Jeg kender en del (ex-)folkeskolelærere i 50’rne og 60’erne. Dygtige, flittige, ansvarsfulde og engagerede kvinder, som engang elskede deres job. Sådan cirka indtil for 10 år siden – og nej, tidspunktet skal ikke kædes sammen med det politiske ”systemskifte” i 2001, men med et omsiggribende forældresvigt i børneopdragelsen, uigennemtænkte reformer toppet op med mega-administration-og-kontrolure og et stigende antal halv-sprogede (indvandrer)børn.
Nogle af disse lærere er gået på efterløn det sekund, de fyldte 60. De orkede bare ikke mere at håndtere tæppebombningen af krav og den daglige, offentlige pisk.
Jeg har med jævne mellemrum ”interviewet” mine bekendte for at tage pulsen på deres arbejdssituation og hver gang spurgt: Hvorfor finder du dig i at blive kostet rundt i manegen af pædagogiske forskere, politikere-der-vil-sætte-fingeraftryk og arbejdsmarkedsrepræsentanter, der ikke aner en dyt om levet praksis i klasseværelserne? Hvorfor giver du ikke denne ”ekspert”-trojka klar besked, når den fører sig frem med letkøbt kritik af den ringe faglige standard og for få undervisningstimer? Altså når der er så skrigende indlysende grunde til, at eleverne bliver stadig mere uvidende og lærerne stadig mere udbrændte og derfor mere syge. Hvorfor forsvarer Danmarks Lærerforening ikke med næb og klør professionens kerneydelse: Bibringelse af faglige kundskaber? Hvorfor kører DL ikke massive oplysningskampagner om de faktiske forhold i skole-industrien, hvor efterhånden kun de stærkeste – eller mest ligeglade og uengagerede – lærere overlever? Hvorfor påpeger du ikke selv i dagspressen, hvordan en bedrevidende, selvfed ”elite” (dokumenteret af Lars Olsen i hans seneste bog Eliternes triumf) har medvirket til at køre folkeskolen i sænk ved ALDRIG at give arbejdsro? Ved hele tiden at sprøjte løs med nye reformer, før den forrige overhovedet var blevet tør? Som Feiwel Kupferberg, (tidligere?) professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, udtalte i sin lærebog Kreative tider (2006): ”Vi forskere kan (…) påtvinge skolen den ene reform efter den anden og lade de ansvarlige professionelle forsøge at minimere skaderne. Det var aldrig gået, hvis nogen blandede sig på samme uprofessionelle måde i eksempelvis erhvervslivets virksomhed.” Kun mennesker placeret fjernt fra udøvet praksis kan finde på konstant at stille utopiske krav om alt det, en enkelt folkeskolelærer skal løfte i 2-3-4 klasser med 18-30 børn i hver? Hvoraf et antal mellem 3-18 har et indlærings-handicap / en diagnose (DAMP, alkoholiker-mor, voldelig far, skilsmisseramt, misrøgtet, anorektiker, bulimiker, angstfobi, skærer-sig osv. osv.) eller bare er utilpassede Turbo-Brian’er og Tumult-Muhammed’er.
Hovedstyrelsen i DL har spillet fallit med deres accept af den rummelige folkeskole og ydmyge nakkebøjning for skrivebordsteoretikeres urealistiske krav (Med Niels Christian Sauer som undtagelse – han har da i det mindste ind i mellem fået gylpet lidt fornuft ind i debatten, som dengang han oplistede de myriader af områder, diverse instanser syntes, at folkeskolen også lige skulle tage sig af – altså ved siden af alt det faglige).
”Ekspert”-trojkaen lirer som papegøjer juhu-ord af, som de tilsyneladende selv tror på, til trods for at begreberne har vist sig at være Kejserens nye klæder: Kompetencer, selvudvikling, selvdisciplinering, selvansvarliggørelse, implementere, team, tovholder, synergi, læring, læringsstrategi, læringsrum, ejerskab, refleksionsredskaber osv. osv. osv. I de pædagogiske drivhuse befrugter forskerne hinanden med politisk korrekte meninger og konstruerer ønske-scenarier frem for brugbare strategier.
Tilbage til mine lærer-”interviews”. Hvad svarer de, når jeg efterlyser handling: ”Jeg er helt smadret, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg prøver at gøre det så godt, jeg kan – og at overleve ved at minimere de opgaver, jeg oplever som meningsløse, og så ellers forsøge at dygtiggøre børnene og hjælpe så mange som muligt. Først og fremmest er den konstante uro i timerne en belastning. Støjen og de tilbagevendende irettesættelser dræner al energi – jeg bruger ofte mere tid på at opdrage og kalde til orden end på det rent faglige. Jeg kan sjældent hente støtte hos forældrene, for de stiller skarpt på deres egen lille Hassan og har for manges vedkommende slet ikke blik for det større fællesskab.”
Javel så. Det var ”analysen” i kortform. Men hvad er modgiften?
Elementært: 1. Ro i timerne fra dag 1(den elev, som ikke udviser respekt for husordenen, må forlade klassen). 2. At børnene er kommet i ordentlig tid i seng og har spist ordentlig morgenmad hjemmefra. 3. Max 24 i klasserne. 4. At eleverne dagligt bibringes en forståelse af, at det at gå i skole er et privilegium, og at uddannelse er en forudsætning for at klare sig i et komplekst informationssamfund. 5. Et moratorium for alle bevillinger til pædagogisk forskning – den har kun forvoldt skade. Overfør de frigjorte midler til specialklasser i folkeskolen og lad de nu frisatte forskere få en enestående chance til at bruge deres ekspertise som årsvikarer på skiftende særligt belastede skoler. 6. Giv lærerne en klækkelig lønforhøjelse – udgiften vil tjene sig ind i løbet af få år, hvis professionen opgraderes med cool cash, og nye seminariestuderende vil opleve, at de kan give RUC og CBS baghjul. 7. Vis lærerembedet, Danmarks absolut vigtigste profession, den nødvendige respekt. 8. Spørg ikke, hvad skolen kan gøre for dit barn, men hvad du kan gøre for at hjælpe lærerne til at udføre deres arbejde ordentligt. 9. Det er ikke altid lystfyldt at lære.
For det er løgn og latin, at det er lærernes skyld, at elever ikke kan stave til ”kat”. Hunden ligger begravet et helt og ganske aldeles andet sted.