd og kvinder er jo ikke fuldstændigt ens af sind.” ( Politiken 25.9.05). I parentes bemærket lever vi endnu ikke i et multi-kulturelt samfund, det er indtil videre multi-etnisk, fordi den vestlige kultur endnu er den dominerende. Hvornår i det 21. århundrede Europa bliver til Eurabia strides forskerne om, men konverterings-øjeblikket vil bl.a. afhænge af reaktionerne på sagen om Danmarks første tørklædeklædte studievært.

Endvidere repræsenterede Asmaa (som vi nu alle er på fornavn med) 21 islamiske organisationer i Muhammed-sagen, herunder Minhaj – Ul – Quran, som går ind for en islamisk stat og arbejder for en islamisering af samfundet i bl.a. Pakistan. Rent fysisk kommer Asmaas politisk-religiøse tilhørsforhold til udtryk i tørklædet og i, at hun ikke vil give hånd til fremmede mænd – det forbyder hendes religion og sharia.

Skulle der være en enkelt læser eller to, der endnu ikke ved, hvad sharia står for, så kommer definitionen her: Sharia er det islamiske lov- og retssystem, som muslimer udleder dels af Koranen, dels af hadith. Begrebet hadith dækker over beretningerne om, hvordan Muhammed og hans fire første efterfølgere (khaliffer) opførte sig. Læseren skal altid huske på hadith, når han/hun diskuterer med stærkt troende muslimer som fx Abu Laban, Akkari og Asmaa. De halvanden million hadith om profetens og hans medarbejderes praksis har samme vægt som Koranen, når der træffes beslutninger om at fortolke islams normer.

Lovsystemet består altså af en samling af påbud og forbud, der ligger milevidt fra moderne vestlig og dansk opfattelse. Fx opererer sharia med forbrydelser i form af sex før ægteskab, utroskab, homoseksualitet (læser Klaus Bondam med?), indtagelse af alkohol, gudsbespottelse, vantro og frafald fra islam. Sharia er grundlaget for islam, og den handler altså om visse ytringer og bedrifter fra en fjern fortid, som er ubetinget forpligtende, og som hævdes at udtrykke Allahs vilje.

Et helt grundlæggende træk ved sharia er det skarpe skel mellem mænd og kvinder, drenge og piger, hvor kvinderne i værste fald er mandens ejendom. I bedste har de færre rettigheder, fx den halve arveret af mændene. Kvinderne skal livet igennem være underlagt en mandlig beskytter, og de må som regel ikke færdes alene uden for hjemmet. De er også underlagt strenge begrænsninger, hvad angår udseende og påklædning (bl.a. tørklædetvang), og så er de ellers henvist til kønsopdelte skoler. Det er her tørklædet kommer på banen. Det tørklæde, som ikke bare kan forstås som en spændende hovedbeklædning eller et eksotisk, farverigt indslag i den danske leverpostejfarvede kultur. Lad mig i først omgang illustrere med et eksempel blandt mange.

Tilbage i august-september 2004 blev to franske journalister taget som gidsler i Irak. Ifølge tv-stationen al-Jazeera krævede gidseltagerne, at Frankrig skulle ophæve forbuddet mod muslimsk hovedbeklædning i skoler, hvis gidslerne skal frigives. Ellers ville de blive henrettet. Truslen slog fast med et af mange syvtommerssøm, at tørklædet ikke er den uskyldige hovedbeklædning, som mange såvel ikke-muslimer som muslimer hævder.

En kvinde i Vesten kan med rette gøre gældende, at hun selv har valgt at bære tørklæde. Men hendes frihed forværrer den tvang, der udøves mod dem af hendes medsøstre, der ikke ønsker at bære symbolet. Tørklædet signalerer uanset den konkrete bærers eget sindelag (et ønske om) sharia. På den baggrund kan det fx overhovedet ikke komme på tale, at folkeskolelærere bærer det symbolladede, kønsadskillende tørklæde, eftersom underviseren fungerer som autoritet og rollemodel. Heller ikke læger skal skilte med deres religiøse tilhørsforhold over for deres patienter/klienter.

Med baggrund i tørklædebrug på verdensplan kan jeg dokumentere, at tørklæder er udtryk for et menneskesyn præget af mandens dominans og kontrol over kvinden. Med tilsløring følger adskillelse mellem de to køn. Kvindens seksualitet anses for farlig og ukontrollabel for manden. Derfor skal den holdes nede, blandt andet gennem tildækning. Slør bæres først og fremmest af seksuelle og ikke religiøse grunde. For at dække håret og ikke vække lyst. Det er kvinden, som er i skyld i den fremkaldte lyst, ikke manden, som føler den. Tørklædet sætter skel mellem de rene og de urene kvinder, de rigtige og de forkerte kvinder, de sensuelle ufornuftige kvinder og de letantændelige, virile fornuftige mænd. Med den skillelinie bliver ligebehandling og ligestilling en by i Afghanistan.

