Дървен материал от www.emsien3.com

Дървени греди за покрив

Kritik af (nyheds)dækningen af Israel-Palæstina-konflikten

Til nyheds- og debatredaktioner på DR, TV-2, Jacob Mollerup samt Presselogen! (Sidstnævnte kunne passende sætte et helt program af til at gå myter, fakta og manipulation efter i sømmene)

Jeg vil gerne kritisere nyhedsdækningen af den igangværende konflikt mellem Israel og palæstinensiske grupperinger. Vinklingen er igen og igen, at de stakkels, svage palæstinensere er uskyldige ofre for de stærke israeleres kyniske bombninger. Imidlertid viser sagen at forholde sig nærmest lige modsat, hvis man vel at mærke forholder sig til en række kendsgerninger.  

Her følger et læserbrev fra Poul Berg, Rønnebærvej 6, Nordborg (sendt til Jyske Vestkysten) som meget præcist forklarer situationen. Jeg ser derfor ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen-igen (jf. dog den efterfølgende artikel nedenfor):

”I udlandssektionen 9. juli ser man, hvordan Vesten ser på Israel efter Lykketoft-metoden.
Overskriften er som i alle aviser: Israel gør klar – og det ledsagende foto viser stakkels, forskræmte palæstinensere.
   Man vender konsekvent situationen på hovedet. Overskriften burde være: Hamas angriber igen Israel. Billedet kunne have været israelske børn, der har femten sekunder til at finde et beskyttelsesrum, når sirenerne lyder.
   Faktum er, at Hamas bryder alle internationale regler for krigsførelse ved at affyre raketter mod civile mål i håb om at ramme så mange tilfældige som muligt. Når israelerne beslutter sig til endelig at imødegå angrebene, går de efter raketaffyringsramperne og Hamas-lederne. Hvor der er fare for at ramme civile, advarer israelerne et par minutter inden bombardementet, så de, der får lov af Hamas, kan nå at komme væk.
   Det hele bliver besværliggjort ved, at Hamas samler kvinder og børn omkring disse brændpunkter, da det giver bedre billeder i de vestlige aviser med mange dræbte. At nogle af billederne så er fem år gamle og en del fra helt andre lokaliteter, gør det kun endnu nemmere at overbevise Lykketoft og Zenia Stampe.
   Forskellen i krigsførelsen, som mange ikke er klar over – eller ikke vil vide – er, at araberne skyder med upræcise raketter, der kan ramme hvor som helst, hvis de ikke bliver skudt ned af israelernes antimissilsystem inden, mens israelerne laver præcisionsbombning, der kun er rettet mod affyringsramperne og de hemmelige tunneller mellem Gaza og Egypten.
   Den vigtigste besked, jeg kan give her, er, at israelerne ikke kun kæmper for Israels overlevelse. De kæmper for hele den civiliserede verden, men den civiliserede verden er ikke i stand til at indse det. Vore toppolitikere i EU og medlemslandene er optaget af deres selvgodhed, som kun kan forsvares med, at de intet kender til islamisk/arabisk tankegang.
Fredskonferencer er kun tidsspilde, for intet forslag er godt nok for araberne. De har kun ét krav, og det er Israels og jødernes udslettelse.
I første omgang.”

 

Til yderligere orientering for journalister vedlægger jeg en artikel, der giver en baggrundsforståelse for, hvorfor Palæstina-konflikten ikke kan løses, så længe EU og FN holder fast i konstruktionen palæstinenserne-er-så-stakkels, og israelerne-er-så-onde. Israel kæmper for sin overlevelse, og som den eneste demokratiske retsstat i Mellemøsten, er Israel for os i Vesten at sammenligne med kanariefuglen i minegangen.

Seere og lyttere kan ikke være tjent med den skævvredne nyhedsdækning. Jeg vælger derfor også at lægge denne mail ud på Facebook og min blog, i håb om at vidensniveauet hos den danske befolkning generelt kan højnes.

