(skrevet sammen med Britta Mogensen, mag scient.)
Så oprinder den 8. marts nok engang: Kvindernes årlige kampdag stiftet på den 2. internationale socialistiske kvindekonference i København 1910.
Men har kampdagen ikke overlevet sig selv? Og ligestillingsbegrebet? I hvert fald i Danmark, hvor kvinderne har haft stemmeret i snart 100 år, og meget tyder på, at de har førertrøjen på i uddannelsessystemet? Svarene lyder nej og ja.
Først ligestillingsbegrebet, som har spillet fallit. Af den enkle grund, at ligestilling mellem kønnene ikke er mulig i forplantningen og arbejdsindsatsen over for spæd-og småbørn. Forestillingen baserer sig på en ideal fordring, der gør regning uden om kroppen, traditionen og kulturen. Ligestillingsbegrebet blev oprindeligt udviklet i forhold til arbejdsmarkedet, uddannelser og politiske fora, således at de to køn på lige fod kunne komme til at gøre sig gældende.
Fint, fair og no problemos. Men ligestillingskonceptet er igennem de seneste 30 år delvis kommet til at fungere som nemesis for kvinder på familiearenaen. Konceptet har uden tvivl været til gavn for “elitekvinderne”, men ikke nødvendigvis for mødre med professionsbetegnelse af kassedame, fabriksarbejder, servitrice, sygeplejerske, pædagogmedhjælper, social-og sundhedshjælper, rengøringsassistent, pædagog, folkeskolelærer, ekspedient mv., altså det store flertal af gruppen kvinder.
Derfor skal ligestillingsbegrebet trækkes ud af alle felter, der handler om kroppen. De to køns seksualitet og bidrag til reproduktionen kan aldrig sættes på fællesnævner.
Ligestillingsbegrebets knopskydning ind på det kropslige og reproduktive område skader kvinder, hvilket udmøntningen af den såkaldte Forældreansvarslov med obligatorisk fælles forældremyndighed og deraf afledt efterfølgende tvungent samvær allerede har leveret talrige gysere på. Loven burde med rette omdøbes til Voldmod-børn-loven.
Og så gælder det ellers om at få proportionerne på plads anno 2009. Ja, det er sandt, at kvinderne er dårligt repræsenteret i bestyrelserne og på direktionsgangene.
Men erfaringerne viser, at når kvinder først har arbejdet sig til tops, tager de ikke nødvendigvis andre beslutninger end mænd. Ja, det er sandt, at kvinder undertiden skal arbejde hårdere for at komme til fadet. Til gengæld har de fået den tilstrækkelige måtte på brystet til at stå distancen på tinderne. For de kvinder, der vil til tops og har evnerne og er parate til at sætte alt ind på det, står alle døre åbne. Derfor skal fokus også flyttes fra (påstande om) diskrimination af karrierekvinder og uligeløn til den gedigne kvindeundertrykkelse, som en stor gruppe (muslimske) indvandrerkvinder bliver udsat for.
Igennem de sidste få årtier har det danske sprog fået tilføjet nye begreber, der beskriver kvindeundertrykkelse i dens mest ekstreme form: Kønslemlæstelse af piger, tvangsægteskab, tøjkodeks, udstødelse af familien, kvindelikvidering og polygami. Mange kvinder udsættes også for isolation, tilbageholdelse af information, indespærring og kontrol. Men først og fremmest -forud for at tvangen bliver sat i værk -kommer fysisk vold, selv om trusler om vold eller trusler på livet undertiden kan være tilstrækkeligt til at få “ulydige” kvinder til at makke ret.
Når en indhyllet kvinde i tv stiller spørgsmålet: »Ser jeg måske undertrykt ud?«, er det så det “sande” billede, hun viser af dét liv, som de fleste heropvoksede, muslimske kvinder lever? Eller er beretningen om vold og undertrykkelse fra den unge kvinde, der på flugt fra familien og af frygt for sit liv søger hjælp hos de danske myndigheder, mere “sand”? Og er undertrykkelsesformerne islam? Både ja og nej ifølge den særdeles islam-kyndige marokkanske sociolog Fatima Mernissi. For nok er det i islams navn, de utallige overgreb mod kvinder forekommer, men ifølge hende skyldes det mænds falske fortolkninger af Koranen og Muhammeds hadiths.
Mernissi hævder, at det aldrig var Muhammeds mening, at andre end hans egne hustruer skulle bære hijab, »for at de kunne kendes«. For med beklædningskravet ophørte den frihed og ligeværdighed, som Muhammed havde givet kvinderne. Hans “kvindelighedsprojekt” blev for altid tilintetgjort, da det lykkedes (mænd) at få kravet om tilhylning af alle kvinder ført igennem.
