Hvad stiller vi op med voldtægt? 
Af Lone Nørgaard

Tre sager om voldtægt og seksuelle overgreb på unge piger har optaget plads i medierne i det sidste halve år. Ikke mindst fordi de domme, der er fældet i sagerne, er forbløffende milde sammenlignet med strafudmålingen for andre overtrædelser, fx graffiti og berigelsesforbrydelser. 

Mange menneskers retsfølelse er blevet krænket. De stiller sig uforstående overfor, at et groft misbrug af unge piger bliver takseret så bagatelagtigt af retssystemet, at ugerningsmændene for fleres vedkommende har kunnet gå ud i friheden umiddelbart efter domsafsigelsen.

I det følgende vil jeg kort repetere de tre sager, som er baggrunden for spørgsmålet: Hvad stiller vi op med voldtægt? Gummi-pronominet ”vi” sigter i dette anliggende meget bredt: Til politikerne på såvel Christiansborg som i amtsråd og kommunalbestyrelser, til juridisk sagkyndige, der skal rådgive politikerne om udformning af lovgivning inden for bl.a. retsområdet, til pædagoger og lærere, der med deres kønsopfattelser og kønspraksis er med til at forme de kommende generationer, til NGO’erne, der arbejder med vold(tægt) mod kvinder og trafficking, til ansatte, der er beskæftiget med integration, til opinionsdannerne i den offentlige debat, til ikke-fundamentalistiske, integrations-parate muslimer, til alle almindelige og ualmindelige  borgere m/k, der dagligt gør sig den ulejlighed at interessere sig for og orientere sig om samfundets indretning, og som har et ønske om at leve i fred og fordragelighed med familie, venner, naboer, arbejdskolleger etc. 

Den ældste af de 3 sager handler om dansk retshistories første sag om massevoldtægt og seksuelle ydmygelser af en kun 14-årig pige. 7 unge drenge havde forgrebet sig, og Gorm Toftegaard Nielsen, professor i Strafferet på Aarhus Universitet kunne i den forbindelse udtale i en kommentar til dommen, at den var udtryk for det absolut mindste man kan forestille sig dømte i en voldtægtssag få. 
Dommer Marianne Svendsen (MS) blev citeret for følgende: ”Desuden har retten lagt vægt på den omstændighed, at ikke alle [voldtægtsforbryderne] har været til stede samtidig, men er kommet fortløbende til.” Ydermere konkluderede MS, at der ikke var begået fysisk vold mod pigen, at denne heller ikke havde været udsat for direkte trusler, om end der var tale om en trusselssituation, og at modstanden ikke var udtrykt voldsomt. MS udtalte endvidere, at afgørelsen om straffe på mellem 6 og 9 måneders fængsel ikke var enstemmig, idet en af dommerne voterede for frifindelse af de 7 anklagede. Denne mente, at det 14-årige voldtægtsoffer ikke havde gjort det tilstrækkeligt klart, at hun ikke ville have sex med de dømte. 

Den anden voldtægt fandt sted i Mørke, hvor en 16-årig pige blev passet op på vej hjem fra svømmehallen. Her var kun én person ud over offeret involveret. Til gengæld ”hyggede” han sig med den stakkels pige over en længere periode. 

Det tredje seksuelle overgreb blev igen udført af en gruppe. Fire unge drenge, der blev kendt skyldige i at have tvunget en 13-årig pige til oralsex mod hendes vilje, kunne d. 7. august forlade byretten i Aarhus i frihed efter at have modtaget deres domme. De to formodede hovedmænd bag misbruget, af arabisk og tyrkisk herkomst, fik 8 måneders betinget fængsel, heraf 60 dages ubetinget fængsel, der blev betragtet som afsonet, fordi de allerede havde siddet varetægtsfængslet i en måned. 

Der har været flere voldtægter inden for perioden, men de tre nævnte har fået mest presseomtale. 
For at besvare overskriftens spørgsmål, må den enkelte begynde med at gøre sin personlige holdning til voldtægt klar: a)  Er voldtægt fx altid uacceptabel, eller gives der situationer, hvor voldtægt kan undskyldes, forklares eller retfærdiggøres? b) Er det muligt at etablere en entydig definition på voldtægt?  c) Er voldtægt en forbrydelse, der altid skal ansættes til den samme strafudmåling, eller skal domstolen foretage en differentiering på baggrund af en konkret vurdering? 