 

Med venlig hilsen

Lone Nørgaard
lektor, cand.mag.
Normasvej 39
2000 Frederiksberg

ISRAEL CONTRA MUNDUM – MUNDUS CONTRA ISRAEL

 

Følgende artikel er en ultrakort indføring i Israel-Palæstina-konflikten. Bag teksten står Geoffrey Cain, cand. mag. et art., Ole Groth-Andersen, direktør & selvstændig konsulent med speciale i sydøstasiatisk handel, Bernard Gilland, B.Sc. in civil engineering from University College London, historiker Torben Hansen  & Lone Nørgaard, lektor, cand.mag.  

 

 

***

 

Da det osmanniske rige (forgænger til vore dages Tyrkiet) gik i opløsning efter Første Verdenskrig blev dets besiddelser i det nordlige Mellemøsten delt mellem sejrsmagterne Storbritannien og Frankrig. Det skete ved San Remo Konferencen i 1920. Her fik Storbritannien og Frankrig tilkendt hver deres områder (kaldet mandatområder), som de skulle administrere, indtil den indfødte befolkning var i stand til at styre sig selv (hvad der ingen selvfølge var, hvis man ser på Irak efter Saddam Husseins afgang). 

   Frankrig fik Syrien plus Libanon, og Storbritannien fik Irak og Palæstina (Vestjordanland), hvortil Storbritannien føjede Østjordanland året efter. Sammen udgjorde de ’det britiske mandatområde Palæstina’, indtil Østjordanland – som kongeriget Jordan – blev selvstændigt I 1946. I håbet om at standse arabisk kritik – og arabisk vold – lukkede Storbritannien for jødisk indvandring øst for Jordanfloden allerede i 1922. 

   Det hjalp ikke, og Storbritannien overdrog resten af Palæstina-mandatet (dvs. Vestjordanland) til FN i 1947. I november 1947 vedtog FN en deling af Palæstina i en jødisk og en arabisk del. Jøderne accepterede, men araberne nægtede at acceptere resolutionen og angreb med våbenmagt.

 

 

En befolkningsudveksling

 Araberne tabte, og mange af dem flygtede. Tallene er usikre. Ifølge FN-kommissær Folke Bernadotte var tallet 330.000 tusind, men der har også været langt højre tal på bordet – mellem en halv og en hel million – idet arabere fra nabolandene også meldte sig som flygtninge for at få del i hjælpeorganisationernes ydelser. Flugten begyndte allerede i december 1947 og et ofte nævnt og formodentlig troværdigt tal for årene 1947-48 er 538.000 arabiske flygtede. Resten af araberne i det område, der tilfaldt Israel – 160.000 – forblev, hvor de var. Efter seksdagskrigen i 1967 flygtede yderligere nogle arabere fra Vestbredden. Det var hovedsagelig jordanske tilflyttere, eller folk som allerede var noteret som flygtninge i Jordan.

   I perioden 1948–57 flygtede der til sammenligning 567.000 jøder til Israel fra de arabiske lande, og yderligere 250.000 jøder flygtede til Israel i årene 1958-72. Hvilket giver 817.000 i alt. Myrderier i Irak under Anden Verdenskrig plus et antal fredelige emigrationer fra hovedsalig Marokko og Libanon bringer tallet op på 873.000. Af de oprindelige 880.000 jøder i de arabiske lande og Iran i 1945 er cirka 7.000 tilbage i dag.  

   Altså langt flere jødiske flygtninge fra arabiske lande end omvendt. Selvom tallene ikke helt går op, har der med andre ord været tale om en befolkningsudvekslinga la den mellem Grækenland og Tyrkiet i 1923 og den mellem Indien og Pakistan i 1947, der begge skete som følge af krigshandlinger

  Denne befolkningsudveksling (der sjældent eller aldrig nævnes i pressen) har imidlertid ikke bragt fred. En af hovedgrundene er FN, hvis Generalforsamling er styret af 48 muslimske lande plus deres olieafhængige klienter.