Når unge muslimske kvinder i Vesten indordner sig en middelalderlig tøjkodeks og erklærer sig som tilhængere af hylsteret, er der så tale om ydre tvang eller indre trang? Er der tale om en stigende religiøsitet, eller er der andet på spil? Vi afviser ikke, at nogle unge kvinder har valgt at demonstrere deres religiøse sindelag i fuld offentlighed ved at bære hijab. Men det strider imod enhver logik, at så mange spredt over hele det europæiske kontinent skulle være blevet grebet af religiøsitet på samme korte tid.
Den meget store del af de ugifte kvinder – mange af dem på vej til at få en højere uddannelse – der ifører sig hijab, forklarer generelt, at tilhylningen sikrer dem anonymitet og frihed, fordi man(d) vil rette fokus mod det, de siger, i stedet for at gøre dem til seksualobjekter.
Ikke desto mindre udtaler de, at de ikke sjældent mødes af tilråb på gaden, altså vækker misbilligelse.
Det angivelige ønske om anonymitet bevirker i stedet, at de bliver særdeles synlige og vækker opmærksomhed i det offentlige rum.
Samtidig signalerer de, at de ikke har noget ønske om at blive en del af det samfund, de lever i. De viser i stedet, at de indordner sig under en parallelkultur, der har kontrollen med kvindens seksualitet som vigtigste formål.
Om en del unge kvinder fortælles, at årsagen er, at »hun er blevet gift«. Det betyder, at forældrene har valgt en ægtemand fra hjemlandet, der kræver, at hans kone er klædt som kvinderne dér.
Gruppen af børn, der tilhylles, vokser, mens forældrene forsvarer sig med, at »barnet selv vil«. Javel så, men barnet kan ikke selv overskue konsekvenserne. Selv små piger helt ned til 1. klassetrin kan nu ses fuldt tildækkede, hvilket er en katastrofe. For når en pige iføres tørklæde i den alder og dækker sig til, indskrænker det ikke bare hendes råderum. Det påvirker hendes selvforståelse i en grad, så der kan tales om et psykoseksuelt overgreb, der mærker hende for livet.
Det er blevet hævdet, at vold i form af tvangsægteskab, voldtægt, udstødelse og likvidering i Vesten skyldes »marginalisering på grund af manglende integrering«. Den forklaring er både letkøbt og diffus, fordi den slet ikke tager fat om ondets rod: Kvindeundertrykkelse.
At skyde problemet ind under manglende integrering er også at krænke de familier, der er uden uddannelse og job, men hvor familiens kvinder opmuntres til at gribe de muligheder, det danske samfund tilbyder. Omvendt er en række flygtninge og efterkommere med høje uddannelser og gode jobs ikke tilbageholdende, når det gælder om at udsætte kvinder for en hvilken som helst voldshandling, hvis de ikke adlyder. International forskning i vold mod kvinder har da også for længst dokumenteret, at høj status ikke forhindrer en mand i at udøve psykisk og fysisk vold over for en kvinde.
En middelalderlig forestilling om at have ret til at skalte og valte med kvinders liv er alene afhængig af, om forældregenerationen har formået at pakke deres mentale bagage ud. Og af, om deres efterkommere har noget ønske om at opgive de privilegier, som kontrol og magt over kvinder giver. Når der er tale om ægtefællesammenførte kvinder er volden så meget mere grusom, fordi deres isolation i hjemmet betyder, at de dårligt kender det samfund, tvangsægteskabet har placeret dem i. For mange kvinder er frygten for at blive sendt hjem som fraskilt dybt traumatiserende, ikke alene på grund af stigmatiseringen af dem selv og æreskrænkelsen for familien, men også fordi de rygter, som hendes ægtefælle har sat i sving i hjemlandet om hende som umoralsk kvinde, ofte løber forud. At vende tilbage kan betyde alvorlige myndighedssanktioner. På trods af, at loven til beskyttelse af voldsramte kvinder – mod at blive sendt “hjem” -har næsten 13 år på bagen, er det stadig kvinderne, der straffes for de forbrydelser, deres ægtefælle begår imod dem.
Ayaan Hirsi Ali har opsummeret muslimske kvinders undertrykkelse således: “De har tilegnet sig deres egen undertrykkelse og oplever den derfor ikke mere som en udefrakommende undertrykkelse, men netop som et beskyttende stærkt indre skjold.” Et skjold mod vold, voldtægt og likvidering. Er det ikke en cocktail, der fortjener højere prioritering i kvindekampen end manglende repræsentation på direktionsgangene?