Hvad stiller vi
op med voldtægt?
Af Lone Nørgaard
Tre sager om voldtægt og seksuelle
overgreb på unge piger har optaget plads i medierne i det sidste
halve år. Ikke mindst fordi de domme, der er fældet i
sagerne, er forbløffende milde sammenlignet med strafudmålingen
for andre overtrædelser, fx graffiti og berigelsesforbrydelser.
Mange menneskers retsfølelse
er blevet krænket. De stiller sig uforstående overfor,
at et groft misbrug af unge piger bliver takseret så bagatelagtigt
af retssystemet, at ugerningsmændene for fleres vedkommende
har kunnet gå ud i friheden umiddelbart efter domsafsigelsen.
I det følgende vil jeg kort
repetere de tre sager, som er baggrunden for spørgsmålet:
Hvad stiller vi op med voldtægt? Gummi-pronominet ”vi”
sigter i dette anliggende meget bredt: Til politikerne på
såvel Christiansborg som i amtsråd og kommunalbestyrelser,
til juridisk sagkyndige, der skal rådgive politikerne om udformning
af lovgivning inden for bl.a. retsområdet, til pædagoger
og lærere, der med deres kønsopfattelser og kønspraksis
er med til at forme de kommende generationer, til NGO’erne,
der arbejder med vold(tægt) mod kvinder og trafficking, til
ansatte, der er beskæftiget med integration, til opinionsdannerne
i den offentlige debat, til ikke-fundamentalistiske, integrations-parate
muslimer, til alle almindelige og ualmindelige borgere m/k,
der dagligt gør sig den ulejlighed at interessere sig for
og orientere sig om samfundets indretning, og som har et ønske
om at leve i fred og fordragelighed med familie, venner, naboer,
arbejdskolleger etc.
Den ældste af de 3 sager
handler om dansk retshistories første sag om massevoldtægt
og seksuelle ydmygelser af en kun 14-årig pige. 7 unge drenge
havde forgrebet sig, og Gorm Toftegaard Nielsen, professor i Strafferet
på Aarhus Universitet kunne i den forbindelse udtale i en
kommentar til dommen, at den var udtryk for det absolut mindste
man kan forestille sig dømte i en voldtægtssag få.
Dommer Marianne Svendsen (MS) blev
citeret for følgende: ”Desuden har retten lagt vægt
på den omstændighed, at ikke alle [voldtægtsforbryderne]
har været til stede samtidig, men er kommet fortløbende
til.” Ydermere konkluderede MS, at der ikke var begået
fysisk vold mod pigen, at denne heller ikke havde været udsat
for direkte trusler, om end der var tale om en trusselssituation,
og at modstanden ikke var udtrykt voldsomt. MS udtalte endvidere,
at afgørelsen om straffe på mellem 6 og 9 måneders
fængsel ikke var enstemmig, idet en af dommerne voterede for
frifindelse af de 7 anklagede. Denne mente, at det 14-årige
voldtægtsoffer ikke havde gjort det tilstrækkeligt klart,
at hun ikke ville have sex med de dømte.
Den anden voldtægt
fandt sted i Mørke, hvor en 16-årig pige blev passet
op på vej hjem fra svømmehallen. Her var kun én
person ud over offeret involveret. Til gengæld ”hyggede”
han sig med den stakkels pige over en længere periode.
Det tredje seksuelle overgreb
blev igen udført af en gruppe. Fire unge drenge, der blev
kendt skyldige i at have tvunget en 13-årig pige til oralsex
mod hendes vilje, kunne d. 7. august forlade byretten i Aarhus i
frihed efter at have modtaget deres domme. De to formodede hovedmænd
bag misbruget, af arabisk og tyrkisk herkomst, fik 8 måneders
betinget fængsel, heraf 60 dages ubetinget fængsel,
der blev betragtet som afsonet, fordi de allerede havde siddet varetægtsfængslet
i en måned.
Der har været flere voldtægter
inden for perioden, men de tre nævnte har fået mest
presseomtale.