 

 

Flygtninge og fordrivelse

 FN har vedtaget, at Gaza og Vestbredden er “besatte områder”. Men nøgternt set er Gaza og Vestbredden ikke mere besatte end de 210.000 kvadratkilometer, som Sovjetunionen erobrede under Anden Verdenskrig, hvoraf Rusland nu har arvet 108.000. Uden at blinke har FN besluttet, at disse områder er en del af Rusland, så de er ikke besat. Men hvorfor er de ikke det, når Vestbredden og Gaza er?

Der er tale om en himmelråbende forskelsbehandling, når man sammenligner Sovjetunionens fremfærd i 1945 med Israels i 1948. I begge tilfælde var der krig med en efterfølgende flygtningestrøm, som for arabernes vedkommende officielt nu tæller hele fire millioner. Dette skal ses på baggrund af, at Sovjetunionen i 1944-45 fordrev cirka 15 millioner tyskere, polakker og finner. Og det er blevet til… ja netop: Nul flygtninge, fordi alle er blevet optaget og integreret i de lande, som de flygtede til. Men det er ikke sket med araberne.

   Hvorfor?

   Svaret finder man hos FN-organisationen UNRWAThe United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East. Selvom organisationen spiller en nøglerolle i konflikten, er den næsten ukendt for de fleste. Hvilket er ikke så lidt ironisk, fordi det er netop denne organisation, der har store aktier i at holde heksekedlen i Mellemøsten i kog.

 

 

 Flygtninge og UNRWA

 UNRWAblev oprettet i 1949 og var tænkt som en midlertidig foranstaltning til gavn for arabiske flygtninge. Men organisationen består endnu, og i stedet for at få de flygtede arabere integrerede i andre arabiske lande dyrker UNRWA dem som martyrer med ganske særlig status – som oftesti tæt parløb med de arabiske lande.

   Palæstinenserne har nemlig fået rettigheder, som ingen anden flygtningegruppe har, og derfor vokser deres antal, mens alle andre flygtningegrupper efterhånden bliver mindre og mindre pga. naturlig afgang og assimilation.

   Ingen anden flygtningegruppe udover palæstinenserne har fået en “right of return” (hjemvendelsesret), som ifølge araberne selv inkluderer tilgiftede og ikke kun flygtninge og deres fælles efterkommere. Der er absolut ingen “right of return” for de ovennævnte tyskere, finner og polakker, og heller ingen for de millioner af hinduer, der måtte flygte til Indien, da Pakistan blev til i 1947 et halvt år før Israels oprettelse.

   Kun én gruppe flygtninge i verden har af medierne og politikerne fået blåstemplet deres ret til tilbagevenden, og det er palæstinenserne. “Hvornår fjernes det særlige arabiske privilegium, som gør flygtninge fra 1947-48 til permanente flygtninge, mens alle andre flygtninge fra alle andre af denne syndige jords konflikter integreres for at få et normalt liv?” spurgte professor Bent Jensen engang, og her er han inde på noget, som medier af uransagelige grunde altid undlader at fortælle os. Hvorfor? Er de lige så interesseret i at forlænge krisen som UNRWA tydeligvis er det?
Hundredetusinder af palæstinensere og deres efterkommere har nu jordansk statsborgerskab, men UNRWAbetragter dem stadig som flygtninge. Børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn af palæstinensiske flygtninge i Libanon kan ikke – selv efter næsten 60 års ophold – få libanesisk statsborgerskab, må ikke eje eller erhverve fastejendom og må ikke arbejde i en række professioner. Alt sammen stik imod de konventioner, som bl.a. Danmark følger. Men i stedet for at arbejde for deres optagelse, tilpasning og integration i de nye værtslande dyrker UNRWA de palæstinensiske flygtninges forurettethed, så det nedarvede had kan holdes i kog.

