Nationalstaterne betaler gildet

Har mennesker ret til at krydse grænser? Det er der nogen, som mener. Bl.a. Kieran Obermann, født 1980 i Storbritannien, ph.d. på afhandling om indvandring som menneskerettighed, og lektor ved University College Dublin, Irland.

Her følger i punktform en række af hans argumenter klippet fra et interview i 2012 (www.kristeligt-dagblad.dk/udland/mennesker-har-ret-til-krydse-grænser):

 

  • Indvandring fra et land til et andet er en menneskerettighed på linje med retten til fri bevægelighed inden for et lands grænser, religionsfrihed, retten til at stifte familie og ytre sig politisk.
  • Det er blot et spørgsmål om tid, før flertallet accepterer den logik, som ligger bag denne konklusion. Hvis man bevæger sig ned ad menneskerettighedernes spor, bringer det uomgængeligt også retten til fri bevægelighed over landegrænserne op til overvejelse.
  • Hvis man vil anerkende et menneskes frie ret til at vælge sine livsmuligheder, indebærer det også en accept af bevægelighed på tværs af landegrænser.
  • Indvandring er en moralsk menneskerettighed, som af politiske og historiske grunde ikke blev taget med, da FN vedtog menneskerettighedserklæringen.
  • Jo mere integreret verden bliver, jo mere absurd virker det at indsnævre folks muligheder for at flytte rundt.
  • Mennesker, der lever i et givet land, har ikke fortrinsret til at bestemme over deres territorium. En nations suverænitet er ikke det samme som at have privat ejendomsret til arealet.
  • Vedr. frygt for indvandring: Det folk ikke forstår, bliver de let bange for, men der er ofte tale om en ubegrundet frygt – og i øvrigt er frygt ikke i sig selv nok til at begrænse en menneskerettighed.
  • En række studier tyder på, at fri bevægelighed kan være med til at afskaffe den globale fattigdom.
  • Vi ville alle sammen være rigere, hvis mennesker kunne flytte sig på samme måde som varer.

 

Javel så.

 

Når denne lidt ældre sag skal i spil igen, er det på grund af dens relevans nu og her, hvor folkevandringen fra Afrika og den arabiske verden til Europa er i fuld gang. Lige præcist sådan tænker Gutmenschen som fx en Eva Smith, Stine Bosse, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og mange andre folketingsmedlemmer, mens en Lars Løkke Rasmussen kækt forsikrer, at Danmark vil opfylde sine internationale forpligtelser. Højtplacerede Gutmenschen ønsker oven i købet at udvide disse abstrakte menneskerettigheder med en ret til en bestemt indkomst.

Bemærk dog midt i al denne godhed, at menneskerettigheder til en bestemt gruppe nødvendigvis medfører pligt for en anden gruppe, nemlig befolkningerne i de vestlige nationalstater. Unge Obermann afskriver tilsyneladende disse mennesker som fuldstændigt uvidende. Men når den universelle målsætning skal finansieres, er det altid nationalstaterne, der må betale. De nationalstater, som EU har gjort alt for at nedbryde.

 

Hvordan kan dette vanvid stoppes? Beklager. Der er kun én vej frem, hvis vi danskere – og de oprindelige europæiske befolkninger – skal overleve masseindvandringspresset: Flere BORGERrettigheder og GRÆNSEkontrol.

 

(indlægget er trykt i Den Korte Avis d. 6.8.15)

Journalist på stram line

Det er altid såre interessant at deltage i arrangementer, som af the establishment (herunder journaliststanden) bliver opfattet som ikke-mainstream, og det der er værre – og som derfor efterfølgende med stor sandsynlighed kan regne med en eller anden form for nedgøring eller latterliggørelse i medierne. Senest har Leny Malacinski begået reportagen ”Intet land skal dø frivilligt” (Weekendavisen d.10.7.15) fra den nationalkonservative folkefest på Mosbjerg ved Skanderborg d. 4. juli. Da jeg har haft et blødt punkt for Malancinski siden hendes ironiske opgør med (dele af) feminismen ”Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt”, regnede jeg med, at nu kom undtagelsen fra reglen: En artikel, selvfølgelig kritisk, men til gengæld støvsuget for de små besserwissen-nålestik skåret over læsten: Hold kæft, hvor er de bare til grin, de tosser, der bruger kostbar (fri)tid på – i dette tilfælde – at sætte sig ind i islam, islamisering og masseindvandringens konsekvenser for demografien og nationalstaterne.