For at besvare overskriftens spørgsmål,
må den enkelte begynde med at gøre sin personlige holdning
til voldtægt klar: a) Er voldtægt fx altid uacceptabel,
eller gives der situationer, hvor voldtægt kan undskyldes,
forklares eller retfærdiggøres? b) Er det muligt at
etablere en entydig definition på voldtægt? c)
Er voldtægt en forbrydelse, der altid skal ansættes
til den samme strafudmåling, eller skal domstolen foretage
en differentiering på baggrund af en konkret vurdering?
Mine egne svar lyder sådan
her: a) Selv om jeg kender argumenterne fra mandens side, finder
jeg, at voldtægt altid er uacceptabel. Hans begrundelse går
typisk på, at kvinden inviterede ham med hjem til en night-cap
eller en kop kaffe, og at han naturligvis ikke kunne tolke invitationen
som andet end en indbydelse til sex. Argumentationen i forskellige
tilsvarende situationer kan koges ned til: Hun lagde selv op til
mine seksuelle initiativer ved sin adfærd og/eller sin udfordrende
påklædning.
Jeg har forståelse for ræsonnementet,
hvilket ikke er det samme som at være enig.
Jeg har i samme åndedrag givet
svaret på b): Ja, der kan formuleres en entydig definition.
Der er tale om voldtægt, hvis kvinden siger eller med sit
kropssprog eller sin mimik markerer nej tak. På et hvilket
som helst tidspunkt i processen. Et nej er altid et nej, hvor meget
myterne om voldtægt end fremfører det modsatte. De
lyder som bekendt: Alle kvinder vil gerne voldtages. Ingen kvinde
kan blive voldtaget mod sin vilje. Hun var selv ude om det. Hvis
du skal voldtages, kan du lige så godt slappe af og nyde det.
c) En voldtægt er altid en
forbrydelse og en grov forbrydelse. Når jeg har diskuteret
voldtægt med mandlige familiemedlemmer, venner og bekendte,
har jeg imidlertid registreret, at de har meget svært ved
at begribe, hvor dybt denne type overgreb rammer ind i en kvindes
selvfølelse. Det tætteste, jeg er kommet på en
anskueliggørelse, har været ved at forsøge med
en slags parallel: Peter, du er blevet anbragt i fængsel med
en gruppe virkeligt hårde kriminelle (grunden til indespærringen
er her sagen uvedkommende), hvis leder udnævner dig til lækker
svans og dagligt benytter dig til lidt rask, rå analsex mod
din vilje.
Selv om sidestillingen har haft en
vis pædagogisk effekt, holder sammenligningen kun delvist.
Lighedspunktet ligger i den tvangsmæssige indtrængen
i et af kroppens huller, forskellen i at anus ikke på samme
måde som vagina tilhører kroppens allerinderste zoner.
Set fra et kvindeperspektiv er en voldtægt en besudling ikke
bare af kroppen, men et angreb på offerets integritet. Det
værste er ikke den fysiske smerte og angsten for lemlæstelse
- det afgørende er angrebet på kvindens selvfølelse
og selvopfattelse.
Ikke desto mindre kan der argumenteres
for, at en differentieret strafudmåling vil være på
sin plads. Den voldtægt, der fx udøves over for en
38-årig kvinde med erfaringer fra 20 års aktivt seksualliv,
er ikke nødvendigvis lige så traumatiserende som den
voldtægt, der bliver udøvet over for en ung, uerfaren
og uskyldig pige. Kvinder, der lever et aktivt seksualliv, har mestendels
et så godt indblik i mandlig seksualitet, at kløften
mellem yderpolerne den romantiske kærlighedsmyte (det seksuelle
møde som to-sjæle-én-tanke-ét-behov)
på den ene side, sex = ind-ud, ud-ind på
den anden er reduceret. En voksen, seksuelt erfaren kvinde, der
hviler så nogenlunde i sig selv, vil have større
chance for at komme sig oven på en voldtægt end en ung
pige, der stadig har alle sine kærlighedsdrømme intakte.
Hendes tilværelse, tillid til det andet køn og forhold
til egen seksualitet vil i bedste fald være stærkt ramponeret,
i værste fald ødelagt for livstid.
