Voldtægt og løgn 
Af Lone Nørgaard

Flere piger lyver om voldtægt. Sådan lyder en overskrift i Fyens Stiftstidende torsdag d. 1. juli. For ud af 15 anmeldelser i Odense om voldtægt eller forsøg på voldtægt i 2004 har politiet ikke rejst én eneste sigtelse for overgrebet. Heraf konkluderes det, at unge kvinder eller piger i højere grad end tidligere lyver om at være blevet voldtaget.
Puha. Skal jeg ånde lettet op over, at voldtægt ikke er et så alvorligt problem som antaget, samtidig med at jeg skammer mig på mit køns vegne over, at falsk-anmelderne virkelig vil være det bekendt over for de stakkels mænd? Eller gemmer der sig en anden og mere nuanceret sandhed bag de ikke-rejste sigtelser? Der er ingen entydige svar, men den nævnte overskrift og artikel bør ikke have lov til at stå alene. Lad mig derfor via en omvej forsøge at sætte artiklens konklusioner ind i en større sammenhæng. Det sker ved at springe over på den anden side af sundet, hvor den svenske journalist og kriminalreporter Katarina Wennstam inden for de sidste to år har udgivet to bøger om voldtægt.
Den første Flickan och skulden (’pigen og skylden’) kom i 2002 og omhandler samfundets syn på voldtægt med afsæt i et stort antal retssager om gruppevoldtægter i Sverige. Jeg har læst oceaner af bøger om seksuel vold og voldtægt, men alligevel blev jeg dybt berørt af denne bog. For her står det sort på hvidt, dokumenteret side op og side ned, hvordan rædselsfulde seksuelle (gruppe)overgreb på piger og kvinder ikke får konsekvenser for voldtægtsmændene. De bliver ikke dømt, og det er pigerne, ofrene, der efterfølgende tynges af skyld.
Med Flickan och skulden får Wennstam igen og igen hamret fast, at svenske retssale har et dybt forældet kvindesyn, når det gælder voldtægtsofre. Pigernes og kvindernes seksuelle rygte spiller en afgørende rolle i domsafsigelserne, og opfattelsen kan sådan ca. koges ned til, at hvis der kom en pige, der havde haft den samme kæreste i to år og sagde, hun var blevet voldtaget, så ville man tro meget mere på hende end på en pige, der har haft mange og skiftende kærester. For slet ikke at tale om de piger, der tillader sig at klæde sig udfordrende i nedringet bluse, bar mave eller mini-skørt. Det er pigerne, der er ofre, men alligevel er det dem, der sidder tilbage med alle skyldfølelserne: Hvorfor gik jeg med ham hjem? Hvorfor drak jeg mig fuld? Hvorfor tog jeg den lårkorte kjole på? Hvorfor tænkte jeg mig ikke mere om?
Wennstam dokumenterer i detaljer, at den klassisk-historiske ludder-madonna skillelinie fungerer i bedste velgående hos voldtægtsforbryderne, hos politi og domstole og i samfundet i det hele taget. Kvinders seksuelle historie spiller altid med i bedømmelsen af sagen og i bedømmelsen af kvindens troværdighed. Og på trods af at det jo ikke er kriminelt for en kvinde at have sex og mange forhold til mænd, findes der få sager, som sænker en kvindes troværdighed så meget, som at hun har sagt ja før. I særdeleshed hvis det er til den mand, som senere forgriber sig på hende.
Bogen veksler mellem voldtægtsofrenes historier, interviews, uddrag af retsprotokoller, analyser og kommentarer. Såsom at i de fleste tilfælde er det ofret, pigen, der bliver tvunget til at flytte fra byen eller kvarteret bagefter – ikke krænkerne. Såsom at pigen burde have sagt nej på den rigtige måde. Såsom at det er en helt anden sag, hvis pigen er forelsket i den fyr, som voldtager hende. Såsom at hvis pigen eller fyren har været fulde, ja så tjener rusen som undskyldning. Såsom at hvis det ellers er en sød fyr, så kan det vist da ikke have været en rigtig voldtægt.
Især domsudskrifterne ramte mig lige i øjet. Et enkelt eksempel: ”Det må anses for godtgjort, at Lena i løbet af eftermiddagen og aftenen den aktuelle dag havde indtaget anseelige mængder af stærk øl.” (s. 131). Hvad kommer det sagen ved, om Lena var beruset? Og lægger man alle de mange fordomme fra domsudskrifterne sammen, tegner der sig et temmelig entydigt billede og et bestemt samfundssyn: En stor del af skylden ligger på pigen selv. Hun var selv ude om det.