Forventningens glæde er som bekendt den største. Jovist, Malancinskis reportage er absolut velskrevet. Og sjov. Og sylespids. Og samtidig oser den af arrogante og nedladende karakteristikker af dels oplægsholderne, dels deltagerne. Et enkelt eksempel: ”Danmark er under angreb, og de mennesker, der er mødt op i dag, betragter sig selv som landets første forsvarslinie [læs: ha-ha – totalt til grin]. Iført praktisk fodtøj [læs: utrendy]er de i gang med opstille deres medbragte klapstole [læs: de mangler kun klaphatten] på græsset. Der er ryglæn [læs: gamle og u-fittede]og en holder til dåseøllen i armlænet [læs: øllen SKAL hele tiden være inden for rækkevidde] Ifølge dem selv har de forstået faren [læs: snotindskrænkede, fordomsfulde og forhudsforsnævrede] (…) Et par ældre mænd med sideskilning og strømper i sandalerne [læs: usexede, kiksede] klapper ved et bænkebord (…)”

Malancinski lyver ikke, men djævlen ligger i den sproglige selektion og de alt andet end smigrende konnotationer. Og selvfølgelig kan vores udsendte reporter ikke dy sig for at trække N-kortet. Intet nyt under solen.

Malacinski skal naturligvis have lov til at skarpvinkle sin reportage alt det, hun lige lyster, herunder i form af de nøje udvalgte citater – ud af snesevis af andre mulige og måske mere relevante udpluk. Jeg kunne i hvert fald sagtens have skrevet en kritisk reportage, der på helt anden saglig vis ville have oplyst læserne om argumenterne for påstanden om den katastrofe, som Danmark og en række af de europæiske befolkninger står over for. Og om den bekymring et stigende antal såkaldt almindelige mennesker nærer for fremtiden. Med den alvor som sagen fortjener. Og hvor de helstegte pattegrise havde spillet en knapt så fremtrædende rolle i den fortællende journalistik.

Når Malacinski trods alt ikke er på helt slap line, så skyldes det hendes korrekte citatbrug, der bl.a. får formidlet flere af Paul Westons synspunkter: ”Vores store problem er moderat islam, ikke fundamentalistisk islam. Det handler om ren og skær demografi.”

 

Summa summarum: Malacinski skal være hjerteligt velkommen til at udnævne deltagerne til usexede, utrendy, pattegrisfrådsende, mjøddrikkende dummernikker i campinghabit og strømper-i-sandalerne, men kritisk, informativ og saglig journalistik har det ikke ret meget at gøre med. Måske kunne hun med fordel bede om at få et lille kursus af sin kollega Poul Pilgaard Johnsen, der i samme avis rapporterer fra Tidehvervs sommermøde på Rønshoved Højskole under overskriften ”Kristen uden kødsovs” (10.7.15)? En bestemt – og med rette – kritisk reportage, men med en ganske anden respekt for det substantielle.

 

 

DR er rød fløjs trumfkort

 Rød fløj står pt til at tabe valget, men der er ingen grund til at fortvivle. Med DR i ryggen skal det nok gå i valgkampen. Lyt fx til P1morgen hver dag i en måned og suppler med Orientering, og konstater på den baggrund, at DR er A, B, F og Ø’s ubestridte trumfkort. For licensbaserede kroner bedriver DR i nyhedsudsendelserne næsten konsekvent politik under arbejdsoverskriften multikulturalisme. Dement leveret af det store flertal af journalister uden historisk viden og almen dannelse.

Her er en plan for at imødegå den voksende katastrofe med voldelig islamisme

Af Torben Snarup Hansen og Lone Nørgaard

Terrorhandlingerne i Krudttønden og ved synagogen er forfærdelige. Men endnu mere skræmmende er politikernes parfumerede, ubrugelige svar. For en fjende kan ikke bekæmpes, hvis analysen af denne fjende ikke er korrekt. I dette tilfælde hedder fjenden islam, som ikke kun er en religion, men en totalitær ideologi.