 

 

Arabere fordriver palæstinensere

 At palæstinensere løbende er blevet fordrevet fra de arabiske lande og endda i store antal, synes ingen at hæfte sig ved. I artiklenKuwait Expels Thousands of Palestinians i Middle East Quarterly Fall 2012 (http://www.meforum.org/3391/kuwait-expels-palestinians) sætter Steven J. Rosen tal på. Det er tæt på antallet af arabere, der flygtede fra Israel.

 

 ”As early as the mid-1950s, Iraq, Saudi Arabia, and Libya expelled striking Palestinian workers. In 1970, Jordan expelled some 20,000 Palestinians and demolished their camps; in 1994-95, Libya expelled tens of thousands of long-term Palestinian residents in response to the Oslo process; and after the 2003 Iraq war, some 21,000 Palestinians fled the country in response to a systematic terror and persecution campaign.

   As recently as 2007, Beirut effectively displaced 31,400 Palestinian refugees when the Lebanese army destroyed the Nahr el Bared refugee camp during fighting between the militant Fatal al-Islam group and the Lebanese army. But the largest forced displacement of Palestinians from an Arab state took place in 1991 when Kuwait expelled most of its Palestinian residents (…) From March to September 1991, about 200,000 Palestinians were expelled from the emirate in a systematic campaign of terror, violence, and economic pressure while another 200,000 who fled during the Iraqi occupation were denied return. By September 1991, Kuwait’s Palestinian community had dwindled to some 20,000.

(…) driving PLO chairman Yasser Arafat to declare that “what Kuwait did to the Palestinian people is worse than what has been done by Israel to Palestinians in the occupied territories (…)”. [This statement] was largely ignored by the international community with neither the U.N. Security Council nor the General Assembly doing anything to assist the newly displaced refugees and punish their ethnic cleanser.”

 

Situationen er blevet til en labyrint uden udgang og forværres konstant af FN via dens underorganisationer, først og fremmest UNWRA.

   Organisation har mere end 30.000 ansatte (flere end nogen anden FN-organisation) og vokser stadig. “De fleste UNRWA-ansatte er selv flygtninge”  har organisationen stolt forkyndt på sin hjemmeside, og det billede lader vi stå et øjeblik.

    De fleste UNRWA-ansatte er altså selv palæstinensere, og i oktober 2004 indrømmede UNRWA- kommissær, den danske cand. scient. pol. professor Peter Hansen, for første gang, at han havde Hamas-medlemmer på sin lønningsliste – og ildevarslende nok især i undervisningssektoren. Men det mente han ikke var noget problem, fordi “ikke alle Hamas’ folk er militante”. Så samarbejdet fortsætter, og det er bestemt ikke uskyldigt.

 

UNWRA har ansat terrorister

 Et godt eksempel på et ikke-uskyldigt samarbejde er en vis Awad al-Qiq, der var ansat som kemi- og fysiklærer på en UNRWA-skole. Efter mange års ansættelse blev han forfremmet til leder af Rafah-drengeskolen, altså en ikke uvigtig stilling. Ved siden af sin lærergerning var al-Qiq en førende bombemager for Islamisk Jihad, og han blev dræbt under en inspektionsrunde på en bombefabrik ikke langt fra skolen. Dvs. han byggede bomber tæt på en skole til anvendelse mod Israels civile befolkning, samtidig med at han indoktrinerede sine elever til at gøre det samme. Islamisk Jihad behøvede ikke at betale ham, for det gjorde FN via UNRWA.

    Israel har således ikke blot Hamas og det meste af den muslimske verden imod sig.  Landet har også en skjult og mægtig fjende i FN, der enten i Generalforsamlingen eller via underorganisationer jævnligt slår på Israels påståede brud på alle konventioner med anklager, der har meget lidt med virkeligheden at gøre.

