Дървен материал от www.emsien3.com

Дървени греди за покрив

Det muslimske tørklæde igen-igen

(Nedenstående kommentar er afvist af Politiken, som heller ikke var interesseret i en kronik, der kunne have oplyst læserne om politisk islam. Politiken lader til bevidst at ville holde sine læsere i uvidenhed, og det lykkes dem med bravour)

 

Özlem Cekic har begået en kronik i Politiken d. 17. marts 2014 under overskriften Tørklæde er også frihed. Selv om hun ikke er helt på begrebsgymnastikhøjde med den dokumenteret tvetungede islamist Tariq Ramadan (jf. det rystende ukritiske mikrofonholder-interview d. 15.marts i samme avis) gør hun ham rangen stridig med sit fluffy-fluffy frihedsbegreb. Godt bakket op af en tegning af den naive Mette Dreyer, der heller ikke kan finde ud af at skelne imellem et bondekonetørklæde og det islamiske tørklæde.

Her er, hvad man som oplyst borger som minimum bør vide om det muslimske tørklæde.  At bære det muslimske tørklæde handler om langt mere end den enkelte kvindes individuelle valg af påklædning. Med baggrund i tørklædebrug på verdensplan kan det dokumenteres, at tørklæder er udtryk for et menneskesyn præget af mandens dominans og kvindens underkastelse. Med tilsløring følger adskillelse mellem de to køn. Kvindens seksualitet anses for farlig og ukontrollabel for manden. Derfor skal den holdes nede, blandt andet gennem tildækning. Slør bæres først og fremmest af seksuelle og ikke religiøse grunde, for at dække håret og ikke vække lyst. Det er kvinden, som er skyld i den fremkaldte lyst, ikke manden, som føler den.
Kvinder, der bærer tørklæder, gør det primært, fordi de bliver tvunget til det. Intet sted, hvor islamisterne er kommet til magten rundt omkring i verden, herunder i de vesteuropæiske ghettoer, overlades det til den enkelte kvinde selv at beslutte, om hun vil iføre sig slør.
Omdrejningspunktet for enhver islamistisk bevægelse er mænds kontrol af kvinder. Og den kontrol kommer særligt tydeligt til udtryk i tørklædet, som derfor også er et uomgængeligt krav fra islamisternes side. Den iranske revolution (1979) fik ikke mindst succes, fordi det lykkedes for ayatollah Khomeini og daværende ministerpræsident Rafsanjani at komme igennem med budskabet: ”Det er en pligt for kvinden at dække sit hoved, fordi kvindens hår udsender vibrationer, der opgejler, vildleder og fordærver mænd.”
Tørklæder er således ikke “uskyldige skikke”, som fattige og uudannede kvinder gradvist vil udvikle sig væk fra. Påklædningskravet er religiøst-politisk forankret og dermed ikke til diskussion for rettroende. At nogle tørklæde-klædte kvinder insisterer på, at tilsløring i virkeligheden er en slags “ny identitet” for muslimske kvinder kan ikke umiddelbart anfægtes. Men de signaler, disse kvinder – frivilligt eller ufrivilligt – udsender til omverdenen er: 1. Vi er muslimer, 2. Religiøse påbud står over demokratiernes sondring mellem det verdslige og det religiøse, det offentlige og det private. 3. Vi anerkender forskelsbehandling af mænd og kvinder.

Det er korrekt, at en række kvinder i Vesten vil kunne gøre gældende, at de selv har valgt at bære tørklæde. Men uanset en kvindes individuelle valg øger hendes frihed tvangen over for de medsøstre, der ikke ønsker at tilhylle sig. Med tørklædet sættes skel mellem mænd og kvinder, mellem rene og urene kvinder, mellem troende og vantro. Jo flere kvinder, der ifører sig / tvinges til at iføre sig tørklæder, jo mere eksponerede bliver ikke-tilslørede som urene, vantro og uanstændige.      

I Danmark er det et stigende problem, at tørklædeløse piger bliver presset, generet og chikaneret, hvis de ikke vil dække sig til. Tilsløringen giver sig mere og mere ekstreme udtryk. I dag er det således hverdagskost på Nørrebro og i Valby, København, at se indpakkede kvinder, hvor kun deres øjne er synlige. Selv små piger helt ned til 1. klassetrin kan nu ses fuldt tildækkede, men når en lille pige tvinges til at gå med tørklæde og dække sig til, indskrænker det ikke bare hendes råderum. Det påvirker hendes selvforståelse, så det er i virkeligheden et psykoseksuelt overgreb, der mærker hende for livet.

Ingen bør et sekund glemme, at tilsløring af kvinder hænger sammen med islams kvindesyn. Kvinder rangerer som andenklasses borgere, der ikke kan optræde og agere på lige fod med mænd i det offentlige rum. Kvinden er den, der er bærer af familiens ære. Den, der tillige bekvemt udnævnes til at være biologisk determineret til at varetage bestemte funktioner. Uden mulighed for at vælge rollen til eller fra.

 Derfor lyder konklusionen: Om tilsløringen foregår med tvang eller efter “eget valg” gør ingen forskel for tilsløringens virkelige funktion og indhold. For det første vil valget kun være frit, indtil islamisterne kommer til magten. For det andet sætter slørets symbolværdi sig igennem bag om ryggen på tørklæde-bæreren uanset hendes private og personlige fortolkning.