Først en begrebsafklaring, derpå opskriften på terrorbekæmpelse.

Muslimer kan deles op i følgende fire kategorier, som Karen Jespersen og Ralf Pittelkow gør det i artiklen ”Hvis man vil bekæmpe terror, må man gøre op med forvirret snak om islam”, DKA 19.2:

 

  1. Bogstavtro fundamentalister, som er parate til at bruge terror mod de vantro med belæg i islams helligskrifter.

 

  1. Fundamentalister, der ligeledes går ind for sharia, men som ”bare” ikke vil bruge terror i deres kamp for en religiøs stat.

 

  1. Kulturmuslimer eller hverdagsmuslimer, som ikke tager de hellige skrifter særligt alvorligt, men dog gerne vil følge traditionen på nogle områder.

 

  1. Den gruppe af muslimer, der opfatter religion som en privatsag og derfor ikke har de store problemer med at blive integrerede i de vestlige samfund.

 

Gruppe 1 er voldelig og aggressiv og vinder for øjeblikket frem overalt i Vesten, fordi islamisk fundamentalisme ikke bliver adresseret adækvat. Den korrekte analyse er, at terrorismen gror i islams baghave, og på den baggrund er det så katastrofalt, at europæiske politikere har tilladt muslimsk masseindvandring.

 

Her kommer det nødvendige svar på den støt voksende katastrofe:

 

Opsig Flygtningekonventionen

En rationel indvandringspolitik begynder med at Danmark opsiger flygtningekonventionen af 1951. Grundlaget skal være at tiltrække personer, der er til gavn for det danske samfund. Men IKKE den danske stat = det integrationsindustrielle kompleks plus alle advokaterne og integrationskonsulenterne.

 

Brug ambassaderne til at skaffe arbejdskraft

Hvis danske virksomheder efterspørger udenlandsk arbejdskraft, kan ambassaderne pålægges at servicere de pågældende gennem særlige konsulater med ekspertise, som kontakter arbejdssøgende og kontrollerer deres kvalifikationer. Hvis ekspertisen mangler eller fejler, så nul tilladelse. Når kvalifikationer og andre forhold er klarlagt, kan der åbnes for en midlertidig ansættelse og dermed fysisk tilstedeværelse i Danmark. Opholdet kan forlænges og blive godkendt permanent i henhold til lov.

 

Terrorister skal fængsles

Terrorister, der pågribes, skal fængsles under henvisning til krigsretskonventioner (f.eks. div. aftaler fra Haag og Genève). Den forebyggende indsats skal primært bygge på trusler om straf. Det er en kendsgerning, at den mundtlige formidling af jihad-opfordringer er langt den mest benyttede og mest effektive, eftersom kun få terrorister læser tekster, og kun de færreste behersker koran-arabisk. De hører i stedet en imam fortælle om Allahs had mod de vantro. Resten af forløbet er velkendt.

 

Kontrol med moskeernes bønnemøder og andre forsamlinger

Islam og koranen kan og skal ikke forbydes, men i henhold til Grundloven er propaganda i form af (mundtlig) opfordring til brud på landets sædvaner og offentlige orden forbudt. Islamiske moskeer og studiekredse pålægges at ansøge om tilladelse til bønnemøder, der kontrolleres af politiet.

 

Forsamlinger, der godkendes, skal indbetale et årligt gebyr til dækning af udgifter ved overvågning og oversættelse af aktiviteterne. Arabisk skal således ikke forbydes, men indholdet af en prædiken skal kontrolleres – på prædikantens bekostning. Forsamlinger, der ikke er godkendte eller overtræder grundlovens forbud, opløses, og de ansvarlige udvises for bestandigt. Den samme straf skal ramme personer, der har hjulpet terrorister, f.eks. ved at fremskaffe våben.

 

Udvisning for bestandig

UDVISNING FOR BESTANDIG er den mest effektive trussel. Fordi de fleste muslimer uanset kategori-placering ikke vil tilbage til deres egne fejlslagne stater.

