Der er én fantastisk fordel ved at blive gammel: Man bliver klogere, hvis man lærer af årenes erfaringer høstet i både den lille og store historie. Fx at den amerikanske politolog Francis Fukuyamas budskab i værket The End of History and the Last Man (1992) var mildt sagt over-optimistisk. Heri hævder han, at historien som en kamp mellem ideologier er slut med afslutningen af Den kolde krig og Sovjetunionens fald, og at det vestlige, liberale demokrati har sejret. Men 20 år senere kan den skotske historieprofessor Niall Ferguson i sin bog Civilization – The West and the Rest så fastslå, at Vestens overherredømme og overlegenhed igennem 500 år synger på sidste vers, samt at retsstaten i de vestlige, demokratiske samfund udgør undtagelsen i verdenshistorien. For at forstå, hvorfor Vesten vandt vesten og en stor del af resten af verden, har Ferguson sat sig selv på den opgave at klargøre, hvad der adskilte Vesten fra Resten. Og nej, svaret er ikke imperialisme. Forklaringen er langt mere raffineret og ligger i en ’pakkeløsning’, hvor nøglen til Vestens styrke er at finde i institutionerne.
Fergusons 400 sider lange bog er spækket med detaljerede historiske oplysninger suppleret med en lind strøm af noter og en alenlang litteraturliste. Som ikke-faghistoriker har jeg klog af skade allieret mig med en af slagsen, der har sagt god for værkets kildebrug. Heureka-hurra, for fremstillingen sætter så mange brikker på plads, at skriftet burde oversættes så hurtigt som muligt i almendannelsens navn – gerne suppleret med en pixi-udgave til travle politikere, folkeskole- og gymnasielærere. De to sidste professioner sætter fede fodaftryk i bløde barnesind, og derfor skal ikke mindst undervisere klædes på til at kunne formidle historiske forudsætninger til deres elever. Et overfladisk kendskab til historie er bekymrende, fordi det historieløse – og dermed kulturelt hjemløse – menneske, er såre nemt at manipulere med. Fx til at tro på, at alle mennesker er ens inde i deres hoveder, uanset hvilken kultur de er født ind i og formet af. Denne tro viser sig imidlertid at være forankret i uvidenhed. Ikke i dumhed vel at mærke, men i en ikke-viden om væsentlige træk i forskellige civilisationers organisering og tænkning. Her følger nogle af de vigtigste pointer hos Ferguson.
Hvad der adskiller Vesten fra resten er et kompleks af indbyrdes sammenhængende faktorer (benævnt ”killer applications”), der kan oplistes under seks overskrifter:
1. Konkurrence
2. Videnskab
3. Et retssystem / retsstaten
4. Medicin
5. Forbrugerisme
6. Arbejdsetik
Skulle der lyde protester mod, at væsentlige fænomener som kapitalisme, frihed og demokrati mangler på listen, så klap lige hesten og læs Fergusons definitioner:
1. Konkurrence – en decentralisering af såvel det økonomiske som det politiske liv, der skabte affyringsrampen for kapitalismen
2. Videnskab – en måde at undersøge, forstå og i sidste instans forandre naturen, som bl.a. gav Vesten en større militær fordel i forhold til den resterende verden
3. Et retssystem / retsstaten – en ’samlemodel’, hvis formål er at bilægge stridigheder vedrørende ejendom(sbesiddelse). Retsstaten danner basis for den mest stabile repræsentative styreform
4. Medicin – en videnskabsgren som tillod en omfattende forbedring af sundhedstilstanden og forventet levetid, såvel i de vestlige samfund som i deres kolonier
5. Forbrugersamfundet – en materiel livsform, hvor produktion og køb af beklædning spiller en afgørende økonomisk rolle i den industrielle revolution
6. Arbejdsetik – en moralsk ramme og livsform udledt af protestantisk kristendom, der leverer limen til det dynamiske og potentielt ustabile samfund skabt af punkterne 1-5.
Ferguson understreger, at hans bog ikke skal placeres på hylden med selvtilfredse versioner af ’Vestens triumf’. Det var nemlig ikke bare vestlig overlegenhed, som førte til erobringen og koloniseringen af en stor del af verden, men også tilfældigheder og svage vestlige rivaler. Fx et Kina, der lukkede ned og forbød opdagelsesrejser på verdenshavene fra ca. 1424, og et Osmannerrige, der forfaldt såvel politisk som militært på grund af indre stridigheder. Således overhalede Vesteuropa Kina på grund af større indbyrdes konkurrence. Østrig og Preussen fungerede mere effektivt administrativt og militært, fordi 1700-tallets videnskabelige revolution skete i den kristne verden, og ikke i den muslimske. Nordamerikas tidligere kolonier klarede sig langt bedre end Sydamerikas, fordi britiske kolonister etablerede et helt andet politisk system, hvad angår ejendomsret og repræsentation, end spaniere og portugisere i Syd. Europæiske kolonimagter var i stand til at kolonisere Afrika, ikke bare på grund af våben, men også med baggrund i vacciner mod tropesygdomme.
Fergusons søgende og ikke-ideologiske konklusion lyder: Måske kommer den aktuelle trussel mod Vesten ikke fra Kina, Islam eller CO2-udslip, men fra vores egen manglende forståelse af og tabte tro på den civilisation, vi har arvet fra vores forfædre. Og uden denne tro vil vesterlændinge ikke kunne bevare deres samfund, som risikerer at gå til grunde. Bl.a. fordi børn, unge og yngre – grundet manglende historisk viden – ikke aner, hvad der står på spil.
Jeg er enig med Ferguson i hans konklusion, men efter at have læst hans bog så include me out hvad angår mismod i forhold til den vestlige civilisations styrker. Jeg ranker ryggen og glæder mig (over (resterne!) – mere besluttet end nogen sinde på at give familie- og samfundsnedbrydende, socialkonstruktivistiske multi-kulti-universalister modspil.