Af Claus Holm
Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag 2006
159 sider, 195 kr.
Er forskeren gået hen og blevet skødehund? Udtrykket hørte jeg forleden i P1-programmet Agenda, og den lidet flatterende etikette rammer lige ind i en aktuel diskussion om forskere og forskningsformidling. Eller mere præcist: Hvad karakteriserer troværdig forskningsformidling? Dette spørgsmål er også hovedtemaet i en debatbog skrevet af Claus Holm, kommunikationschef på Danmarks Pædagogiske Universitet.
Formålet er altså at indkredse, hvad der forstås ved troværdig kommunikation af forskning. Endvidere at belyse, hvad der sker med forskernes troværdighed, når de ikke må stille sig klogere og mere vidende an end folk i almindelighed. Titlen Forståelsens rasen dækker over et krav fra omverdenen / brugerne om, at forskeren så at sige skal ’oversætte’ sin viden, så at ’enhver’ kan forstå den.
Holm opererer med to forsker-typer til at illustrere problemstillingen: Rethaveren og pluralisten. Rethaveren: Hvis I ikke kan forstå, hvad jeg siger, så må I gøre jer mere umage. Pluralisten: Hvis I ikke kan forstå det, så skal jeg nok ændre det, så det giver mening for jer. Fejden mellem filosofferne Joakim Garff og Peter Tudvad om Garffs brug af kilder til hans bog SAK om Søren Kierkegaard indfanger typologien i en nøddeskal: Tudvad = rethaveren, Garff = pluralisten.
Selv lægger Claus Holm sig – bekvemt – på en midterposition med type tre: Den rethaverisk indstillede pluralist, for hvem ikke enhver formidling er legitim.
Forskningskommunikation er blevet et stadigt mere påtrængende krav, hævder Holm. Kommunikationstvangen betyder, at Universitetet (med stort U) er nødsaget til at legitimere sit virke på en ganske anden kontant vis end tidligere. Det kan ikke mere få lov til at optræde som autonom og sandhedssøgende forskningsinstitution, men skal i stedet spille rollen som troværdig uddannelsesanstalt, der leverer service til brugerne. Sagt lidt anderledes: Service-universiteterne må legitimere deres berettigelse ved konstant at kommunikere om den service, de leverer. Det handler ikke mere om ophøjet forskningsformidling, men om ”kommunikation med kompetente og ligeværdige brugere.” Det er altså brugerne, der via deres efterspørgsel definerer, hvad der er produktion af relevant viden. I den optik skal forskerne bare pakke sammen med, at de ved bedre, og at der skal lyttes til dem, fordi de alt andet lige nok er lidt klogere end fru Hansen. Forskning skal sættes lig anvendt forskning, og den er pr. definition bruger- og efterspørgselsbestemt. Følgelig skal forskernes undervisning af fremtidige kandidater også afspejle, hvad samfundet måtte have brug for.
Den bruger- og service-orienterede indfaldsvinkel risikerer at give skrammer i lakken på troværdigheden. For at minimere ridserne må forskerne iflg. Holm gå på line mellem følgende positioner:
· være sandhedsorienteret – uden at være selvtilstrækkelig
· være orienteret mod forståelse / formidling – uden at være populistisk
· være anvendelig – uden at være behagesyg
· være original – uden at være eksponeringssyg
Troværdighed er at hykle mindst muligt – og i den forbindelse nægte at underlægge sig kravet om anvendelighed. Et knæfald for brugbarheds-kriteriet kan gå hen og blive en trussel for forskningen, og i øvrigt skal et universitet ikke være en virksomhed med fokus på den økonomiske bundlinje. Omvendt bliver forskerne nødt til at forholde sig til, at de agerer i et markedssamfund styret af udbud og efterspørgsel. Det vilkår kan politikerne tale med om, og det er da også grunden til, at politikere og forskere nærmer sig hinanden i deres medieoptræden: Begge grupper har behov for opmærksomhed og brugertilfredshed for at overleve.
Men hvis forskeren er nødt til at springe i se-på-mig-hør-på-mig gyngen for at legitimere sin eksistens, hvem skal så komme med de uafhængige, objektive, og klargørende redegørelser for holdninger og begrundelser? Problemet er oplagt – og Holm imødegår det med bl.a. dette forslag: Forskerne skal levere et vidensgrundlag for meninger, og de skal kun udtale sig, når de ved særlig besked om noget, som alle andre ikke ved. Og altså ikke om alt muligt andet uden for deres fagfelt.
Jeg vil gerne anbefale bogen, fordi den stiller alle de rigtige spørgsmål. Hvad angår de svar, den leverer, er jeg straks mere usikker. Så et smukt og godt lille eksempel på genren debatbog.