Om Cekic ikke kan eller ikke vil forstå, at tørklædet ikke kan sammenlignes med bh’er, må stå hen i det uvisse.

Journalisters skæve verdensbillede

Det er en kendsgerning, at DR er i frit fald. Kritikken kommer mange steder fra og går dels på det populistiske programknæfald i knopskydende kanaler, dels på det endimensionale verdensbillede, som et stort flertal af DR-journalister bekender sig til.

Skyklap-perspektivet gælder også for det i egen selvforståelse intellektuelle flagskib Deadline på DR2, og det gælder for en række udsendelser på P1, der ikke forspilder nogen lejlighed til at promovere sig som den ”kloge kanal”. Læs mere…

Danmark afskaffer sig selv

Nationalstaten Danmark er i fuld gang med ganske langsomt at opløse sig selv. Ligesom Tyskland, hvorom Thilo Sarrazin – tidligere medlem af Forbundsbankens direktion og tidligere finansminister i Berlin – har skrevet bogen ”Deutschland schafft sich ab. Hvordan vi sætter vores land på spil”(2009).  Præcis det samme scenarie udfolder sig i lande som Sverige, Norge, England, Frankrig, Luxemburg og Holland – med en ukontrolleret masseindvandring fra 3.verdenslande som en af hovedfaktorerne. Læs mere…

Min julegave til Don Corydon

Finansminister Bjarne Corydon er en rigtig mand. En af de få stålsatte af slagsen med mod til at sætte foden ned. For velfærdsstaten skal slankes, hvis velfærdsamfundet skal overleve, og Corydon har samvittighedsfuldt smøget ærmerne op, slebet sparekniven og sendt sine væbnere i Moderniseringsstyrelsen i byen.  

At Corydon skal støttes i sin slankekur står hinsides diskussion, jf. at omkring 50%  af borgerne er på overførselsindkomst. Men griber finansministeren sagen rigtigt an? Hm! Læs mere…

Godhedens pris

Annette Vilhelmsen sørger ulovligt for at Lisbeth Zornig får penge. Penge til ’dem på kanten’, hvoraf en del så går hen og stemmer. Hvem mon de stemmer på? Liberal Alliance, som vil have skatten ned? Dansk Folkeparti, som godt kunne tænke sig at få snor i en ukontrolleret indvandring fra 3. verdenslande? Venstre?  Næppe. Stemmerne vil gå til SF og Enhedslisten, som så i endnu højere grad kan arbejde på at øge skattetrykket, så de kan skaffe endnu flere midler til projekter, som kan skaffe stemmer til venstrefløjen, som så kan bidrage til at øge skattetrykket.  Sådan afskaffer en velfærdsstat sig selv, for godhedens og skattetyveriets pris hedder sammenbrud af det samfund, vi har kendt fra 1950’erne til i dag. 

(trykt som læserbrev i Berlingske d. 13.12.13)

Carsten Jensen er løs

Politikens hofsnog Carsten Jensen giver vores statsminister med køllen i essayet ”Den socialdemokratiske epoke slutter med Helle Thorning-Schmidt” (d. 14.9). Han får ubegribeligt nok stillet en hel forside til rådighed for sit perfide personangreb, der lægger sig i smuk forlængelse af slibrigheder a la ”(…) Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker (…)”  Freud ville have elsket Carsten Jensen, som må have verdensrekord i projektioner, men at Politiken bliver ved med at stille spalteplads til rådighed for hans raseri er derimod en gåde.

(endnu et at utallige indlæg afvist af Politiken – så er det godt med en blog!)

“Jeg anklager”

”Det kan da bare ikke lade sig gøre!”

Når jeg bliver mødt med dette udsagn, reagerer jeg nærmest som Pavlovs hunde: ”DU skal ikke fortælle mig, hvad der kan lade sig gøre, og i hvert fald er det bedre at forsøge at ændre på kritisable forhold frem for bare at se til. Det kan godt være, det viser sig, du i sidste ende får ret, men i det mindste har jeg prøvet.” Læs mere…

At skue lyset – med og uden oplysning

Som ung studerende ved Københavns Universitet i 70’erne var jeg naturligvis socialist. Jeg marcherede pligtskyldigt i takt med de andre ignoranter med Marx og Mao ved hånden. Morderen Che Guevaras smukke kontrafej hang på kollegieværelse-væggen, og jeg kunne stå på ét ben på en ølkasse og redegøre for varens brugsværdi og bytteværdi. Jeg havde fundet sandheden, vejen og lyset – til stor forundring og lejlighedsvise sorg for mine konservativt sindede og skulle det vise sig – en-hel-del-klogere-end-mig lærerforældre. Læs mere…

Antorini, Corydon og New Public Management

Begrebet ’New public management’ (NPM) dækker over et styringssystem benyttet af de offentlige forvaltninger. Formålet har været en (indrømmet, nødvendig!) effektivisering af den offentlige sektor forsøgt omsat via diverse reformer, som fx Universitetsreformen (2003), Gymnasiereformen (2005) og Strukturreformen (2007). Der desværre har vist sig at være ret katastrofale. Læs mere…