Under alle omstændigheder
skal strafferammen sættes markant op. Ikke ud fra en illusion
om, at strengere fængselsstraffe skaber bedre mennesker
af de indsatte. Tværtimod. Al forskning viser, at indespærring
virker stik modsat af hensigten om resocialisering efter udstået
straf. Men fordi straffeforanstaltninger har mindst fire funktioner:
1. En (godt nok begrænset) præventiv virkning på
borgerne 2. At forhindre lovovertræderen i at gentage
sin misgerning 3. At lade lovovertræderen mærke
samfundets sanktion på egen krop 4. At sikre retsfølelsen
hos dels offeret og offerets familie, dels borgerne generelt med
henblik på at forhindre selvtægt.
Alle fire komponenter skal tilgodeses,
hvad de ikke er blevet med de aktuelle voldtægtsdomme. Ser
vi på den seneste, blev 60 dages ubetinget fængsel med
et trylleslag gjort lig med en måneds, altså 30
dages, varetægt, og unge voldsmænd kunne for anden gang
inden for 3 måneder grinende forlade retssalen i frihed bakket
hujende op af deres støtter.
Med andre ord: Det danske retssystem
har med dommene sendt neonsignaler ud om, at en lille rask voldtægt
her, lidt hurtig oralsex der, er der ingen grund til at tage særligt
alvorligt. At ødelægge en ung piges liv bliver ikke
regnet. Det er det budskab, der lanceres på et tidspunkt,
hvor voldtægt af og vold mod kvinder ellers er kommet mere
i søgelyset som en overtrædelse af menneskerettighederne.
Det danske retssystem har paradoksalt nok valgt at gå i stik
modsatte retning med domme, der er på kanten til at legitimere
seksuelle overgreb på kvinder.
Eftersom dommerne dømmer
inden for lovens rammer kan jeg ikke se andet, end at lovgivningen
må strammes markant og jo før des bedre. Og det ville
være på sin plads, hvis også de mænd, der
er oprørte over dommene, i deres egenskab af ægtemænd,
fædre, bedstefædre og brødre satte pres på
politikerne ved langt mere markant at tage til orde i offentligheden.
Således at debatten kan køre klar af forenklede kønsmodsætninger
skåret over skabelonen onde mandlige voldtægtsforbrydere
vs stakkels kvindelige ofre. Denne sag handler i langt højere
grad om respekt for andre mennesker og deres grænser.
Voldtægterne skriver sig ind
i pornoficeringen af det offentlige rum, som sammen med tæppebombardementet
af porno på stort set alle tv-kanaler ikke er uskyldige fænomener.
Den såkaldt seksuelle frigørelse er foreløbigt
kulmineret i en stadigt mere perverteret og hårdtslående
pornografi og et gennemseksualiseret gadebillede, hvor reklameindustriens
dybt forløjede modeller igen og igen pirrende signalerer:
Kom og ta’ mig.
Hermed leveres daglig næring
til (ønske)forestillingen om, at kvinder er konstant til
seksuel rådighed. Og når virkeligheden så leverer
den stik modsatte historie, hvor ikke mindst unge mænd af
anden etnisk oprindelse end dansk, har problemer med at få
fat i pigerne (som de for en stor dels vedkommende i øvrigt
opfatter som ludere på grund af en påklædning,
der udstiller masser af bart ), ja - så må man(d)
jo tvinge sig frem: Hun siger nej, men mener sikkert ja. Det er
jo, hvad alle billeder, film etc. systematisk aflægger vidnesbyrd
om.
Hvis jeg var en ung arabisk patriarkalsk
opdraget dreng, hvor hormonerne cyklede rundt i kroppen på
fuld kraft, og gang på gang måtte konstatere, at ingen
dansk pige ville have med mig at gøre, og ”egne”
piger er tabu før ægteskabet - ja, så ville jeg
nok have visse problemer med at rumme følgende extreme modsætning:
Alle (porno)billeder, alle reklamer, alle film, alle plakater signalerer,
at piger er enooooormt meget til sex, samtidigt med at samtlige
de piger i kød og blod, jeg kommer i berøring
med i min hverdag, afviser mig.