Mine egne svar lyder sådan her: a) Selv om jeg kender argumenterne fra mandens side, finder jeg, at voldtægt altid er uacceptabel. Hans begrundelse går typisk på, at kvinden inviterede ham med hjem til en night-cap eller en kop kaffe, og at han naturligvis ikke kunne tolke invitationen som andet end en indbydelse til sex. Argumentationen i forskellige tilsvarende situationer kan koges ned til: Hun lagde selv op til mine seksuelle initiativer ved sin adfærd og/eller sin udfordrende påklædning. 
Jeg har forståelse for ræsonnementet, hvilket ikke er det samme som at være enig. 
Jeg har i samme åndedrag givet svaret på b): Ja, der kan formuleres en entydig definition. Der er tale om voldtægt, hvis kvinden siger eller med sit kropssprog eller sin mimik markerer nej tak. På et hvilket som helst tidspunkt i processen. Et nej er altid et nej, hvor meget myterne om voldtægt end fremfører det modsatte. De lyder som bekendt: Alle kvinder vil gerne voldtages. Ingen kvinde kan blive voldtaget mod sin vilje. Hun var selv ude om det. Hvis du skal voldtages, kan du lige så godt slappe af og nyde det. 
c) En voldtægt er altid en forbrydelse og en grov forbrydelse. Når jeg har diskuteret voldtægt med mandlige familiemedlemmer, venner og bekendte, har jeg imidlertid registreret, at de har meget svært ved at begribe, hvor dybt denne type overgreb rammer ind i en kvindes selvfølelse. Det tætteste, jeg er kommet på en anskueliggørelse, har været ved at forsøge med en slags parallel: Peter, du er blevet anbragt i fængsel med en gruppe virkeligt hårde kriminelle (grunden til indespærringen er her sagen uvedkommende), hvis leder udnævner dig til lækker svans og dagligt benytter dig til lidt rask, rå analsex mod din vilje. 
Selv om sidestillingen har haft en vis pædagogisk effekt, holder sammenligningen kun delvist. Lighedspunktet ligger i den tvangsmæssige indtrængen i et af kroppens huller, forskellen i at anus ikke på samme måde som vagina tilhører kroppens allerinderste zoner. Set fra et kvindeperspektiv er en voldtægt en besudling ikke bare af kroppen, men et angreb på offerets integritet. Det værste er ikke den fysiske smerte og angsten for lemlæstelse - det afgørende er angrebet på kvindens selvfølelse og selvopfattelse. 

Ikke desto mindre kan der argumenteres for, at en differentieret strafudmåling vil være på sin plads. Den voldtægt, der fx udøves over for en 38-årig kvinde med erfaringer fra 20 års aktivt seksualliv, er ikke nødvendigvis lige så traumatiserende som den voldtægt, der bliver udøvet over for en ung, uerfaren og uskyldig pige. Kvinder, der lever et aktivt seksualliv, har mestendels et så godt indblik i mandlig seksualitet, at kløften mellem yderpolerne den romantiske kærlighedsmyte (det seksuelle møde som to-sjæle-én-tanke-ét-behov) på den ene side, sex  =  ind-ud, ud-ind på den anden er reduceret. En voksen, seksuelt erfaren kvinde, der hviler så nogenlunde i sig selv,  vil have større chance for at komme sig oven på en voldtægt end en ung pige, der stadig har alle sine kærlighedsdrømme intakte. Hendes tilværelse, tillid til det andet køn og forhold til egen seksualitet vil i bedste fald være stærkt ramponeret, i værste fald ødelagt for livstid.

