Af Lise W. Egholm
Forlaget Lindhardt og Ringhof 2006
167 sider, kr. 249,-
Heureka – hurra! Inden for 14 dage har jeg været så heldig at få lov til anmelde to bøger, der begge helt præcist analyserer integrationsproblemerne og – hvad der er scoopet – peger på, hvad der helt konkret skal til for at løse dem. Den første var Er du ikke lidt solbrændt! Kampen for et arbejde, og her kommer så Min blå sofa – om integration i skolen.
Først den kryptiske titel. Den blå sofa tilhører Lise Egholm, og den står i hendes kontor på Rådmandsgade Skole. Her på ydre Nørrebro, i et af Københavns mest belastede kvarterer, har hun været skoleleder igennem de sidste 11 år – og i den tid har der siddet mere end 1000 børn med deres forældre i hendes sofa. Her har en række af de samtaler fundet sted, som får mig til at vove påstanden om, at Egholm er et af de mennesker, der ved mest om integration i Danmark. Med fare for at lyde rørstrømsk mener jeg, at hun sammen med skolens lærere, elever og en række af disses forældre har udvirket et lille mirakel: Et vellykket kulturmøde på en skole, hvor 79% af eleverne er af anden etnisk herkomst end dansk og en stor del af dem bosiddende i Mjølnerparken med landets højeste koncentration af indvandrere og flygtninge. Opskriften lyder på en idealistisk leder, hårdt, målrettet og til dels ulønnet(!) lærerarbejde, masser af engagement, rygrad i forhold til egne værdier og respekt for andre(s).
Jeg har nikket (næsten) i takt med de fremsatte synspunkter fra side 1 til side 167. Her kommer et lille udsnit, der sidder lige i øjet:
De konkrete problemer, som vi oplever i hverdagen, hænger næsten altid sammen med muslimske traditioner og vaner.
Ved at tage for mange hensyn og lave særlige vilkår er vi faktisk med til at fremme fundamentalismen.
Vi skulle åbenbart bare kridte banen op og sige det meget udanske: Du skal.
(…) den vigtigste enkeltfaktor for succesfuld skolegang er den gode lærer.
Indvandrerne har mange børn, de danske har mange forældre.
Det store tab er, at lærerne nu har fået en lønarbejdertankegang, der (…) er uforenelig med det arbejde, der skal udføres.
Om modersmålsundervisning: Urdu er vejen tilbage, og dansk er vejen frem (citat: en pakistansk mor).
De etniske skoler er en skandale for vores samfund, og det skyldes berøringsangst, at vi ikke gør noget ved det (…) Der skal en debat i gang om det her, men det er ømtåleligt, fordi politikerne selv i meget høj grad vælger privatskole til deres børn.
[Der skal reserveres] pladser til tosprogede elever på skoler med mange etnisk danske børn.
Der er brug for et kvindeoprør hos indvandrerne.
Når man uddanner en kvinde, uddanner man en hel familie.
Svenskerne er dygtig, men deres uvilje til at tale åbent om integrationsproblemerne har ikke haft positive virkninger.
En del af vores nye danskere er faktisk flygtet hertil fra hjemlandet, fordi de ønskede at leve i et demokrati.
Lad os ændre love og bestemmelser, så vi undgår at skabe nye ghettoer (…) fra nu af sælge de ledige lejligheder [i Mjølnerparken] til de højest bydende.
Vi skal være meget mere direkte. Det handler ikke om kæft, trit og retning, men om tydelighed (…) Væk med holdninger, der bygger på medlidenhed.
Der lægges et pres på de moderate muslimer, der er helt urimeligt (…)
Jeg har haft kig på ildsjælen Lise Egholm i årevis, fordi det var så tydeligt, at hun – i modsætning til så mange andre – vidste, hvad hun talte om. Af den enkle grund at hendes viden var solidt forankret i daglig praksis og et hav af erfaringer.
Denne bog burde være pligtlæsning for samtlige folketingets politikere og størstedelen af deres kolleger i regionerne. Jeg håber også, at Tøger Seidenfaden, Kjeld Holm, Georg Metz, Carsten Jensen og de andre medlemmer af De Godes Klub vil anskaffe sig bogen. Så at vi én gang for alle kan få gjort op med myten om, at danskernes racisme og diskrimination er hovedårsagen til muslimske indvandreres problemer.