Jeg skal bruge Flickan och skulden til at demonstrere, hvorledes fortolkningen af seksualiserede overgreb er afgørende for, hvordan retsvæsenet (politi og domstole) tager stilling til og dømmer i (påstande om) voldtægtssager. En fortolkning og et syn på mænds og kvinders seksualitet Katarina Wennstam uddyber i sin seneste og netop udkomne bog En riktig våldtäktsman(d. 1. juni 2004). I denne omgang er der fokus på gerningsmændene, og på 368 sider har hun sat sig for at finde ud af, hvem de egentligt er, og hvad der driver dem.
Jeg kan kun berøre en brøkdel af bogens pointer her, men det interessante i forhold til mit ærinde i denne kronik er, at Wennstamm fremlægger tal, der viser, at 60% af alle politianmeldte voldtægter begås af svenske mænd (altså ikke-indvandrere), hvoraf mange bare ikke fører til efterfølgende tiltale. Det svenske retssystem er nemlig slet ikke så neutralt og farveblindt, som man som borger selvfølgelig gerne vil tro.
Ikke-neutraliteten eller partiskheden viser sig på flere måder. Fx ved at hvis den politianmeldte mand i det hele taget bliver tiltalt, et det hans oplevelse af hændelsesforløbet, der typisk bliver afgørende for domfældelsen. Ikke ofrets. Og endnu mindre hvis kvinden har været påvirket af alkohol og stoffer eller sågar har ry for at være promiskuøs.
Nu er det så jeg spørger, om det ikke er oplagt at lave en parallel til Danmark og det danske samfunds syn på seksualiserede overgreb? For kan det nu også have sin rigtighed, at den omstændighed at ingen af de 15 anmeldelser har ført til tiltale er ensbetydende med, at pigerne lyver? Jeg kvier mig stærkt ved at tro, at 15 piger alene for at få opmærksomhed i en verden mere og mere blottet for forældreinteresse og ansvarsfuld voksenkontakt tager det drastiske skridt at politianmelde en mand for voldtægt. Så sjovt er et besøg på politistationen heller ikke.
Kunne forklaringen i stedet være at hente i, at vores love er skruet sådan sammen, at manden nærmest skal gribes i akten eller selv tilstå voldtægten = totalt utopisk, for at der kan rejses tiltale på baggrund af en politianmeldelse?
Straffelovens § 216 lyder sådan her: ”Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for voldtægt med fængsel i indtil 8 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen”. Oversat til godt dansk betyder det, at en gerningsmand kun kan straffes, hvis det kan bevises, at han godt selv var klar over, at der var tale om voldtægt. Da det er svært grænsende til det umulige at bevise, at en såkaldt kontaktvoldtægt er sket mod kvindens vilje, så skal der godt nok meget kød – og måske helst blod? – på bordet, for at en (potentiel) krænker sigtes.
Lad mig illustrere med en passage fra artiklen d. 1. juli:

”Det kan enten være et aktuelt forhold, tidligere forhold eller et meget nært venskab, hvor de har de misforstået hinanden, siger kriminalkommissær Per Lydiksen Laursen, Odense Politi.
- 13 af sagerne i år er afsluttet, fordi sigtelsen enten har været grundløs, eller fordi selve efterforskningen har vist, at der har været tale om et parforhold, hvor kvinden har ment sig voldtaget, fordi hun ikke tydeligt nok har sagt fra, siger Per Lydiksen Laursen. (Min fremhævelse, LN)

Læg vel mærke til fremhævelsen som til fulde bekræfter Wennstams påstand om, at det er mandens fortolkning af situationen, der gælder. Ikke kvinden, som mener sig voldtaget.
Jeg sidder ikke inde med sandheden. Men to ting er jeg aldeles sikker på. Den ene er, at sandheden er langt mere kompliceret end at piger lyver om voldtægt. Den anden er, at der skal sættes en stopper for mænds fortolkningsmonopol i forbindelse med seksuelle overgreb:
For hvis kvinden mener sig voldtaget – så er hun nemlig voldtaget.

(Trykt i Fyns Stiftstidende, den 4. juli 2004)