 

NGO’erne og medierne
Men Israel har også andre fjender. Så godt som alle Non-Governmental Organisations (NGO’erne) i Mellemøsten er på konstant udkig efter overgreb begået af Israel, mens tilsvarende eller værre overgreb i den arabiske lejr ikke har deres opmærksomhed.
  Medierne har som regel samme tilgang. De omformer virkelighed til en slags teatervirkelighed, den såkaldte “Pallywood”, hvor i de groveste tilfælde arabiske forbrydelser omskrives bevidst og gøres til israelske. Mange vil nok huske historien om faderen godt beskyttet af en mur og med sin dreng bag ryggen, som øjensynlig blev ramt af skud og dræbt. Historien om israelernes drab på Muhammad al-Durrah blev først serveret af France 2 journalisten Charles Enderlin, og gik verden over som et eksempel på israelsk brutalitet. Det blev dog senere afsløret, at hvis drengen i det hele taget blev dræbt, var det palæstinenserne selv, der dræbte ham.
   I 8 år kæmpede to israelske organisationer for sandheden og fik i 2008 ret. Journalisten var slet ikke til stede, og kameramanden ville ikke mere udtale sig. Retten kendte France 2 og journalisten skyldige i grov manipulation med egne film- og lydoptagelser.
   Men da havde historien allerede været ude i 8 år og var ligesom den påståede israelske massakre i Jenin gjort til eksempler på israelske forbrydelser. Under den sidste Gaza-aktion lykkedes det også Hamas igen at forfalske flere historier. Blandt andet det dræbte barn som den ægyptiske præsident Morsi kyssede under sit besøg i Gaza, og som alle lovede hævn for. Barnet var imidlertid dræbt af Hamas’ egne missiler og ikke af israelske. 

Fremmest blandt disse Israel-kritiske – eller snarere anti-israelske – organisationer har man det israelske B’tselem, der forsyner sine medlemmer og sympatisører med digitalkameraer, der kan finde – undertiden også opfinde – israelske menneskerettighedsovertrædelser. En lignende NGO, The New Israel Fund, kolporterer disse anklager på nettet.

   Human Rights Watch bruger tre gange flere ressourcer på Israel end på Iran, Saudiarabien og det palæstinensiske selvstyre, og seks gange mere end på Syrien og Libyen. Amnesty Internationalhar fremsat 255 anklager per million Israelere sammenlignet med 60 anklager mod Syrien, 23 mod Irak og Iran tilsammen og 9 mod Saudiarabien. Oxfam, Christian Aid og Save the Children Fundforfølger samme ensidige politik. Der er rigeligt med penge for NGO’er med den dagsorden og The New Israel Fund har givet $200 millioner til 800 NGO’ere i det lille Israel og Vestbredden. Villige bidragydere til denne ensidige kritik omfatter milliardæren George Soros, euro-landene, økonomiske pengetanke og rige arabiske lande.

(Kilde: http://www.israelnationalnews.com/Articles/Article.aspx/12334)

 

I Danmark er de fleste hjælpeorganisationer israelkritiske med Folkekirkens Nødhjælp som den allermest negative. Organisationen har ofte fremført utvetydige politiske meldinger, der ikke blot betvivler Israels ret til at eksistere, men også betvivler jødernes rolle i områdets historie med udtalelser som ”de første kristne var palæstinensere” og ”Jesus var en fattig araberdreng”.

    Kritikken er altid skæv. Når Hamas bevidst affyrer skud fra skoler, hospitaler og moskéer, i håb om at Israels svar vil ramme civile, har NGO’erne en vane med at vende det blinde øje til, så disse menneskerettighedsovertrædelser sjældent bliver nævnt. Det samme gælder konfliktens egentlig årsag: Arabernes ønske om hævn på et folk, de gennem mere end 1000 år har betragtet:

1.  som guds fjender (den religiøse grund)

2.  som foragtelige undermennesker (den etniske grund)

 

“Det gnaver i vore sjæle, at et så lille land som Israel med kun syv millioner indbyggere kan slå de arabiske nationer med 350 millioner. Det ydmyger vores kollektive ego.”