Under alle omstændigheder skal strafferammen sættes markant op. Ikke ud fra en illusion om, at  strengere fængselsstraffe skaber bedre mennesker af de indsatte. Tværtimod. Al forskning viser, at indespærring virker stik modsat af hensigten om resocialisering efter udstået straf. Men fordi straffeforanstaltninger har mindst fire funktioner: 1. En (godt nok begrænset) præventiv virkning på borgerne  2. At forhindre lovovertræderen i at gentage sin misgerning  3. At lade lovovertræderen mærke samfundets sanktion på egen krop  4. At sikre retsfølelsen hos dels offeret og offerets familie, dels borgerne generelt med henblik på at forhindre selvtægt. 
Alle fire komponenter skal tilgodeses, hvad de ikke er blevet med de aktuelle voldtægtsdomme. Ser vi på den seneste, blev 60 dages ubetinget fængsel med et trylleslag gjort lig med en måneds, altså  30 dages, varetægt, og unge voldsmænd kunne for anden gang inden for 3 måneder grinende forlade retssalen i frihed bakket hujende op af deres støtter. 

Med andre ord: Det danske retssystem har med dommene sendt neonsignaler ud om, at en lille rask voldtægt her, lidt hurtig oralsex der, er der ingen grund til at tage særligt alvorligt. At ødelægge en ung piges liv bliver ikke regnet. Det er det budskab, der lanceres på et tidspunkt, hvor voldtægt af og vold mod kvinder ellers er kommet mere i søgelyset som en overtrædelse af menneskerettighederne. Det danske retssystem har paradoksalt nok valgt at gå i stik modsatte retning med domme, der er på kanten til at legitimere seksuelle overgreb på kvinder. 

Eftersom dommerne dømmer inden for lovens rammer kan jeg ikke se andet, end at lovgivningen må strammes markant og jo før des bedre. Og det ville være på sin plads, hvis også de mænd, der er oprørte over dommene, i deres egenskab af ægtemænd, fædre, bedstefædre og brødre satte pres på politikerne ved langt mere markant at tage til orde i offentligheden. Således at debatten kan køre klar af forenklede kønsmodsætninger skåret over skabelonen onde mandlige voldtægtsforbrydere vs stakkels kvindelige ofre. Denne sag handler i langt højere grad om respekt for andre mennesker og deres grænser. 

Voldtægterne skriver sig ind i pornoficeringen af det offentlige rum, som sammen med tæppebombardementet af porno på stort set alle tv-kanaler ikke er uskyldige fænomener. Den såkaldt seksuelle frigørelse er foreløbigt kulmineret i en stadigt mere perverteret og hårdtslående pornografi og et gennemseksualiseret gadebillede, hvor reklameindustriens dybt forløjede modeller igen og igen pirrende signalerer: Kom og ta’ mig. 
Hermed leveres daglig næring til (ønske)forestillingen om, at kvinder er konstant til seksuel rådighed. Og når virkeligheden så leverer den stik modsatte historie, hvor ikke mindst unge mænd af anden etnisk oprindelse end dansk, har problemer med at få fat i pigerne (som de for en stor dels vedkommende i øvrigt opfatter som ludere på grund af en påklædning, der udstiller masser af bart ), ja - så må man(d)  jo tvinge sig frem: Hun siger nej, men mener sikkert ja. Det er jo, hvad alle billeder, film etc. systematisk aflægger vidnesbyrd om.

Hvis jeg var en ung arabisk patriarkalsk opdraget dreng, hvor hormonerne cyklede rundt i kroppen på fuld kraft, og gang på gang måtte konstatere, at ingen dansk pige ville have med mig at gøre, og ”egne” piger er tabu før ægteskabet - ja, så ville jeg nok have visse problemer med at rumme følgende extreme modsætning: Alle (porno)billeder, alle reklamer, alle film, alle plakater signalerer, at piger er enooooormt meget til sex, samtidigt med at samtlige de  piger i kød og blod, jeg kommer i berøring med i min hverdag, afviser mig. 