Kvinder, der bærer tørklæder gør det med få undtagelser, fordi de bliver tvunget til det. Intet sted, hvor islamisterne er kommet til magten rundt omkring i verden, overlades det til den enkelte kvinde selv at beslutte, om hun vil bære et hovedtørklæde. Som det gentagne gange er blevet påpeget: Omdrejningspunktet for enhver islamistisk bevægelse er mænds kontrol af kvinder. Og hvor kommer den kontrol tydeligere til udtryk end i tørklædet? Som derfor også er et uomgængeligt krav fra islamisternes side.

Hvorfor fik den iranske revolution succes? Såmænd fordi det lykkedes for ayatollah Khomeini og daværende ministerpræsident Rafsanjani at komme igennem med budskabet: ”Det er en pligt for kvinden at dække sit hoved, fordi kvindens hår udsender vibrationer, der opgejler, vildleder og fordærver mænd.”

Tørklædet er islamismens flag. Også i Danmark. Derfor er tørklæder ikke “uskyldige skikke” – det er en naiv indfaldsvinkel. Ingen, som ikke selv har skoen eller tørklædet på, kan vel for alvor forestille sig det pres, som kvinderne udsættes for fra mændenes, ikke mindst imamernes, side. Men vi kan i det mindste forsøge. Og ikke bare købe påstanden om, at tilsløring i virkeligheden er en slags “ny identitet” for muslimske kvinder.

Hvor anbringer det mig i forhold til Asmaa, som hellere vil forlade sit job som studievært end tage tørklædet af? Hun har da selv valgt det, så må hun vel ligesom også selv bestemme, ik’? Den er svær, indrømmet, men det gælder om at holde snuden lige i sporet. Lad os for eksemplets skyld forestille os, at jeg fik trang til at hænge en hagekors-broche på blusen. Jeg ville nok så meget kunne hævde, at det hagekors, jeg bar rundt på, repræsenterede et soltegn eller et verdenshjul, og dermed blot var et eksotisk og ganske uskyldigt smykke. Den påstand – eller tolkning - ville jeg bare ikke komme en meter med på grund af hagekorsets historie og kraftfulde symbolværdi. Præcis den samme mekanisme gør sig gældende i forbindelse med tørklædet. Tørklæde-tolkning 1 = jeg er en stolt, fri, selvstændig kvinde, der selv har valgt - bliver så at sige ’overruled’ af tørklæde-tolkning 2 = kvinder skal qua deres køn være klædt og opføre sig på en bestemt måde.

Tørklæde-tolkning 2 går suverænt af med sejren, så længe millioner af kvinder på verdensplan ikke har noget frit valg med hensyn til at iføre sig slør eller ej. Så længe det frie valg på globalt plan er en fiktion, så længe udtrykker tørklædet først og fremmest kontrol af kvinders seksualitet og udfoldelse. I de (få) tilfælde hvor kvinder selv har valgt det, må tørklædebærende kvinder opfattes som et udtryk for, at de støtter en islamisering af samfundet. Det gælder Asmaa. Og det gælder for veluddannede, muslimske lægestuderende, der er opvokset i Danmark og har fået deres uddannelse her. Og som vil praktisere i deres religiøse uniformering.

Jeg ville ønske, at de selv samme kvinder kunne se ud over deres egen tørklædesnip. Jeg gentager: Der findes ikke ét sted med islamister ved magten, hvor det er overladt den enkelte kvinde at afgøre, om hun vil trække i tørklæde. Det hvad enten vi taler præstestyre eller vestlige indvandrer-enklaver. Også i Danmark er det et stigende problem, at tørklædeløse piger bliver presset, generet og chikaneret, hvis de ikke vil dække sig til. Eller decideret udsat for vold. Hvor blev valgfriheden af?

Tilsløringen giver sig mere og mere ekstreme udtryk. I dag er det således hverdagskost i Valby i København at se indpakkede kvinder, hvor man kun ser deres øjne. Jeg oplever det som en lige højre at skulle forholde mig tavst til en sådan begrænsning af kvinders bevægelsesfrihed i mit eget land. Selv små piger helt ned til 1. klassetrin kan nu ses fuldt tildækkede, hvilket er en katastrofe. For når en pige tvinges til at gå med tørklæde i den alder og dække sig til, indskrænker det ikke bare hendes råderum. Det påvirker hendes selvforståelse, så det er i virkeligheden et psykoseksuelt overgreb, der mærker hende for livet.