 

(Al Jazeeras redaktør Ahmed Sheikh til Die Weltwoche, cit. af Thomas Friedman i NY Times)

 

Det er mao. ønsket om hævn, der er konfliktens egentlige drivkraft, og derfor kan den kun løses ved, at Israel besejres og opløses, og denne holdning deles ifølge meningsmålinger af hovedparten af arabere. Uanset hvor de kommer fra.

Derfor er islam i krise

I denne kronik vil jeg præsentere Robert R. Reillys bog ”The Closing of the Muslim Mind. How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis” (2010).  Reilly besluttede sig for at skrive sin bog i forlængelse af islamforskeren Bernhard Lewis’ værk ”What Went Wrong? The Clash Between Islam and Modernity in the Middle East”. Heri skildrer Lewis forfaldet i den muslimske verden. Men Reilly ville videre og vide, hvorfor det er gået galt? Han kastede sig ud i intense studier og konkluderede, at dagens islamisme kan karakteriseres som ”en åndelig patologi” baseret på en deformeret teologi, der har frembragt en dysfunktionel kultur.  Rødderne til islamisme daterer sig til islams intellektuelle krise i det 9. århundrede.
   Reillys bogtitel refererer til, at adgangen til virkeligheden er blevet spærret af. Selvfølgelig ikke hos hver eneste muslim, for der er varianter af islam, men den dominerende gren, sunni-islam, har lukket døren. 

Et af vestens hovedproblemer er den igangværende ’af-hellenisering’ i betydningen tab af rationalitet (fornuftserkendelse), der karakteriseres som gaven fra grækerne. Mindre kendt er den af-hellenisering, som har påvirket islam ved at nedgøre og skille sig af med fornuften. Processen er ikke særligt kendt, fordi projektet har været så gennemgribende og effektivt, at få er opmærksomme på, at før tillukningen var der faktisk en helleniserings-proces i gang i den islamiske verden, især i løbet af det 9. og 10. århundrede.
   Mod slutningen af denne periode foretog den muslimske verden imidlertid en afgørende vending.  

Der er to grundlæggende måder, hvorpå fornuften kan sættes ud af spillet: 1. Fornuften kan ikke vide noget, 2. Der er ikke noget at vide. Begge tilgange gør virkeligheden irrelevant. I sunni-islam var begge positioner til stede i den dominerende asharitiske teologiske skole. Resultatet var, at der opstod en spaltning mellem den menneskelige fornuft og virkeligheden og – det vigtigste – mellem den menneskelige fornuft og Gud.  Den kappede forbindelse mellem Skaberen og fornuften hos det skabte menneske er kilden til sunni-islams dybe elendighed. Denne spaltning, som ikke skal placeres i Koranen, men i den tidlige islamiske teologi, har i sidste ende ført til en tilsnøring af den muslimske forstand. Med ødelæggende konsekvenser. Hvordan den muslimske forstand kan åbnes igen er kernespørgsmålet, og ”man” er oppe imod stærke kræfter, jf. filosoffen Al-Ghazali (den i manges muslimers øjne mest betydningsfulde person i islam efter Muhammed) der pure afviste Platon og Aristoteles med ordene: ”Der er ingen anden årsag end Gud.” Afvisning af rationelle årsagsforklaringer indebærer afvisning af viden, så kritisk tænkning blev afløst af gold udenadslære.

Den aktuelle tilstand i den arabiske verden er dysfunktionel. Den ’underudvikling’, som den arabiske verden befinder sig i, er blevet rapporteret grundigt af arabiske forskere i en række FN-rapporter. Disse viser, at den arabiske verden i dag er nederst på enhver målestok for menneskelig udvikling bortset fra subsaharisk Afrika. Det gælder for områder som uddannelse, sundhedspleje, læsefærdighed, BNI (bruttonationalindkomsten), videnskab, antal patenter mv.  2003 FN-rapporten henviser til et manglende videnskabeligt perspektiv, der ignorerer virkeligheden: ”Ved at være forbundet med og samtidig i modsætning til viden rejser den intellektuelle arabiske arv grundlæggende vidensproblemer”.  Det er ikke mindst afvisningen af naturlove og årsag-virkning, fremkaldt af en bestemt gudsopfattelse, som har fjernet selve videnskabens formål fra den muslimske forstand.

