Så stemte Irland ja til Lissabon-traktaten, og Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus, er også blevet banket på plads. Derfor er jeg også grumme ked af, at danskerne ikke får lov til at stemme om Lissabon-traktaten. Jeg ville nemlig gerne have af- eller bekræftet i en forudgående offentlig debat, om forfatningens ophavsmand Valéry Giscard d’Estaing har ret, når han i et åbent brev til en række europæiske aviser har skrevet:
Lissabon-traktatens indhold adskiller sig ikke fra Forfatningstraktaten, kun formen er ændret. Det Europæiske Råds jurister har betjent sig af sædvanlig fremgangsmåde: Tidligere traktater ændres ved at tilføje ændringsforslag, og Lissabon-traktaten fremstår således som et katalog over ændringsforslag til tidligere traktater. Den er ulæselig for borgerne, der derfor må ty tilbage til Rom- og Maastricht-traktaten, som ændringsforslagene vedrører. Hvad angår indholdet kan ”den gamle” Forfatningstraktats institutionelle forslag genfindes i deres helhed i Lissabon-traktaten, blot i en anden rækkefølge. Konklusionen er, at værktøjerne i Lissabon-traktaten er fuldstændig de samme som i Forfatningstraktaten, altså den traktat som franskmændene ellers stemte nej til. Det eneste, der er anderledes, er opdelingen i værktøjskassen.Betyder det så, at der slet ingen forskelle er? Ja, bortset fra at ordet ’forfatning’ og tillægsordet ’forfatningsmæssig’ er udeladt, og Unionens symboler er fjernet fra teksten. Meningen med den raffinerede manøvre er at slippe for at skulle afholde folkeafstemning, samtidig med at forfatningsartiklerne er spredt ud i Lissabon-traktaten, blot ”renset for forfatningsagtige formuleringer”. Så vidt Giscard d’Estaing. Hans udtalelser kan passende suppleres med:
Den nye EU-stat får fælles præsident, fælles statsminister og fælles udenrigsminister – bare ikke valgt demokratisk
Kommissionen har eneret til at stille lovforslag, til trods for at medlemmerne ikke er valgt, men udpeget
Landene mister ret til at lovgive, når EU lovgiver
Domstolen dømmer og grundlovgiver gennem nye fortolkninger
EU institutionerne sammenblander den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt
Grundloven beskytter vælgerne mod politikerne, unionsforfatningen beskytter politikerne mod vælgerindflydelse
Danmark vil altså blive reduceret til en delstat, når Lissabon-traktaten gennemtvinges. I et statsforbund beslutter medlemmerne alias suveræne stater selv, hvilke områder den fælles myndighed træffer beslutning om. Hidtil har EU været et sådant statsforbund. Med Lissabon-traktaten bliver der tale om en forbundsstat, hvor suveræniteten ligger hos den centrale ledelse. Her vil der blive truffet flertalsbeslutninger. Det betyder, at den danske regering kan blive stemt ned af de andre regeringer i et hvilket som helst politisk spørgsmål.
Magten fjernes altså yderligere fra de nationale parlamenter og går i stedet bl.a. til EU-domstolen. Her er det værd at minde om, at når der fældes dom i retssager, fældes de af mennesker. Ret er noget, der skabes, ikke noget der foreligger. Retskilden findes i dommeren, ikke uden for i loven. Fortolkningen af loves ordlyd er aldrig objektiv, det kan ikke være anderledes. Men når først dommene er fældet, kan dommerne ikke senere stilles til regnskab for deres fortolkninger. Med andre ord: Domstolen dømmer og er med til at lovgive igennem sine fortolkninger, men siden hen skal dommerne ikke stå til ansvar for deres holdninger og (politiske) valg. Det er foruroligende.