 

(Artiklen er trykt i Den Korte Avis d. 3. marts 2015)

 

ISLAM, ISLAMISME OG MODERATE MUSLIMER

Nedenstående kronik skrev jeg efter Charlie Hebdo. Med reaktionerne efter Krudttønden og den jødiske synagoge kan Charlie Hebdo blot udskiftes med disse nye betegnelser.  Gad vide, hvor mange flere angreb og attentater, der skal til – for der kommer flere – før beslutningstagerne vågner op, og kronikkens indhold må karakteriseres som delvist forældet?

Følgende formulering i kronikken er leveret af historiker Torben Hansen, som har givet mig lov til at bruge den uden kildeangivelse:

Der findes ingen moderat islam, men til gengæld findes der millioner af moderate muslimer, der praktiserer en skriftløs version af islam.

 

Islam, islamisme og moderate muslimer
Det er ufatteligt, så meget nonsens en række partiledere, andre politikere, (DR)journalister og diverse kommentatorer har lukket ud i forlængelse af jihadisters massakre på Charlie Hebdo. Uvidenheden om islam og hellig krig mod de vantro rækker til himlene. Her 10 år efter Muhammed-krisen skal læsere, lyttere og seere fortfarende præsenteres for udtalelser som: Gerningsmændene er kriminelle voldsmænd og terrorister. Likvideringerne har ikke noget med islam at gøre (selv om der bliver råbt Allah-u-akbar, så det klodser). Det handler ikke om religion, men om sindssyge galninge. Islam er blevet voldtaget / kidnappet / misbrugt.  Islam er fredens religion.  Vi skal ikke lægge islam og / eller muslimer for had, fordi nogle (højre)ekstremister / islamister udøver barbariske handlinger.  Fortsæt selv med den hykleriske lyrik leveret af afsendere, der lider grumt af faktaresistens.

Men sagen er den, at man ikke kan bekæmpe en fjende, hvis analysen af denne fjende ikke er korrekt. Terrorismen / hellig krig er uadskillelig fra islam, og derfor er det også så katastrofalt, at europæiske politikere med hovedet under armen har tilladt en masseindvandring fra muslimske lande under flaget multikulturalisme.  Politikerne har to figenblade at gøre godt med: Det ene er, at islamforskerne stort set alle lægger røgslør ud. Det andet figenblad er de landsdækkende (tv)medier, som bærer en ekstremt stor skyld for, at politikerne træffer de forkerte beslutninger i forhold til muslimsk tilvandring. Fordi medierne med DR i spidsen i alt for mange år ikke har haft hverken evnen eller viljen til at oplyse om islam.

Fjenden er islams helligtekster, som muslimske retslærde og imamer udlægger for muslimer, hvoraf mange aldrig har været i nærheden af Koranen og måske ikke engang kan læse. Men de samme retslærde og imamer har en enorm magt over de muslimske sjæle.

Lad mig stave det med store bogstaver: ISLAM ER IKKE BARE EN RELIGION, som f. eks. kristendommen, men EN TOTALITÆR OG VOLDELIG IDEOLOGI, hvis adelsmærke er at sætte skel: Mellem rent og urent, mellem mænd og kvinder og ikke mindst mellem de

(ret)troende og de vantro (mig!).

Den afgørende forskel hedder SHARIA, det islamiske lov- og retssystem, som muslimer udleder dels af Koranen, dels af hadith. Begrebet hadith dækker over beretningerne om, hvordan Muhammed og hans fire første efterfølgere (khaliffer) opførte sig.

Lovsystemet består af en samling af påbud og forbud, der ligger milevidt fra moderne vestlig og dansk opfattelse. Fx opererer sharia med forbrydelser i form af sex før ægteskab, utroskab, homoseksualitet, indtagelse af alkohol, gudsbespottelse, vantro og frafald fra islam. Sharia er grundlaget for islam, og den handler altså om visse ytringer og bedrifter fra en fjern fortid, som er ubetinget forpligtende, og som hævdes at udtrykke Allahs vilje.

Et helt grundlæggende træk ved sharia er det skarpe skel mellem mænd og kvinder, drenge og piger, hvor kvinderne i værste fald er mandens ejendom. I bedste har de færre rettigheder, fx den halve arveret af mændene. Kvinderne skal livet igennem være underlagt en mandlig beskytter, og de må som regel ikke færdes alene uden for hjemmet. De er også underlagt strenge begrænsninger, hvad angår udseende og påklædning (bl.a. tørklædetvang), og så er de ellers henvist til kønsopdelte skoler.