Det er den afvisning, som har skabt krisen, hvor moderne islamistisk terrorisme kun udgør ét eksempel. Problemet er meget bredere, fordi afvisningen af rationalitet forhindrer en udvikling af et demokratisk, forfatningsbaseret styre. Uden en historisk forståelse af islam forstår man ganske enkelt ikke, hvad der sker i den islamiske verden i dag. Ej heller hvilke mulige veje, der er til ændringer.

Udgrænsningen af fornuften fører til en irrationel opførsel, som er svær at gøre noget ved, fordi den asharitiske gudsopfattelse er, at gud er ren villen /vilje/magt snarere end fornuft og retfærdighed. Når gud er ren villen og magt, så er der ikke nogen teologiske barrierer mellem denne gudsopfattelse og blåstemplingen af vold i forbindelse med udbredelsen af troen. En opfattelse af Gud-uden-fornuft fører til vold, og terrorisme bliver næste logiske trin. Jf. Osama bin Laden: ”Terrorisme er en forpligtelse i Allahs religion.”  At vold er en forpligtelse i udbredelsen af troen, kan kun være sandt, hvis Gud er uden fornuft, og at det at handle u-fornuftigt ikke er imod hans natur.  

Hvordan kan den muslimske verden reagere på krisen i dag? Osama Bin Ladens analyse og strategi er meget tiltrækkende for mange muslimer: Grunden til at det går så skidt i den arabiske verden er, at man har forladt Allahs vej, og hvis bare man vender tilbage til den (sande vej), vil islams overlegenhed blive reetableret. Denne vej er også nemmere at betræde end at gå tilbage til den fundamentale og svære diskussion af, hvem Gud er? De store spørgsmål, som blev diskuteret i anden halvdel af det 9. århundrede, skal imidlertid genoptages, og der er da også adskillige muslimske tænkere, som opfordrer til det, bl.a. Bassam Tibi og Pervez Hoodbhoy. Desværre lever muslimske reformatorer og kritiske tænkere ofte i eksil.  

Summa summarum: Tillukningen af den muslimske forstand er den direkte omend noget fjerne forløber for dagens radikale islamistiske ideologi. Denne ideologi kan ikke forstås uden at fatte ideologiens rødder i netop denne lukning.

(trykt som kronik i Jyllands-Posten d. 29.7.14)

Dæmonisering af konservative mennesker

Hvad ligner det, at mennesker, som ønsker at forsvare nationalstaten, familien, fagligheden og dansk kultur (mig!) gang på gang skal finde sig i at få påklistret etiketter såsom højreradikal, fundamentalistisk, højreekstremist og nationalistisk?  Typisk affyret af historieløse, faktaresistente folk blottet for praktiserende sund fornuft og tilsyneladende blinde for konsekvenserne af den igangværende samfundsmæssige underminering.  Hvad værre er: Sprogforurenerne hænger kynisk deres politiske modstandere alias konservative mennesker ud på forsider, bagsider og sociale medier ved at dæmonisere en særdeles legitim – og klog (!) – demokratisk position i det politiske spektrum. Læs mere…

Det muslimske tørklæde igen-igen

(Nedenstående kommentar er afvist af Politiken, som heller ikke var interesseret i en kronik, der kunne have oplyst læserne om politisk islam. Politiken lader til bevidst at ville holde sine læsere i uvidenhed, og det lykkes dem med bravour)

 

