Jeg er til stadighed forundret over idiotierne i kønsdebatten: Køn er konstrueret og ikke først og fremmest genetisk-biologisk. Under denne kønsforvirrede utopi-fane er det lykkedes 1. At gennemføre og holde fast ved en lov, der ved skilsmisser straffer børn i ligestillingens hellige navn, 2. At få kulet moderskabet så langt ned under gulvbrædderne, at fødsler er tæt på at blive sidestillet med en tur til tandlægen. Det til trods for at båndet mellem mor og barn i de(t) første leveår er afgørende for barnets sundhed. Beklager de herrer. I bliver først uundværlige lidt senere. Her kommer tre kommenterede klip, som opridser rammen for mit anliggende: 1. ”Ambulant fødsel for førstegangsfødende – et nyt tilbud Er du som kvinde sund og rask, forløber din fødsel ukompliceret, og har jeres barn ikke særlige behov efter fødslen, så har vi fra den 4.6.2012 og tre måneder frem et godt barseltilbud til jer. Vi har fået økonomisk opbakning til i en projektperiode at lave et rigtig godt tilbud til jer, der ønsker at føde ambulant. Tilbuddet kombinerer det bedste fra to verdener: Jeres egen trygge rammer og vores faglige ekspertise før, under og efter fødslen.”(fra Rigshospitalets folder i fabelagtigt forførende Nysprog – LN) 2. ”Fødende kvinder skal hurtigt hjem Ambulante fødsler breder sig på hospitalerne. Mens regionerne skærer ned på barselsplejen, skærer kommunerne ned på sundhedsplejen. Forældrene står uden hjælp. Fødende kvinder skal hurtigt ud af vagten. Flergangsfødende sendes hjem 2-6 timer efter, at de har født, mens førstegangsfødende typisk får lov til at hvile ud i to dage efter en fødsel.” (http://www.tv2fyn.dk/article/253209:Foedende-kvinder-skal-hurtigt-hjem) Den er grueligt gal. Og det siger jeg med afsæt i egne – og mange andre kvinders – erfaringer. Jeg har født to sønner på Rigshospitalet i 1986 og 1989. I begge tilfælde havde jeg store problemer med at få gang i amningen. Kun fordi jeg igennem fem fulde dage fik hjælp af kompetente jordemødre og sygeplejersker 5-7 gange i døgnet, lykkedes det. Jeg ammede begge drenge i over et år – og ja, modermælk er NATURligvis det bedste. Endnu vigtigere: Jeg forlod hospitalet med selvtillid og parathed til at drage omsorg for mit spædbarn, fordi jeg fik den nødvendige støtte. 3. I en leder Giv jordemoderbesøg i hjemmene (Tidsskrift for Jordemødre 2011, nr.6) skriver formand for Jordemoderforening Lillian Bondo: ”40 procent af alle fødende sendes tidligt hjem fra de offentlige fødesteder. Vi kan forvente, at det tal vil stige (…) Det korte af det lange er, at det er hundedyrt at fejle i den tidlige indsats. Helt enkelt. Når vi ikke yder det rette jordemodertilbud i tide, følger der indlæggelser på neonatalafdeling, ammenederlag, vanskeligere start på forældrelivet og nedtrykthed. Det er simpelthen så torskedumt at spare pengene til en god fødselsforberedelse, en god fødselshjælp og ikke mindst, gode professionelle støtter til dagene efter fødslen, der, hvor kvinden vælger at hvile.” At Bondo rammer plet med sin kritik dokumenteres af bl.a. Institut fra Folkesundhed: Antallet af spædbørn der bliver behandlet ambulant for gulsot, ammeproblemer og dehydrering er steget med 60 procent siden 2008. Samtidig er antallet af genindlæggelser af spædbørn steget med 16 procent fra 2005 til 2010. Så hvor svært kan det lige være? Fødslen af især det første barn er en REVOLUTION i moderne, kvinders liv. Hormonerne raser rundt i kroppen, det samme gør usikkerheden: Kan jeg finde ud af at passe mit barn? – og udmattelsen ved ”at være på” 24 timer i døgnet. Med andre ord: Kvinder, der ønsker det, skal støttes på fødeafdelingerne 3-7 dage. At sende mødrene hjem hurtigst muligt er ganske enkelt mangel på respekt for moderskabet og kvinders reproduktive arbejde (9 måneders svangerskab, selve fødslen og barselsperioden). Til skade for børnene, Danmarks kostbareste råstof, som først og fremmest har brug for, at den primære omsorgsperson er rustet til sin overvældende opgave. På samme måde fremturer Forældreansvarsloven (læs: Børnemishandlingsloven) efter revisionen med at tilsidesætte det behov for ro, som den primære omsorgsperson (som regel mor) har så hårdt brug for. Loven er ét stort bedrag og i bund og grund børnefjendsk, fordi ’barnets bedste’ sættes lig med to forældre og ikke med barnets behov for ro, regelmæssighed, omsorg og tryghed. Hvis politikerne ønskede, at barnet kom i første række ville dette fremgå helt tydeligt i loven, men der er tale om skinmanøvrer og sprogmanipulation. Godt nok står der, at afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, men når paragrafferne fortolkes, viser de sig i praksis at betyde, at Lille Sophie skal have kontakt til begge forældre. Uanset om relationen er til gavn og glæde for hende. For de fleste mennesker er det absurd, nærmest surrealistisk, at vold og overgreb ikke pr. automatik betyder, at et samvær afskæres, men sådan er tankegangen ikke hos kyniske, kønsforvirrede ligestillings-totalitarister. Nej, lad endelig børnene blive udsat for overvåget samvær med voldelige fædre eller det, der er værre. De børne”sagkyndige” bakker blindt op om forældrerettigheder, ikke mindst fædrenes, for to forældre er sandelig vigtigere end smertelige sår på børnesjæle. Konklusion: Karen Hækkerups håndtering af lov”revisionen” er en børne- og kvindefjendsk katastrofe. Som effektivt underminerer mødrenes mulighed for at praktisere ordentligt moderskab.