Mandens / klanens ære er helt afgørende og må for alt i verden ikke besudles af kvinders “forkerte” opførsel. Dette er baggrunden for æresdrab (læs: kvindelikvideringer). Mandens ære er sharaf, som reduceres eller forsvinder, hvis en kvinde har kontakt med en mand, der ikke er godkendt af hendes klan – især ikke en ikke-muslim. Sharaf kan genoprettes ved blod = mord på kvinden. Er hendes ære blevet tabt, kan den ikke genskabes. Derfor skal hun dø. Skellet mellem shariamuslimer og kulturmuslimer findes især her. Alt dette handler om islamisk mentalitet, og hvornår vil politikerne monstro begynde at tage mentale eller kulturelle forskelle alvorligt?

Sharia er altså et politisk system i form af en lovpakke, der former hverdagslivet. Denne lovpakke kan man som muslim ikke unddrage sig, for en muslim skal leve i overensstemmelse med forskrifterne i Koranen og Hadith uden at sætte kritiske spørgsmålstegn. Det betyder, at sharia-loven står over politiske beslutninger vedtaget af Folketinget. Er man rettroende muslim er verden delt skarpt op i muslimer og vantro, og det gælder om at udbrede ummaen = det muslimske fællesskab til alle andre mennesker i verden.

Hvor kristendommen giver mennesket friheden til at tænke selv, gør islam det ikke, fordi islam også er en totalitær ideologi.  Islam har svar på alt, og i det omfang svaret ikke kan findes i Koranen og Hadith, vil imamer gerne være behjælpelige med at fortælle, hvordan muslimer skal leve deres liv fra vugge til krukke.

 

Mange muslimer vælger selvfølgelig at være kulturmuslimer, ligesom danskerne er kulturkristne – dvs. vi går i kirke juleaften og tror på næstekærlighed. Problemet er imidlertid, at en kulturmuslim af rettroende muslimer bliver regnet for vantro og frafalden, hvilket er forbudt iflg. islam. Derfor er der næsten heller ingen moderate muslimer = kulturmuslimer, der tager til orde i den offentlige debat. De kan ganske enkelt ikke.

Forsøg at få helt ind på lystavlen, at islam IKKE kan adskilles fra islamisme.  Læs først Koranen grundigt, siden dokumentationen i Mogens Camre, Ole Hasselbalch og Lars Hedegaards seneste bog: ”Der var et yndigt land”(2014), som burde have været breaking news i samtlige medier i november og december, men i stedet er blevet tiet ihjel af dovne og feje journalister og redaktører på de traditionelle medier. Samt såkaldt intellektuelle. For de tre forfattere kommer Charlie Hebdo ikke som nogen overraskelse. Det eneste overraskende er, at der gik så lang tid, før jihadisterne slog til.

 

Summa summarum: Som rettroende er det ikke muligt at skelne imellem islam og islamisme. Der findes ingen moderat islam, men til gengæld findes der millioner af moderate muslimer, der praktiserer en skriftløs version af islam.

Islamiseringen af Vesten sker ikke igennem terrorhandlinger, men snigende i form af islamisering af demokratiets institutioner via politiske særkrav forklædt som religion: Den ene dag er det krav om forbud mod svinekød i institutioner, den næste dag kønsadskilt svømmeundervisning og bederum. Med islam følger altid sharia og krav om særbehandling af muslimer, herunder stormoskébyggeri med minareter.  Med islam følger også altid parallelsamfund, der giver magten over det pågældende territorium, typisk ved hjælp af bandekriminalitet som følge af den destruktive adfærd, som mange muslimske drenge lærer. Det er den samme historie i hele Vesten.

Vi befinder os i en civilisationskamp mellem vestlig demokratisk kultur og islamisk fundamentalisme. Det kan godt være, at kun få vil udøve vold ved at gribe til øksen, sværdet og maskingeværet og meje vantro ned på gader, stræder og i supermarkeder i Paris, London og København.  Men da antallet af muslimer i verden er mindst en milliard, så hjælper det ikke, at andelen af dem måske kun udgør én promille eller mindre. Det bliver stadigvæk til en million.