Özlem Cekic har begået en kronik i Politiken d. 17. marts 2014 under overskriften Tørklæde er også frihed. Selv om hun ikke er helt på begrebsgymnastikhøjde med den dokumenteret tvetungede islamist Tariq Ramadan (jf. det rystende ukritiske mikrofonholder-interview d. 15.marts i samme avis) gør hun ham rangen stridig med sit fluffy-fluffy frihedsbegreb. Godt bakket op af en tegning af den naive Mette Dreyer, der heller ikke kan finde ud af at skelne imellem et bondekonetørklæde og det islamiske tørklæde. Læs mere…

Journalisters skæve verdensbillede

Det er en kendsgerning, at DR er i frit fald. Kritikken kommer mange steder fra og går dels på det populistiske programknæfald i knopskydende kanaler, dels på det endimensionale verdensbillede, som et stort flertal af DR-journalister bekender sig til.

Skyklap-perspektivet gælder også for det i egen selvforståelse intellektuelle flagskib Deadline på DR2, og det gælder for en række udsendelser på P1, der ikke forspilder nogen lejlighed til at promovere sig som den ”kloge kanal”. Læs mere…

Danmark afskaffer sig selv

Nationalstaten Danmark er i fuld gang med ganske langsomt at opløse sig selv. Ligesom Tyskland, hvorom Thilo Sarrazin – tidligere medlem af Forbundsbankens direktion og tidligere finansminister i Berlin – har skrevet bogen ”Deutschland schafft sich ab. Hvordan vi sætter vores land på spil”(2009).  Præcis det samme scenarie udfolder sig i lande som Sverige, Norge, England, Frankrig, Luxemburg og Holland – med en ukontrolleret masseindvandring fra 3.verdenslande som en af hovedfaktorerne. Læs mere…

Min julegave til Don Corydon

Finansminister Bjarne Corydon er en rigtig mand. En af de få stålsatte af slagsen med mod til at sætte foden ned. For velfærdsstaten skal slankes, hvis velfærdsamfundet skal overleve, og Corydon har samvittighedsfuldt smøget ærmerne op, slebet sparekniven og sendt sine væbnere i Moderniseringsstyrelsen i byen.  

At Corydon skal støttes i sin slankekur står hinsides diskussion, jf. at omkring 50%  af borgerne er på overførselsindkomst. Men griber finansministeren sagen rigtigt an? Hm! Læs mere…

Godhedens pris

Annette Vilhelmsen sørger ulovligt for at Lisbeth Zornig får penge. Penge til ’dem på kanten’, hvoraf en del så går hen og stemmer. Hvem mon de stemmer på? Liberal Alliance, som vil have skatten ned? Dansk Folkeparti, som godt kunne tænke sig at få snor i en ukontrolleret indvandring fra 3. verdenslande? Venstre?  Næppe. Stemmerne vil gå til SF og Enhedslisten, som så i endnu højere grad kan arbejde på at øge skattetrykket, så de kan skaffe endnu flere midler til projekter, som kan skaffe stemmer til venstrefløjen, som så kan bidrage til at øge skattetrykket.  Sådan afskaffer en velfærdsstat sig selv, for godhedens og skattetyveriets pris hedder sammenbrud af det samfund, vi har kendt fra 1950’erne til i dag. 

(trykt som læserbrev i Berlingske d. 13.12.13)

Carsten Jensen er løs

Politikens hofsnog Carsten Jensen giver vores statsminister med køllen i essayet ”Den socialdemokratiske epoke slutter med Helle Thorning-Schmidt” (d. 14.9). Han får ubegribeligt nok stillet en hel forside til rådighed for sit perfide personangreb, der lægger sig i smuk forlængelse af slibrigheder a la ”(…) Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker (…)”  Freud ville have elsket Carsten Jensen, som må have verdensrekord i projektioner, men at Politiken bliver ved med at stille spalteplads til rådighed for hans raseri er derimod en gåde.

(endnu et at utallige indlæg afvist af Politiken – så er det godt med en blog!)