Endvidere har jeg ad åre udviklet en vis (teoretisk) indsigt i, hvilke tanker og drifter ungt kød i form af velformede bryster, nøgne lår, bløde overarme og små stramme røve sætter i gang hos det store flertal af drenge og mænd. Der lykkeligvis for de aller-aller-flestes vedkommende er socialiseret inden for en kulturel kodeks, der sætter bremseklodserne i for seksuelle overgreb på pigerne. Ikke desto mindre er det værd at diskutere, om piger og unge kvinder ikke i langt højere grad skal oplyses om, at de med deres nedringede kjoler, stramme t-shirts og lårkorte nederdele udsender løfterige signaler, som en række drenge og mænd vil tolke som en seksuel indbydelse og følgelig reagere på,  hvorimod pigens intention alene har været ønsket om opmærksomhed og fetering. Sagt med andre ord: pigerne er ikke ganske bevidste om, hvad de sender ud, og hvilke kræfter de sætter i gang hos det andet køn, som skal have tilegnet sig en del seksuelle erfaringer for at blive klar på, at det er muligt reklamens og pornoens kvinder altid er helt vilde i varmen, men naboens Camilla og Maria, Mette og Susanne i 9. a er det ikke. 

Hvad stiller vi op med voldtægt? Jeg har forsøgt at angive nogle veje, men ved samtidigt, at hvis der ikke rent faktisk sker ændringer i retspraksis, hvis danske politikere m/k fortsat lukker øjnene, hvis tavse borgere bliver ved at dukke hovedet og håber, at uvejret går over - ja, så er den næste gruppevoldtægt inden for rækkevidde. Pokker skulle da holde sig på måtten, når straffen beløber sig til sølle 30 dage med fuld forplejning. 

Det er bevidst, jeg nævner gruppevoldtægt. Min påstand er nemlig, at unge drenge, hvad enten de er af dansk eller udenlandsk etnisk oprindelse, ikke enkeltvis ville kaste sig ud i et voldtægtsforsøg. Lige præcis i gruppe kan de imidlertid hidse hinanden op, først verbalt ved at bruge alle de frække ord, siden kropsligt, og for enkeltindividet er det vanskeligt for ikke at sige umuligt at bakke ud, fordi han vil blive udhængt som en ”chicken” og dermed skille sig ud som afviger. En kujon. En ikke-værdig.  Da han ikke har noget andet sted at gå hen, presses han til at følge trop. 
I øvrigt er der benhårde regler for acceptabel og uacceptabel gruppe- og bande-adfærd, hvor den æreskodeks om bl.a. sammenhold, gruppen navigerer efter, i situationen får forrang for en potentiel medlidenhed med offeret. 

I 1973 skrev Suzanne Brøgger i Fri os fra kærligheden: 
”I betragtning af at de fleste kvinder konstant er i defensiven og på vagt og at de lever i en daglig angst (som de har vænnet sig til) for at blive konfronteret - om ikke med voldtægt af eklatant karakter, så alle former for pressioner og indgreb i deres selvbestemmelsesret, så skrives der forunderligt lidt om det, at man ret skulle tro, at der fra mændenes side forelå en sammensværgelse. For der er ingen tvivl om at selvom de færreste mænd begår stor-voldtægt, så accepterer de fleste mænd forekomsten af voldtægt fordi den indirekte bekræfter deres potens. Det er jo sådan, at de fleste mænd identificerer sig med voldtageren  - og ikke med offeret i voldsanliggender (…)"
Har disse overvejelser fortsat noget på sig? Er det den udvikling inden for forholdet mellem de to køn, vi ønsker? Seksuelle tilstande i Norden, hvor lystne mænd stort set omkostningsfrit kan drive fri klapjagt på hunkønnet?  Og er mænd rent faktisk parat til at støtte en udvikling, hvor danske kvinder om føje år skal hylle sig i tørklæder og lange nederdele, for ellers har de selv bedt om mosten? Og i øvrigt skal de ikke bevæge sig uden for gadedøren uden mandlig ledsagelse i form af far, bror, fætter eller ægtemand, for det er forudsætningen for, at de kan skærmes mod potentiel voldtægt og andre overgreb? 

Den der tier, samtykker, og der er alt for mange, der har tiet indtil nu. Ikke mindst har et fatalt stort antal politikere glimret ved deres fravær uanset køn. De har været chokerende, kujonagtige tavse. 

Har den kollektive bevidsthed fortrængt, at det samfundet tillader, det sker?