Endvidere har jeg ad åre udviklet
en vis (teoretisk) indsigt i, hvilke tanker og drifter ungt kød
i form af velformede bryster, nøgne lår, bløde
overarme og små stramme røve sætter i gang hos
det store flertal af drenge og mænd. Der lykkeligvis for de
aller-aller-flestes vedkommende er socialiseret inden for en kulturel
kodeks, der sætter bremseklodserne i for seksuelle overgreb
på pigerne. Ikke desto mindre er det værd at diskutere,
om piger og unge kvinder ikke i langt højere grad skal oplyses
om, at de med deres nedringede kjoler, stramme t-shirts og lårkorte
nederdele udsender løfterige signaler, som en række
drenge og mænd vil tolke som en seksuel indbydelse og følgelig
reagere på, hvorimod pigens intention alene har været
ønsket om opmærksomhed og fetering. Sagt med andre
ord: pigerne er ikke ganske bevidste om, hvad de sender ud, og hvilke
kræfter de sætter i gang hos det andet køn, som
skal have tilegnet sig en del seksuelle erfaringer for at blive
klar på, at det er muligt reklamens og pornoens kvinder altid
er helt vilde i varmen, men naboens Camilla og Maria, Mette og Susanne
i 9. a er det ikke.
Hvad stiller vi op med voldtægt?
Jeg har forsøgt at angive nogle veje, men ved samtidigt,
at hvis der ikke rent faktisk sker ændringer i retspraksis,
hvis danske politikere m/k fortsat lukker øjnene, hvis tavse
borgere bliver ved at dukke hovedet og håber, at uvejret går
over - ja, så er den næste gruppevoldtægt inden
for rækkevidde. Pokker skulle da holde sig på måtten,
når straffen beløber sig til sølle 30 dage med
fuld forplejning.
Det er bevidst, jeg nævner
gruppevoldtægt. Min påstand er nemlig, at unge drenge,
hvad enten de er af dansk eller udenlandsk etnisk oprindelse, ikke
enkeltvis ville kaste sig ud i et voldtægtsforsøg.
Lige præcis i gruppe kan de imidlertid hidse hinanden op,
først verbalt ved at bruge alle de frække ord, siden
kropsligt, og for enkeltindividet er det vanskeligt for ikke at
sige umuligt at bakke ud, fordi han vil blive udhængt som
en ”chicken” og dermed skille sig ud som afviger. En
kujon. En ikke-værdig. Da han ikke har noget andet sted
at gå hen, presses han til at følge trop.
I øvrigt er der benhårde
regler for acceptabel og uacceptabel gruppe- og bande-adfærd,
hvor den æreskodeks om bl.a. sammenhold, gruppen navigerer
efter, i situationen får forrang for en potentiel medlidenhed
med offeret.
I 1973 skrev Suzanne Brøgger
i Fri os fra kærligheden:
”I betragtning af at de fleste
kvinder konstant er i defensiven og på vagt og at de lever
i en daglig angst (som de har vænnet sig til) for at blive
konfronteret - om ikke med voldtægt af eklatant karakter,
så alle former for pressioner og indgreb i deres selvbestemmelsesret,
så skrives der forunderligt lidt om det, at man ret skulle
tro, at der fra mændenes side forelå en sammensværgelse.
For der er ingen tvivl om at selvom de færreste mænd
begår stor-voldtægt, så accepterer de fleste mænd
forekomsten af voldtægt fordi den indirekte bekræfter
deres potens. Det er jo sådan, at de fleste mænd identificerer
sig med voldtageren - og ikke med offeret i voldsanliggender
(…)"
Har disse overvejelser fortsat noget
på sig? Er det den udvikling inden for forholdet mellem de
to køn, vi ønsker? Seksuelle tilstande i Norden, hvor
lystne mænd stort set omkostningsfrit kan drive fri klapjagt
på hunkønnet? Og er mænd rent faktisk parat
til at støtte en udvikling, hvor danske kvinder om føje
år skal hylle sig i tørklæder og lange nederdele,
for ellers har de selv bedt om mosten? Og i øvrigt skal de
ikke bevæge sig uden for gadedøren uden mandlig ledsagelse
i form af far, bror, fætter eller ægtemand, for det
er forudsætningen for, at de kan skærmes mod potentiel
voldtægt og andre overgreb?
Den der tier, samtykker, og der
er alt for mange, der har tiet indtil nu. Ikke mindst har et fatalt
stort antal politikere glimret ved deres fravær uanset køn.
De har været chokerende, kujonagtige tavse.
Har den kollektive bevidsthed fortrængt,
at det samfundet tillader, det sker?