 

Jeg erkender blankt: I dag ved jeg så meget om islams historie og blodige grænser, at jeg er bange. Men samtidig er jeg vred og fortvivlet, fordi de politikere, der sidder på magten, ikke vil træffe de nødvendige beslutninger til at beskytte deres befolkninger. I stedet går beslutningstagerne som katten om den varme grød. De VIL ikke erkende, at islam er problemet. Og at svaret på truslen er, at vi skal stoppe for yderligere tilvandring fra muslimske lande og samtidig gå i gang med repatriering af de mennesker, som foretrækker sharia for det vestlige demokrati.  De har 57 dejlige, muslimske lande at rejse til.

(trykt i Den Korte Avis d. 20. januar 2015 – efter afslag fra en række dagblade)

 

 

 

 

 

Islam er ikke fredens religion

Hvor længe endnu skal vi fodres med myten om, at islam er fredens religion? Når dokumentationen for det modsatte ikke bare er massiv, men ca. på størrelse med en tsunami.  

Ovenstående 2 sætninger har jeg forsøgt at få trykt som læserbrev i henholdsvis Information og Politiken. I begge tilfælde er læserbrevet blevet afvist med henvisning til pladshensyn.

Apropos tørklæder

Hvornår mon den siver ind hos selv den mest træge? 1. Islam er IKKE bare en religion, men en totalitær ideologi, som i kraft af sharia gennemsyrer alle dele af rettroende muslimers hverdagsliv.  2. Tørklædet er islamismens flag, så hold op med at forsvare det muslimske tørklæde med henvisning til religion.  3. At iføre mindreårige piger tørklæde er et psykoseksuelt overgreb og burde forbydes. 4. Folk kan gå klædt, som de vil, i det offentlige rum og bag hjemmets fire vægge. Men en lærer i det offentlige skolevæsen, der optræder som vejleder og rollemodel for børn og unge, skal ikke have lov til med sit tørklæde at signalere skel mellem ikke-muslimer og muslimer, kvinder og mænd, urent og rent, forbudt og tilladt. Tørklædet er et effektivt redskab i den muslimske mission til at synliggøre islam og reelt et ønske om apartheid og parallelsamfund.  Summa summarum: Mon ikke det ville være bare lidt smart at droppe den sukkersøde myte om muslimers religionsfrihed til fordel for det tørre faktum: Hijab er politik forklædt som religion.  Hijab er sharia.

(Ovenstående er søgt trykt som læserbrev hos Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten og Information – desværre forgæves!)

Kritik af (nyheds)dækningen af Israel-Palæstina-konflikten

Til nyheds- og debatredaktioner på DR, TV-2, Jacob Mollerup samt Presselogen! (Sidstnævnte kunne passende sætte et helt program af til at gå myter, fakta og manipulation efter i sømmene)

Jeg vil gerne kritisere nyhedsdækningen af den igangværende konflikt mellem Israel og palæstinensiske grupperinger. Vinklingen er igen og igen, at de stakkels, svage palæstinensere er uskyldige ofre for de stærke israeleres kyniske bombninger. Imidlertid viser sagen at forholde sig nærmest lige modsat, hvis man vel at mærke forholder sig til en række kendsgerninger.   Læs mere …

Derfor er islam i krise

I denne kronik vil jeg præsentere Robert R. Reillys bog ”The Closing of the Muslim Mind. How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis” (2010).  Reilly besluttede sig for at skrive sin bog i forlængelse af islamforskeren Bernhard Lewis’ værk ”What Went Wrong? The Clash Between Islam and Modernity in the Middle East”. Heri skildrer Lewis forfaldet i den muslimske verden. Men Reilly ville videre og vide, hvorfor det er gået galt? Han kastede sig ud i intense studier og konkluderede, at dagens islamisme kan karakteriseres som ”en åndelig patologi” baseret på en deformeret teologi, der har frembragt en dysfunktionel kultur.  Rødderne til islamisme daterer sig til islams intellektuelle krise i det 9. århundrede.

Læs mere …

Vis mere