Hvad der mest bekymrer mig er, at Lissabon-traktaten er styret af en multikulturel utopi, hvis formål er at aflive nationalstaterne. Således er en vigtig faktor bag den muslimske folkevandring til Vesteuropa EU’s samarbejde med den arabiske verden. Efter at Frankrig opgav Algeriet i 1962, havde daværende præsident Charles de Gaulle som projekt at skabe en alliance mellem Europa og en række arabiske stater. Formålet var bl.a. at modvirke USA’s indflydelse. I 1974 oprettedes en parlamentarisk sammenslutning med henblik på at styrke EF’s politiske, kulturelle og økonomiske forbindelser med den arabiske verden. I denne gruppe deltog medlemmer fra 18 nationale parlamenter, herunder det danske Folketing og Det europæiske Parlament. Senere suppleredes gruppen af en struktur betegnet Den euro-arabiske Dialog med en stærk position i bl.a. EF’s og senere EU’s ledende organer. Dialoglobbyen arbejdede for en udenrigspolitik, der var pro-arabisk og rettet imod Israel og USA. Desuden begunstigede den en permanent og massiv arabisk og muslimsk tilstedeværelse i Europa gennem indvandring og bosættelse af millioner af personer fra Nordafrika og Vestasien. Orientalisten Bat Ye’or skriver, at på fransk, tysk og belgisk initiativ har flere europæiske institutioner arbejdet for at lette denne udvikling gennem en offensiv i kulturliv, undervisning og publikationsvirksomhed. Initiativerne er blevet støttet af universiteter og beregnet på at fremstille islams civilisation i det bedst mulige lys. Flere generationer af europæisk ungdom er allerede blevet opdraget i denne pro-arabiske ideologi (Kilde: European Fears of the Gathering Jihad, www.frontpagemagazine.com, 21.2.2003).
Opkomsten af islamiske parallelsamfund i EU’s storbyer dementerer dagligt de officielle erklæringer om interkulturel forståelse og tolerance. På flere andre områder er drømmen blevet punkteret om et harmonisk samliv mellem staterne omkring Middelhavet og mellem muslimer og ikke-muslimer. Efter al Qaedas selvmordsangreb på USA d. 11. september 2001 fulgte terroraktionerne i Madrid i marts 2004 og London i juli 2005. I mellemtiden overtog det islamistiske AKP regeringsmagten i Tyrkiet. EU-bureaukratiet mangler øjensynligt total kontakt med virkeligheden – herunder vælgerne. Når tilbagemeldinger ikke fører til korrektion af politikken, er årsagen i vidt omfang de pågældende beslutningstageres ideologi. Den kommer især til udtryk i rapporter fra EUMC (Det europæiske center for overvågning af racisme og fremmedhad) og i dokumenter fra EU-parlamentets menneskerettighedskommission, der fører sig frem som moralsk vejleder for hele verden. I årsrapporten for 2003 hedder det, at det Europæiske Parlament “betragter menneskerettighederne som hjørnesten for EU’s indre og ydre politik….” Interessant er det at notere sig, at kommissionen benægter, at disse rettigheders udspringer af europæisk – og dermed også kristen – retsfilosofi.
Islamisk had-retorik, mord på frafaldne muslimer og på unge kvinder, der vælger forkerte kærester, massevoldtægter, eller islamisters terror omtales ikke som en speciel trussel i dagens Europa. Man ser også stort på, at Tyrkiet og de arabiske stater med den såkaldte Cairo-erklæring opererer med “alternative” menneskerettigheder med afsæt i sharia.
I stedet advarer EU’s talspersoner mod “islamofobi” – sygelig frygt. I juni 2006 erklærede Ministerrådet således, at betegnelsen “islamiske terrorister” bør udskiftes med “terrorister, der misbruger islam”.
De overstatslige bureaukrater i EU er i egen selvforståelse eksperter og på den konto tilsyneladende ligeglade med de problemer, som deres stort tænkte visioner påfører de oprindelige befolkninger. De vil have kørt deres multikulturelle forbundsstat igennem uden indblanding fra de mennesker, som skal bære de smertefulde konsekvenser af deres beslutninger.
På den baggrund bliver det lysende klart, hvorfor vi ikke må stemme om Lissabon-traktaten.