Med sin mundering kan Asmaa bruges til at skræmme og intimidere de muslimske piger, som ikke har lyst til at blive pakket ind og blive isoleret fra det omgivende samfund. Med sin fremtoning signalerer hun, at hun går ind for dødsstraf, håndsafhugninger og steninger. De muslimer, som gerne i højere grad ville leve i overensstemmelse med det danske samfunds normer, tør ikke på grund af islamister som Akkari, Laban og Asmaa.

De ved, at sladderen om afvigere fra den rette vej bevæger sig med lynets fart. Tænk bare på mordet i Slagelse på den ulydige pakistanske kvinde, som havde valgt en forkert mand. Forbrydelsen var nøje tilrettelagt og den unge kvindes færden blev fulgt ved hjælp af jungle-trommerne. Det værste er, at Asmaas ønske om at indføre sharia i en ikke mere fjern fremtid kan gennemføres med støtte fra bl.a. Marianne Jelved og Tøger Seidenfaden. Og nu altså også DR. Det er selvfølgelig slet ikke Jelved & Co.’s intention, men på det tidspunkt, hvor det går op for dem, at de har taget fejl, er det for sent. Europa er blevet til det Eurabia, som den ægyptiske historiker Bat Ye’or skriver om og argumenterer for i sin bog af samme navn (2005).

Mit engagement i denne sag udspringer af, at ordet kvindekamp har fået tilføjet helt nye dimensioner i takt med, at jeg får sat mig ind i sharia og islam. En mængde - sandsynligvis de fleste rettroende muslimske mænd? - vil således foragte danske mænd, fordi de lader deres kærester og hustruer løbe frit omkring og have kontakt til andre mænd. De vil med Koranen i hånden foragte mig og andre vantro kvinder og synes, at vi er ludere.

Med den berøringsangst mange af os har haft over for islams massive kvindeundertrykkelse, ligger det lige for at spørge, om muslimske mænd da er særligt skrøbelige og følsomme væsener, der har behov for speciel pleje og pædagogik. Hvordan harmonerer den karakteristik med, at mange ’stakkels mimosemænd’ voldtager, prygler og myrder muslimske og vantro kvinder dag ud og dag ind? I Afghanistan, i Sudan, i Nigeria, i Pakistan, i Irak, i Iran – og sågar også i Danmark. Krisecentrene er leveringsdygtige i historie på historie, og indvandrerkvinderne er massivt overrepræsenterede blandt de kvinder, der søger hjælp her.

Andre steder at hente vigtig oplysning er i følgende bøger: Azar Nafisi, Reading Lolita in Teheran (2004), Jan Goodwin, Price of Honour Muslim Women Lift the Veil of Silence on the Islamic World (1994), Fatima Mernissi, The Veil and the Male Elite - a feminist Interpretation of Women's Rights in Islam (1987), Lone Kühlmanns Med slør - og uden. Kvinder i Syrien (2005) Heri skriver Kühlmann bl.a., at Syriens familielovgivning bygger på sharia, der sikrer, at kvinders adgang til det offentlige rum står og falder med, om deres mænd, fædre eller et andet mandligt familiemedlem vender tommelen opad. Intetsteds i den arabiske verden kommer man i nærheden af ligestilling mellem mænd og kvinder. Ligeværdighed mellem de to køn kan jeg ikke bruge til noget, når balancen står og falder med, om kvinden-kender-sin-plads. Jf. også dette citat fra den norske antropolog Unni Wikan (Information 23/10 2003), forfatter til Ære og drab - Fadime - en sag til eftertanke (2003), som er nok en bog, der er klog at få forstand af:

”Al forskning viser, at det er kvinderne og børnene, der betaler prisen, når indvandrere vælger at bevare eller forstærke de kulturelle traditioner, de har med hjemmefra. Derfor må man, hver gang man møder et kulturelt fænomen, spørge sig selv, hvad betyder det her for kvinderne og børnene. Så ved man med det samme, om det er et kulturelt fænomen, der fortjener respekt eller ej.”

Jeg er stadig mere intimideret af den indflydelse islam allerede har fået i Danmark i form af religiøs særbehandling – taget i betragtning at antallet af muslimer angives til kun at være 5% af landets befolkning. Og jeg fatter ikke, at så få danske kvinder er på banen i den offentlige debat.

Men så meget ved jeg: Glem alt om dialog for så vidt angår tørklædet. Forbyd det i offentlige institutioner – og forbyd det på studieværter. Af den enkle grund at tørklædet mere end noget andet udtrykker en kultur, som frygter kvinders frihed og ret til selvbestemmelse, og som dermed er uforenelig med modernitet, ligestilling og demokrati. Derfor skal de muslimske piger også have den hjælp, det er at kunne støtte sig til et forbud.

Kvindekamp i dagens Danmark skal fortsat fokusere på ligeløn, pensioner og magtudredning. Men den kamp skal nu - tro det eller ej - udvides til at omfatte tørklæder.

(Ikke-antaget kronik til Politiken - april 2006).